Nyt fra High Highs

Tilbage i februar sidste år skrev jeg lidt om NY-bandet High Highs. Nu er trioen endelig ved at være klar med deres første fuldlængde, der følger op på den glimrende debut EP.

De har angiveligt fået management hos Elton Johns Rocket Music, der også udgiver pladen til januar. Eksil-australierne har siden EP'en fået en trommeslager med i bandet, der samtidig har fået æren af at mixe albummet.

Førstesinglen Once Around the House er - som alle deres sange - tålmodig, underspillet og for vor tid ganske nøgen. Harmonierne er stærke som altid, og melodien får tid til at sætte sig igennem på samme tid, som beatet og guitaren også sætter ind. En fin, lille sag.



/Martin

How to Dress Well og havbunden

Forventningerne til det kommende album fra How to Dress Well er efterhånden temmelig store, hvilket på det nærmeste må betegnes som en sommerlig underdrivelse. Debutalbummet Love Remains brillerede som én af de første quasi-R&B-crossover-udgivelser, der virkelig fangede bredt og gjorde mange opmærksom på nogle kvaliteter, de havde savnet i den mere guitarorienterede ende gennem de seneste år. Men dén historie er allerede gammel.

I internettid er førstesinglen Ocean Floor for Everything også allerede gammel, idet den har været tilgængelig via Tom Krells egen SoundCloud siden slutningen af maj. Dels har jeg været langsom til at få den hørt, og dels er den så fremragende, at den bør få lidt mere opmærksomhed. Det hele starter med en slags kald, der med titlen in mente snildt kunne komme fra havets bund - uden nogen form for logik på spil her. Efter godt et halvt minut får vi så de blødeste toner, der ville gøre selv jj misundelige. Som sangen udvikler sig, bliver man på én gang mismodig og fortrøstningsfuld, og når beatet endelig sætter ind, må man give sig helt hen. Der er en underlig feedback-empati på spil, der kan minde om to fulde venner, der med et både smukt og akavet kram forvirrer resten af festen.

Den nye plade har fået den overgivende titel Total Loss, hvilket må siges at være et interessant valg som en slags fortsættelse på debuten. Udgivelsesdatoen er sat til 18. september. Acéphale har Nordamerika, og Weird World påtager sig opgaven at dele ud til resten af verden.



/Martin

Nyt fra Calexico

Det må være på tide med noget mere dad rock på disse sider, og selvom man ikke som sådan kan kategorisere evigt habile Calexico som dette, er der i deres mindre deprimerende sange en vis affinitet.

Bandet er ved at være klar med deres syvende fuldlængde (eksklusiv et soundtrack), der har fået titlen Algiers og bliver udgivet 10. september på legendariske City Slang.

De første par singler lyder lovende og afspejler fint bandets bagkatalog: Delvist hjemsøgt og en anelse foruroligende (Para), delvist på vej fremad med en forsigtig entusiasme (Splitter).

MP3: Calexico - Para





/Martin

Today's Supernatural

Den 3. september er Animal Collective ude med deres nye plade Centipede Hz på Domino. De fleste af os har sikkert haft det svært med ordet centipede de seneste par år grundet én af Hollywood-historiens største fadæser, men Animal Collective lader imidlertid at være blevet et household name i så udpræget grad, at vi på det nærmeste alle elsker dem. Det er der selvfølgelig fin grund til, og man kan kun håbe, at deres fantastiske nysgerrighed og gåpåmod er en del af majoriterens fascination - ud over den åbenlyst fantastiske sangskrivning, forstås.

Førstesinglen Today's Supernatural er (surprise!) en interessant størrelse, der lover godt for resten af pladen og naturligvis lyder umiskendeligt som Animal Collective. Avey Tare synger potent og voldsomt men aldrig vredt, og det bringer til dels tankerne i retning af Strawberry Jam-æraen i en mere kraftfuld levering.



