The Music Tapes

Savner du også Neutral Milk Hotel? Drømmer du også om en reunion? Vi må desværre drømme videre en stund. Siden legenderne blev opløst, har medlemmerne hver især haft forskellige projekter kørende, herunder Julian Kosters The Music Tapes. Det er nu 9 år (!) siden debutalbummet, og nu rører de så på sig igen med et album fyldt med mærkværdige sange, der på besynderlig vis giver endnu større forhåbninger om en snarlig reunion af pionererne. Og gudskelov ikke af de forkerte grunde! Næ nej, snarere fordi melodierne og længslen i vokalen faktisk frembringer minder om, hvad man hørte hos Neutral Milk Hotel. Album nr. 2, Music Tapes for Clouds and Tornadoes, er ligesom debuten fyldt med gammeldaws piano, ukulele og sav (jeg har faktisk aldrig hørt et album med så meget sav). Og denne gang har Koster haft besøg af blandt andre sin gamle NMH-kollega Jeremy Barnes (også kendt fra A Hawk and a Hacksaw) og of Montreal-frontmand Kevin Barnes.

Fra '89-'94 (altså op til han kom med i Neutral Milk Hotel) havde Koster i øvrigt et sjovt projekt kørende ved navn Chocolate USA, der blandede optagelser af små fortællinger med ret behagelig lo-fi pop. Noget af musikken mindede faktisk en anelse om de helt gamle Smashing Pumpkins-demoer, hvis der skulle være andre læsere, der også har været fanatiske omkring denne Chicago-gruppe.

Music Tapes for Clouds and Tornadoes er ude nu via Merge.

MP3: The Music Tapes - Majesty
MP3: The Music Tapes - Jingle Bells

/Martin

Et par gode nyheder

Denne tirsdag aften bød pludselig på et par behagelige overraskelser, der skal deles med jer, kære læsere.

Først og fremmest er canadiske Handsome Furs endelig blevet bekræftet til at skulle spille på Musikcaféen i Århus fredag d. 17. oktober.
Og for dem, der ikke måtte have hørt om dette stykke musik: Det er en duo, der består af Dan Boeckner fra Wolf Parade - og så hans forlovede Alexei Perry. Sammen med en trommemaskine (der svigtede ved et besøg i København sidste år) skaber de et mørkt og smukt univers af simple, men komplekse sange.

Den anden smukke nyhed omhandler engelske frYars. Den unge knøs har allerede sendt et par rigtig gode EP'er ud, og nu er han så i gang med at mixe debutalbummet. Desværre udkommer albummet først næste år... Men vi kan snart se frem til en single ved navn Visitors.

MP3: Handsome Furs - What We Had
MP3: frYars - happY

/Martin

Thee More Shallows

Det berygtede Anticon har spyttet mange fine udgivelser ud gennem årene. Ét af deres mere ukendte bands er San Francisco-bandet Thee More Shallows (tidligere kendt som Thee Shallows). Det er delvist forståeligt, og kun delvist, for helt fantastiske er de ikke. Men glimtvis skinner fremragende sangskrivning igennem, der kan minde om bands som Death Cab for Cutie og Yo La Tengo.

Manglen på stabilitet har dog gjort, at de mere eller mindre er druknet i mængden af kvalitetsudgivelser på både selskabet og inden for den stil, de repræsenterer. Og det var da også et tilfælde, jeg stødte på dem, da en afspiller startede automatisk på Anticons hjemmeside. Normalt er sådanne automatiske afspillere et helvedes instrument, men her virkede det for engangs skyld perfekt, da Night at the Knight School fandt vej ud af højttalerne. Trods ujævne albums er nedenstående sange dog alligevel så gode, at de fortjener at få lidt opmærksomhed.

MP3: Thee More Shallows - Freshman Thesis
MP3: Thee More Shallows - 2am
MP3: Thee More Shallows - Night at the Knight School

/Martin

Forventninger (hostesaft)

Ud af det blå kom jeg forleden i tanke om en samtale, jeg havde med min fader flere år tilbage. Formentlig omkring 7. klasse. Det var en tid, hvor en masse musik blev hørt, men forvirringen inden for dette felt var stor - og begrebsforvirringen næsten fortrængt af en halvignorant holdning til tingenes orden; dengang hed det mere eller mindre en kategorisering i to overordnede felter: "Pop" og "rock". Det meste i radio og tv, hvad enten det så var dance eller hip hop, røg i skraldespandskategorien "pop" - imens det musik, jeg godt kunne lide, blev kastet i den anden gruppe.

En dag fik jeg så fat i nogle sange af skotske Mogwai. Overvældet af begejstring måtte jeg dele dette møde med nogen, og da det var tid til at få mad indenbords, påbegyndte jeg derfor over aftensmaden en beskrivelse af gruppen over for min fader, kunsthistorikeren. Med den begrænsede begrebsverden kom den derfor til at lyde nogenlunde således: "Det er en slags rock, bare uden sang." Svaret kom prompte. Entusiastisk, interesseret og (på mig) ganske horisontudvidende lød det: "Hvad gør det så til 'rock'?"

Den aften fik jeg noget at tænke over. Ganske vist hørte jeg dengang helt udmærket musik (også meget dårligt, naturligvis), men den sort/hvide opdeling kom endelig til en ende, og forståelsen for nuancer blev mere, ja, nuanceret.

Senere fandt jeg så ud af, at skotterne gik under betegnelsen "post-rock". Og meget apropos udgiver den gæve kvintet Mogwai jo til september deres nye album, The Hawk Is Howling (via Matador).
Derfor får I denne (forholdsvis) nye mp3 fra det kommende album med den meget post-rockede titel The Sun Smells Too Loud. Måske ikke den mest ophidsende sag de har lavet, men det er stadig 7 smukke minutter. Og 7 minutter, der har en ret nostalgisk klang over sig. 7. klasse var måske det værste år i folkeskolen, men det lader til, at tallet 7 vil frem i dag, og forvirringen har vist lagt sig for en stund.

MP3: Mogwai - The Sun Smells Too Loud

/Martin

Oxford Collapse

Når det kommer til musik, er jeg ofte lidt af en snob. Derfor er det måske ironisk, at jeg er faldet for en del af musikken fra et band, der kalder sig Oxford Collapse. Sidste år føltes det lidt som en guilty pleasure at kunne lide engelske Good Shoes, mens det p.t. føles netop sådan at lytte til det nyeste album fra denne Brooklyn-trio.

Det er en art pop-punk, college rock, eller hvad man nu vil kalde det. Ofte med inspiration fra tidlig R.E.M. - tilsat moderne produktion.

Bandet fik en del opmærksomhed gennem sangen Please Visit Your National Parks fra forrige album, Remember the Night Parties.
Nu er de så klar med deres seneste album for Sub Pop, Bits. Men for et Sub Pop-band med så poppet en lyd kan det overraske, at de endnu ikke er større. Måske er de markedsført forkert. Måske er musikken bare ikke bedre. Men vi behøver vel ikke altid være lige snobbede. Nogle gange må vi tillade os selv nogle simple glæder. Og måske er det heller ikke så forbudt endda.

MP3: Oxford Collapse - Please Visit Your National Parks
MP3: Oxford Collapse - The Birthday Wars

/Martin

Tidens tand - fra godt til rigtig godt

At høre et album, rigtigt høre det, kræver ofte tid. Og ikke bare nok tid - ofte kræver det den rigtige tid. Timing. Koblingen mellem sanser og hukommelse gælder i dén grad også i musikkens verden, og vi forbinder derfor ofte noget bestemt med et album, hvilket simpelthen gør musikken mere speciel. Eller sagt mere bombastisk: Det udløser magien i det indspillede værk.

Tysklands bedste band, The Notwist, ventede hele seks år, før de udgav opfølgeren til nyklassikeren Neon Golden. Og med god grund. Dels var 2002-albummet så fremragende, at det krævede en del mod, tålmod og overskud at gå i gang med en opfølger, dels havde medlemmerne travlt på både privatfronten og med sideprojekter.

Målt i internettid kan det for mange allerede virke forældet at skrive om deres nyeste værk, The Devil, You + Me, men netop her spiller tiden ind. Efter at have hørt albummet et halvt dusin gange med en idé om, at det var et "godt album" (og ikke meget mere end dét), gav jeg det en chance igen en lørdag omkring middag - stadig påvirket af den foregående aftens eskapader. Da ramte det plet. Det gav mening. Det komplekse værk blev overskueligt, og Marcus Achers vokal var igen tilbage på toppen. Nu sang han ikke kun for sig selv.
Og var det seks års ventetid værd? Ja, det kommer vel an på, hvilket forhold man har til tiden.

The Devil, You + Me er ude nu gennem det glimrende City Slang.

MP3: The Notwist - Good Lies

/Martin

I fint selskab

Nogle koncerter har et supportnavn, der er bedre end hovednavnet. En sådan aften vil være i vente for mange på Amager Bio, når de slår dørene op for MGMT, der indtil videre har haft svært ved at begå sig som liveband.

Med sig har de nemlig det selvproklamerede "loudest band in N.Y.", A Place to Bury Strangers. Man bliver nok nødt til at tage et smut til København...

