Årets album 2024

Det er den tid på året. Ikke så meget introtekst denne gang. Her er 25 plader, jeg har holdt meget af i 2024. Og ja, årslister er fjollede osv.

25. Lisel: The Vanishing Point

Eliza Bagg lander et sted mellem opera og pop, hvor der stadig er ret langt til begge dele. Hun er klassisk trænet sopran og manipulerer sin stemme med bl.a. autotune. Det gjorde hun til perfektion på forgængeren Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay, som hun her følger værdigt op på.

24. Mabe Fratti: Sentir que no sabes

Den guatemalanske cellist og komponist har med Será que ahora podremos entendernos (2021) og Se ve desde aquí (2022) lavet nogle af mine yndlingsplader de seneste år. Fra ambient og avantgarde til noget lidt mere jazzet. Det er hverdagsmagi, der minder mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). Hendes nyeste er en anelse mere rocket, i hvert fald større, hvilket fungerede fremragende på Roskilde Festival i sommer.

23. Bonny Light Horseman: Keep Me On Your Mind / See You Free

Supertrioen lyder stadig som en drøm med Josh Kaufmans klare produktion og er blevet en anelse mere dad-folk på dette dobbeltalbum. Undervejs synger Eric D. Johnson til tider så meget igennem, at det nærmest er Lindsey Buckingham’sk. Anaïs Mitchell er en fryd for øret hele vejen igennem.

22. Fontaines D.C.: Romance

Irerne er blevet mere tilgængelige, som det nu engang sker for rockbands, der nyder øget opmærksomhed. Heldigvis er sangskrivningen kun blevet bedre, og de har begået deres hidtil stærkeste album. Følsomheden klæder dem.

21. Memorials: Memorial Waterslides

Verity Susman var frontperson for Electrelane, og Matthew Simms har bl.a. spillet i Wire de seneste mange år. De har samarbejdet ad flere omgange siden 2009, men først nu kommer deres egentlige debutalbum. Der trækkes klare tråde til både Stereolab og Broadcast, og de giver plads til ofte lange, instrumentale, hypnotiske passager, før finder poppen vej mellem sprækkerne. De vil meget og lykkes med det meste.

20. Healees: Coin de l'​œ​il

Healees har ikke travlt. Det tager pariserbandet lang tid at lave plader, fordi alle har job ved siden af. Det er sympatisk. Det samme er musikken, som læner sig meget op ad shoegaze-heltene: Slowdive, Ride, Swervedriver.

19. Mk.gee: Two Star & the Dream Police

Undervands-80’er-R&B-pop. Det får mig til at tænke på både Jai Paul, Prince, Fabiana Palladino og How to Dress Well. Clapton er tilsyneladende fan, og der er billeder af Nicole Kidman til en af hans koncerter. Flot debut.

18. Naima Bock: Below a Massive Dark Land

Hendes debutalbum Giant Palm betyder meget for mig. Den var min favorit i 2022, og jeg hørte den meget omkring min datters fødsel. Hun laver stadig en slags folk, der forbinder hendes rødder i både det brasilianske og engelske. Og så kan man næsten høre, at hun har studeret arkæologi og arbejdet som gartner.

17. Discovery Zone: Quantum Web

Sci-fi-pop og ambient. Afslappet og afdæmpet i nogle øjeblikke, snart funky, andre gange stenet. Flotte popøjeblikke blandes med korte instrumentalpauser.

16. MJ Lenderman: Manning Fireworks

Den 25-årige sangskriver spiller i bandet Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Solo har han indtil nu været ok, men har pludselig hævet sig højt over mængden med sine historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana med støv og skarpe støvler undervejs.

15. Maya Shenfeld: Under the Sun

Elektronisk, søgende, mørkt. Titlen lyder næsten sci-fi, selvom det er en central del af menneskets erfaring at befinde sig under solen. Musikalsk er vi også et dybt menneskeligt sted, tæt på eksistentiel angst, men tættere på alvorlige granskninger, der kan lede andre veje. Hendes elektroniske univers er vidunderligt dramatisk, omend mindre end på In Free Fall (2022).

14. Bullion: Affection

Den engelske producer Nathan Jenkins har haft et populært NTS-program og arbejdet med kunstnere som Avalon Emerson, Carly Rae Jepsen, Westerman og Nilüfer Yanya. Nu bor han i Lissabon og udgiver længselsfuld, langsom pop inspireret af gammel sophisti-pop.

13. Jacken Elswyth: At Fargrounds

Instrumentale og enormt stemningsfyldte banjosange med en snert af drone. Man lulles fornøjeligt ind i en anden tid, og næsten ud af det blå kommer den skurrende ‘Who Remembers’ og minder om, at der er to sider af alting. Det romantiske billede krakelerer i støj.

12. Laughing: Because It’s True

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne. Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst.

11. Sofie Royer: Young-Girl Forever

Årets popalbum. Og så fra Wien! Sofie Royer kan minde om Christine and the Queens, dengang det var rigtig godt (2018 og 2022). Det dufter også af Phoenix med det meget stramme, der aldrig bliver kynisk. Hun har en relativt dyb og meget betagende stemme, der synger lige smukt på fransk, tysk og engelsk.

10. Nala Sinephro: Endlessness

Kosmisk, elektronisk og ambient jazz. Elegant og flydende. På forunderlig vis både dramatisk og underspillet. Som at blive taget i hånden af en stille engel. Nala er caribisk-belgisk og bosat i London, hvor hun har fået et hav af spændende musikere til at hjælpe sig, herunder den fløjlsbløde saxofonist Nubya Garcia og medlemmer af Black Midi og Sons Kemet.

9. Lia Kohl: Normal Sounds

Cellist og lydkunstner fra Chicago. På sidste års flotte The Ceiling Reposes var det snarere en følelse af at zappe mellem verdener og radiostationer, hvor det denne gang virker endnu mere konkret og forbundet til vores fysiske verden. Jeg har følelsen af at gå ind i en enorm bunke blade og finde en by indeni, hvor alt går langsommere.

8. Water Damage: In E

Fuld smadder! Guitardronestøj, rendyrket dissonans. Lange, repetitive sange. Betagende larm.

7. Jessica Pratt: Here in the Pitch

Med afstand hendes bedste album. Blid folk, der hypnotiserer og gør diskret opmærksom på sig selv, så man løfter ansigtet over avisen og nikker anerkendende. Det går langsomt, men er hurtigt overstået. Ni sange, 27 minutter. Hun springer det overflødige over. Som om hun genfortæller det vigtigste af en drøm, så kun den magiske realisme står tilbage. Vi er åndeligt tilbage i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne.

6. Cindy Lee: Diamond Jubilee

Canadiske Patrick Flegel triumferede i gode, gamle Women i 00’erne. Siden da har Flegel under navnet Cindy Lee selvudgivet lidt hist og her og huseret på små labels. Og pludselig dukker et mesterligt dobbeltalbum op! Diamond Jubilee er deres sjette album, et venligt monster på 32 sange, et stilsikkert værk, et stemningsfuldt og tilbageskuende album, som ganske enkelt består af gode sange. Det klinger af milkshake-barer og læderjakker, som en blanding af Twin Peaks og en stor pladesamling.

5. Tristwch Y Fenywod: Tristwch Y Fenywod

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det er gotisk-magisk og heksevenligt. Musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

4. The Black Dog: Sleep Deprivation

Vidunderlig ambient fra Sheffields techno-legender. Der er godt med følelser på spil på dette overrumplende flotte album, der tager trioen i en ganske ny retning. Det er ikke plantemusik, og det er ikke rendyrket baggrundsmusik. Det er snarere sofistikeret som Stars of the Lid, og det kan tage tankerne i retning af fremtidsstøv og Blade Runner 2049.

3. Nick Schofield: Ambient Ensemble

Mere ambient? Denne gang af den slags, der er mere egnet til levende lys og en morgenmad, hvor kaffen kan nå at blive kold, mens man fortaber sig i tanker. Den canadiske ambient-mester har denne gang fået besøg af et lille ensemble, og det hele er så umådeligt fint og imødekommende.