/Martin

MS MR

Bag duoen MS MR står ikke overraskende en kvinde og en mand. De begynder efterhånden at få sig en del omtale i blogosfæren med deres nye single Hurricane, og det er der såmænd ikke så meget at sige til. Det er yderst habil popmusik med en særdeles stærk vokal fra MS.

Det meste af det tilgængelige materiale er maje, maje mere poppet end det meste, man finder her på siderne, og det er lige før, det kunne lugte af fremtidig mainstream-succes. Det er solid sangskrivning og orkestrering, der på enkelte sange nok vil minde nogle læsere om Glasser og hendes ganske fremragende debutalbum Ring fra 2010. Særligt den stærkeste af sangene, Ash Tree Lane, har ligheder med Glasser.

En samling demoer under navnet Ghost City USA kan findes på deres Bandcamp, hvor man også kan finde den nye single.

MP3: MS MR - Ash Tree Lane



/Martin

Dude York

Garagerock til sommeren er ofte en nødvendighed. Muligheder er der nok af, og blandt de mere interessante, nyere bands er trioen Dude York fra Seattle, Washington.

Det foregår naturligvis oftest i højt tempo, og deres egen beskrivelse af musikken som "teenpop anthems" afspejler fint den refleksivitet, der også giver sig til kende i musikken. De kender deres begrænsninger, og de kender deres rødder.

EP'en Dude York er ude nu på engelske The Sounds of Sweet Nothing (udgivet 10. juli). Nedenfor singlen Fuck City.



/Martin

Til forsvar for kitsch, vol. II: Savage

Dette er anden del i en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye').

Man har de seneste år kunnet iagttage en stigende interesse for den såkaldte Italo disco, der op gennem 80’erne havde en mærkværdig position, der af og til bød på bred, kommerciel succes og havde stor indflydelse på andre kunstnere, herunder koryfæer som Pet Shop Boys og New Order. Mange af udgivelserne fra dengang er at finde som sjældne vinyludgivelser og er aldrig blevet digitaliseret, og der er således næsten gået sport i at opstøve lageret af Italo disco. Som den ene halvdel af navnet antyder, er det en strømning med stærke rødder i Italien, der dog er ret langt fra anden halvdel af betegnelsen: disco. Tempoet er som oftest i Italo disco væsentligt lavere med et langsomt og gerne yderst simpelt beat fra en trommemaskine. Dette skaber et repetitivt og underligt hypnotiserende og spacey element, der ganske fint kombinerer med de delay-effekter (m.fl.), der ofte er tilsat trommerne.

Én af de fremmeste eksponenter for denne type italo disco er toscaneren Savage (Roberto Zanetti). Han indgik med førnævnte Pet Shop Boys i en underlig symbiose gennem en kontinuerlig, gensidig inspiration, der fandt sin æstetiske manifestation og højdepunkt i hhv. førstnævntes I’m Loosing You fra 1988 (stavemåden vil blive diskuteret) og sidstnævntes formidable fortolkning af Always On My Mind fra 1987.

Det er netop I’m Loosing You, jeg her vil zoome ind på. Mange vil som noget af det første bemærke stavemåden. Den forfængelige skribent vil opleve en trang til at sætte et sic! efter hver eneste benævnelse af titlen, og undertegnede ved sig heller ikke sikker på, hvorvidt det mon er intenderet eller blot meget, meget kært og ganske forkert. I så fald vil det næsten være en art held i uheld, der både er i stand til at aktivere en særegen følelse af autenticitet og give et ekstra indhold til den tolkningstrængende lytter, idet objektet ikke blot mistes men ligefrem løsnes. Der leges altså muligvis med sproget, idet loose verbaliseres i romantisk forstand.

