Jinja Safari

Vi nærmer os udgangen af august og dermed et farvel til den sommer, der aldrig var. Engang skrev jeg mangt og meget om vejret på disse sider, men det ændrede sig sjovt nok, da jeg flyttede syd for grænsen. Der er dog stadig så meget dansk i mig, at jeg stadig har en trang til at eksplicitere såvel begejstring som frustration over dette. Lad os blot (dis)kursivere det. Så kan vi både legitimere og fremmedgøre det.

Sommeren, der aldrig var: En kollega kiggede tidligere på ugen ud af vinduet og sagde dette, da hun bemærkede et tyndt tæppe af gråt, der havde viklet sig ind og ud af hverdagen. Løsningen den dag blev for mig de hyggelige australiere Jinja Safari.

Bandet startede som en duo og blev senere udgivet til en kvintet, der er begyndt at lave en del larm på det seneste med deres smittende og ret eksotiske popmusik, som de selv beskriver som "forest rock". De låner lidt mindre fra afropoppen end Vampire Weekend, men de har meget at takke begge for. De er mindre overgearede end Team Me, men de ville være et fint makkerpar. De har helt sikkert lyttet til Sufjan og dyrekollektivet, og det kan man ikke fortænke nogen i. Det er veloplagt popmusik med mange fine detaljer, og vi kan snart forvente et debutalbum på gaden efter en række fine, fine singler og EP'er.

Indtil da kan en masse høres på deres SoundCloud. Der er allerede sket en del siden debutsinglen Peter Pan fra 2010.

Stream: Jinja Safari - Toothless Grin (kan ikke embeddes)



/Martin

Schultz and Forever

Bag Schultz and Forever står 17-årige Jonathan Schultz, der med sit band har indspillet EP'en Odd Stories. I år spillede de så på Spot Festival. Koncerten har sidenhen fået masser af god omtale, og her i det tyske bliver der også hvisket om Schultz. I næste uge får jeg så endelig muligheden for at se dem i det berlinske - endda to gange.

Vokalen kan bringe tankerne i retning af Dan Bejar. Enkelte har sammenlignet med landsmændene Choir of Young Believers, ligesom også The Tallest Man on Earth er blevet nævnt. Der er noget sandhed i det, men Schultz er som oftest en del mørkere. Faktisk passer musikken ganske fint på pressebilledet. På én gang nøgent og naturligt, på samme tid foruroligende og bizart.





/Martin

The Deadly Syndrome med tid på hånden

Sidste gang jeg skrev om The Deadly Syndrome var det to og et halvt år siden, jeg sidst havde gjort det. Nu befinder jeg mig i samme situation. De er klar med deres tredje album, All in Time, der ligesom forgængeren Nolens Volens er kommet snigende.

De står selv bag udgivelsen, og de har forlængst opgivet den store karriere, der blev spået dem omkring udgivelsen af debutalbummet The Ortolan fra 2007. De var ikke udpræget lykkelige for arbejdet fra Dim Mak, og selskabet har da heller ikke haft en tilfredsstillende udvikling siden da.

The Deadly Syndrome er evigt undervurderede, og det er der flere grunde til - ud over blot mangel på marketing og begrænset eksponering. De har mange loyale fans (heriblandt undertegnede), og bandet kræver nogle gange lidt af denne loyalitet og dertilhørende tålmod. Ikke at det er svært tilgængeligt, tværtom! Snarere da det hverken er banebrydende eller i forlængelse af en strømning. På mange måder er det bare. Man må acceptere det på dets egne præmisser, før man kan se ud over det umiddelbart genkendelige og øjne de små særkender, der gør det til så ren en plade (som Nolens Volens også var det). Det er meget spidsfindigt, og det er modigt, da det ikke på overfladen hævder at ville noget anderledes. Man skal blot tage det ind, før helheden tegner et billede af et band, der har fundet sig selv som det, der aldrig bliver (eller en slags insisteren i Schelling'sk forstand). Men det er, og denne modsætning er dén særlige dynamik, der hersker pladen igennem. Guitarbaseret L.A.-minimal-eksistentialisme anno 2012.

Det er muligvis ikke så kynisk som sidste udspil, men det er sjældent letsindigt, som det ofte var det på debuten. Det hele starter med optakt til larm, og det hele slutter på samme måde. Alt imellem er, tja, alt imellem. De når vidt omkring, og de er altid på vej. På rette spor. Det går på sin vis langsomt med The Deadly Syndrome, og jeg håber aldrig, de får travlt igen.

Køb All in Time direkte fra bandet (trykt med hjælp fra deres fans). Det hele kan streames fra deres SoundCloud.





/Martin

Beachwood Sparks: Back in town, out of style

Én af årets hidtil mest vanedannende plader kommer fra veteranerne Beachwood Sparks, der i det sene forår udgav The Tarnished Gold efter en udgivelsespause på godt ti år. I 2000 udgav de debutalbummet Beachwood Sparks og fulgte året efter op med Once We Were Trees, før de gik hver til sit efter EP'en Make the Cowboy Robots Cry i 2002.

Alle plader er udgivet på Sub Pop, og der skulle en jubilæumsfest for selskabet til, før bandet blev lokket til at finde sammen igen i 2008. Den nye plade afspejler fint denne (retfærdigvis lidt overfladisk gengivne) biografi, hvad angår både stil og narrativ. Afslappet og sympatisk. Der er fyldt med lovende og endog fantastiske øjeblikke, som de på det nærmeste ikke gider følge op på. Det er reflekteret, afslappet og befriende uhipt. Nærmest herligt uambitiøst i al sin renhed.

Det er svært at spore en aktuel zeitgeist, der spiller ind i bandets æstetik. Det er nærmest håbløst umoderne, selvom man kan høre spor af både The Clientele (særligt i åbneren Forget the Song), Dean Wareham / Luna (f.eks. Earl Jean) og Neil Young (Alone Together og titelnummeret). Gruppen beskrives ofte som alternativ country, og det vil jeg ikke her skyde ned, men der er naturligvis en del mere, der kan tilføjes paletten.

Beachwood Sparks er lyden af et band, der har oplevet en storslået stilhed med klarhed til følge. Hesychia. The Tarnished Gold er muligvis et endeligt farvel til Beachwood Sparks (at dømme efter både visse indikationer i teksterne og bandets biografi), men det er en ganske fabelagtig plade, der ikke prøver på noget. Den retfærdiggøres af sin blotte eksistens og er på det nærmeste majestætisk country-pop. Intet behov - ingen mulighed - for enunciationsparadigmatisk karakter her.

MP3: Beachwood Sparks - Forget the Song
MP3: Beachwood Sparks - Sparks Fly Again





/Martin

Daughter og den enkle gentænkning

Af rent praktiske årsager gik jeg ulykkeligvis glip af det meste af koncerten med Daughter på Roskilde. Efter lidt forsinkelse kom hun dog på, og jeg var bestemt begejstret for de sange, jeg fik hørt.

Det hele startede som et soloprojekt for den engelske sangskriver og sangerinde Elena Tonra, der efter to EP'er er blevet opgraderet til en trio og har skrevet under med mægtige 4AD.

Den nye single Smother kan nu høres, og den er en virkelig fin én af slagsen. En ensom guitar får selskab af en anden, og de komplementerer hinanden smukt med en sammenhæng, der langsomt skabes. De kommer tættere på hinanden, selvom de tempomæssigt ikke følges ad. Tonras tekstunivers er fyldt med selverkendelse, men stemmen har svært ved at genkende dette element, og der opstår en ærgrelse, der går dybt og ender med en perfekt eksekveret eksplosion, der hurtigt ender tilbage med en nøgen undskyldning.



/Martin

Nyt fra High Highs

Tilbage i februar sidste år skrev jeg lidt om NY-bandet High Highs. Nu er trioen endelig ved at være klar med deres første fuldlængde, der følger op på den glimrende debut EP.

De har angiveligt fået management hos Elton Johns Rocket Music, der også udgiver pladen til januar. Eksil-australierne har siden EP'en fået en trommeslager med i bandet, der samtidig har fået æren af at mixe albummet.

Førstesinglen Once Around the House er - som alle deres sange - tålmodig, underspillet og for vor tid ganske nøgen. Harmonierne er stærke som altid, og melodien får tid til at sætte sig igennem på samme tid, som beatet og guitaren også sætter ind. En fin, lille sag.



/Martin

How to Dress Well og havbunden

Forventningerne til det kommende album fra How to Dress Well er efterhånden temmelig store, hvilket på det nærmeste må betegnes som en sommerlig underdrivelse. Debutalbummet Love Remains brillerede som én af de første quasi-R&B-crossover-udgivelser, der virkelig fangede bredt og gjorde mange opmærksom på nogle kvaliteter, de havde savnet i den mere guitarorienterede ende gennem de seneste år. Men dén historie er allerede gammel.

I internettid er førstesinglen Ocean Floor for Everything også allerede gammel, idet den har været tilgængelig via Tom Krells egen SoundCloud siden slutningen af maj. Dels har jeg været langsom til at få den hørt, og dels er den så fremragende, at den bør få lidt mere opmærksomhed. Det hele starter med en slags kald, der med titlen in mente snildt kunne komme fra havets bund - uden nogen form for logik på spil her. Efter godt et halvt minut får vi så de blødeste toner, der ville gøre selv jj misundelige. Som sangen udvikler sig, bliver man på én gang mismodig og fortrøstningsfuld, og når beatet endelig sætter ind, må man give sig helt hen. Der er en underlig feedback-empati på spil, der kan minde om to fulde venner, der med et både smukt og akavet kram forvirrer resten af festen.

Den nye plade har fået den overgivende titel Total Loss, hvilket må siges at være et interessant valg som en slags fortsættelse på debuten. Udgivelsesdatoen er sat til 18. september. Acéphale har Nordamerika, og Weird World påtager sig opgaven at dele ud til resten af verden.



/Martin

Nyt fra Calexico

Det må være på tide med noget mere dad rock på disse sider, og selvom man ikke som sådan kan kategorisere evigt habile Calexico som dette, er der i deres mindre deprimerende sange en vis affinitet.

Bandet er ved at være klar med deres syvende fuldlængde (eksklusiv et soundtrack), der har fået titlen Algiers og bliver udgivet 10. september på legendariske City Slang.

De første par singler lyder lovende og afspejler fint bandets bagkatalog: Delvist hjemsøgt og en anelse foruroligende (Para), delvist på vej fremad med en forsigtig entusiasme (Splitter).

MP3: Calexico - Para





/Martin