Søndag - og lidt om forholdet mellem ironi og patos

Blogger-kollegaerne hos Earcandy skrev tilbage i juni lidt om brugen af musik hos danske komikere - og om brugen af humor i dansk musik som mere generelt fænomen. Et uhyre spændende felt, der både kan og bør undersøges nærmere. Det er ikke som sådan dét, jeg vil gøre her, måske en anden god gang, men vigtigt er det at have en fornemmelse for brugen af, og ikke mindst det overordnede forhold mellem, ironi og patos.
De to størrelser kan i høj grad virke og fungere som en enhed, der forstærker begge dele og skaber en overbevisende helhed, der gerne skulle ende med at virke på både krop og sjæl. Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at man ofte vil tale om ironi og patos frem for patos og ironi. Rækkefølgen har en del at skulle sige, da målet ved et værk ofte er en form for patos. Medfølelse og engagement af en art hos modtageren. Til dette formål kan ironien være et redskab og en aktiv hjælper til at nå en følelse af empati.

Det er imidlertid også vigtigt at notere sig, at dette fænomen er meget synligere i filmverdenen end i musikverdenen. Mesterinstruktører som Lars von Trier og Wes Anderson benytter sig flittigt heraf med stor succes. Førstnævnte eksempelvis i Breaking the Waves, sidstnævnte med fabelagtig virkning i én af senere års smukkeste film, The Darjeeling Limited (ja, faktisk i alle hans film). Det er naturligvis også sværere at benytte sig af denne effekt i et rent sonisk univers. I nyere hip hop har eksemplet med humor til at understrege en pointe været benyttet i forholdsvis høj grad, men det er ikke noget, der rigtigt leges med i andre genrer. I så fald er fokus i høj grad på humoren og den overordnede gode oplevelse, end det er på den balancegang mellem ironi og patos, der skal skabe en ultimativ tour de følelsesregister (jeg undskylder for dette delvist klamme ordvalg).
Måske kan man imidlertid påpege, at det kommer frem på en ganske anderledes måde i musikken. Navnlig ved kunstnere, der forsøger at vise, at de ikke tager sig selv alt for seriøst. Uanset om de gør det eller ej. Det hele handler om autenticitet og autenticitetseffekter, og når kunstnere først har pillet sig selv lidt ned, er det ofte nemmere at sympatisere med dem, hvilket gør det nemmere at få musikken rent ind - blive ét med den så at sige. Hermed ikke sagt at musikere ikke må eller bør have/vise lidt ego. Det er ikke et spørgsmål om selvsikkerhed. Det er blot en effekt, en strategi, en mulighed. Jeg finder det fantastisk charmerende, når eksempelvis Bradford Cox udtaler sig om de simple glæder ved at lave musik frem for at tale om de værker, han frembringer. Eller Animal Collective, der gennem leg og nysgerrighed i et selvudviklet univers frembringer nogle af de mest interessante plader i musikhistorien. Eller Pavements metarefleksioner i Range Life. Unge Zach Condon har også udtalt, som tidligere skrevet på siden, om sine sange, at teksterne er andenprioritet - forstået på den måde at det er stemningsbeskrivelser, og at de ikke i sig selv bærer en betydning. Manden kunne uden problemer have enten undladt at tale om dette, eller han kunne have skabt en mystik omkring teksterne - hvilket han nemt kunne fake sig igennem. Da jeg eksempelvis for flere år siden første gang hørte Postcards from Italy, var det næsten umuligt for mig ikke at proppe al mulig mening ind i teksten. Alligevel gav disse udtalelser fra Zach Condon nye muligheder for at lytte til musikken. Musikken blev faktisk smukkere af det. Derudover må det ikke undervurderes, hvordan underbevidstheden spiller ind, når pennen nærmer sig papiret. Et hurtigt spring tilbage til filmmediet vil eksempelvis hurtigt fremvise en person som David Lynch, der kan skrive under på dette.

