søndag den 6. september 2009

Søndag - og lidt om forholdet mellem ironi og patos

Blogger-kollegaerne hos Earcandy skrev tilbage i juni lidt om brugen af musik hos danske komikere - og om brugen af humor i dansk musik som mere generelt fænomen. Et uhyre spændende felt, der både kan og bør undersøges nærmere. Det er ikke som sådan dét, jeg vil gøre her, måske en anden god gang, men vigtigt er det at have en fornemmelse for brugen af, og ikke mindst det overordnede forhold mellem, ironi og patos.
De to størrelser kan i høj grad virke og fungere som en enhed, der forstærker begge dele og skaber en overbevisende helhed, der gerne skulle ende med at virke på både krop og sjæl. Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at man ofte vil tale om ironi og patos frem for patos og ironi. Rækkefølgen har en del at skulle sige, da målet ved et værk ofte er en form for patos. Medfølelse og engagement af en art hos modtageren. Til dette formål kan ironien være et redskab og en aktiv hjælper til at nå en følelse af empati.

Det er imidlertid også vigtigt at notere sig, at dette fænomen er meget synligere i filmverdenen end i musikverdenen. Mesterinstruktører som Lars von Trier og Wes Anderson benytter sig flittigt heraf med stor succes. Førstnævnte eksempelvis i Breaking the Waves, sidstnævnte med fabelagtig virkning i én af senere års smukkeste film, The Darjeeling Limited (ja, faktisk i alle hans film). Det er naturligvis også sværere at benytte sig af denne effekt i et rent sonisk univers. I nyere hip hop har eksemplet med humor til at understrege en pointe været benyttet i forholdsvis høj grad, men det er ikke noget, der rigtigt leges med i andre genrer. I så fald er fokus i høj grad på humoren og den overordnede gode oplevelse, end det er på den balancegang mellem ironi og patos, der skal skabe en ultimativ tour de følelsesregister (jeg undskylder for dette delvist klamme ordvalg).
Måske kan man imidlertid påpege, at det kommer frem på en ganske anderledes måde i musikken. Navnlig ved kunstnere, der forsøger at vise, at de ikke tager sig selv alt for seriøst. Uanset om de gør det eller ej. Det hele handler om autenticitet og autenticitetseffekter, og når kunstnere først har pillet sig selv lidt ned, er det ofte nemmere at sympatisere med dem, hvilket gør det nemmere at få musikken rent ind - blive ét med den så at sige. Hermed ikke sagt at musikere ikke må eller bør have/vise lidt ego. Det er ikke et spørgsmål om selvsikkerhed. Det er blot en effekt, en strategi, en mulighed. Jeg finder det fantastisk charmerende, når eksempelvis Bradford Cox udtaler sig om de simple glæder ved at lave musik frem for at tale om de værker, han frembringer. Eller Animal Collective, der gennem leg og nysgerrighed i et selvudviklet univers frembringer nogle af de mest interessante plader i musikhistorien. Eller Pavements metarefleksioner i Range Life. Unge Zach Condon har også udtalt, som tidligere skrevet på siden, om sine sange, at teksterne er andenprioritet - forstået på den måde at det er stemningsbeskrivelser, og at de ikke i sig selv bærer en betydning. Manden kunne uden problemer have enten undladt at tale om dette, eller han kunne have skabt en mystik omkring teksterne - hvilket han nemt kunne fake sig igennem. Da jeg eksempelvis for flere år siden første gang hørte Postcards from Italy, var det næsten umuligt for mig ikke at proppe al mulig mening ind i teksten. Alligevel gav disse udtalelser fra Zach Condon nye muligheder for at lytte til musikken. Musikken blev faktisk smukkere af det. Derudover må det ikke undervurderes, hvordan underbevidstheden spiller ind, når pennen nærmer sig papiret. Et hurtigt spring tilbage til filmmediet vil eksempelvis hurtigt fremvise en person som David Lynch, der kan skrive under på dette.

Her når vi dog ud i åbenlyse spekulationer og, ja, tro. Ikke religiøst. Ikke nødvendigvis spirituelt. Men en romantisk tanke om geniet og den rene, uspolerede inspiration. Og den har nu engang en ganske anderledes pondus, end hvis afsenderen havde fremstillet sig selv som en seer eller en anden Nostradamus. Det hele er naturligvis smag og behag. Mange søger noget mere åbenlyst storladent, hvilket jeg bestemt heller ikke vil sige mig fri for til tider - det er et decideret behov med en sådan åbenlys patos. Til tider overvejer jeg alligevel, om mit problem med Arcade Fires Neon Bible er gruppens selvhøjtidelighed i markedsføringen. Win Butlers tekster stræber alle mod noget stort, og de ender ofte med at blive ganske klodsede, hvor bandet så heldigvis ofte har kompositioner, der kan få lytteren til at tilgive det fuldstændigt. Måske er det i virkeligheden et spørgsmål om ydmyghed, der efterlyses. Ikke decideret hos Arcade Fire, som jeg trods alt elsker lige så højt som alle andre, men mere generelt i musikverdenen. Canadierne skal ikke her fremstilles som divaer, og de er jo trods alt ikke Patrick Wolf. Man kan også spørge, om det overhovedet er vigtigt at give det så megen tanke, hvorfor jeg ikke er faldet pladask for Neon Bible. Det konkrete eksempel bunder sikkert i skuffelse over selve musikken efter den fremragende Funeral og en nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor åndsfæller grådigt har slubret albummet i sig, når jeg selv får dele galt i halsen (måske et indlæg alene om dette album bliver relevant på et tidspunkt - foreløbig føler jeg et behov for hurtigt at understrege, at jeg virkelig elsker fire af sangene fra albummet).

Jeg nærmer mig et sidespor og vil derfor benytte mig af muligheden for endnu et sidespor, som ikke desto mindre fører hjem til udgangspunktet for, hvorfor jeg påbegyndte hele denne smøre: Seona Dancing (billedet). Hvis navnet ikke siger dig noget, er det ikke overraskende. De eksisterede i ganske kort tid i starten af 80'erne og havde nogle få singler i rotation i England. Hvis man derimod har hørt om dem, er det med 99% sikkerhed pga. Ricky Gervais, der udgjorde den ene halvdel af duoen - og senere endte med at blive hvermandseje gennem The Office og Extras. Ricky Gervais og Bill Macrae lavede en form for new wave electro med stærk inspiration fra bl.a. Depeche Mode og, i højere grad, David Bowie (se i øvrigt denne video med den bidende kommentar: "David Bowie's nicked all your stuff!").
Musikken var ingenlunde original, og sangene var ikke alle lige heldige. Men interessant er det, at den samme person har skabt både dét og så The Office - med bl.a. den musik, der eksempelvis bruges i første sæsons afsnit fire, Training Day, der byder på en del komiske sangperler. Men de er ikke komiske alene pga. teksterne og konteksten. Det virkelig sjove ligger i den sangkvalitet, der let antydes og tages pis på.
Samtidig har vi her at gøre med et lidt anderledes forhold mellem ironi og patos, hvor både Seona Dancing som band og Ricky Gervais som komiker ender med at score point gennem hinanden. Det er en form for dobbeltvirkning, der går fremad og tilbage ud i tid og ender som en selvforstærkende effekt, der både gør Ricky Gervais sjovere og Seona Dancing bedre. Deres You're On My Side var i lang tid en decideret guilty pleasure, hvor jeg nu 'bare' ser det som en god sang. Og her holder Gervais ikke igen med patos:

They scratch me with their cut-your-ego game
And never take the blame
They shoot me down and stab me with their lie
To see me writhe
But I'm growing from their shattered self-esteem
I'm making new dreams
And with you on my side I could break up love today
And he'll die, walk away

Forholdet mellem ironi og patos behandles fornemt i bl.a. Æstetikstudier V - Patos? i et afsnit af professor Morten Kyndrup ved navn Paramoderne pathos? - Lars von Triers 'Breaking the Waves' som eksempel. Kyndrup behandler også emnet i afsnittet Kunstens betingelser - pathos, paramoderne, palimpsest? fra bogen Riften og sløret. I førstnævnte udgivelse kan også anbefales et udmærket afsnit af Ole Thomsen ved navn Højt at føle - og pathos og personligheden.
God søndag, kære læser.

Stream: Seona Dancing - You're On My Side

/Martin

Ingen kommentarer: