mandag den 20. oktober 2008

Diskussion: Anmeldelse / smagsdom

Følgende indlæg er måske længere end de sædvanlige, så tag en øl eller en kop te, før du læser videre...

Hvad er en god musikanmeldelse? Og er sådanne smagsdomme virkelig nødvendige?

"Nødvendighed" er i sig selv noget af et ord at benytte. De fleste har formentlig prøvet at hoppe med på en hype-vogn, men de fleste er nok også enige om, at det i sidste ende er musikken, der tæller. Og selvom vi måske køber mindre musik i dag, er forbruget af selvsamme større end nogensinde før. Udvalget er større, og det er nemmere end nogensinde før at finde ny og spændende musik.
Netop derfor er det nødvendigt med overskuelighed. De fleste har sikkert nogle venner eller bekendte, der er gode til at anbefale ny musik, ligesom mange er stødt på musiksider og -blogs, som de med tiden har fundet ud af er til at stole på. Så vidt så godt.
Nu jeg nævner blogs, er jeg imidlertid halvt ude på et sidespor - for vi kunne nu indlede en debat om, hvad en "anmeldelse" egentlig er, og hvorvidt man kan kalde det anmeldelser, når der eksempelvis her på bloggen skrives om et album. Derfor vil jeg understrege, at jeg i dette indlæg skelner mellem sådanne (åbenlyst) personlige smagsdomme og anmeldelser, der er ment som anmeldelser - som oftest med en dertil hørende graduering/karakter. Vi taler her om den type anmeldelser, man bliver sat til at skrive af en redaktør - en vurdering, der skal stræbe efter det objektive. At den så aldrig kan blive helt objektiv, det er en anden sag.

Hvad er så meningen med disse anmeldelser? At give læseren, den kunstinteressede, forbrugeren en idé om et værks essens (lægger vi vægt på modtageren som forbruger, kunne vi bruge ordet "værdi", men det vil i mange sammenhænge være enten respektløst over for kunsten eller en banalisering af denne). Dertil kommer naturligvis, at der findes både musikblade og -sider, der ikke bare har en bestemt smag, men også en bestemt profil. Det være sig letlæselig, kortfattet, akademisk funderet, aktivt hypende osv. Fælles for alle disse er dog, ideelt set, at de er til for læseren/lytteren. Læseren, der således kan vælge frit blandt forskellige typer musikmedier. Læseren, der som oftest søger overblik og kvalitative vurderinger.

Det behøver således ikke være et krav, at en anmeldelse skal kunne forstås af alle. Lad os gå videre og kigge på visse tendenser i nyere anmeldelser. En udbredt misforståelse er at tage udgangspunkt i, hvad et værk burde være. Eller lige så slemt: Hvad et værk ikke er. Et kunstværk, og dette gælder ikke kun musikken, må nødvendigvis bedømmes ud fra dét, det er. At man uden for værket kan finde midler til at knække koden, det er en anden sag. Det kan være ganske forståeligt, at man efter en god udgivelse bliver skuffet, hvis et band på sin næste udgivelse ikke lever op til forventningerne - men denne skuffelse skal ikke danne bund for bedømmelsen. Den kan tages med som en del af argumentationen, ja den skal helst tages med i argumentationen, men det kan aldrig være gyldigt at bedømme en plade alene ud fra, hvordan en gruppes tidligere plade lød.
I forlængelse af dette er der en anden type vurdering, der ligeledes bunder i negationer. Dog ikke med udgangspunkt i en eller flere tidligere udgivelser. Der er her tale om en type anmeldelse, der vurderer en plade ud fra, hvordan andre har reageret på den - og/eller hvordan en gruppe er blevet markedsført. At inddrage sådanne informationer kan givetvis være et plus i en anmeldelse - såfremt der stadig argumenteres gennem musikken.
Et nyligt eksempel på denne, i mine øjne, misforståelse af anmelderens rolle kan læses på Undertoner, hvor det amerikanske band Abe Vigodas album Skeleton vurderes ud fra, hvad det ikke lever op til. Jeg må her understrege, at jeg har stor respekt for både anmelder og medie, der leverer og har leveret mange gode anmeldelser gennem årene. Denne anmeldelse starter med et citat fra udgivelsens medfølgende pressemeddelelse og følges op af en kritik af denne. Dernæst følger en ekstern henvisning til et citat om selvsamme udgivelse taget fra en anmeldelse af Pitchforks David Bevan. Først og fremmest tåler citatet ikke at blive læst isoleret. For det andet bruges det blot til yderligere at understrege, hvad skribenten ikke er enig i. Slutteligt nævnes det, hvordan bandet ikke er punk (igen en reference til hvordan bandet er blevet fremstillet, dels af dem selv, dels af andre medier). Kun sparsomt nævnes musikken:

"Nuvel, Abe Vigoda har i en vis udstrækning formået at skabe deres egen sound, et ikke ueffent redskab i en hardcore konkurrenceøkonomi. Hvilket kunne have været gunstigt, men i dette eksempel blot betyder, at samtlige albummets numre lyder ens."

Søger man at få en idé om, hvordan albummet lyder, søger man overskuelighed og information, har man kigget forgæves. Man kan argumentere for, at anmeldelsen selv skal læses som en art kunstværk, der skal ses som et resultat af frustrationen over tomheden i et givent produkt. Og det kan da være interessant, når en anmeldelse engang imellem byder på lidt mere end "blot" en vurdering - men det skal netop være noget ekstra og ikke en decideret erstatning. Sådanne anmeldelser kræver en hel del af afsenderen. Politikens Kim Skotte har ofte held med det, og han er ikke den eneste.

En anmelder bør regelmæssigt spørge sig selv: Hvorfor gør jeg dette? Hvad er min motivation? Hvis man udelukkende vil føre sig frem, bør man finde en anden genre. Hvis man derimod vil give en kvalificeret mening om kunsten, er det mere end ønskeligt. Professor og afdelingsleder ved Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet Morten Kyndrup skrev meget apropos:

"Smagsdommen er den gode kritiks forpligtelse - forglemmelsen af smagsdommen er kritikkens opløsning i journalisme og videnskab light."
("Den nødvendige smagsdom", Standard, 11. årg. nr. 3, august-oktober 1997)

Et andet kritikpunkt er mange anmelderes begrænsede referenceramme. Man kan som læser naturligvis ikke kræve det umulige; at en anmelder har hørt al musik i verden. Man kan imidlertid godt kræve et kendskab til nyere musikhistorie, der tillader sammenligninger med mere end blot en håndfuld bands, der sædvanligvis benyttes som standardsammenligninger til standardløsninger. I anmeldelser af megen af den musik, jeg beskæftiger mig med, er det gerne grupper som Radiohead, Sigur Rós, Mogwai, Animal Collective og The Arcade Fire, der bliver brugt og, i endnu højere grad, misbrugt. Hvis sammenligningen er søgt, og dermed upræcis, er det i langt højere grad at foretrække slet ikke at lave en sammenligning. Trækker man disse misvisende navne ned over en udgivelse, tilfredsstiller man ikke andre end sig selv. Og værre endnu: Værket præsenteres unøjagtigt. Kunsten banaliseres.

Alle anmeldere kan have dårlige dage, og man kan ikke altid have nok tid til alle anmeldelser. Vigtigst er det, at man som udgangspunkt er sin opgave voksen. At man indser, at man med en anmeldelse påtager sig et ganske reelt ansvar.
Det handler ikke om, at en anmeldelse skal være så tør som muligt. Det er i visse tilfælde små (også ganske kreative) detaljer, der bedst beskriver et album - men kun når disse detaljer er et supplement til en egentlig vurdering af musikken. Det er også vigtigt at huske på de såkaldte profiler, der allerede er blevet nævnt tidligere, ligesom også mange anmeldere grundet deres stærke kærlighed til kunsten kan føle en trang til at udøve kunstnerisk retfærdighed gennem anmeldelser. Eller at man som anmelder simpelthen vil udtrykke sig gennem humor. Der er meget, der kan spille ind, og det er uden tvivl for det bedste, at anmeldelser er forskellige. Så længe man tager stilling til, hvad værket er.

Tak fordi du læste med. Læg endelig en kommentar, hvis du har en mening om dette.

/Martin

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hey Martin.

Spændende læsning, gode pointer og jeg er rent faktisk enig langt hen af vejen. Jeg tygger videre på dit indlæg. I Musikparlamentet den 26. november holder vi en debat om netop bloggeren vs. anmelderen. der burde du komme og deltage! Det foregår i KBH på Borups Højskole
Du kan evt. læse mere her....
http://www.bandbase.dk/Blog/Branchen/36126/Musikparlamentet-ny-debatforening-for-musik/

VH Martin Ibsen
mail@martinibsen.dk
(anmelder på Undertoner.dk, og kommunikationsansvarlig Musikparlamentet)

Taehtaeh sagde ...

Mad nice indlæg