Her når vi dog ud i åbenlyse spekulationer og, ja, tro. Ikke religiøst. Ikke nødvendigvis spirituelt. Men en romantisk tanke om geniet og den rene, uspolerede inspiration. Og den har nu engang en ganske anderledes pondus, end hvis afsenderen havde fremstillet sig selv som en seer eller en anden Nostradamus. Det hele er naturligvis smag og behag. Mange søger noget mere åbenlyst storladent, hvilket jeg bestemt heller ikke vil sige mig fri for til tider - det er et decideret behov med en sådan åbenlys patos. Til tider overvejer jeg alligevel, om mit problem med Arcade Fires Neon Bible er gruppens selvhøjtidelighed i markedsføringen. Win Butlers tekster stræber alle mod noget stort, og de ender ofte med at blive ganske klodsede, hvor bandet så heldigvis ofte har kompositioner, der kan få lytteren til at tilgive det fuldstændigt. Måske er det i virkeligheden et spørgsmål om ydmyghed, der efterlyses. Ikke decideret hos Arcade Fire, som jeg trods alt elsker lige så højt som alle andre, men mere generelt i musikverdenen. Canadierne skal ikke her fremstilles som divaer, og de er jo trods alt ikke Patrick Wolf. Man kan også spørge, om det overhovedet er vigtigt at give det så megen tanke, hvorfor jeg ikke er faldet pladask for Neon Bible. Det konkrete eksempel bunder sikkert i skuffelse over selve musikken efter den fremragende Funeral og en nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor åndsfæller grådigt har slubret albummet i sig, når jeg selv får dele galt i halsen (måske et indlæg alene om dette album bliver relevant på et tidspunkt - foreløbig føler jeg et behov for hurtigt at understrege, at jeg virkelig elsker fire af sangene fra albummet).

Jeg nærmer mig et sidespor og vil derfor benytte mig af muligheden for endnu et sidespor, som ikke desto mindre fører hjem til udgangspunktet for, hvorfor jeg påbegyndte hele denne smøre: Seona Dancing (billedet). Hvis navnet ikke siger dig noget, er det ikke overraskende. De eksisterede i ganske kort tid i starten af 80'erne og havde nogle få singler i rotation i England. Hvis man derimod har hørt om dem, er det med 99% sikkerhed pga. Ricky Gervais, der udgjorde den ene halvdel af duoen - og senere endte med at blive hvermandseje gennem The Office og Extras. Ricky Gervais og Bill Macrae lavede en form for new wave electro med stærk inspiration fra bl.a. Depeche Mode og, i højere grad, David Bowie (se i øvrigt denne video med den bidende kommentar: "David Bowie's nicked all your stuff!").
Musikken var ingenlunde original, og sangene var ikke alle lige heldige. Men interessant er det, at den samme person har skabt både dét og så The Office - med bl.a. den musik, der eksempelvis bruges i første sæsons afsnit fire, Training Day, der byder på en del komiske sangperler. Men de er ikke komiske alene pga. teksterne og konteksten. Det virkelig sjove ligger i den sangkvalitet, der let antydes og tages pis på.
Samtidig har vi her at gøre med et lidt anderledes forhold mellem ironi og patos, hvor både Seona Dancing som band og Ricky Gervais som komiker ender med at score point gennem hinanden. Det er en form for dobbeltvirkning, der går fremad og tilbage ud i tid og ender som en selvforstærkende effekt, der både gør Ricky Gervais sjovere og Seona Dancing bedre. Deres You're On My Side var i lang tid en decideret guilty pleasure, hvor jeg nu 'bare' ser det som en god sang. Og her holder Gervais ikke igen med patos:

They scratch me with their cut-your-ego game
And never take the blame
They shoot me down and stab me with their lie
To see me writhe
But I'm growing from their shattered self-esteem
I'm making new dreams
And with you on my side I could break up love today
And he'll die, walk away

Forholdet mellem ironi og patos behandles fornemt i bl.a. Æstetikstudier V - Patos? i et afsnit af professor Morten Kyndrup ved navn Paramoderne pathos? - Lars von Triers 'Breaking the Waves' som eksempel. Kyndrup behandler også emnet i afsnittet Kunstens betingelser - pathos, paramoderne, palimpsest? fra bogen Riften og sløret. I førstnævnte udgivelse kan også anbefales et udmærket afsnit af Ole Thomsen ved navn Højt at føle - og pathos og personligheden.
God søndag, kære læser.

Stream: Seona Dancing - You're On My Side

/Martin

Diskussion: Værk og afsender

Inden for alle kunstarter findes der adskillige tolkningstraditioner. Metoder om man vil. Kunstnere, forskere, litterære teoretikere, bohemer, almindelige dødelige... Alle har en mening eller idé om, hvordan kunst kan og bør forstås. Hvis den da overhovedet skal forstås - og ikke 'bare' sanses. Fænomenologer, strukturalister, post-strukturalister, biografister og mange, mange flere har igennem mange årtier taget dette op til diskussion.

