tirsdag den 8. september 2009

The Rumour Said Fire

Dansk musik er på vej i den rigtige retning, og den er bedre end nogensinde før. Både hvad angår originalitet og håndværk. Flere bands tør mere, og flere bands er villige til at udfordre sig selv og publikum. I årevis har vi dog måtte vidne, hvordan svenskerne i højere grad end os har været ganske sublime til selve håndværket - både hvad angår komposition og produktion. Danske bands satser ofte for bredt og får dermed aldrig "en lyd", hvor mange svenske grupper er bedre til at være helhjertede. Det fungerer ofte i så høj grad, at det virkelig ikke gør noget, at musikken måske ikke er videre original.

Det bringer mig videre til én af de mest positive overraskelser i dansk musik i lang tid, The Rumour Said Fire, der er et fornemt eksempel på, at dansk musik er på vej i den rigtige retning. Deres folkede sange er et frisk og tiltrængt pust, og de har både sangene og produktionen til at føre det vidt. De har i sandhed styr på håndværket.
Som inspirationskilder lister de selv navne som Clap Your Hands Say Yeah, Fleet Foxes, Wolf Parade og The Decemberists. Ikke umiddelbart navne, der høres tydeligt i sangene - mere som udgangspunkt og i tilgangen til sangskrivningen. Her er specielt førstnævnte tydelige at høre. Men det er svært også at komme uden om danske Figurines i disses mere folkede øjeblikke, ligesom også sanger Jesper Lidang har samme fine kontrol med stemmen som Christian Hjelm, når der skabes drama og veksles mellem dét, der er helt nede på jorden og det mere desperate - eller rettere: Overgangen og broen til det desperate. Det bliver heldigvis aldrig for meget, som det ellers ofte gør, når danske sangere søger den skæve stemme. Dette sikres og afbalanceres da også af nogle fine vokalharmonier.

Kvartetten blev samlet af sanger og guitarist Jesper Lidang i 2008, så det er en smule overraskende, at de allerede har så sikkert og klart et udtryk. Den første udgivelse, The Life and Death of a Male Body EP, indeholder seks sange, der generelt holder et højt niveau hele skiven igennem. Specielt de to første sange, The Balcony og Evil Son, indeholder virkelig fine kompositioner og melodier, der er langt over, hvad vi er vant til i Danmark.
Udgivelsen er sat til d. 21. september via A:larm, der som sædvanlig ikke vil frigive nogen mp3'er. Udgivelsen følges op af et par koncerter. Først d. 24. på Jolene i København og lørdag d. 26. på pAKHUSET i Århus som del af Newbees Festival, som de lovende Cody i øvrigt også er en del af.

Lyt til The Balcony og Evil SonMySpace.

/Martin

3 kommentarer:

lpgth sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
lpgth sagde ...

For et års tid siden havde jeg lige fået øjnene op for Londons nye folkscene med Noah and the Whale og Mumford and Sons. Jeg undrede mig lidt over, hvorfor jeg ikke kendte danske bands, der søgte i den retning.

Inden for den næste måned udsender The Rumour Said Fire så en EP, mens Cody albumdebuterer. Evil Son og The Balcony lover næsten grænseløst godt for The Rumour Said Fire. Og en tur forbi Cody's myspace afslører, at de er klar at fortsætte de meget fine takter fra deres EP. Another Year er et fantastisk nummer.

Der skal mere end en punktering til at holde mig fra at hoppe på cyklen og trille ned til Pakhuset den 26. september. Jeg glæder mig. På dansk musiks vegne.

Bastian sagde ...

Rumour Said Fire er helt fantastiske! Og deres nye materiale holder helt klart niveau med EP'en. Dem kan man virkelig forvente meget af..