MP3: A Place to Bury Strangers - To Fix the Gash in Your Head
MP3: A Place to Bury Strangers - I Know I'll See You
MP3: A Place to Bury Strangers - My Weakness

/Martin

Voxhall i efteråret

Der er få spillesteder herhjemme, der kan fremvise et virkelig imponerende sensommer/efterårsprogram. Blandt de få er Vega (Cut Copy, Mogwai, Calexico m.fl.) i København og Voxhall i Århus.

Her i Århus får vi på Voxhall blandt andet fornøjelsen af Tunng, Black Dice, Built to Spill, Okkervil River og M83. Og som om dette ikke var imponerende nok i sig selv, har jeg i dag fundet ud af, at den 19. november for mit vedkommende bliver én af de bedste dage i efteråret:

The Dodos + The Ruby Suns.

Én ting er The Dodos (og her taler vi altså ikke den lade danske gruppe, der navnmæssigt ligger tæt på), der har leveret én af årets bedste plader... Men at de skulle få support fra The Ruby Suns, der ligeledes har leveret én af årets bedste plader? Fryd! Jeg er lykkelig, og det burde mange andre i Århus ligeledes være over dette program.

Tak til Voxhall.

/Martin

Post-rock, post-post, host host

Se godt på dette billede. Tre mand i mørkt tøj på en bakketop ved en skov - et tåget øjeblik. Ingen af dem kigger på kameraet. Den ene kigger ned i jorden, den anden ud i horisonten og den sidste på en ged, der besvarer blikket. Dette billede sammenfatter udmærket, hvad traditionel post-rock efterhånden bevæger sig ud i.
Vi ser lyset, er en del af lyset, men vi er alligevel skabninger, der bærer på megen mørke. Men! Der er opstået et behov for øjenkontakt - fra begge sider. Den søges... Og det hele er stadig tåget - diffust.

Tilbage til begyndelsen. Wikipedia har en kort definition af begrebet, der er ret interessant at have med: "Simply put, it is the use of 'rock instrumentation' for non-rock purposes", hvorefter de går videre med at forklare det åbenlyse: At genren, som billedet, er en tåget affære. Begrebet er blevet brugt og misbrugt utrolig flittigt siden, i særdeleshed, midthalvfemserne, og det er derfor, som med alle andre genrer, ofte ret svært at bruge begrebet korrekt.
Men før jeg går videre og påbegynder en lang diskussion med mig selv, vil jeg hellere henvise dig, kære læser, til denne forrygende artikel om emnet: When did post-rock jump the shark?

Sidste år viste en sult fra folket efter new rave, hård electro og støjrock i forskellige afskygninger. Vi vil have mere larm, vi vil have pulsen op. Jeg selv hører ikke nær så meget Mogwai, Do Make Say Think, Sigur Rós og Explosions in the Sky, som jeg har gjort tidligere. Jeg har åbnet døren til støjrock, post-hardcore, punket lo-fi osv. osv. osv...
Men nu fornemmer jeg disse bands, denne strømning, dette behov indeni. Den traditionelle post-rock kommer ikke til at genopfinde sig selv foreløbig - og det behøver den heller ikke. Vi kommer automatisk til at søge den igen. Reaktioner skaber modreaktioner skaber reaktioner skaber modreaktioner skaber reaktioner skaber post-rock.

Gratis compilation af moderne post-rock: The Silent Ballet volume 8 - Étrangement Vocal (det er ikke alt sammen lige godt, men der er meget godt at hente alligevel)

Billedet er af australske Because of Ghosts.

/Martin

Titus Andronicus

Trods hjemsted i New Jersey er der nok flere englændere end amerikanere, der vil gætte på baggrunden for navnet 'Titus Andronicus'. Her er nemlig ikke tale om en new rave-robot, men snarere en lille tragedie af Shakespeare. Sandsynligvis hans første - og mest blodige.
Musikken er dog langt fra en tragedie - selvom teksterne ofte er ret negative. Her er tale om en frisk tilgang til musikken og et band, der ikke begrænser sig selv.
De tilstræber ikke en skramlet lyd, men betingelserne under optagelserne har skabt et mudret lydbillede, der, kombineret med den energiske og insisterende vokal, har resulteret i et af dette års bedste rockdebuter, The Airing of Grievances. Der er desuden spor af både shoegazer og lo-fi, hvilket skaber en yderst interessant kombination. Og ja, de er bedre end The Thermals.

Medblogger Camilla kan ikke lide dem, så det kan 2/3 af læserne sikkert heller ikke. Giv dem dog en chance - så kan du altid argumentere for eller imod til din næste berusede indie rock-diskussion...

MP3: Titus Andronicus - Titus Andronicus
MP3: Titus Andronicus - Upon Viewing Brueghel's "Landscape With The Fall Of Icarus" (gå lidt ned og klik på "download mp3")

/Martin