torsdag den 23. juli 2009

Koncerter i august

August måned plejer i dansk koncertsammenhæng at være en halvtrist måned. Spillestederne bringer i mindre grad de små og interessante navne til af frygt for det dovne eller ikke-tilstedeværende feriepublikums engagement. I år er der dog masser af interessante oplevelser at hente som enkeltstående arrangementer. Selvom der stadig er eksempelvis Beatday og ganske interessante festivaler i nabolandene, har enkelte spillesteder altså rigtig, rigtig fine arrangementer at byde på.

Musikcaféen i Århus byder d. 12. august (som tidligere nævnt på siden) på Wooden Shjips - og har nu også tilføjet de fantastiske Crystal Stilts til aftenens lineup.
Senere på måneden er der flere fine jazzaftener i vente, ligesom også Chimes & Bells (signet til mægtige Bella Union i England) skulle være værd at checke ud.
Den 20. august byder Train på Moderat, hvilket nok skal blive en interessant aften. Jeg har, indrømmet, aldrig hørt specielt meget Modeselektor men er til gengæld meget glad for Apparat.

Det er dog tydeligvis i København, der er flest smukke koncerter at finde i august måned. Specielt Vega har en masse at byde på: Søndag d. 2. spiller The Pains of Being Pure at Heart op. De negative anmeldelser fra Roskilde Festival skal ikke holde nogen væk: De spillede ganske fint og var yderst sympatiske. Og lyden er trods alt bedre i Vega end i Pavilion-teltet!
Tirsdag d. 11. er Crystal Antlers også (allerede) tilbage i Danmark. Selvom vi var ret så få på VoxHall i efteråret, spillede de en helt igennem forrygende koncert. To dage senere, d. 13., åbnes så dørene for ingen andre end Vampire Weekend, der endelig gæster landet. Forventningerne er ganske, ganske store.
Vega har dog endnu mere i vente i august. Kun tre dage senere, d. 16., spiller selveste Deerhunter med Shout Wellington Air Force som opvarmning (som forhåbentlig spiller en masse nyt), og dagen efter er det DeVotchKas tur til at spille op. Ja, det bør vel også nævnes, at Moderat også spiller på Vega onsdag d. 20.

Har man 40 kr. ekstra til en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, kan det kun anbefales at bruge dem på HEALTH onsdag d. 19. på Lygten Station (lige ved siden af Nørrebro Station). Rygter, fornemmelser, førstehåndskilder og en fantastisk førstesingle er alt sammen noget, der bidrager til forhåbningerne om, at deres kommende album bliver endnu bedre end debuten. De flirtede allerede på debutalbummet med det dansable, og det tyder på, at de i endnu højere grad har taget dette element til sig på den nye.

Det var en masse links at give sig i kast med. Det må hellere følges op med en masse mp3'er også. Er der nogle vigtige koncerter, jeg har glemt?

MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Stay Alive
MP3: Crystal Stilts - Crippled Croon
MP3: Crystal Antlers - A Thousand Eyes
MP3: Wooden Shjips - We Ask You to Ride
MP3: DeVotchKa - How It Ends
MP3: HEALTH - Die Slow
MP3: Deerhunter - Circulation
MP3: Atlas Sound - Walkabout (feat. Panda Bear) - okay, det er ikke Deerhunter, men det er stadig Bradford Cox. Og det er stadig årets bedste sang

/Martin

Ingen kommentarer: