Gold-Bears

For tiden ville jeg ønske, jeg havde tid til at gå hele Slumberland Records' diskografi igennem. De har nydt stor respekt siden dannelsen i 1989 og fandt et nyt publikum, da The Pains of Being Pure at Heart pludselig slog relativt bredt igennem.

Seneste forelskelse på selskabet hedder Gold-Bears, et næsten nydannet band fra Atlanta, Georgia. Frontmand Jeremy Underwood har tidligere spillet i Plastic Mastery og French Horns men tog en pause fra den udøvende musikpraksis i godt fem år. Han brugte dog tiden på at lave skitser, som han senere har været i gang med at indspille med sit nye projekt Gold-Bears, der begyndte at spille sammen i 2009. I 2010 udgav de deres debut 7" på Magic Marker (Plastic Mastery, Voxtrot) og fulgte op med en 7" på det lille DIY-label Cloudberry Records.

Nu er de klar med første fuldlængde, Are You Falling in Love?. Ud fra de sange jeg har hørt, er der tale om en vaskeægte Slumberland-æstetik: Støjpop med en overbevisende popsensibilitet. Hvordan lyder det at være forelsket, spørger Slumberland. Deres bud er: Nogenlunde sådan her. Det er en mur af behagelig støj. Svær at ignorere, nem at holde af.

Gold-Bears - Record Store by Slumberland Records

/Martin

Nyt fra Pictureplane

Det var ikke alle sange på Pictureplanes gennembrudsalbum Dark Rift, jeg var lige begejstret for. Men indimellem var der perler, der skilte sig ud og viste, hvor kompetent en sampler Travis Egedy er. Heriblandt den fremragende Goth Star, der elegant og skræmmende rev Stevie Nicks' stemme fra hinanden og skabte ét af 2009's mest overraskende stærke øjeblikke i musikkens verden.

På Dark Rift forsøgte Travis Egedy angiveligt at skabe en lyd, der primært skulle lede tankerne hen på starten af 90'erne gennem vidt forskellige samples. Nu er han så tilbage og udgiver albummet Thee Physical 19. juli - endnu en gang på Lovepump United. Én af hans kolleger på pladeselskabet, Jupiter Keyes fra HEALTH, har produceret pladen sammen med Egedy.

En lille sidenote: Jeg har tidligere givet udtryk for, at kunstnernavne er mere eller mindre ligegyldige, og at de i bedste fald kan være et plus. I dette tilfælde er det et yderst interessant navn, når nu samples er så væsentlig en del af Pictureplanes arbejde. Sammenholder man dette med teorier af eksempelvis Leo Steinberg eller Clement Greenberg (primært i forhold til billedfladen og den abstrakte ekspressionisme) og tænker på den oldgamle tanke om repræsentation, der siden Platon har gennemsyret vores idé om autenticitet og originalitet i kunsten, har vi her at gøre med et yderst velvalgt kunstnernavn. Thumbs up.

MP3: Pictureplane - Real Is a Feeling (fra Thee Physical)
MP3: Pictureplane - Goth Star

/Martin

Øjenkontakt

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om Gang Gang Dance, der med Saint Dymphna udgav én af de bedste plader i 2008. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af det nye album Eye Contact, men allerede nu føler jeg mig overbevist om, at vi har at gøre med én af de stærkeste udgivelser i år.

NY-gruppen bliver altid kaldt eksperimenterende, og alt imens det ikke just er en løgn, har jeg det altid mærkeligt med begrebet. Måske fordi deres halvdansable musik har noget mere organisk over sig. Noget næsten primitivt. Dette bekræftes også af gruppens koncerter, der er både eksplosive og nærværende. Egentlig er gruppen ganske svær at kategorisere, og jeg overdriver næppe ved at kalde dem unikke for vor tid.

Personligheden er bibeholdt på det nye udspil, og selv med mystikken velbevaret er der tale om en plade, der befinder sig tættere på lytteren. Den afspejler på betryggende vis en rastløshed. Empatisk stærk uden at være patetisk medlidende. Fra åbningsnummeret Glass Jar lukkes man langsomt ind, hvorefter man ingenlunde har lyst til at blive sluset ud igen. Godt seks minutter bygges der op, før vi for alvor er i gang. Disse minutter er en intro i ordets stærkeste forstand.

Pladen er umiddelbart også en anelse mere positiv end forgængerne. Ikke at Gang Gang Dance som sådan har stået for håbløshed, men der er stærkere optimistiske undertoner på Eye Contact. Ja, titlen i sig selv afslører en vis betoning af en betryggende intimitet. Når året er omme, vil vi formentlig se tilbage på den som én af årets stærkeste plader.

MP3: Gang Gang Dance - Mindkilla

/Martin

Dark Dark Dark er tilbage

For godt to og et halvt år tilbage skrev jeg lidt om Dark Dark Dark. Jeg må indrømme, at jeg det sidste lange stykke tid har glemt gruppen. Få måneder tilbage hørte jeg rygter om en forestående Europaturné, og efter at have læst en meget positiv (og velskrevet) anmeldelse på Undertoner, besluttede jeg mig for at investere i det nye album Wild Go.

Skuffet blev jeg heldigvis ikke, og selvom jeg endnu ikke kan slå anmelder Anna Møllers otte timers (straight) gennemlytning, er det nu engang en dejlig hybrid af et album. På trods af åbneren In Your Dreams er det mere traditionelt folket i denne omgang, men det er bestemt ikke mindre interessant af den grund.

Dark Dark Dark - Daydreaming

Dark Dark Dark - "Daydreaming" (from 'Wild Go') by METRO Magazine

/Martin

Nyt på vej fra Washed Out

Selvfølgelig måtte der komme et par ord om den nye Washed Out. "Selvfølgelig" grundet noget ikke lige så selvfølgeligt: At han i sidste måned blev offentliggjort som ny signing på Sub Pop. Med deres æstetik taget i betragtning kom det som en overraskelse, at det balearisk-inspirerede soveværelsesprojekt skulle tage skridtet ud og blive en del af selveste Sub Pop.

Der har allerede været en del reaktioner på det, og det erotisk ladede artwork har sammen med førstesinglen Eyes Be Closed skabt en del diskussioner allerede. Jeg vil ikke sige, at Ernest Greene er blevet pænere i lyden, men noget er der i hvert fald sket. Den toneangivende (og fremragende) blog I Guess I'm Floating kommenterede eksempelvis forleden: When did Washed Out become Phil Collins?

Spørgsmålet er, hvordan jeg kan høre, hvad ovennævnte mener uden egentlig at være enig. Denne umulighed ser jeg som en sejr for Washed Out. Efter et par fremragende EP'er lander debutalbummet Within and Without belejligt 12. juli, hvor det formentlig bliver det perfekte soundtrack til sommeren.

MP3: Washed Out - Eyes Be Closed (albummets åbningssang)

/Martin

Cass McCombs

Cass McCombs passer vist udmærket til det vedlagte pressebillede. Selv med en vis plads i spotlyset (altid gode anmeldelser, optræden på Pitchfork Music Festival, længere turnéer) gemmer han sig. Eller: Han bliver væk, svømmer tilbage op til overfladen, dykker ned igen. Han har på fem plader siden 2003 dyrket en del forskellige stilarter, og han er ikke just typen, man beskriver med tre adjektiver.

Så hvori består min trang til at fremhæve ham nu efter udgivelsen af det femte album? Jeg har selv sent opdaget singer-songwriteren, men det er heldigvis en ret hyggelig kunstner at følge op på. Cass er født i Californien og drog i sine yngre dage mod New York (den har vi hørt før) for at prøve lykken. I dag er han på Domino Records og er bosat i L.A. Det går vist udmærket.

Vist. Sikkert og vist. Der er en underligt underliggende uro gemt under den tilsyneladende ro, der formidles på det nye album WIT'S END. Det er langt hen ad vejen en betryggende oplevelse, og ofte bidrager klokkespil og yderst sagte trommer at bidrage til den beroligende og næsten søvndyssende (i positiv forstand) stemning. Hør blot den repetitivt stærke The Lonely Doll. En sand perle.

WIT'S END er ude nu i stort set alle tænkelige formater. I hvert fald digitalt og på CD, vinyl og kassettebånd.

Cass McCombs - The Lonely Doll by DominoRecordCo

Cass McCombs - County Line by DominoRecordCo

/Martin

Terry Malts

Terry Malts er en hemmelighedsfuld karakter. I hvert fald er der ikke synderligt meget info at finde om dem, og pladeselskabet Slumberland Records er heller ikke meget for at røbe for meget.

Nuvel, de spiller måske på det og fred være med det. Jeg ved dog så meget, at jeg kan lide San Francisco-musikerens powerpop med de mange anerkendende nik mod koryfæer som Ramones og Buzzcocks (som også deres label nævner). Jeg tænker dog også på en gladere version af mere moderne fortolkere af post-punk som Crystal Stilts.

For nylig udgav de singlen I'm Neurotic med et par fine b-sider, hvoraf jeg særligt er faldet for Distracted. Tematikken omkring dét at have brug for en distraktion er en evigt fascinerende tanke. At være bevidst om noget som en distraktion. At skabe et præferencehierarki og arbejde med eller mod det. Om vi så taler overspringshandlinger eller muligvis et behov for at komme sig over den ulykkelige forelskelse. Fascinerende er det altid.

MP3: Terry Malts - Distraction (download ved pilen til højre)
Terry Malts - Distracted by Slumberland Records

/Martin