Diskussion: Værk og afsender

Inden for alle kunstarter findes der adskillige tolkningstraditioner. Metoder om man vil. Kunstnere, forskere, litterære teoretikere, bohemer, almindelige dødelige... Alle har en mening eller idé om, hvordan kunst kan og bør forstås. Hvis den da overhovedet skal forstås - og ikke 'bare' sanses. Fænomenologer, strukturalister, post-strukturalister, biografister og mange, mange flere har igennem mange årtier taget dette op til diskussion.

Uanset om man kæmper side om side med nogle af disse teoretikere, eller om man kæmper sin egen kamp, vil ét af de store spørgsmål altid være kunstnerens rolle. Afsenderens rolle. Skaberen. Jeg har personligt aldrig været fan af biografismen og teoretikere som Sainte-Beuve, men der vil per definition altid være en sammenhæng mellem værk og afsender. Spørgsmålet er naturligvis, hvor stor en rolle vi skal tildele afsenderen i tolkningen og forståelsen af et værk. For ikke at gøre det hele for bredt vil jeg her primært forholde mig til spørgsmålet i forhold til musik.

Det forekommer mig naivt helt at udelade afsenderen i en tolkning, ligesom det forekommer mig umuligt at læse en sang udelukkende ud fra en kunstners liv, oplevelser og bekendtskaber. Alle mennesker har gennem deres liv følt og føler fra tid til anden, hvad de fleste vil kalde inspiration - hvad enten vi taler om at skabe, at lave mad, at dekorere en stue osv. Begrebet er i sig selv genstand for diskussion. Endda uhyre interessante af slagsen. Ordet kommer af græsk, hvor det betyder noget i stil med at blive pustet på (indrømmet, det ligger fjernt i hukommelsen). Altså noget man får ind. Betydningen var, som det kan læses i Homers værker, af guddommelig karakter. Det er ikke nødvendigvis religiøst, men jeg vil kalde det noget ganske "åndeligt". Noget vi ikke uden videre kan redegøre for. Man skriver ikke bare en sang ud fra ingenting. Inspirationen melder sig, og processen starter. Der er tomme felter. Ikke i Wolfgang Iser'sk forstand i det skabte, snarere i selve skabelsesøjeblikket. Disse tomme felter er rester af noget uvist, rester af noget ubevidst, måske rester af noget genialt, noget rent. Hvor svævende det end må lyde for nogen, umuliggør disse felter for mig en decideret biografisk tilgang, ligesom det åbner op for mere end blot afsenderens mulige intentioner.

Der er trods alt et møde mellem afsender og modtager. En kontakt. Endnu et felt. Et Big Bang, der er en skabelse i sig selv. Ja, dette møde er vel nærmest den sande skabelse af et værk, der ellers var "undervejs". Det cementerer det smukke, og det gør nærmest det skønne sandt ved netop at genkende det som skønt. Her forstås skønt i bredeste forstand - noget underbevidst og rent. En æstetisk anerkendelse.

Det betyder dog ikke, at jeg er ude på at underminere kunstnerens eventuelle hensigt eller kunstneren i det hele taget. For selvfølgelig har kunstneren som oftest en hensigt, selvom dette ord kan lyde grumt. Noget, der har inspireret ham eller hende. Måske et decideret tema. Måske endda politisk. Måske en ulykkelig forelskelse. En følelse, der kalder på empati. Pointen er, at selvom kunstneren har en hensigt med og et ønske om at skrive, komponere og skabe noget bestemt, vil det alligevel falde forskelligt ud, da vi jo (gudskelov!) ikke er født med samme ører, samme sjæl, samme hjerne, samme hjerte.
Som sagt er jeg ikke ude på hverken at underminere eller undervurdere kunstneren, der jo kan være mere eller mindre dygtig til at få sit budskab ud. Både afsender og modtager må imidlertid anerkende, at et værk, der rent teknisk er det samme for alle, vil opfattes unikt og forskelligt af alle. Selv hvis en sang udelukkende er politisk, vil den altid være andet og mere end sit umiddelbare, direkte budskab (hvis der udelukkende er tale om politik, bør vi ikke kalde det kunst). Vi vil opleve selve sangen, den soniske æstetik, forskelligt. Hvis vi forholder os til et politisk budskab, vil dette også berøre os forskelligt, da vi alligevel har forskellige udgangspunkter, minder, holdninger og idéer på forhånd. Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, er vi alle (igen, gudskelov) forskellige, hvilket blot gør det endnu smukkere, når vi er fælles om en æstetisk nydelse - vi deler altså noget, der i sig selv er forskelligt, og på denne måde tildeler vi tingene mening. Et umiddelbart paradoks - men kun umiddelbart.

Jeg vil ganske kort gøre det mere konkret. Hele denne diskussion opstod således af en samtale forleden med min broder om den fantastisk talentfulde og, på godt og ondt, karismatiske Patrick Wolf, der må siges at have en noget speciel personlighed. Her er tale om en person, der i høj grad lever for sin kunst. En person, der på scenen kan lade sig slå sådan ud af en teknisk fejl, at han på ingen måder vil skjule sin utilfredshed (som det kan ses her, ca. 5 minutter inde, og her fra C/O Pop i Köln i sidste uge). Vores samtale handlede grundlæggende om, at ingen af os rigtigt havde givet hans nye album The Bachelor en chance - bl.a. grundet disse udbrud, der for os afslørede en frygt for en grim natur og en slet personlighed. Det kan med andre ord være svært at adskille kunstner og værk - selvom vi ved dette konkrete eksempel endda begge har været store fans og beundrere af mandens musik igennem flere år. Det har simpelthen været for svært at sympatisere med manden og derfor også musikken.

Det kan lugte af hykleri eller en overfladisk holdning, og jeg gav derfor den nye plade et respektfuldt lyt i dette lys - og genvandt respekten for manden. For kunstneren. Dette tilføjer blot flere niveauer til de uforklarlige huller: Vores personlige, sjælelige vægelsind, humør og udvikling. En interessant og smuk metadiskussion om dette stærke bånd, der kan herske mellem afsender og værk, kan i øvrigt findes i Oscar Wildes mesterværk The Picture of Dorian Gray, hvor kunstneren Basil Hallward også i høj grad er sin kunst (en filmatisering kommer ganske snart i biograferne).
Et andet konkret og anderledes eksempel er den ligeledes unge og fantastisk talentfulde Beirut, der i høj grad skaber sin kunst ud fra steder. Geografisk inspiration. Han har ved flere lejligheder udtalt, at han ikke går op i sine tekster. Han formidler altså følelser ud fra en generel stemning, hvor stemmen bliver til et instrument i helheden frem for en direkte formidler. Man føler noget, selvom teksterne ikke nødvendigvis kan afkodes til at give mening. Men det er stadig blevet skabt af en kunstner, og der ligger utvivlsomt følelse i stemmen, hvilket i sig selv er meningsbærende i mødet med lytteren.

Diskussionen kunne være meget længere og bliver det måske en dag, men det kræver flere redegørelser og deldiskussioner. For på én gang at konkretisere det hele og samtidig hive det op på et højere plan er her en lille sag fra Patrick Wolfs nyeste album.

MP3: Patrick Wolf - Hard Times

/Martin