Sangen findes i flere udgaver, hvoraf den mest kendte er ca. 3:32 lang. Denne version er med på flere opsamlinger, men sangen kan også findes som extended mix i en i øvrigt meget dejlig udgave. Lad os kort vende os mod Pet Shop Boys igen: Always On My Mind starter med noget, der kunne være et løvebrøl efterfulgt af et trommebeat, hvorefter man kort hører en underlig lyd, der fungerer som overgang til keyboardet og i øvrigt gentages flere gange i sangen. I’m Loosing You indledes med en forvrænget mandestemme, der næsten antager karakter af et sjusket fremført monster i en b-film, og direkte herefter får vi et keyboard, der igennem 18 sekunder på én gang skræmmer mange lyttere og samtidig peger frem mod tendenser, der senere kan genkendes i 90’ernes eurodance (der til en vis grad nok skal blive taget mere seriøst om ganske få år). Tyve sekunder inde i sangen begynder Zanetti sin fortælling på et charmerende og gebrokkent engelsk. Stemmen er ingenlunde stor, men den er alvorlig og ærlig. Det førnævnte keyboard afløses af en underliggende og mere dyster synth, der pakker teksten ind i et yderligere lag af romantisk alvor. Ganske sagte hører man et ekko af vokalen, der frem for et mere moderne forsøg på understøttede dub snarere ekspliciterer vigtigheden i det partikulære/universelle: kunstneren, der på én gang står alene og repræsenterer det ganske almene.

Efter godt 48 sekunder hører man et simpelt tromme-fill, hvorefter det noget cheesy keyboard fra sangens start genintroduceres – denne gang akkompagneret af fire enkle toner i baggrunden og Zanettis stemme, der for første gang synger titlen på sangen. Det gør han to gange, før han synger videre med hjælp fra en underliggende kvindestemme, før han gentager titlen og omkvædet – denne gang med en mere overdrevet (og ganske smuk) synthflade og med små fraseringer.

Som så mange popsange er I’m Loosing You fyldt med gentagelser, men det er meget interessant, hvordan disse elementer bruges og varieres og i øvrigt med al tydelighed undgår noget, der kunne ligne en stram A-B-A-B-C-B-struktur. Da dette lange omkvæd er overstået, hører vi igen keyboardet fra sangens start og vokalen, der fire gange adresserer modtageren med et you, gentaget af loosing you og yderligere tre, isolerede you. Efter 2:12 taler en kvindestemme med heftig accent og tvivlsom bevidsthed om grammatik (looking for your glory), før en næsten androgyn mandestemme går videre med fortællingen, der nu tager form som overtalelse. Før Zanetti igen synger videre, hører man et sample af en kvindestemme, der i sin fragmenterede tilstand knap og nap kan blive til et mere accentueret (i ikke-sproglig forstand) you, der nu – om end kort – ligger parallelt med vokalen, der leder op til et sidste omkvæd. Da der bliver fadet helt ud, kalder Zanetti ud en sidste gang -- og ligesom i omkvædet uden det personlige pronomen men med et ekko: Loosing you (loosing you… loosing you…). For hver eneste gentagelse af titlen ligger også dobbeltheden i forbindelse med den valgte (og formentlig helt forkerte) stavemåde.

Midt i denne pathosfyldte klagesang er en evigt underliggende nøgtern attitude, der fint afspejler den enkelhed i kompleksiteten, vi alle kan genkende i førnævnte tema om det partikulære/universelle. For hvad vil han egentlig opnå? Der er kun i ringe grad tale om egentlig desperation, ligesom man ikke mærker en heroisk kamp om at genvinde et vist momentum, om dette måtte være romantisk/maskulint/seksuelt baseret. Det er underligt konstaterende, og man kan spekulere meget i, hvordan udsagnet og udsigelsen mon harmonerer; der kan enten være en rest af (noget nær ynkelig) strategi eller omvendt en ærlig erkendelse, der tages til ekstremerne i forsøget på værdigt at afslutte det endnu (tilstede)værende og konstituere en glorværdig historie i øjeblikket (også jf. at skue efter your glory).

(extended mix)

/Martin