2. Cassandra Jenkins: My Light, My Destroyer

Hun begik mit yndlingsalbum i 2021. Med de forventninger var jeg i starten skuffet over denne opfølger, der dog løfter sig for hver gennemlytning. Igen blander Cassandra Jenkins de primært langsomme sange med en slags stemningsmættet (ambient) jazz og feltoptagelser. Hun synger lavt og tæt på mikrofonen, og når hun taler, lytter man. Sikken timing og intonation! Albummet er blot 36 minutter langt, og der er ret beset kun seks egentlige sange, men det gør intet, når de alle er så stærke.

1. The Cure: Songs of a Lost World

Det var satans. Bandets første album i 16 år og måske deres bedste siden Disintegration fra 1989. Så massivt og tålmodigt, venligt uden at være smiskende. Død og dødelighed dominerer albummet. Ofte skal man vente mange minutter, før man hører Robert Smith bryde ind, og på hver eneste sang bliver jeg forbløffet over, hvor godt han synger.

/Martin

Healees

En af legenderne om Picasso er, at han har udtalt, at “gode kunstnere kopierer, men store kunstnere stjæler.”

De seneste år er stort set alle de store shoegazer-bands blevet gendannet og/eller har fået den anerkendelse, de måske ikke fik i 90’erne. Hvem vil ikke stjæle lidt fra dem?

Healees er et pariserband, men kun ét medlem er fransk, resten er fra Sverige, Belgien og USA. Om de låner eller stjæler, skal jeg ikke kunne sige, men de har i hvert fald lyttet til shoegaze-kanonen. Albummet er medrivende og meget sympatisk. Særligt Slowdive og Ride hører jeg undervejs, men Healees er angiveligt endnu større fans af Swervedriver, som jeg aldrig helt har fanget. Teenage Fanclub og The Wedding Present er også blandt inspirationskilderne.

Healees er bestemt ikke et karriereband, de elsker bare musik – og at lave det:

“There is indeed also the fact that we have fairly demanding day jobs and we are producing everything ourselves at home — so yeah, it takes a while.”

Fint interview lige her.

/Martin

Clinic Stars

Clinic Stars udgiver debutalbummet Only Hinting på Kranky, og her passer de ind: Det er downer-pop eller spøgelses-folk, der er et slør over det hele, det er svært at høre ordene.

Alting antydes. Måske deraf titlen.

Det kan minde om Grouper, og de har helt sikkert – og godt for det – lyttet til en masse Cocteau Twins.

Alt foregår i en tåget, fortryllet skov.

/Martin

Laura Marling og lange nætter

Indtil for nylig var Laura Marling en kunstner, jeg ikke havde dyrket ret meget, selvom jeg altid har respekteret hende som en dygtig sangskriver. Det har ændret sig med hendes nyeste album. En stille affære om moderskab.

Jeg begyndte at læse hendes tanker om sangskrivning, skabelse og tilblivelsen af albummet i foråret og var særligt rørt, da jeg læste om hendes datters fascination af havet og både.
 

Endnu mere rørt bliver jeg af ‘Child of Mine’, der indleder pladen.

“Last night in your sleep you started crying / I can’t protect you there, though I keep trying”

Sikken en indramning af forældreskabet! Det er meget sandsynligt, at sangen ikke havde ramt mig på samme måde, før jeg selv havde fået et barn. Jeg tror ikke, at jeg havde grædt til denne del, da jeg ikke ville have fanget den:

"'Long nights, fast years," so they say

Time won't ever feel the same

And I don't want to miss it"

Den engelske pendant til "timerne går langsomt, men ugerne går stærkt". Den gør ondt.

Laura Marling er en sangskriver af den klassiske skole, og albummet holder højt niveau hele vejen igennem.

/Martin

Agathe Max

Hvad er det egentlig, jeg lytter til? Følelsen kan gå i flere retninger. Den negative burde måske være hvad fanden er det egentlig, jeg lytter til?, men når følelsen er god, er den vidunderlig.

Jeg havde fundet en artikel med Memorials, der anbefalede musik på Bandcamp. Jeg havde i forvejen hørt lidt af hvert den aften, før jeg stødte på duoens anbefalinger, men noget hægtede sig fast et sted i hjernen.

Agathe Max er en eksperimenterende fransk violinist og komponist, som nu er bosat i London. Shadoww fra december 2023 er først og fremmest stemningsfuldt. De mørkeste afkroge kan minde om Forest Swords eller andet fragmenteret spøgelseselektronik fra Tri Angle. En sang som 'In Bliss, Joy and Abundance' lever nærmest op til sin titel. Noget ved den minder om A Sunny Day in Glasgow.

/Martin

MJ Lenderman

Den 25-årige sangskriver er kendt fra det udmærkede band Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Med harmonier, skæv guitar og endda en lille solo er han her med på en af årets flotteste små sange.

Men solo har jeg ikke helt fanget ham. Før nu. På Manning Fireworks fortæller han historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana. Der er både støv og skarpe støvler undervejs, og med ‘She’s Leaving You’ har han med enkle midler begået en suveræn rocksang.

Teksterne er underholdende, rørende, underlige. Han drømte engang om at blive præst, og hans katolske ophav høres undervejs: “Every catholic knows he could’ve been pope”. Også små ordspil fungerer uden at blive kiksede: “I could really use your two cents babe / I could really use the change”. Albummet slutter med ordene:

“I've never seen the Mona Lisa / I've nevеr really left my room / I've been up too latе with Guitar Hero / Playing 'Bark at The Moon'“. Efterfulgt af et lille ulvehyl. Auuuuuuu.

 
/Martin

Gotisk og walisisk: Tristwch Y Fenywod

Hvis man snubler over konsonanterne, plejer det at være walisisk. Således også her, selvom de tre kvinder har mødt hinanden i Leeds. De er med i bands som Guttersnipe, Hawthonn og Slaylor Moon, hvilket ikke ringer en klokke hos mig, og lige så lidt kender jeg til det walisiske sprog. Deri ligger magien nogle gange.

Og magisk er det. Ikke romantisk Disney-magi, snarere noget gotisk og heksevenligt. Det er musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt.

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

 

/Martin

Ganavya

Med mit katolske ophav er det en tilbagevendende joke, at jeg kender bedre til skam end de fleste andre i Danmark. Skam fylder meget lidt i mit voksenliv, men jeg kan godt skamme mig lidt over, hvor lidt jeg ved om Indien. Jeg er ellers generelt interesseret i geografi, i omverdenen, folk omkring mig osv.

I dag fandt jeg ud af, at den by, som jeg har kaldt Madras hele mit liv, nu hedder Chennai. Ja, det har den såmænd heddet siden 1996. Nok om skam. Jeg tænkte på det, fordi sangerinden Ganavya er opvokset i Chennai (men født i New York).

Hun synger primært på tamilsk og lidt på engelsk, i hvert fald på sit nyeste album Like the Sky I've Been Too Quiet.

Den skønne engelske jazzer Shabaka Hutchings har produceret. Måske det også er ham, der spiller fløjte? På det seneste har han i hvert fald taget en pause fra sin sax for at fyre den nænsomt af på fløjte. Floating Points/Sam Shephard er med på synth på flere sange. Det hele er ret introspektivt, ret eksperimenterende, ret jazzet. Havets brusen i mennesket.

/Martin

Overskud til underskuddet

Marcel Wave fra London laver kløgtig og ret jangly overskuds-post-punk med god brug af Sprechgesang.

Eller som englænderne siger: Sing-talk.

Maike Hale Jones lyder både veloplagt og søvnig på samme tid, og det lykkes så godt på grund af hende. Som det er tilfældet med Florence Shaw i Dry Cleaning.

Det er ikke bare en charmerende gimmick, selvom bandet har rigeligt med charme, for de har også melodierne og en vis styrke i riffafdelingen.

/Martin

Trygt

Hverken kitsch eller kikset. Bare trygt. Omtrent sådan føles den nye Beachwood Sparks, der er bandets første i et dusin år.

Er det alternativ country? Tilbagelænet indierocket næsten renset for rock? I 2012 sang de “back in town, out of style” og indrømmede, at de var så langt fra den coolness, de nok var en del af, da de landede med de første plader på Sub Pop i starten af 00’erne.

