Sharp Pins

20-årige Kai Slater lever tydeligvis i fortiden, heldigvis for os. Nogle kender ham måske fra bandet Lifeguard, og sørme om han ikke er bror til den ene i Horsegirl.

Hans nye soloalbum Balloon Balloon Balloon har den friskhed, man kan høre i vellykkede demoer, og det lyder ofte mere som en samling gode ideer, end hvad mange ofte forbinder med et album. Det er i dette tilfælde absolut positivt, og mange vil undervejs nok tænke på Guided By Voices med deres umiddelbarhed, ikke mindst klassikeren Bee Thousand (1994). På Balloon Balloon Balloon er Kai Slater dog lidt mere orienteret mod The Kinks og midten af 60’erne, end Robert Pollard og Guided By Voices var det.

Det er retro-jingle-lofi-garage-pop. 21 sange på 43 minutter. Fragmentarisk, veloplagt, melodiøst, lofi. Umiddelbart og entusiastisk.

 
/Martin

Herbal Tea

Vi fortsætter med mindre optimale kunstnernavne. Eller hvad? Helena Walkers kunstnernavn Herbal Tea er måske ikke helt så dårligt som Just Mustard fra foregående indlæg. Det er heller ikke dårligt i sig selv, det er bare for meget af det gode, fordi musikken er så afslappende.

Her får jeg lyst til at rose en stille kunstner som Skullcrusher for det larmende kunstnernavn. Nuvel, Herbal Tea er måske sjovt nok. Musikken er i hvert efterårsvenlig.

Vi er ude i DIY-drømmepop og dramatisk ambient. ‘Grounded’ kunne være taget fra Gia Margarets vidunderlige debutalbum. Andetsteds er vi ude i lidt mindre subtil Grouper.

Under the Radar beskriver musikken som følelsen af at bladre i et fotohæfte med halvglemte minder. Fin beskrivelse til et fint album.

 
/Martin

Just Mustard

I det østlige Irland, nord for Dublin, ligger Dundalk. Her har et band med et rigtig dårligt bandnavn, Just Mustard, gang i noget rigtig spændende med deres nye album We Were Just Here. En slags tung og alligevel fnuglet shoegaze, som også har noget let industrielt over sig, ikke helt ulig de tunge spøgelsesagtige elementer på de første Health-plader. Særligt titelsangen er fremragende industriel drømmepop.

Undervejs kommer jeg også til at tænke på A Place to Bury Strangers, hvor fx irernes ‘Endless Deathless’ kan minde lidt om amerikanernes herligt støjende ‘To Fix the Gash in Your Head’ (2007).

For et par år siden inviterede Robert Smith bandet til at varme op for The Cure, og de får minsandten lov til at komme med igen på deres forestående turné. Så kan han måske lokke dem til Roskilde Festival også.

 

/Martin

Joanne Robertson er sløret

Nogle få kunstnere er i stand til at ramme balancen mellem noget på én gang fjernt og intimt. Man føler nærheden som et knitrende bål, men med en uforklarlig afstand, som var man et spøgelse.

Den engelske sangskriver Joanne Robertsons sjette album Blurrr er et stille og mestendels diskret vidunder. Nogle sange minder om Grouper og dennes spøgelses-folk (første sang på Robertsons nye album hedder endda ‘Ghost’). Andre gange lyder det snarere som tidlig Cat Power med en skefuld Elliott Smith.

Midt på albummet får Robertson selskab af Oliver Coates på cello. Han er manden bag soundtracket til mesterværket Aftersun. På Blurrr løfter han ‘Always Were’ til en af årets flotteste sange og bidrager flot til to andre sange. Robertson er i øvrigt også en kyndig maler.

 
/Martin

Bedre sent end aldrig til underlig fest

Jeg kom sent til festen med Nourished By Times roste Erotic Probiotic 2, men er endnu gladere for opfølgeren The Passionate Ones, som fortsat er skæv R&B med poppede elementer. Eller underlig pop med et skvæt R&B.