Uanset om man kæmper side om side med nogle af disse teoretikere, eller om man kæmper sin egen kamp, vil ét af de store spørgsmål altid være kunstnerens rolle. Afsenderens rolle. Skaberen. Jeg har personligt aldrig været fan af biografismen og teoretikere som Sainte-Beuve, men der vil per definition altid være en sammenhæng mellem værk og afsender. Spørgsmålet er naturligvis, hvor stor en rolle vi skal tildele afsenderen i tolkningen og forståelsen af et værk. For ikke at gøre det hele for bredt vil jeg her primært forholde mig til spørgsmålet i forhold til musik.

Det forekommer mig naivt helt at udelade afsenderen i en tolkning, ligesom det forekommer mig umuligt at læse en sang udelukkende ud fra en kunstners liv, oplevelser og bekendtskaber. Alle mennesker har gennem deres liv følt og føler fra tid til anden, hvad de fleste vil kalde inspiration - hvad enten vi taler om at skabe, at lave mad, at dekorere en stue osv. Begrebet er i sig selv genstand for diskussion. Endda uhyre interessante af slagsen. Ordet kommer af græsk, hvor det betyder noget i stil med at blive pustet på (indrømmet, det ligger fjernt i hukommelsen). Altså noget man får ind. Betydningen var, som det kan læses i Homers værker, af guddommelig karakter. Det er ikke nødvendigvis religiøst, men jeg vil kalde det noget ganske "åndeligt". Noget vi ikke uden videre kan redegøre for. Man skriver ikke bare en sang ud fra ingenting. Inspirationen melder sig, og processen starter. Der er tomme felter. Ikke i Wolfgang Iser'sk forstand i det skabte, snarere i selve skabelsesøjeblikket. Disse tomme felter er rester af noget uvist, rester af noget ubevidst, måske rester af noget genialt, noget rent. Hvor svævende det end må lyde for nogen, umuliggør disse felter for mig en decideret biografisk tilgang, ligesom det åbner op for mere end blot afsenderens mulige intentioner.

Der er trods alt et møde mellem afsender og modtager. En kontakt. Endnu et felt. Et Big Bang, der er en skabelse i sig selv. Ja, dette møde er vel nærmest den sande skabelse af et værk, der ellers var "undervejs". Det cementerer det smukke, og det gør nærmest det skønne sandt ved netop at genkende det som skønt. Her forstås skønt i bredeste forstand - noget underbevidst og rent. En æstetisk anerkendelse.

Det betyder dog ikke, at jeg er ude på at underminere kunstnerens eventuelle hensigt eller kunstneren i det hele taget. For selvfølgelig har kunstneren som oftest en hensigt, selvom dette ord kan lyde grumt. Noget, der har inspireret ham eller hende. Måske et decideret tema. Måske endda politisk. Måske en ulykkelig forelskelse. En følelse, der kalder på empati. Pointen er, at selvom kunstneren har en hensigt med og et ønske om at skrive, komponere og skabe noget bestemt, vil det alligevel falde forskelligt ud, da vi jo (gudskelov!) ikke er født med samme ører, samme sjæl, samme hjerne, samme hjerte.
Som sagt er jeg ikke ude på hverken at underminere eller undervurdere kunstneren, der jo kan være mere eller mindre dygtig til at få sit budskab ud. Både afsender og modtager må imidlertid anerkende, at et værk, der rent teknisk er det samme for alle, vil opfattes unikt og forskelligt af alle. Selv hvis en sang udelukkende er politisk, vil den altid være andet og mere end sit umiddelbare, direkte budskab (hvis der udelukkende er tale om politik, bør vi ikke kalde det kunst). Vi vil opleve selve sangen, den soniske æstetik, forskelligt. Hvis vi forholder os til et politisk budskab, vil dette også berøre os forskelligt, da vi alligevel har forskellige udgangspunkter, minder, holdninger og idéer på forhånd. Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, er vi alle (igen, gudskelov) forskellige, hvilket blot gør det endnu smukkere, når vi er fælles om en æstetisk nydelse - vi deler altså noget, der i sig selv er forskelligt, og på denne måde tildeler vi tingene mening. Et umiddelbart paradoks - men kun umiddelbart.

Jeg vil ganske kort gøre det mere konkret. Hele denne diskussion opstod således af en samtale forleden med min broder om den fantastisk talentfulde og, på godt og ondt, karismatiske Patrick Wolf, der må siges at have en noget speciel personlighed. Her er tale om en person, der i høj grad lever for sin kunst. En person, der på scenen kan lade sig slå sådan ud af en teknisk fejl, at han på ingen måder vil skjule sin utilfredshed (som det kan ses her, ca. 5 minutter inde, og her fra C/O Pop i Köln i sidste uge). Vores samtale handlede grundlæggende om, at ingen af os rigtigt havde givet hans nye album The Bachelor en chance - bl.a. grundet disse udbrud, der for os afslørede en frygt for en grim natur og en slet personlighed. Det kan med andre ord være svært at adskille kunstner og værk - selvom vi ved dette konkrete eksempel endda begge har været store fans og beundrere af mandens musik igennem flere år. Det har simpelthen været for svært at sympatisere med manden og derfor også musikken.

Det kan lugte af hykleri eller en overfladisk holdning, og jeg gav derfor den nye plade et respektfuldt lyt i dette lys - og genvandt respekten for manden. For kunstneren. Dette tilføjer blot flere niveauer til de uforklarlige huller: Vores personlige, sjælelige vægelsind, humør og udvikling. En interessant og smuk metadiskussion om dette stærke bånd, der kan herske mellem afsender og værk, kan i øvrigt findes i Oscar Wildes mesterværk The Picture of Dorian Gray, hvor kunstneren Basil Hallward også i høj grad er sin kunst (en filmatisering kommer ganske snart i biograferne).
Et andet konkret og anderledes eksempel er den ligeledes unge og fantastisk talentfulde Beirut, der i høj grad skaber sin kunst ud fra steder. Geografisk inspiration. Han har ved flere lejligheder udtalt, at han ikke går op i sine tekster. Han formidler altså følelser ud fra en generel stemning, hvor stemmen bliver til et instrument i helheden frem for en direkte formidler. Man føler noget, selvom teksterne ikke nødvendigvis kan afkodes til at give mening. Men det er stadig blevet skabt af en kunstner, og der ligger utvivlsomt følelse i stemmen, hvilket i sig selv er meningsbærende i mødet med lytteren.

Diskussionen kunne være meget længere og bliver det måske en dag, men det kræver flere redegørelser og deldiskussioner. For på én gang at konkretisere det hele og samtidig hive det op på et højere plan er her en lille sag fra Patrick Wolfs nyeste album.

MP3: Patrick Wolf - Hard Times

/Martin

A Hawk and a Hacksaw

At føle sig hjemme. At komme hjem. At vende hjem. Hjem-ude-hjem.

Begrebet "hjem" er, og har altid været, af central betydning i vore liv såvel som i kunsten. Og det kan godt være, Susan Sontags Against Interpretation i dag næsten har klassikerstatus, men vi må jo erkende, at vi stadig elsker at fortolke - for ikke at tale om at overfortolke. Så det vil jeg nu gøre: A Hawk and a Hacksaw kommer hjem til maj, når de gæster Danmark og Musikcaféen i Århus.
Albuquerque-orkestret, der ledes af den gamle Neutral Milk Hotel-trommeslager Jeremy Barnes, er nemlig opkaldt efter en passage i Hamlet, der jo som bekendt foregår i Danmark. De kommer hjem, og de bliver hele ni medlemmer, der skal stå for at give os heldige lyttere hele armen med deres Balkan-charme.

Indtil videre har jeg ikke fundet en koncert i København, men mon ikke den offentliggøres snart. Interessant er det altid, når man kan koble noget til Neutral Milk Hotel. Jeremy Barnes har dog også haft en anden vigtig funktion i musikverdenen de seneste år: Han har hjulpet Zach Condon og Beirut gevaldigt på vej med både hype, gode kontakter og hjælp på trommer. Et stort tak for det!
I 2007 spillede A Hawk and a Hacksaw i øvrigt til Roskilde Festival, hvilket jeg desværre gik glip af - som så meget andet det år. Den koncert skulle i øvrigt have været ret mindeværdig, og en gentagelse af denne følelses ventes også i år.

A Hawk and a Hacksaw spiller på Musikcaféen d. 27. maj.

/Martin

Nogle albums vi glæder os til i 2009

At komme i gang med et nyt år er svært for mange. Den åbenlyse symbolik er svær at ignorere, den første måned er mørk, ambitionerne er mange, frygten for skuffelser synlig - alt bidrager for mange til et sortsyn, som det kan tage flere uger eller måneder at komme over, før lykken først rigtigt vender med forårets komme. Som en lille hjælp mod denne, årets første måned kommer her nogle bud på udgivelser, vi med spænding afventer i 2009.
Året har allerede været så gavmildt at give os det nye Animal Collective, Merriweather Post Pavillion (digitalt - fysisk udgivelse følger). Jeg vil ikke holde mig tilbage: Det er ikke blot en triumf, ikke blot fantastisk. Det er ikke blot et studie i sonisk elegance. Det er genialitet i sin rene form. Mere om det en anden god gang.

Beirut - March of the Zapotec, 1. februar.

Zach Condon er ikke tilfreds med at dyrke det samme udtryk to gange i træk, og nu går han efter noget mere elektronisk, hvilket man har kunne høre på forløberperlen My Night With the Prostitute from Marseille. Et udtryk han faktisk dyrkede et par år, før han faldt for Balkan-lyden. Dengang under navnet "Realpeople", som han også udgiver under sammen med "Beirut"-navnet i 2009.

Grizzly Bear - TBA, maj. Grizzly Bear er de seneste år vokset og vokset. Både i udtryk og hvad angår deres fanbase. På deres kommende udspil vil de gøre mere for at fange deres liveudtryk, hvilket de fleste nok vil juble over. I studiet har de bl.a. haft besøg af Victoria LeGrande fra Beach House.

Yeah Yeah Yeahs - TBA, engang i 2009. Jeg ved ikke meget om den kommende Yeah Yeah Yeahs - men jeg ved, at det er en mærkelig tanke, at det kun er deres tredje fuldlængde, og at de har lovet, det ikke lyder som noget, de har udgivet før. Vi kan håbe, det ikke bliver lige så pænt som Show Your Bones.

Blikk Fang - TBA, engang i 2009. De har indtil videre formået at holde kortene tæt ind til kroppen, selvom interessen er massiv. Interessen er massiv af to grunde. 1) Det ene medlem er Kevin Barnes fra of Montreal og 2) Det andet medlem er Andrew Vanwyngarden fra MGMT. Jeg gætter på, de har bandnavnet fra Kevin Barnes' norske viv.

The Decemberists - Hazards of Love, 24. marts. Indtil videre har The Decemberists udgivet fire LP'er og fem EP'er (heraf en enkelt som liveudgivelse). Af LP'erne har to været gode og to rigtig gode. Og så skriver Colin Meloy altid medrivende, eventyrlige tekster af den type, man ikke finder andetsteds i disse tider. Med andre ord skal der nok være noget at se frem til.

Morrissey - Years of Refusal, 17. februar. Morrisseys solokarriere har været en blandet fornøjelse, men det er umådeligt svært ikke at lade sig charmere af englænderen. Han når aldrig op på siden af det, der blev indspillet med The Smiths, men mindre kan vel også gøre det?

Og nu kommer der ikke mere tekst - blot en lang liste. Men hvilken liste! Ikke alle kunstnere har garanteret udgivelser i år, og nogle er altså på rygtestadiet. Men lad os leve i en drømmeverden og håbe på, at vi virkelig får udgivelser fra disse kunstnere (det skal dog siges, at størstedelen af dem har bekræftet, at de udgiver i 2009):

The Wrens, Wilco, Built to Spill, Jeff Mangum, My Bloody Valentine, HEALTH, Pterodactyl, A.C. Newman, The National, Jay Reatard, Explosions in the Sky, The Deadly Syndrome, Trail of Dead, Maps and Atlases, Handsome Furs, Black Lips, Menomena, BOAT, Bat for Lashes, Klaxons, Patrick Wolf, frYars, The Boy Least Likely To, Mew, Broken Social Scene, Akron/Family, Crystal Antlers, Passion Pit, Malajube, Swan Lake, Dan Deacon, Doves, Shout Out Louds, The Radio Dept.

... Puh. Hvem har vi glemt?

/Martin

Dark Dark Dark

Amerikanske Dark Dark Dark har ganske få år på bagen. Derfor er det også naturligt, at de endnu mangler lidt for at få dem til at skille sig rigtigt ud. Men skille sig ud fra hvad?

Her er ikke tale om emo, selvom navnet måske kunne antyde enten dét eller noget mere gotisk. Her er snarere tale om en blanding af sømandsviser og noget mere balkaninspireret. Sidstnævnte dog i mindre grad end hos eksempelvis A Hawk and a Hacksaw og på Beiruts debutalbum. Vort evige referencepunkt...

De to frontpersoner Nona Marie Invie (harmonika, vokal) og Marshall LaCount (banjo, vokal) er nogle flyvske størrelser, der har fundet inspiration til musikken på mange, skæve dannelsesrejser på tømmerflåder ned ad Mississippi, godstog gennem landet og "gennem Europa" - som de gerne siger derovre. Endnu en flyvsk størrelse.

Den maritime del / sømandselementet minder en del om The Decemberists' kærlighed til selvsamme, selvom det er en del mere gennemført hos de poetiske forbilleder. Marshalls vokal er en sjov blanding af Dan Bejar (Destroyer, Swan Lake, The New Pornographers) og Ben Garrett (frYars).
Debutalbummet The Snow Magic er ude d. 28. oktober via Supply and Demand Music. Eller som de forkortes: sad music. Så blev det alligevel lidt emo.

Nå ja, og så er M.I.A. gravid. Kapow.

MP3: Dark Dark Dark - New York Song

/Martin

Lidt godter til weekenden - del 1

Når man er syg en fredag aften, må man se det som en lejlighed til at få lyttet til lidt ny musik (og drikke lidt te).

Amerikanske TV On The Radio er et yderst stabilt band - hvad angår kvalitet. Denne er altid tårnhøj, selvom gruppen ofte eksperimenterer med diverse genrer, herunder art rock, post punk, a cappella, jazz, trip hop mm. (alle disse har jeg stjålet fra beskrivelsen på Last.fm - find selv på flere).
Der er mange højdepunkter på det nye album, Dear Science. Det er ude i fysisk format d. 23/09 og kan varmt anbefales.
Det kan i øvrigt vindes på Soundvenue.

Pitchfork.tv kan altid anbefales. Deres videoer og features er altid interessante, og lyd- og billedkvaliteten er meget høj, når man tænker på, hvor hurtigt videoerne streames.
Til og med søndag kører de en fantastisk serie, hvor vi følger Zach Condon og resten af Beirut, mens de spiller næsten hele The Flying Club Cup forskellige steder i Brooklyn.
Man skal bare scrolle lidt ned på hovedsiden, hvor man så kan se de forskellige chapters (desværre er der ikke et permalink, der virker til alle chapters). Yderst anbefalelsesværdigt. De meget originale og rørende sange komplimenteres på respektabel vis af den meget professionelle instruktør Vincent Moons billeder. Det skal ses.
Hele sagen kan også købes på DVD her.

/Martin

Benoît Pioulard

Et par år tilbage blev den dengang 19-årige Benoît Pioulard (hvis borgerlige navn er lidt nemmere at udtale: Thomas Meluch) spået en stor fremtid. Fra en kommerciel synsvinkel er nutiden endnu ikke det store for den nu Oregon-baserede artfolk-mand (man fristes til at inddrage billedet), men om et par mere har han måske kastet den sidste forsigtighed over styr, så kreativiteten kan komme til sin ret.

I 2006 kom et lille gennembrud med sangen Palimend fra albummet Précis. Et album, der måske lå lige lovlig tæt op ad idolet Elliott Smith. Flere af sangene lyder også som en blanding af sangskrivertalentet fra en anden ung romantiker, Zach Condon (aka Beirut) og den lidt ældre Dan Rossen (Grizzly Bear).

Hans nye album Temper (se billedet, se billedet! Uh!) er ude d. 14. oktober via Kranky.

MP3: Benoît Pioulard - Brown Bess
MP3: Benoît Pioulard - Palimend

/Martin

frYars

Den kun 18-årige frYars, aka Ben Garrett, er ét af de absolut mest interessante musikalske bekendtskaber, jeg har gjort mig i meget lang tid.
Han har på kort tid fået en del opmærksomhed i England og specielt i hjembyen London (bl.a. grundet en artikel hos al hypes moder, NME), hvilket har givet ham supportjobs med of Montreal, Goldfrapp og Vampire Weekend.
Musikken er herligt original og sangene overraskende gennemtænkte for så ung en sangskriver. Ganske alene står han bag alt ved musikken, der mestendels er kogt ned til synth, klaver og trommer. Live som på plade. Han er blevet kaldt den nye Nick Cave (en smule sært måske), medens vokalen er blevet sammenlignet med folk lige fra Zach Condon og Antony Hegarty. Men mest af alt lyder han nu som Patrick Wolf - hvad angår både stemmen og lyden, selvom der også er spor af både Depeche Mode og David Bowie (den har man vist hørt før). Og for nu at fortsætte sammenligningerne, så lad os slå fast, at han ligner Bob Dylan og ligeledes skriver ganske imponerende.
Der er plads til forbedringer i både musikken og lyrikken, men det er kun en god ting; at noget fantastisk kan blive genialt.

Ben Garrett har indtil videre udgivet The Perfidy EP og The Ides EP, der begge kan erhverves gennem iTunes fra hans MySpace-side.