Nu er de endnu ældre og endnu tættere på at gå i glemslen. Et ret menneskeligt vilkår. Men Beachwood Sparks er her endnu, og de kan stadig skrive behagelige sange. Det hele starter med røvballe, og måske de vil skræmme visse lyttere væk. “Vig bort, hvis ikke I kan klare vores mangel på coolness!” Kort efter indfinder melodier og harmonier sig for de lyttere, der stadig er der. Nå ja, og der synges om en VHS på sidste sang, bare lige for demonstrativt ikke at pege fremad. Fin detalje.

Start med singlen ‘Torn in Two’ og dernæst den rolige ‘Faded Glory’. God weekend.

/Martin

Sjovt fordi det er sandt

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – måske særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne.

Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst. På den college-venlige ‘Bruised’ synger en af mændene “When you said you didn’t care”, og senere på albummet får vi den anden side af historien af bandets kvindelige vokalist: “I don’t care about things that make you blue / I guess I’m saying that I don’t care about you”. Sunget vidunderligt nonchalant. Måske albummets bedste sang.

 

/Martin

Hvorfor giftede du dig?

Fruit Bats og Torres er to kunstnere, der har lavet enkelte sange, jeg er meget glad for, men som nogle gange rammer et stykke forbi mig. Jeg kan lide dem begge, men ofte laver de bare noget, som mere er for nogle andre. Nu har deres pladeselskab Merge foreslået, at de skulle lave noget sammen, og det er en glimrende idé. Bedømt på én sang i hvert fald.

Eric D. Johnson (Fruit Bats) har for nylig udgivet nyt med trioen Bonny Light Horseman, og Torres (Mackenzie Scott) udgav et album i januar. Det lyder, som om de har nok at lave, men på deres første fælles single, 'Married for Love', lyder de, som om de har alverdens tid at gøre godt med.

Sangen er sympatisk, og det kunne godt være en eufemisme. Som når man kalder noget "spændende", som man ikke nødvendigvis bryder sig om. Men sangen er sympatisk, og den er flot i al sin repetitive enkelthed.

Først konstaterer hun, at hun giftede sig af kærlighed. Kort efter gør han det samme. Og de gør det i kor. Der bygges på, og meget andet sker der ikke. Det er en diskret dynamik, og det fungerer udelukkende, fordi det er så godt mixet. Et knivskarpt lydbillede. Måske Eric har lært noget af Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman, der har markeret sig som en af de bedste producere de seneste år.

/Martin 

Selvhad

Skotske Arab Strap gik i sin tid i opløsning med en perfekt betitlet opsamlingsplade: Ten Years of Tears. På albumcoveret sad de alene til en fest. Måske sad de som de sidste, måske var der aldrig kommet andre gæster. Det indrammede perfekt deres univers, som er fyldt med tårer og skuffelse. Og afvæbnende selvironi.

Teksterne har ofte grænset til selvhad. Det er ikke upassende musik til en smertefuld gåtur hjem fra byen. Enkle beats og en akustisk guitar i kombination med Aidan Moffats dybe røst. Nogle gange støjende, andre gange halvnøgent (måske nøgen med sokker på for at skabe et grimt billede).

Arab Strap vendte tilbage i 2021 med det flotte As Days Get Dark. Deres nye, I'm totally fine with it 👍 don't give a fuck anymore 👍, er måske endnu bedre. De er tilbage, fordi de er inspirerede, og fordi de har noget at sige. Det har de denne gang med fokus på vores digitale liv, endnu en gang med en ofte selvhadende vinkel.

Og hvem ville ellers slippe af sted med at have emojier i en albumtitel?

/Martin 

Jacuzzi i Geneve

Arkitektonisk er Geneve en underlig by. Schweizisk i den forstand, at byggetilladelserne tydeligvis bare gives til dem, der kan betale for det. Det kan være kaotisk at rende rundt i den ellers overskuelige by, fordi stilarterne kæmper om opmærksomheden. Men skønt er det også, ofte charmerende, nogle steder ligefrem smukt.

Jacuzzier har jeg endnu ikke set dernede, men søen er samlingspunktet. Hvordan Geneva Garvin fra Los Angeles er kommet frem til kunstnernavnet Geneva Jacuzzi er ikke til at sige, men det kan noget.

Det kan musikken også. Hun var været i gang i en del år med sin minimale DIY-synth-pop, vistnok analogt indspillet. Det er en anelse surrealistisk. På den nye single 'Dry' nærmer hun sig lidt mere Molly Nilsson, og man forstår, hvorfor Dais Records har signet hende.

/Martin

Det meste er sløret

Jeg sad og læste den pensionerede tyske tennisspiller Andrea Petkovic' glimrende nyhedsbrev, da en ven i går skrev med en anbefaling. Det var et album fra 2023, som han havde en idé om, at jeg ville kunne lide. Fra datid til nutid: Det er et album fra 2023, som jeg kan lide. Og det er et album, som jeg først er ved at komme i gang med.

Under navnet Niecy Blues laver Janise Robinson ambient R&B, der er mere optaget af stemning end pop uden af den grund at glemme sangene. Det er både selvsikkert og søgende, og det behøver ikke være modsætninger.

Albumcoveret passer fint til musikken. Konturerne er der, men det meste er sløret.

/Martin

Trygt og velgjort

Geografien har jeg ikke helt på plads. Hun er oprindeligt fra Storbritannien og bor nu i USA. Men hvor i Storbritannien? Det er ikke det vigtige. Det betyder mere, hvornår hun er.

For hun er lige nu, og hun er i starten af 1970'erne. Hun lyder så gennemført 70'er, endnu mere end Weyes Blood, som i højere grad trækker spor og møder noget nyt. Fonteyn, hvis borgerlige navn jeg ikke kender, har ingen interesse i at blande sin fascination af det gamle med noget nyt. Hun vil bare blive i fortiden og gøre det godt. Grundigt. Deri finder hun tryghed, og derfra skaber hun skønhed.

Debutalbummet Trip the Light Fantastic (2022) missede jeg, og det gjorde de fleste af os vist. Alle anmeldelser, jeg er stødt på, nævner Carole King. På den nye single 'Jody' er vi tættere på Carpenters. Der er forhåbentlig et nyt album på vej med mere af den slags tæppelun vellyd.

/Martin

Et opgør med selvopgøret

Man kan ramme en mur på mange måder. En af dem er at miste evnen til at lade sig begejstre.

Jeg kan lykkeligvis stadig lade mig begejstre, og jeg er fortsat interesseret i ny musik, nye film, ny litteratur osv., selvom behovet for at dyrke historien fylder mere og mere. Og respekten for det, der har været, er i mange tilfælde større, end det var for blot få år siden.

Bortset fra visse ting fra særligt 00'erne, fordi jeg dyrkede det så voldsomt dengang og senere følte et behov for at holde det ud i strakt arm. Jeg skrev også en artikel om det. De tvivlsomme indie-00'ere.

Nogle af de ting, jeg dengang lyttede så meget til, er såmænd også noget lort. Noget er bare lidt ligegyldigt. Og så er der de ting, som man måske har haft behov for ikke at lytte til i et årti for så at give en chance til. Her tager man en slags opgør med det selvopgør, man ellers følte så stort behov for.

MGMT fyldte meget i slutningen af 00'erne. De har lavet en del ujævne ting, men man må anerkende deres poptriumfer. De har også taget chancer. Og de har lavet ting, som jeg ikke har hørt og ikke kan udtale mig om. Nu er MGMT tilbage, og hvor jeg ikke gav Little Dark Age i 2018 en chance – jeg tror ikke, jeg har hørt et eneste sekund – fandt singlen 'Mother Nature' mig i 2023.

Den lyder en smule hen ad Oasis, når de er gode. Der er noget klassisk poprocket over sangen iblandet det småpsykedeliske, som MGMT altid har været interesserede i. Sangen rørte mig straks, og det undrede mig, men mest af alt bekræftede den mig i, hvor ofte jeg tager fejl, og hvor ofte vi mennesker har behov for at blive konfronteret med vores fordomme.

Jeg husker følelsen af at høre 'Time to Pretend' for første gang, velsagtens i 2005. Hvordan de formåede at få lytteren til at savne barndommen og hele verdens enkle indretning. Denne følelse rammer de igen på 'Mother Nature' med et ekstra lag, hvor fortælleren (og denne lytter) nu er blevet ældre, og en ny generation har fundet vej til voksenlivet i mellemtiden. Man rykker et led frem.

'Mother Nature' er noget så sjældent som en popsang, der er umådeligt sympatisk uden at være flad. Hvordan gør de det? Resten af albummet, Loss of Life, er efter et par lytninger også fint, og nogle sange glæder jeg mig meget til at høre igen. Men selv hvis det var noget møg, ville de have stor ære af den ene sang.

/Martin

Cyklus

Post-punk er et vidt begreb, cold-wave er smallere, men selv sidstnævnte er bredere, end det var i sin oprindelige, korte cyklus helt i starten af 80'erne. Adgangen til billige synthesizere demokratiserede dengang både popmusikken og post-punken – og mange andre stilarter – og ud af kældrene væltede det med læderklædte punkere, som gerne ville føje isnende landskaber til deres komprimerede, enkle lyd.

Når man hører Topographies fra San Francisco, tænker man foruden cold-wave i nogle øjeblikke på The Cure og drømmepoppen. Og man forstår jo godt, at man fortsat lader sig inspirere af legenderne, men her er forbindelsen endnu mere direkte: Sangskriver Gray Tolhurst er søn af Lol Tolhurst, der var med til at stifte The Cure og længe spillede med bandet, inden alkoholen overtog hans liv i en periode.

Til tider falder æblet ikke langt fra stammen, og sønnike har også været i behandling, og nu aner han håbet i mørket. Det handler store dele af Topographies' nye album om, og det kan anbefales. Albummet altså. Men også håb.

/Martin

Rosali forsøger at stoppe tiden

Jeg tror ikke, jeg kendte sangskriveren Rosali Middleman, før jeg for nylig hørte hendes single 'Rewind' fra det kommende album Bite Down.

Hun har skrevet under med Merge, og det er som regel noget, man hæfter sig ved, men det vidste jeg ikke, da jeg lyttede første sang. Sangen fandt mig, og det var jo det, Simon Raymonde engang sagde: Den gode musik skal nok finde vej.

Dermed også sagt, at 'Rewind' er en god sang. Den er faktisk glimrende. Den er sig selv, samtidig med at den er historie, for den lander også midt i det hele, det er selvfølgelig hørt før, det er bare solidt på en måde, hvor der samtidig er hjerte og umiddelbarhed. Det hele kunne også lande dér, hvor man har hørt det før, og det føles tænkt, søgt, forceret osv. Ikke med Rosali.

Det er indierock i både folk- og countrymusikkens fodspor. Tempoet er ikke højt, men hun synger næsten på en måde, hvor hun trækker sætningerne lidt efter instrumenterne. Som om hun forsøger at stoppe tiden, hvilket lever op til ønsket i titlen. Hun leger catch up med instrumenterne. Alligevel synger hun med et vist overskud. Måske hun svinger sig op til at tro på, at hun faktisk kan indfange de følelser, hun vil bevare. Eller snarere: Indoptage dem, lade sig svøbe i følelserne, lade dem tage bolig i hende.

Bite Down er ude 22. marts.

 /Martin

Cheesy

Mange af os er eller har været dybt afhængige af ironi. Derfor kan det være en befrielse at nå til et punkt i livet, hvor man ikke længere behøver ironien, men snarere kan vælge den til. Dosere den.

Da jeg var i 20'erne, var det rart, hvis nogen sagde, jeg havde en god (eller ligefrem cool!) musiksmag. Det betød vel mere for mig, at nogen bemærkede, hvad jeg lyttede til. En underlig mekanisme, ikke?

Langt væk fra det uncool og ironiske finder man Fabiano do Nascimento på en syvstrenget guitar og Sam Gendel på sopransax.

En brasilianer og en amerikaner. Det er behageligt og lyder lidt som børne- eller informationsfjernsyn fra gamle dage. Det er for meget af det gode, det er fløde med smør på, og det er oprigtigt. Albummet The Room kommer 26. januar, og det bliver garanteret for meget at høre det hele, men jeg prøver.

/Martin