mandag den 6. oktober 2008

Women - igen

For mindre end en måned siden skrev jeg om det canadiske band Women. Nu finder jeg det imidlertid bidende nødvendigt at gøre det igen, da jeg nu har haft den ære at lytte hele deres selvbetitlede plade igennem.

Og hvorfor så bidende nødvendigt? Fordi albummet er af den slags, der nemt kan blive overset. Og det til trods for at det udgives på Jagjaguwar.

Gruppen har indtil videre kun officielt leaket sangene Black Rice og Group Transport Hall, der begge blander syrerock og lettere tilgængelig Kinks-inspireret 60'er coolness. Hele pladen giver dog et meget mere nuanceret lydbillede, der også får specielt Black Rice til at fremstå endnu mere unik.

Women vil måske overraske nogle af de lyttere, der kun har hørt de to førnævnte sange ved langt hen ad vejen at være instrumental - ligesom den også vil lede mange lytteres tanker hen på pladeaktuelle Deerhunter. Og så er der den fantastiske Shaking Hand, der nærmest kan karakteriseres som math-rock. Guitararbejdet har en del til fælles med mange nye engelske bands, specielt fra det sydlige England. En lyd, der de sidste par år har vundet meget frem i det engelske (hør blot mange bands fra selskabet Big Scary Monsters), men også så småt på den anden side af Atlanten. Som hos Maps & Atlases.

Pladen er af den type, der vokser og vokser. Der er plads til forbedringer, og bandet har endnu ikke fundet sig selv fuldstændigt. Men fundamentet er der. Og man kan jo håbe, at de ligesom Deerhunter på deres anden plade går fra at være rigtig godt til at være fantastisk.

MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall

/Martin

Ingen kommentarer: