En dør, en gynge - fra land til by med Youth Lagoon

En ven fortalte engang, at man skulle dele de billeder, man dannede sig. Der går muligvis altid noget forud for billedet, poppens øjeblik er nu, og kilden til erkendelse ligger i derpå følgende kontemplationen. Sådan lyder nogle af klichéerne, der formentlig mere end antyder sandhed.

Det er mere end to år siden, jeg første gang skrev om Youth Lagoon, og det er vel på samme tid alt for længe siden. Nu har vi efterhånden haft et stykke tid til at lytte til singlen Mute fra den kommende plade Wondrous Bughouse, der udkommer i marts på Fat Possum. Der har været nogle delte meninger, men personligt har jeg været begejstret for Powers' nye idéer og til en vis grad mod.

I dag genlyttede jeg så Mute. Efter den meget tilgængelige intro (der i sig selv viser meget nyt ift. både komposition, produktion og vokal) hører man efter ca. 1:08 en skinger lyd, der bliver fremme i lydbilledet gennem længere tid, medens der langsomt skabes en vis form i baggrunden. Dette blev til det præcise billede af en mand, der er vokset op et sted, der ligner det, hvor ovenstående pressebillede er taget. Døren knirker, og han løber ud på marken. I distancen hører han både fugle og en ensom gynge. Lydene danner tilsammen det kaos, han forventer af livet i byen, men det tiltrækker ham snarere end afskrækker ham.

Og sikken melodi, der vokalen kommer ind igen! Rejsen er påbegyndt med spænding. Resten af sangen er ret beset ganske post-rocket, og det gør han overraskende godt, den unge Powers.



/Martin

Young Galaxy med nyt

Canadiske Young Galaxy er ved at være klar med deres fjerde album, Ultramarine, der bliver udgivet 23. april via Paper Bag. Jeg har altid holdt af gruppen, selvom de ikke altid har været lige stabile.

Deres seneste single, Pretty Boy, er imidlertid det bedste, de endnu har leveret. Catherine McCandless leverer en forrygende vokalpræstation, der forsøger at være stærk og støttende på trods af en forsigtighed, der på skrøbeligere dage ville ende i resignation.

Et blødt beat med en hårdere stortromme danner baggrunden for denne quasi-baleariske perle, der forhåbentlig gøres selskab af andre sange af lige så høj kvalitet på den kommende plade.



/Martin

Badlands og tak til Sverige

Ét af de bedste pladeselskabsnavne er Italians Do It Better, og hvor dette endog er sandt på mange områder, må vi efterhånden indrømme, at det er svenskerne, der tager teten, når vi taler musik. Det har man selvfølgelig længe tænkt, og de seneste 10 år har været en sand magtdemonstration ud i popmusikkens potentiale, hvor intet andet land - størrelsen taget i betragtning - har været bare tæt på.

Men hvor det traditionelt har været Göteborg og Stockholm, der fostrer de stærkeste kunstnere, skal vi denne gang mod Malmö og soloprojektet Badlands.

Det startede egentlig som en duo men er blevet skåret ned til et enkelt medlem: Catharina Jaunviksna. Hendes nyeste single Tutu er en umådeligt stærk sag, der - tilfældigvis i forlængelse af Italians Do It Better - kan lyde lidt som Glass Candy fra et velfærdssamfund. Den nye single er lige i underkanten af seks minutter, og Jaunviksna bruger tiden yderst fornuftigt til at lade sangen bygge op. En tålmodig intro, der både introducerer vokalen og (relativt) forsigtig brug af delayeffekter, før tempoet sættes en smule i vejret - fint ledsaget af en letsindig basgang og en herlig guitar, der i sig selv placerer sig i forlængelse af en lang række af andre svenske halvelektroniske bands, som ligeledes forhandler forholdet mellem joie de vivre, alvor, sentimentalitet og hedonisme.



/Martin

Mere lovende nyt fra Haim

Sidste år leverede Haim-søstrene én af årets absolut stærkeste singler med den umådeligt catchy Don't Save Me. Med blot ganske lidt materiale bag sig har de skaffet sig megen opmærksomhed og et hæderligt ry som liveband, om end enkelte opmærksomme kritikere bemærkede, at deres meget omtalte improv lod var den samme ved flere koncerter. Nuvel, det ændrer ikke på kvaliteten af det indspillede materiale, der ikke blot er lovende men allerede temmelig høj.

Haim bliver konstant sammenlignet med Fleetwood Mac (altså fra Buckingham tog tøjlerne i 70'erne), hvilket både er fair og herligt. Der findes trods alt få bedre bands at lade sig inspirere af. Den seneste single, Falling, er tættere på the Mac, end trioen tidligere har været, og kompositionen kunne snildt have været et outtake fra den formidable Tango in the Night. Lad os se hvor længe vi må vente på første langspiller.



/Martin

En slags festskrift fra november 2012

Det følgende er skrevet i november 2012 til en anden publikation, men det blev af forskellige årsager aldrig lagt ud, så nu kommer det her lidt forsinket i uredigeret form.

Tre fremragende plader fra 2012

Det er medio november, og vi formoder, at der ikke bliver udgivet flere stærke plader i år. Vi skynder os at stresse igennem årets udgivelser for at finde de sidste kandidater til den årsliste, vi føler os presset eller tvunget til at udforme. Men vi kan selvfølgelig andet end at tænke i ”best of”, rækkefølge, hierarki, nedtællinger og superlativer; årslister kan være mange ting, og jeg vil i det følgende fokusere på tre plader fra 2012, der ud over at være en anelse overset også vidner om forskellige niveauer af repræsentation: I) Musikkens betingelser anno 2012, II) tendenser i det senmoderne og III) Aspekter af undertegnedes mere ubetydelige (altså personlige) refleksioner. Jeg vil ikke opdele disse skarpt men snarere lade læseren skabe de forbindelser, der måtte være interessante.

Den prætentiøse indledning (må gerne springes over)

Før jeg går videre til selve musikken, er det måske hensigtsmæssigt, at jeg kort forholder mig til idéen om det ”betydningsfulde” i denne henseende. For disse plader er nogle af de få fra 2012, jeg med rette kan beskrive som betydningsfulde for mig – dog kan jeg samtidig placere andre plader over dem på en årsliste over de såkaldt ”bedste” plader fra det herrens år totusindogtolv. Det har til en vis grad også noget at gøre med holdningen til en sådan liste: Erkendelsen af det dybt personlige og det paradoksale behov for alligevel at distancere selvet i bedømmelsen. Det er selvfølgelig absurd, men jeg vil så vidt muligt forsøge at undgå at kanonisere et album frem for et andet, blot fordi jeg kan identificere mig minimalt med det skabte. Dét må holdes til andre (og muligvis mere interessante) lister.

Det ”betydningsfulde” placerer sig mellem ego og ontologi, og det nytter ikke noget at kaste sig ud i en ellers værdig diskussion af S/O-relationen. Disse plader er betydningsfulde for mig, men jeg fremhæver dem samtidig her, fordi de besidder en (sonisk-emotionel) kvalitet, der tillader mig at tro på, at de også kan tale til andre på et dybere (emotionelt) plan. De har noget i sig selv, der umuliggør min anfægtelse af ontologien. Hvis jeg nogensinde skulle få den vanvittige idé. Nu har jeg vist rodet mig så langt ud, at det er på tide at forholde mig mere konkret til musikken.

The Deadly Syndrome – All in Time

I 2007 udgav L.A.-kvartetten The Deadly Syndrome deres debutalbum “The Ortolan” på pladeselskabet Dim Mak. Dengang var både de og Dim Mak fremadstormende størrelser, og The Deadly Syndrome blev af mange anset som ét af de mest lovende bands fra den såkaldte ”blog-rock”-bølge. Kendetegnet ved disse var, at de var yderst populære på blogs, der potentielt kunne være med til at konstituere et band som det nye dét og dét. Ja, næsten skabe en karriere. På dette tidspunkt talte man bl.a. om ”det nye Arcade Fire” eller ”det nye Wolf Parade”. De var således nemmere at sætte i bås dengang, men selvom teksterne af og til var mørke og seriøse, var det både lettilgængeligt og sjovt. Uden at være fremragende. Jeg var regelmæssigt i kontakt med bandet og havde hjulpet dem med at finde et label til at varetage Europa, men forhandlingerne brød sammen, og de fortalte mig, at de havde mistet troen på mange ting, herunder pladeselskabet Dim Mak, som mildest talt havde skuffet dem. De seneste år har det da også været svært at være rigtig imponeret af det dengang så lovende label. I 2010 valgte bandet så selv at udgive opfølgeren ”Nolens Volens” (’villig eller uvillig’), der starter nøgen og bitter. Mere analytisk. Pladen er ikke mørk eller dyster som sådan, men bandet er på sin vis sat fri af bitterheden til at lave en plade, der netop fungerer som helhed - en helhed, der er domineret af denne snert af bitterhed og overvejelse af opgivelse, der aldrig helt kammer over og bliver til decideret defaitisme.

Det er som en slags fortsættelse af denne stil, man skal se på den nyeste plade ”All in Time”, som gruppen også selv har udgivet. Titlen kunne være en ironisk kommentar til gruppens manglende (endelige) gennembrud på samme måde, som det var tilfældet med Built to Spills mesterlige ”Keep It Like a Secret”, men det bør anskues mere generelt: Gruppen er trådt endnu længere tilbage og har dannet sig et formidabelt overblik med en analytisk respons til de op- og (i højere grad) nedture, livet har budt dem.

Det hele starter med stilhed, der langsomt bliver til en larmende omgang. Et vers leder op til endnu en omgang larm. Mod slutningen af introsangen bliver der nynnet smukt, og stemmen er ledsager til larmen – ikke omvendt. Sangen hedder ganske enkelt ”Demons”. Så er vi i gang. Flere af titlerne antyder den mere kyniske tilgang til sangskrivningen, gruppen har taget til sig. Men kynismen er ikke udelukkende kold eller skræmmende. Den vidner om et forsøg på at træde tilbage og forstå visse handlinger eller dispositioner, og på den måde er det ikke svært at relatere til udgangspunktet: Kynisme som forsvar. Bandet placerer sig ærværdigt mellem – og her ville Jane Austen måske være stolt! – fornuft og følelse i et forsøg på at analysere sig frem til visse sandheder. Små som store. Nogle titler er mere konsekvente end andre (“It’s a Mess”, ”Fine on Your Own”, ”Won’t Be Me”), medens andre afspejler den ro, bandet har fundet i dette analytiske udgangspunkt (”All in Time”, ”Whatever Comes Our Way”).

Vi kan kalde det en form for reflekteret kynisme. Nødvendig afstand. Til en vis grad har vi også at gøre med afmagtens paradoksale frihed. De går gennem refleksionens forskellige stadier og vidner om processen: Tvungen smerte – konflikt – klarhed. Dette er alt sammen en intern oplevelse og ikke oplevelsen for sig. De tillader sig at genleve detaljerne – og dermed smerten – for at kunne tillade de forskellige aspekter og synspunkter at manifestere sig. Dette medfører en konflikt i forsøget på at forstå det skete og subjektets position i dette. Først herefter kan der åbnes op for mulig klarhed. Denne proces og bandets skildring heraf er yderst beundringsværdig og næsten skræmmende i al sin skønhed.

Beachwood Sparks – The Tarnished Gold

For tolv år siden debuterede Beachwood Sparks med en plade af samme navn. Året efter fulgte de op med en ny fuldlængde, og i 2002 kom så en EP, før bandmedlemmerne vendte fokus mod andre projekter. Alle pladerne blev udgivet på Sub Pop, og det var også dem, der skulle få gruppen tilbage igen i anledning af pladeselskabets 20-årsjubilæum i 2008. Der skulle imidlertid gå fire år yderligere, før gruppen var klar med comeback-pladen, der passende fik titlen ”The Tarnished Gold”.

Der er noget umanerligt sympatisk over bandet og albummet som helhed. Det hele er ganske afslappet, og det er nærmest befriet for ambitioner. Beachwood Sparks eliminerer nærmest muligheden for kritik og skepsis ved at være så ligeglade. I positiv forstand vel at mærke. Der er en renhed over musikken, der frasiger sig al ungdommelig drift i karrieremæssig forstand; de ved, hvad de var, hvad de kunne have været, og hvad de ikke (længere) har nogen som helst interesse i. Beachwood Sparks er først og fremmest. Og hvad er de så? Alternativ country? Folk med ét eller andet præ- eller suffix? De har formentlig lyttet til Dean Wareham (særligt Luna), og som for så mange andre har Neil Young vel været én af heltene. Men det forbliver afdæmpet, og det forbliver stenet, selv i højt tempo. The Clientele kan helt sikkert også nævnes som en inspirationskilde, hør eksempelvis starten på albummet.

Efter blot at have hørt pladen med et halvt øre kom jeg en sen nattetime hjem og havde en sætning på hjernen: ”I love a happy ending / it’s lonely where you’re standing”. Jeg googlede det og fandt frem til, at det var Beachwood Sparks. Sangen ”Earl Jean” havde fundet vej til underbevidstheden og derfra arbejdet sig op. Endog i fuldskab.

Netop ”Earl Jean” er interessant som symbol for bandet og er i øvrigt min yndlingssang fra pladen. Særligt linjen ”back in town, out of style” er så rammende for Beachwood Sparks og deres utidige væren. Det hele virker så ubesværet, og flere af sangene synes da også at fortælle om lektioner som følge af fordums fejl(an)tagelser. Det er på ingen måde svøbt i coolness; snarere så fantastisk uhipt i al sin renhed.

Port St. Willow – Holiday

Vinden blæser. Det er ikke dramatisk. Det er en tilstand, et udgangspunkt. Port St. Willow er ofte blevet sammenlignet med The Antlers, hvilket skyldes andet end blot venskabet mellem de to: Det er ligeledes lydbilledet og – i endnu højere grad – idéen om det isolerede menneske. Her kan man trække lidt på Thomas Ziehe og dennes idé om senmoderniteten som øer af intensitet i et hav af rutine.*

”Holiday” er ikke blot et fremragende album. Det er også en fremragende titel. Den er ikke bare kort og fængende men rækker også langt ud over ironien. Det er idéen om tilstande og processer. Herhjemme har Henrik Kaare Nielsen skrevet om betydningen af ”festen”, og den franske filosof Alain Badiou har med sin idé om begivenheden (”Being and Event”, 1988) slået sit navn fast som én af vor tids største tænkere: Det handler om rystelser (sociale, kulturelle, teknologiske), der gør os i stand til at tale om et før og efter. Nedslag i samtiden, der hurtigt bliver nedslag i historien, da de netop skaber historie og bevidsthed derom. Modsætningen mellem titlen ”Holiday” og de ensomme toner på pladen er slående og gør lytteren opmærksom på den til tider skræmmende mangel på sådanne begivenheder – noget betydningsfuldt. Når det hele har en tendens til at glide sammen, og man ikke kan skabe sammenhænge, fordi man ganske enkelt ikke kan vurdere, hvad der har relevans. Eller med et mere modigt ord: Mening.

Med et lidt fortærsket adjektiv kan vi kalde pladen for sfærisk. Der er fin plads i lydbilledet, og ofte får guitaren lov at runge ud. Man kan kun med en smule besvær dechifrere, hvad Nick Principe synger med sin fine falset, hvilket bidrager til følelsen af ensomhed. Men han rækker ud. Trods alt. Han forsøger at kommunikere, selvom det foregår på selve ensomhedens præmisser og ikke hans egne.

Principe har selv udgivet ”Holiday”, der er hans første fuldlængde. Han har i flere interviews betonet vigtigheden af at lytte til pladen som helhed, og det hører man jo så ofte, men der er sandelig grund til det her. Albummet er godt en time langt, og syv af sangene overstiger de fem minutter. Han tager sig sin tid, men enkelte sange står mere ud end andre. Eksempelvis ”Amawalk”, der udvikler sig smukt og går op i et tempo, der på sin vis bedrager lytteren; tempoet til trods føles sangen langsom og drævende i al sin mærkværdige heroisme. Det hele kunne snildt blive traurigt og ynkeligt, men der inviteres ikke til medlidenhed. Det er en følelse af fremmedgørelse og ensomhed med mindre drama end det ofte fremføres. Det er idéen om disse størrelser som betingelser. Idéen om udbrud, der er længere end et splitsekund. Om tilstande, der er kortere end en evighed. En håndsrækning.

Sidste overskrift, promise!

The Deadly Syndrome, Beachwood Sparks og Port St. Willow er alle umanerligt sympatiske størrelser. Det er bands, der er afklaret med deres position. Deres rolle. De er afklaret med deres utilstrækkelighed, hvad enten det er i forhold til eget talent, verden, industriens betingelser eller idéen om ”skæbne”. Mit bud er, at to af dem ikke vil udgive flere plader, og at de egentlig har det fint med det. Alle som én er de en slags forfriskende doven rest af, hvad ”rock” har været. De er alle produktive rent emotionelt og netop ikke fanget i ynk. Kan vi kalde det modent? Vi kan kalde det, hvad det måtte være. Jeg har brugt nok adjektiver for denne omgang, og jeg vil hellere overlade læserne til at opsøge disse fremragende plader og give dem tid til at vokse, som de fortjener det.

Kh. Martin // Börneblogger

*Ziehe skriver her (og oftest) om ungdommen og pædagogik, og man skal (som altid) være varsom med generaliseringerne.

Note: Siden jeg skrev dette i november, er The Deadly Syndrome gået i opløsning.

/Martin

Phosphorescent lever endelig op til sit navn

Sangskriveren Matthew Houck har efterhånden udgivet fem fuldlængder under navnet Phosphorescent. Han har altid holdt et højt niveau, selvom man med rette kan anklage ham for af og til at have været slet og ret kedelig. Jovist, det er en del af hans lyd, og det fungerer ofte. Særligt på Pride fra 2007.

Trods den megen drama og alvor i musikken har han imidlertid altid fundet plads til at vise andre sider af sig selv for at markere, at dramaet i sig selv ikke er målet. Se eksempelvis diversiteten i de forskellige pressebilleder.

At være mere udadvendt er ham ikke fremmed - han har endog optrådt hos Letterman - men hans nye single Song For Zula vidner om en anden tilgang til musikken, der er mere direkte og rammer dén alvor, han er kendt for gennem en væsentligt mere tilgængelig produktion, der signalerer en tematisering af udadvendtheden. På denne vis lever han også for første gang rigtigt op til sit (i øvrigt glimrende) kunstnernavn.

Det er en på flere måder større lyd, end man tidligere har hørt fra Houck. Et enkelt beat går igen gennem hele sangen, og en meget, meget fin violin omringer så at sige det bur, han synger fra. Som et underligt dyr, der svømmer rundt i det mørkeste hav, omgivet af et skær lige så underligt som skabelsen selv. Heraf associationen til selve navnet.

Det er på det nærmeste en spirituel oplevelse fyldt med bevidsthed om skrøbelighed ("I will not open myself up this way again") og frustration over nær-magtesløsheden ("I could kill you with my bare hands if I was free"). En slagen mand, der på én gang forsøger at forstå og forene sig med tanken om ikke at kunne forstå.

Song For Zula er intet mindre end den bedste sang, Phosphorescent endnu har leveret, og det lover godt for resten af pladen, Muchacho, der udkommer 19. marts på Dead Oceans.



/Martin