MP3: frYars - happY
MP3: frYars - Madeline
MP3: frYars - The Ides

/Martin

Årets album 2007 - Martin

Så kunne jeg få mig sneglet færdig med listen over årets albums fra 2007. Et år, der startede ud med udgivelser fra giganter inden for indie-verdenen - såsom Modest Mouse, The Shins, Bloc Party, Clap Your Hands Say Yeah og The Arcade Fire. Et år med skuffelser og et år med masser af overraskelser. Et år hvor new rave begik selvmord kort tid efter sin fødsel. Faktisk et utroligt interessant og underholdende år for musikken.

Her er undertegnedes top 25:

25. Deerhunter - Cryptograms

Et forførende og lumsk album, der afslører sig selv langsomt. Med sanger Brandon Cox i front hypnotiseres lytteren gennem en næsten uovertruffen sans for detaljer.

MP3: Deerhunter - Spring Hall Convert

24. Battles - Mirrored

En helt anderledes måde at tænke musik på og et ganske godt bud på lyden af fremtidens musik.

MP3: Battles - Atlas

23. Do Make Say Think - You, You're a History in Rust

Det nyeste album fra canadierne byder stadig på jazzede arrangementer, men er deres hidtil mest tilgængelige.

Stream: MySpace

22. Yeasayer - All Hour Cymbals

Et på alle måder organisk album. Det er varmt, kompliceret og befriende menneskeligt.

MP3: Yeasayer - 2080

21. LCD Soundsystem - Sound of Silver

Denne præcise blanding af traditionelle virkemidler fra rock og dance rammer helt rigtigt på stort set hele Sound of Silver.

Stream: MySpace

20. Frog Eyes - Tears of the Valedictorian

Frog Eyes er først og fremmest smukt grundet Carey Mercers utrolige vokal, der excellerer i det desperate. Hvor hans partner i Swan Lake, Spencer Krug, er skræmmende perfektionistisk i sin tilgang til produktion, fungerer det mere rå til gengæld her.

MP3: Frog Eyes - Bushels

19. The Shins - Wincing the Night Away

På deres nyeste udspil trækker amerikanerne mindre på inspiration fra 60'erne, mens sangstrukturerne er blevet mere komplekse. Det slipper de gudskelov ret heldigt fra!

The Shins - Phantom Limb

18. Menomena - Friend and Foe

Det blev døbt "the first great indie rock album of 2007", og det endte med at være ét af de absolut bedste. Fokuseret og poppet.

MP3: Menomena - Wet and Rusting

17. A Place to Bury Strangers - s/t

De er flere steder blevet kaldt "The loudest band in New York". Og alt imens det ikke er larm i samme forstand som f.eks. HEALTH, så er guitarproduktionen smukt støjende. Kompositionerne og rytmesektionen leder ofte tankerne hen på Joy Division.

MP3: A Place to Bury Strangers - To Fix the Gash in Your Head

16. Iron & Wine - The Shepherd's Dog

Sam Beam har udvidet Iron & Wine til et større orkester, og al frygt for mangel på intimiteten fra Our Endless Numbered Days bliver manet til jorden fra første lyt.

MP3: Iron & Wine - Innocent Bones

15. Okkervil River - The Stage Names

Førstesinglen Our Life Is Not a Movie Or Maybe åbnede ørerne for folk, der aldrig ville være faldet for det foregående album Black Sheep Boy. Og således fortsætter hele dette album, hvoraf det kun kræver en enkelt gennemlytning at forstå, hvorfor de med ét slag er blevet så store.

MP3: Okkervil River - Our Life Is Not a Movie or Maybe

14. Efterklang - Parades

Dansk musik er først blevet rigtig interessant inden for de seneste fem år, og det krones nu med 'Parades' - det bedste danske album nogensinde. Intet mindre.

MP3: Efterklang - Mirador

13. The Twilight Sad - Fourteen Autumns and Fifteen Winters

Disse skotter imponerede os først med That Summer, At Home I Had Become the Invisible Boy, og resten af albummet følger trop. De rørende tekster bliver udleveret på en charmerende Glasgow-accent, der er svær ikke at falde for.

MP3: The Twilight Sad - Cold Days From the Birdhouse

12. Kevin Drew - Spirit If...

Et album med en længde på over en time er ofte svært at komme igennem uden kedelige øjeblikke, men Broken Social Scenes primus motor klarer sig elegant igennem - med hjælp fra kolleger fra netop Montreal-kollektivet.

