onsdag den 7. marts 2012

Nyt fra Beach House

Guderne må vide, at vi altid har elsket Beach House på disse sider. Alle gruppens plader er fantastiske og rørende bedrifter. Nu har de et nyt album på vej, og at dømme efter førstesinglen Myth er gruppen på vej til at forlade deres næsten minimalistiske og til en vis grad nøgne lyd.

Samtidig står de klar med en alvorlig konkurrent til Lower Dens' Brains som årets hidtil stærkeste single. Lad det være sagt med det samme: Bedst som forventningerne til et nyt album fra Beach House næsten ikke kunne være større, kommer denne single og gør netop dét. Allerede fra start står det klart, at lyden er både større og tungere. Der er mere fylde i lydbilledet. Det kan vel stadig kaldes en form for dream pop, men det er på en ganske anden vis - uden at der på noget tidspunkt er tvivl om, at det er Beach House, man hører. Det er stort, og det er umådeligt smukt.

Opbygningen er i sig selv yderst imponerende, og selv beatet i starten af sangen har mere status af et decideret beat, end man sædvanligvis har tænkt om de organiske (vi hader vel alle det ord, når alt kommer til alt) forgængere. Herefter overtager deciderede trommer (ja!). Dertil kommer den dybe guitarstøj og et lettere overraskende break midt i sangen, der leder til et nyt break. Jeg kan ikke tøjle min begejstring og giver i stedet frit løb til selve musikken.

Det nye album BLOOM udkommer til maj på Sub Pop.

MP3: Beach House - Myth

/Martin

mandag den 5. marts 2012

Anchorless

Onde tunger har det med at dømme sideprojekter ude på forhånd. Men i en tid hvor snart sagt alt fungerer som en slags præfix til den såkaldte ADHD-kultur, er det ikke så ligetil at tale om sideprojekter, som det tidligere har været. Når spillereglerne for såvel marketing som praktisk deling af kunsten generelt har ændret sig så markant (åbenlyst anakronistisk bemærket, forstås), er det sværere end nogensinde før at adskille hoved- fra sideprojekter. Ja, oftest bliver det næsten ligegyldigt. Så lad os da gå videre.

Københavnske Anchorless består af seks rutinerede musikere fra adskillige bands i den danske musikscene, hvoraf bl.a. hedengangne Lack og Trust kan fremhæves. Såfremt det kulturelle pres fra rockismen trænger sig for meget på, kan vi da med positiv røst forholde os til idéen om dette som 'sideprojekt': For hvor er det dog forfriskende ligetil og ligefremt! Veloplagte hooks, en stærk rytmesektion og en habil produktion har resulteret i debutalbummet Every Nook and Cranny, der på en halv time når vidt omkring i rockhistorien uden at kede lytteren undervejs.

Ballet åbnes af singlen Awry Aesthetics, der da også har fået fint med spilletid i radioen. Den er både veloplagt, optimistisk og sommervenlig. Den gør det ligeledes klart, at man kan forvente en hel del inspiration i de tidlige R.E.M.-plader, hvilket bestemt ikke er den værste inspirationskilde. Men bandnavnet er ikke helt dumt, for bandet når vidt omkring og lader ikke til at have nogen interesse i at se sig tilbage. Uden at lyde for geografisk kluntet er det til en vis grad en svensk tilgang til amerikansk collegerock, som det kendes fra slutningen af 80'erne og godt op i 90'erne. Every Nook and Cranny er ude på det både undervurderede og slagkraftige Play/Rec (Obstacles, Barra Head, Trust).



/Martin

fredag den 2. marts 2012

CSLSX + I Break Horses

Det er svært at forestille sig, at man kan høre I Break Horses' debutsingle Winter Beats uden at forelske sig i den unikke og ganske tilgængelige elektroniske shoegazepop. Debutalbummet Hearts var én af sidste års smukkeste plader, og selvom det engelske pladeselskab Bella Union har haft lidt svært ved at leve op til deres formidable ry de seneste par år, blev der lavet ganske effektiv promotion for det svenske band.

Et band, jeg til gengæld ikke har hørt om før nu, er CSLSX fra Philadelphia (det bør bemærkes, hvor livlig Philadelphia-scenen er for tiden). De har et næsten kropumuligt navn at huske, men jeg vil give det et forsøg efter deres seneste samarbejde med I Break Horses, der har ført en ganske forfriskende og drømmende single med sig. Titlen er Violent Sea, og synthfladerne trækker da også umiskendelige linjer til I Break Horses. I starten er vi også ude i en kæk blanding af Air France og tidlig M83, før beatet minder os om en næsten uhørt ambient version af trip hop á la Bristol 1993.

Derfor 'drømmende': Associationerne får frit spil, og når den vågne tilstand først tager over, bliver de forskellige bestanddele svære at skelne fra hinanden. Vi har en idé om en sammenhæng, men vi må give underbevidstheden mere magt, end vi sædvanligvis er villige til.





/Martin

torsdag den 1. marts 2012

Hundred Waters

Alle år er gode musikår. Er man uenig, har man ganske enkelt været uheldig, uopmærksom, travlt beskæftiget eller usædvanligt negativ. Lige så frustrerende det kan være at acceptere, hvor meget man aldrig når at lytte til, lige så bekræftende er det, at denne ubegribelige målestok blandes med den menneskelige skala. Nysgerrigheden får lov at drive os, og den vil aldrig løbe tør for artefakter, objekter, overraskelser, mål, ambitioner etc.

Drevet af selvsamme, rene nysgerrighed er Hundred Waters fra Gainesville, Florida. Kvintetten har netop udgivet debutalbummet, simpelthen betitlet Hundred Waters, på det unge label Elestial Sound. I front står den yderst charmerende sanger og pianist (endda fløjte af og til) Nicole Miglis med sin karakteristiske vokal. Gruppen udforsker rummet mellem det organiske og elektroniske - i den klassiske opdeling af disse. Når alt kommer til alt, ved vi jo, at disse størrelser ikke kan opstilles som modsætninger. I bedste fald har vi at gøre med en doven antinomi.

Der er noget ganske ærligt over gruppens udtryk. De særlige kompositioner kan bringe tankerne i retning af Dirty Projectors med en ganske anden instrumentering. Bloggen Consequence of Sound kalder det for Joanna Newsom fronting a dreamier Animal Collective, curated in part by Nicolas Jaar. Så vidt dagens namedropping.

Bandet har med dette første album begået en fremragende debut, der fortjener meget mere opmærksomhed, end der har været op til udgivelsen.

MP3: Hundred Waters - Visitor
MP3: Hundred Waters - Boreal
MP3: Hundred Waters - Caverns



/Martin

tirsdag den 28. februar 2012

Flights

Duoen Flights mødtes i et vinterbadet Wisconsin og rejste sydpå til Nashville, Tennessee. Her begyndte de arbejdet med deres debutplade, som de i ro og mag skrev, indspillede og endelig udgav i januar måned. Eric Hillman og Brian Holl havde adgang til et forladt kontor og et hjemmestudie, og det har i sidste ende resulteret i et både afdæmpet og personligt album, der bestemt lyder som om, de har haft tid til - som de selv formulerer det - at slå smut i Tennessees floder.

De leverer mestendels en form for elektronisk folk med fine harmonier, ensomme guitarer og elementer af americana. Albummet har fået titlen Anywhere But Where I Am. Territorial eksklusivitet. Frihed med begrænsninger. Dette anywhere er udtryk for en velkendt dobbelthed i smertens øjeblik: Dels er det vor helt, der slår ud med armene med en næsten indigneret ligegyldighed. Dels er det et forsøg på en værdig åbenhed. Dernæst indtræder betingelsen, forsøget på at beskytte sig selv. Det er et konkret krav, der imidlertid besidder en betragtelig usikkerhed.

En sang som Pillars er ganske stille, næsten nøgen til tider, hvorimod singlen Taller i langt højere grad falder ind under den elektroniske folk. Her er tempoet lidt højere. En enkelt guitar indleder sangen, og vokalen sætter ind. En mere fjern guitar kalder for derefter at forsvinde. Lidt under et minut inde introduceres et på sin vis overraskende beat, hvorefter denne fjerne guitar igen høres og efterhånden bliver en fast del af sangen. Disse fjerne guitartoner synes næsten at kalde på noget tættere på. Vokalen står imellem og mægler mellem parterne i et forsøg på at undgå såvel emotionel splid som sonisk diskrepans. Efter fire minutter kommer en stille og kyndigt eksekveret eksplosion, der fanger lytteren i dette drama, der prøver at undsige sig sin status som drama.





/Martin

mandag den 27. februar 2012

Blueboy

Tilbage i januar kom der endnu et indlæg om de fantastiske Field Mice. Dengang lovede jeg, at der ville komme flere anbefalinger af kunstnere fra det legendariske Bristol-label Sarah Records, der blev kendt for deres ofte letbenede indie pop.

Første anbefaling (ud over at genlytte Field Mice) er Blueboy, der trods et uheldigt bandnavn er den tidslige investering værd. Det er intelligent popmusik med ganske enkle tekster og jangly guitarer. På enkelte sange - som den fornemme Cosmopolitan - hører man tydeligt, hvor meget nyere, primært sydengelske bands har ladet sig inspirere af denne naive tilgang, som senere har ladet sig integrere i en indie pop med bund i en fascination af en vis math-rock-sensibilitet. Og en mere direkte indflydelse: Den fantastiske svenske duo Air France har opkaldt sig efter én af Blueboys ældste sange af samme navn.

Gruppen startede ud som en duo, hvorefter bandet voksede med tilføjelsen af bl.a. Harvey Williams fra førnævnte Field Mice og Another Sunny Day. Ud over et hav af singler (det var jo andre tider) blev det til i alt fire fuldlængder for Reading-bandet, før de gik i opløsning i 1999.





/Martin

fredag den 24. februar 2012

Sharon van Etten

Med udgivelsen af sit tredje album kunne det endelig ligne lysere tider for Sharon van Etten. I hvert fald lysere hvad angår eksponering af musikken. Med de relativt triste tekster og en albumtitel som Tramp ved man jo aldrig.

Hun udgav i 2009 debutalbummet Because I Was in Love på Language of Stone, medens opfølgeren Epic fra 2010 udkom på Ba Da Bing. Nu har hun igen opgraderet, og Jagjaguwar har fået æren af det nye album.

Tramp er indspillet med Aaron Dessner (kendt fra The National). Indspilningerne fandt sted i en ganske urolig periode i van Ettens liv og tog derfor over et år at færdiggøre. Mere end et års hjemløshed affødte velsagtens titlen, og som Jagjaguwar selv påpeger, var Dessners garage (eller studie om man vil) eneste konstant i hendes liv.

Da van Etten længe har haft base i Brooklyn og et stykke tid har hængt ud med Aaron Dessner, har hun pludselig fået mulighed for nogle fantastiske samarbejdspartnere. Albummet byder derfor på veloplagte gæsteoptrædener af folk som Zach Condon, Walkmen-trommeslager Matt Barrick, Julianna Barwick, Jenn Wasner fra Wye Oak, Dessner selv og Thomas Bartlett fra Doveman. Sidstnævnte har længe været et navn i New York uden ellers at være kommet meget længere ud (jeg fangede dem ved et tilfælde som support for The National på hjemmebanen i 2006, der i øvrigt står tilbage som én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set).

Sharon van Etten er af den tilrøgede og formodentlig whiskeyglade singer/songwriter-tradition, der længe har kendetegnet Brooklyn. Der er bestemt ligheder med Cat Power, der ikke kan benægtes, og det kan kun bifaldes herfra.



/Martin