Det minder mig nogle gange om en mindre dramatisk How to Dress Well: En vis forkærlighed for 80’erne og en fornemmelse af, at Marcus Brown har lavet det meste alene om aftenen i en lille lejlighed.

Brown skiftevis synger, mumler og sukker over skønne beats. Nogle keys lyder næsten bevidst billige på den bedst tænkelige måde, nærmest som legetøjsinstrumenter.

Albummet er ikke uden alvor – på Pitchfork får Samuel Hyland det til at virke, som om hele albummet er antikapitalistisk – men det er bestemt heller ikke uden humor. Marcus Brown tager musikken alvorligt uden at tage sig selv alvorligt, og der er en verden til forskel.

Det hele er lavet med stort overskud, og det lyder, som om han har et hav af sange liggende. På ‘Max Potential’ høres et nærmest stadionvenligt omkvæd, ‘9 2 5’ er dansabel, ‘Baby Baby’ er kaotisk pop, mens mit højdepunkt ‘Tossed Away’ afslører hans forkærlighed for DIY-indierock forklædt som ballade.

Navnet Nourished By Time er i øvrigt inspireret af Guided By Voices.

/Martin

Troth

Straight outta Hobart. Hobart? Hobart, Australien. Nogle kommer måske til at tænke på Saint Etienne og deres nærmest nænsomme popballade 'Hobart Paving'.

Troth byder med albummet An Unfinished Rose på eksperimenterende ambient pop.

Dele af albummet smager af Mabe Frattis cello-kompositionspop (særligt ‘Tides Reflected in her Eyes’), mens eksempelvis titelnummeret nærmest kombinerer William Basinski med Jenny Hval.

I mere direkte øjeblikke er det mere minimalistisk DIY-pop, som selvfølgelig er et stykke fra egentlig pop.

/Martin

Domenique Dumont

Måske man skulle feriere i Riga. Jeg kan ikke nævne mange musikere fra Letland, men duoen Domenique Dumont – den lettiske producer Arturs Liepins og den franske sangerinde Anete Stuce – sætter gang i rejselysten på deres nyeste, Deux Paradis.

På samme tid får man lyst til den perfekte inaktivitet. At ligge ved poolen, smelte i tilfredshed og drikke noget rødt eller pink. Domenique Dumont er tidligere blevet kaldt baleariske, og det kan ikke benægtes. Det er tilbagelænet feriepop og ambient i skøn forening.

Albummet skal ved første lyt lige i gang og bliver både stærkere og mærkeligere undervejs. ‘The Order of Invisible Things’ kunne være noget fra en spionfilm, der aldrig blev til noget. Titelnummeret byder på decideret medrivende orgel og er blandt de skønneste sange, jeg har haft æren af at høre i år. ‘Visages Visages’ lyder som engelske bands, der tog til Mallorca i anden halvdel af 80’erne og vendte inspirerede tilbage. Herefter vil også de første sange give bedre mening, og pludselig står man tilbage med et ret helstøbt album, der lever op til sin titel. Paradis har en skygge, et andet paradis, der er altid mindst to sider, hverdag og ferie, forpligtelser og frihed til ingenting, den lette melankoli ved ferien. “Gid det kunne vare ved,” tænker man altid, og hvis det kunne, ville al skønhed forsvinde.

/Martin

Lifeguard

Lifeguard: Ripped and Torn

Ungt Chicago-band, der har et vist slægtskab med Horsegirl. Også et bogstaveligt slægtskab, da en gut i Lifeguard har en søster i Horsegirl. Sødt.

En anden gut i denne trio laver et zine ved navn Hallogallo opkaldt efter Neu!-klassikeren.

Med Lifeguard er vi dog ude i noget mere punket. Randy Randall fra No Age har produceret, og de må også formodes at være forbilleder: Det er rastløst i både stil og lyd.

Det er ofte hurtigt og effektivt, men de fungerer også langsommere, fx på titelnummeret, hvor man også tydeligt hører Wire-inspirationen. En god rockskive.

/Martin

Amateur Hour

Göteborg har leveret mange af de bedste bands siden årtusindskiftet. Blandt byens mange nyere hemmeligheder er Amateur Hour.

Trioen består af tre spændende personligheder:

Julia Bjernelind, der bl.a. var sanger i Westkust. Deres 2019-album Westkust er en af de seneste ti års bedste rockplader.

Hugo Randulv, der er kendt fra bl.a. Makthaverskan og solo har udgiver Drukna i ljus tidligere i år.

Dan Johansson, der spiller i omkring tusind bands, herunder Enhet för fri musik.

Deres nye album Går i kras er ret flydende, og som på deres tidligere udgivelser lyder de også her, som om meget er indspillet på båndoptager. Dele af albummet er ret abstrakte, men andre sange har en mere traditionel sangstruktur, herunder den drømmende ‘Stad i ljus’, den decideret rockede ‘Hammered’ og titelnummeret, der runder albummet flot af. Man bliver misundelig på de svenskere.

 
/Martin

Flensborgfrelseren

Hvem skulle have troet, at en af de mest interessante producere i dette årtusind kommer fra Flensborg? I dag bor Stefan Kozalla i Hamborg og på Ibiza, hvilket passer fint til musikken, der på en gang er nær og fjern, tæt på både hverdagen (med dertilhørende kompleksitet) og ferien (med dertilhørende behov for forenkling).

DJ Koze kan udtales som det tyske kotze (bræk) og det engelske cozy, det hyggelige. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og alligevel er han helt sin egen og får det hele til at hænge sammen. Det kan meget få slippe af sted med. Det er elektronisk musik med en organisk blødhed. Det er ofte psykedelisk, men altid trygt.

Hans fjerde album er mere nostalgisk, hvilket man virkelig mærker med bidraget fra Markus Acher fra The Notwist. Der er også plads til bl.a. Sofia Kourtesis, Damon Albarn og Sophia Kennedy og alt fra house og breakbeat til drum’n’bass og amapiano.

Forgængeren Knock Knock (2018) var et lille mirakel, og Music Can Hear Us er en værdig opfølger, som man ikke bliver færdig med lige med det første. Et gavmildt album, fordi det er musik, der ånder.

/Martin 

Walt McClements

Hvad forbinder du med en harmonika?

Schlager? Balkan-pop?

Jeg forstår, hvis man måtte have forbehold, men Walt McClements – der har arbejdet med Weyes Blood, Mary Lattimore og Hurray for the Riff Raff – kombinerer kløgtigt instrumentet med orgel, saxofon, synth og meget mere på sit nye album On a Painted Ocean.

Titlen er rammende, havet er malet med blåt på blåt.

Chuck Johnson, der har lavet mesterværket Balsams, har mixet og mastereret. Måske derfor lyder det så vidunderligt.





/Martin

The Tubs

London-bandet The Tubs består primært af tidligere medlemmer af de walisiske støjpoppere Joanna Gruesome. Det er højhastigheds-jangle, der smager lidt af Teenage Fanclub, R.E.M. i 80’erne, The Smiths og fortællinger fra den lokale pub, måske lidt Billy Bragg. Albumtitlen er en Sonic Youth-reference. Frontmand Owen Williams synger herligt og lidt løjerligt, let inspireret af Richard Thompson og folkemusikere, der ofte beboede hans barndomshjem. Han synger om egne begrænsninger, om livets begrænsninger, om OCD, om selvhad.

På coveret til album nummer to ser man en kvinde amme sit barn foran en gravsten. Kvinden er Owen Williams’ mor, Charlotte Greig, der selv var musiker og tog sit eget liv i 2014. På albummets sidste sang, ‘Strange’, mindes Owen Williams, hvordan han tilfældigt læste en artikel om, hvordan hun gjorde det. Han mindes også, hvordan venner spurgte ind til det, når de var fulde eller skæve nok. Folk forsøger at sige det rigtige, og man forsøger selv at føle det rigtige.

At the wake, someone took my arm

Said that you could write a song to honour your mum

Said the band could write a song

A song about this

Well, whoever the hell you are

I'm sorry, I guess this is it

Er man det mindste glad for jangle-pop, burde der være noget at komme efter med The Tubs.

/Martin 

Rattle

Katharine Eira Brown og Theresa Wrigley mødte hinanden i Nottingham, hvor de begge spillede begge trommer og var en del af byens undergrundsscene.

Den ene ville gerne lære det bedre af den anden, og pludselig sad de og spillede foran hinanden på to trommesæt. Rattle er med andre ord baseret på trommer, rytme, gentagelse og ritualer. Meget passende har Upset the Rhythm udgivet duoens nye album Encircle.

Hør, hvordan den 15 minutter lange ‘Your Move’ udvikler sig, og hvad der pludselig sker efter ni minutter. Man ser et post-apokalyptisk England for sig. Eller en scene i A Field in England. 

På ‘Argot’ er det næsten krigstrommer, som man kunne have hørt ved Waterloo i 1815. Men sirenesangen antyder noget helt andet, mere fredeligt og drømmende. Flot, flot albumcover også.

/Martin

Horsegirl og den nemme toer

Uimodståelig, minimalistisk og let eksperimenterende rock. Da Chicago-trioen udgav deres glimrende debutalbum Versions of Modern Performance i 2022, var de stadig teenagere. Dengang var de mere støjende, mere slacker, mere post-punkede.

Med hjælp fra walisiske Cate Le Bon (hør hendes Pompeii!) har de skåret endnu mere ind til benet på opfølgeren Phonetics On and On. De kan vel stadig kaldes indierock og new wave og i mindre grad (blid) støjpop.

De fleste sange bekender ret hurtigt kulør og dyrker gentagelsen. Nogle langsomt (‘In Twos’), andre med fart på (‘Switch Over’). Meget rørt bliver jeg af ‘Julie’, der både er placeret midt på pladen og er dens længste og muligvis bedste sang.

The Guardian nævner Velvet Underground, og det giver mening. Man har taget en masse ideer og skrællet lag efter lag af for at nå ind til en kerne af umiddelbarhed.

 
/Martin

Blue Lake og termokande

Instrumentale og meditative guitarkompositioner.

En kur mod dårlige nyheder.

Jason Dungan spiller alverdens instrumenter. Han bygger dem vist også selv.

Han fik en slags gennembrud med Sun Arcs fra 2023, men jeg er mere begejstret for hans nyeste, Weft, der er lidt renere i lyden. Det emmer af naturforelskelse og kaffe i termokanden.

Det kan minde lidt om William Tyler, der bl.a. har lavet soundtracket til den vidunderlige First Cow, der kan ses gratis på Filmstriben.

 

/Martin

Jjulius, Göteborg, nænsom disco

Selvfølgelig er der noget i vandet i Göteborg. En af verdens bedste musikbyer huser også producer Julius Pierstorff, der under navnet Jjulius er på vej med sit tredje album.

Han har allerede lavet fine sange, og at dømme ud fra singlen 'Brinna ut' er det blevet mere nænsomt, flottere, bedre. Han har været mere ambitiøs denne gang, siger han. Han er stolt, siger han også. Jeg forstår ham, påstår jeg.

'Brinna ut' er varm, violinen omsluttende, beatet suverænt i al sin enkelthed, angiveligt baseret på et discobeat af Patrick Cowley og kompetent spillet af Tor Sjödén fra Viagra Boys. Også Oscar Carls fra Viagra Boys er med på saxofon.

I hjertet af det hele er J(j)ulius' partner Loopsel, der låner sin lille-store stemme til sangen. De to bor sammen og driver det lille pladeselskab Mammas Mysteriska Jukebox sammen. Hyggeligt.

Albummet Vol. 3 udkommer 7. marts 2025.

/Martin