MP3: Kevin Drew - Tbtf

11. No Age - Weirdo Rippers

Dean Spunt og Randy Randall danner tilsammen No Age, der efter fem EP'er på fem forskellige selskaber nu har samlet deres bedste materiale på denne første LP. De skaber fyldige sange med simple midler, og det er svært ikke at beundre de modige sangstrukturer.

MP3: No Age - Neck Escaper

10. Panda Bear - Person Pitch

Det tager lidt tid at komme rigtigt ind i Noah Lennox' seneste udspil, men det er det hele værd. Der går Løvernes Konge i den, og det er både varmt og bekræftende.

MP3: Panda Bear - Comfy in Nautica

09. The Clientele - God Save the Clientele

Englænderne er stadig velegnede til de sene aftentimer, men God Save the Clientele er mere udadvendt end tidligere hørt, og det klæder dem gevaldigt. Det er musik til vinteren, og det er fandens hyggeligt.

MP3: The Clientele - Bookshop Casanova

08. Radiohead - In Rainbows

Giganterne søger ikke længere at forny, og det kan vi sagtens tilgive dem for. Spilleglæden og overskuddet høres tydeligt - og hvor er det befriende.

Stream: MySpace

07. Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Kevin Barnes er en entertainer af natur - og nu har han minsandten lært at fokusere. Det gør Hissing Fauna... til et overdådigt popalbum med en yderst kitsch produktion.

MP3: Of Montreal - Suffer for Fashion

06. Bloc Party - A Weekend in the City

Bloc Party på denne placering giver måske ikke megen indie cred, men det er et forbandet stærkt og homogent album, der fortjener stor ros.

Stream: MySpace

05. Animal Collective - Strawberry Jam

Animal Collective har altid været svære at beskrive, og det er måske bedst bare at lade være. De er flyttet på et større selskab, men integriteten er stadig i top.

Stream: MySpace

04. Beirut - The Flying Club Cup

Zach Condon er ét af vor tids største musikalske talenter. Debutalbummet Gulag Orkestar afslørede et kæmpe potentiale og fungerede fint som album med sin gennemgående lyd inspireret af sicilianske bryllupper og begravelser samt østeuropæiske gadeorkestre. Nu har den unge sanger bevæget fokus mod Frankrig og dennes kammermusik, hvilket har resulteret i et hav af dejlige sange.

MP3: Beirut - A Sunday Smile

03. Sunset Rubdown - Random Spirit Lover

Spencer Krug åbenbarede sig for første gang for undertegnede i efteråret 2005, da Wolf Parade skød klart frem på stjernehimlen. Mange så i starten Sunset Rubdown som 'blot' et sideprojekt, men det er meget mere end det. På Random Spirit Lover viser Spencer Krug, at han hører til én af de mest kompetente, innovative og endda perfektionistiske sangskrivere i dette årtusinde.

MP3: Sunset Rubdown - Winged/Wicked Things

02. Patrick Wolf - The Magic Position

Patrick Wolf er en ægte engelsk diva. Han truer med at trække sig tilbage fra musikverdenen, han fyrer sin trommeslager på scenen, og... Han skriver popsange som få andre. Efter Wind in the Wires kom førstesinglen Accident & Emergency som en kolossal, upbeat overraskelse. For at bruge en kliché har Patrick Wolf fået flere farver på paletten, og disse bliver brugt til fulde.

MP3: Patrick Wolf - The Magic Position

01. The National - Boxer

I 2005 udgav kvintetten fra Brooklyn Alligator. Et album, der voksede og voksede på trods af sin umiddelbare charme.
Boxer indeholder ikke en power-sang som Mr November, men fungerer i stedet (om muligt) endnu bedre som album. De danner gennem det rastløse trommespil, de skarpe guitarer og Matt Berningers dybe røst en helhed, der giver bedre mening end noget andet album fra i år. Et utal af gennemlytninger senere har jeg stadig lyst til at vende tilbage og lade Fake Empire starte denne nydelse af et album igen igen igen.

MP3: The National - Fake Empire


Mange andre fine albums fandt også deres vej til udgivelse i 2007, og her skal med stor ære nævnes kusntnere som f.eks. Stars of the Lid, Le Loup, High Places, The Besnard Lakes, Parts & Labor, Apparat, A Sunny Day in Glasgow, HEALTH, The Deadly Syndrome, Jens Lekman, Justice, Simian Mobile Disco og mange flere...
Og før folk undrer sig over manglen på The Arcade Fire, Interpol, Editors og Modest Mouse, bedes I vente til offentliggørelsen af listen over "Milde skuffelser fra 2007"!

/Martin