lørdag den 18. april 2009

Japandroids

Det er svært ikke at være glad disse dage. Al den solskin og al den gode musik, der frigives. Alligevel har de sidste par indlæg båret præg af en stadig tiltrækning af melankolien.

For lang tid siden stødte jeg på navnet Japandroids, men jeg fik ikke lyttet til dem, før jeg for et par dage siden stødte på den utroligt smittende Young Hearts Spark Fire. Og ja, den er lige så fremragende og gejstfyldt, som man kunne forvente ud fra den titel.
Japandroids er en canadisk duo fra Vancouver, der består af Brian King og David Prowse. Trommer, guitar og to gange vokal. Sangene er ofte en romantisering af den naivitet, der sættes på spil gennem ungdommen. Den medfødte naivitet, der gør os menneskelige og medmenneskelige - og den naivitet, der gør os så skrøbelige.
Duoen spiller en art garage rock og besidder en fantastisk energi. Det er simpelt, det er poppet. Ja, det er endda kært. Young Hearts Spark Fire er simpelthen én af de bedste sange, jeg har hørt i lang tid. De får en sætning som "We used to dream / now we worry about dying" til at virke. Hvor teksterne er romantiske og tragiske, hylder melodierne og kompositionerne disse temaer på overbevisende vis. Gruppens image udadtil er også i høj grad præget af en fantastisk sans for humor, og det kan i høj grad anbefales at tage et kig på deres MySpace-blog for et bevis på dette. Og er man ikke solgt her, må man huske på, hvad de selv har skrevet i deres biografi: "Supporting Japandroids gets you into Heaven - no questions asked."
Debutalbummet Post-Nothing udkommer d. 28. april på Unfamiliar Records. Indtil videre udkommer albummet kun på vinyl i USA og Canada, men mon ikke gruppen snart får en distributionsaftale igennem i Europa også.

MP3: Japandroids - Young Hearts Spark Fire

/Martin

1 kommentar:

Anette sagde ...

Dejligt nr.! Det ku godt gå hen og blive et sommer hit for undertegnede. Kendte slet ikke til bandet, tak for påmindelse!