onsdag den 8. oktober 2008

Coconot + El Guincho = Spansk varme

Spanien har i mange år lidt under at være et land, der musikalsk ikke har bidraget med specielt meget godt (endsige relevant). De seneste år er opmærksomheden dog vokset, primært grundet den ene succesfulde festival efter den anden, og nu er den mere eksperimenterende musik også ved at følge med.

Pablo Díaz-Reixa er i år blevet kendt vidt og bredt under navnet El Guincho med albummet Alegranza, der har opnået rigtig fine anmeldelser (også af orlovsblogger Camilla). Den officielle udgivelse er dog i mange lande skubbet til den 13. oktober, så det skal blive spændende, om hypen også når længere i Europa.

Pablo startede dog før sit El Guincho-projekt som trommeslager i Coconot - et band, der deler flere ligheder med hans soloprojekt. Det er svært at opstøve info om bandet - ikke engang en udgivelsesdato på deres netop leakede album, Cosa Astral, har jeg kunne finde.
Hvor El Guincho er tættere på Panda Bear, er Coconot tættere på Animal Collective, selvom brugen af samples stadig er massiv hos disse spaniere. De har, ligesom det gælder for forbillederne (tillader jeg mig at forestille mig, at de er), en nysgerrig og legende tilgang til musikken, men lidt gemt væk i lydbilledet er der alligevel godt med melankoli at hente. 'Reflekterende' vil ikke være helt forkert at benytte. Det er ikke lyden af barndom - det er lyden af mindet om barndommen.

Albummets ni sange varer samlet lige under en halv time og er forholdsvis nemme at komme igennem, hvor El Guincho for nogen er sværere at klare med de længere, repetitive sange (jeg tillader mig at bruge ordet 'repetitiv' for halvdesperat at indikere en forskel på dét og det mere negativt klingende 'ensformig').
Det har ikke været muligt at finde mp3'er at dele ud af, og MySpace-siden har i øjeblikket kun en enkelt sang oppe. Såfremt jeg støder på mp3'er med spanierne, vedlægger jeg links med det samme!

Coconot på MySpace

/Martin

2 kommentarer:

Søren sagde ...

Godt med lidt varme i det kolde efterår. det er ikke hels tosset

Esben sagde ...

Et lækkert album
http://www.myspace.com/elguincho

esben h