Nyt fra of Montreal

Tilbage i september 2008 skrev jeg lidt om Kevin Barnes, Mr of Montreal. Manden lader til at være ret speciel af natur og ikke bare som et gimmick - selvom han udnytter sin forkærlighed for alt freaky i både indspilninger og på en scene.

D. 14. september er of Montreal klar med False Priest, der følger op på på det herligt skizofrene Skeletal Lamping fra 2008. Et album, der langt hen ad vejen var rigtig godt men havde nogle få svipsere. Siden begyndelsen i slutningen af 90'erne har of Montreal mildest talt udviklet sig heftigt, og man kan spørge sig selv, hvad Barnes egentlig har udtænkt - nu hvor han har været forbi så meget.

Han har tidligere i år udtalt, at han i forbindelse med sangskrivningen til det nye album er dykket meget ned i funk og R'n'B fra 70'erne. Noget man også kunne ane på Skeletal Lamping. Men så igen: Når stort set alle sange består af 3-4 sange i én, kommer man gerne forbi lidt forskellige sangtraditioner.
Kevin Barnes skriver sine tekster på landevejen. Selve sangene skrives og indspilles hjemme, og her har han på mystisk vis haft besøg af Beyonces søster, Solange, der altså er med på det nye album, ligesom også soulsangerinden Janella Monae har lånt sin stemme ud.

Den tekniske bearbejdning af råmaterialet har Jon Brion taget sig af. Jon Brion er bl.a. kendt som manden, der har leveret musik til Paul Thomas Andersons (fantastiske) film Boogie Nights, Magnolia og Punch Drunk Love, ligesom han også har lavet musikken til I Heart Huckabees og Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Alle særdeles anbefalelsesværdige film. Apropros Magnolia har han også spillet med i Aimee Manns gamle band og produceret for hende. Som producer har han også arbejdet med navne som Elliott Smith, Rufus Wainwright, Fiona Apple, Kanye West og Spoon. En mand, der kan lidt af hvert.

Men hvad så med tilblivelsen af sangene? Kevin Barnes er tilsyneladende træt af at måtte bruge back track på enkelte sange, når han og bandet spiller live, så de nye sange er skrevet, så det hele kan spilles af et band på ca. 10 personer. Det burde også være muligt, skulle man tro. Nå ja, og så har han for første gang nogensinde skrevet sange i fuld tilstand. Det kommer lidt som en overraskelse.
Første mp3 fra pladen, Coquet Coquette, er svær at dømme noget ud fra. Særlig 70'er er den ikke, men den har en herlig basgang og god energi - og nogle friske ord. Om alter egoet Georgie Fruit kigger forbi er ikke til at sige.

I don't wanna catch you with some other guy's face under your eyelids / something must be wrong / you give me emotional artefacts that can find no purchase

eller

Coquet Coquette, you know I won't forget / How you made me cry to prove I was dutiful / Oh, my Coquette, my teenage lust for you is so beautiful

MP3: of Montreal - Coquet Coquette

/Martin

Mere Sambassadeur

De seneste tre indlæg har nu handlet om svensk popmusik. Formentlig ved et tilfælde. Tilbage i marts skamroste min broder og medblogger Sambassadeur, og det er der god grund til. Deres tredje album, European, er virkelig noget af det bedste straightforward popmusik, der er udgivet i år, og nu har deres pladeselskab Labrador sluppet endnu en gratis prøve til dem, der endnu ikke har hørt hele pladen.

Nyd sagerne - og nyd søndagen.

MP3: Sambassadeur - Stranded
MP3: Sambassadeur - Days
MP3: Sambassadeur - I Can Try

/Martin

The Embassy og den perfekte sommerpop

Ordet perfekt er lidt af en mundfuld. Det perfekte i denne sammenhæng er det uperfekte. Plads til fejl og erkendelse, plads til hvad der nu måtte være plads til og brug for. Dét er sommer. Ideel sommermusik åbner op for en masse døre. Det må gerne være letsindigt. Kynisk og naivt på én og samme tid. Det må rigtig gerne være The Embassy.

Göteborg-duoen er ikke meget for at tale om sig selv, og der er generelt ikke megen info at hente om dem. De har udgivet et par albums på det lokale label Service (Jens Lekman, Studio, The Tough Alliance, The Whitest Boy Alive), og så er Sincerely Yours opkaldt efter én af deres sange.

Musikken er finurlig. Ligeglad og overlegen. Romantisk. Drømmende. Uforklarligt varm (se også billedet). New Order, Field Mice. New wave og balearic. Eller som de efter sigende har sagt om musikken: Underclass disco. Ikke til at stå for.

Could it be that you're just like me? In my thoughts you're so much more.

YouTube stream: The Embassy - It Pays to Belong

/Martin

Realiteter sammenblandes

Eric Berglund er en romantiker. Han er også bevidst om, at man kan arbejde med forskellige realiteter. Men man kan komme i tvivl om, hvorvidt han efterhånden kan adskille de forskellige rum. Der er et herligt interview med manden bag The Tough Alliance, Sincerely Yours og ceo her. Selv er han bange for at virke prætentiøs, og man ved sjældent, om han egentlig mener, hvad han siger, eller om han blot drømmer, taler, tænker, taler, taler. Om han lyver. Om han virkelig går til psykolog. Hvor mange instrumenter han egentlig spiller.

Men det hele fungerer og harmonerer med musikken. Interviewet er langt. Ganske langt. Men man forstår, hvorfor han normalt er så bange for at udtale sig for meget om musikken. Det kan nemt ødelægge tingene. I dette tilfælde passer ord og musik imidlertid fint sammen. Berglund siger meget, og han siger ingenting. Han bruger store og små ord. Han får mig til at gentage mig selv og gentage ham: Would you sacrifice this life to make it real?

28. juni er debutalbummet ude.

MP3: ceo - Come With Me

/Martin

Nyt på vej fra Menomena

For halvanden måneds tid tilbage skrev jeg om Ramona Falls, et soloprojekt af Brent Knopf fra Menomena. Nu har hele bandet så et album ude om godt en måned, og den herlige Portland-trio har delt lidt ud allerede.

Det kommende album, Mines, er gruppens fjerde fuldlængdeudgivelse, og bliver den bare halvt så god som den foregående Friend and Foe fra 2007, er der rigeligt at se frem til.

Gruppen har en på én gang doven og frisk lyd. Det er forholdsvis poppet og energisk - og alligevel ret stenet langt hen ad vejen. En smuk middelvej, der ikke som sådan er en middelvej (ligesom dette måske er en beskrivelse, der ikke som sådan er en beskrivelse...).

Menomena kunne uden tvivl have været en hel del større, hvis de havde gjort mere for det. For de er fantastiske både på plade og live. Men de har en afslappet tilgang til tingene, som bl.a. afspejles i deres ofte tørre humor. F.eks. når de under deres labels på deres MySpace skriver de fire major labels i stedet for deres egentlige samarbejdspartnere. Eller deres hjemmeside (såfremt man klikker tilbage fra den nuværende startside), der ligner en hyldest til gamle Geocities. Eller seneste blogindlæg på førnævnte Møgspace.
Der skulle være noget at se frem til d. 26. juli, når de udgiver her i Europa via mægtige City Slang (dagen efter i resten af verden via Barsuk).

MP3: Menomena - Five Little Rooms

/Martin

Brothertiger

Her er lidt til nattetimerne i hverdagen og de mere stenede dagstimer. En indtil videre forholdsvis ubeskrevet kunstner, der enten kan blive fanget i mængden eller netop profilere af den opmærksomhed, der har været på denne type elektronisk musik gennem de seneste mange måneder.

Amerikanske Brothertiger, med det borgerlige navn John Jagos, kan til tider lyde lidt hen ad Toro Y Moi. En slags næsten doven glo-fi (hader man allerede ordet?). Eller chillwave, dreamwave. Whatever. Heldigvis varierer lydbilledet, og det kan ingenlunde begrænses til disse genrebetegnelser. Smid lidt Panda Bear i sammen med Brian Eno og M83, og der er måske mere at gå efter. Pressebillederne ligger dog farligt tæt på AC og Panda Bear. Måske John skulle passe lidt på.

Uanset hvad er musikken interessant, og Brothertiger er værd at holde et vågent øje med. Sommeren er måske ujævn, men den er her, og det er med at få det bedste ud af den. Brothertiger hjælper. Slå dig løs.

MP3: Brothertiger - You're Afraid
MP3: Brothertiger - Vision Tunnels

/Martin

About Today

En fanfavorit fra 2004. En næsten minimalistisk perle. En ærlig sag.



How close am I to losing you?

Nyt fra Ugly Casanova

Det er efterhånden otte år siden, Ugly Casanova slap debutalbummet Sharpen Your Teeth - der endnu er den eneste udgivelse med bandet. Man fristes til at sige den eneste udgivelse for Isaac Brock solo, og det er da næsten også sandheden.

Ugly Casanova er dog heldigvis ikke blot Modest Mouse light. Der er åbenlyse ligheder - ud over den velkendte vokal - og én af disse er den tårnhøje kvalitet, der tilsyneladende aldrig forlader Brock i sangskrivningen (selvom vi er nogle, der bedst kan lide hans sangskrivning og produktioner fra 90'erne).

Ugly Casanova er måske mere folket, og hvor man ved Modest Mouse ofte hører vokal dubs, er dette ofte udeladt hos Ugly Casanova. Måske helt udeladt. Det vil jeg ikke hænges op på. Brock får som Ugly Casanova hjælp af bl.a. John Orth (Holopaw) og Tim Rutili (Califone), og det er bestemt ingen dårlige hjælpere - ganske anderledes er de også fra de gamle legekammerater Green og Judy.

Nu er der nyt på vej fra Brock (næsten) solo i form af ni sange til den kommende dokumentarfilm 180° South. En film James Mercer også leverer musik til. Der skulle være nok at se frem til.

MP3: Ugly Casanova - Lay Me Down

/Martin

Kenseth Thibideau

Biografismen skal helst ikke have for frit spil, når man skal føle et værk. I nogle tilfælde er det dog rart med blot en smule info. I tilfældet Kenseth Thibideau må jeg imidlertid erklære, at jeg stort set intet ved - og at der ikke er meget info at hente.

Vedlagte mp3 er dog af så høj kvalitet, at jeg ikke vil brokke mig yderligere og i stedet blot nyde mystikken. Det er en stenet sag med mange små detaljer. Lidt Calexico, lidt Iron & Wine, lidt Califone, lidt Akron/Family.

Måske er det endda meget godt til en træt mandag med regn. Ingen stress og jag.

'Men no rush' sagde hun, og han bildte sig ind, at han forstod det.

MP3: Kenseth Thibideau - Black Hole

/Martin

ceo

Tilbage i april nævnte jeg kort Eric Berglunds nye projekt ceo. The Tough Alliance har efterhånden opnået noget nær kultstatus (hvor 90'er det begreb ellers er blevet), og der skal ikke meget til for Berglund, før folk spidser ører.

Heldigvis har det vist sig, at der ikke er tale om et meningsløst soloprojekt, selvom der godt kunne være tale om noget, der ligger i logisk forlængelse af netop The Tough Alliance.

Hos The Tough Alliance har der altid været noget på spil under overfladen. De har dyrket eskapismen, men man har aldrig haft på fornemmelsen, at realiteten ville ramme så meget desto hårdere på et senere tidspunkt, når man hører svenskerne. Derimod formår de at fjerne al skyldfølelse for et øjeblik. Hos ceo er der dog noget på spil, der vidner om, at Berglund alligevel er blevet indhentet af nogle dæmoner. Se også billedet. I det hele taget er der mere på spil.

Would you sacrifice this life to make it real?

MP3: ceo - Come With Me

/Martin

Julian Lynch

Her er lidt til høretelefonerne: Énmandshæren Julian Lynch fra New Jersey. Fader beskriver nedenstående sang som den type, der giver lyst til at stirre på en hest i fem timer, mens den stille og roligt spiser lidt græs.

Der er da også tale om lidt psykedeliske elementer, der stadig levner plads til den type solskin, man ser i dag. Er man stadig døsig her om formiddagen, er musikken kun endnu bedre.

MP3: Julian Lynch - Just Enough

/Martin