Ellery James Roberts skråler igen

Manchester-bandet WU LYF nåede kun at udgive et enkelt album, Go Tell Fire to the Mountain, før de gik i opløsning. Pladen var én af de absolut mest interessante anno domini 2011, og deres såkaldte heavy pop var aldeles forfriskende.

Nu er sanger Ellery James Roberts klar med første single som soloartist, og det lyder umådeligt spændende. Roberts' stemme er vanvittig som altid, og hans brug af det bageste af halsen får nærmest karakter af en growlende Tom Waits i yngre dage.

Denne gang er der imidlertid tale om en slags stadion synthpop og helt uden guitar. Det er stort anlagt med lange synthflader, herlig synthtrompet og et smadret beat taget fra Clams Casino og dennes I'm God (ja, han er mere gud, end du er, Kanye).

Førsteudspillet Kerou's Lament er noget af det vildeste og mest ambitiøse, jeg længe har hørt, og Roberts kan måske udløse det store potentiale, der var i WU LYF med dette væsentligt mere elektroniske projekt.

To the powers of old / To the powers that be / You fucked up this world / But you won't fuck with me



/Martin

Porcelain Raft og en romers tanker om havet

Under navnet Porcelain Raft udgav italienske Mauro Remiddi primo 2012 sin første fuldlængde, Strange Weekend, på Secretly Canadian. Den romerskfødte komponist havde længe arbejdet med film, teater og været på farten, hvor han bl.a. havde fortolket klezmermusik.

Han begyndte at udgive en stribe EP'er under navnet Porcelain Raft, og efter et stykke tid i London flyttede han til New York, hvor han i en alder af 38 altså udgav den første LP, der var præget af tågede samples og smukke melodier tilsat hans næsten androgyne, underspillede vokal. "Et sted mellem Beach House og M83" som Secretly Canadian har forsøgt at definere det.

Nu er den 40-årige romer snart klar med opfølgeren Permanent Signal, der udkommer 20. august. Herfra kan man nu høre førstesinglen Think of the Ocean, og dét må siges at være en yderst interessant titel, når man tager de geografiske pejlemærker med i betragtningen.

I dag forbinder de færreste vel Rom med et havneareal, da byen jo ligger et lille stykke inde i landet, men byen kunne i romerriget netop vokse sig stor med adgangen fra havnen ved Ostia-provinsen. Her løb Tiberen ganske passende og tillod fint transportmuligheder til Rom, og byen var på denne måde også udmærket sikret mod flådeangreb, hvor andre deciderede havnebyer ville lide mere direkte under et sårbart havneareal. Romerne har i dag Tiberen, og, jovist, de har stadig Ostia, men tanken om havet er altså direkte forbundet med denne smukke flod, der tilmed har resulteret i overdådige broer gennem byen. Havet er for romeren altid til stede i tanken, og når det åbner sig op mod vest, er forbindelsen til byen stadig intakt.

Think of the Ocean starter lettere kaotisk og mere end antyder tristesse. Der er en ensom bekymring i spil, der forstærkes af violinen, som tilmed giver plads til usikkerhed og forvirring. Da klaveret sætter ind, mærker man en lille ændring, der hverken er løsning eller forløsning. Men det er en indgang. Det er begyndelsen på forståelse af en karakters nostalgi og afsavn. Det hele bygger op og bliver ganske intenst. Det er på én gang et voksende kaos og en voksende forståelse til afvikling af selvsamme kaos.

Mauro Remiddi debuterede sent med sin første fuldlængde, og han fortsætter i samme modne spor, hvor han viser en fremragende forståelse for den menneskelige psykologi og kompleksitet.



/Martin

PRE-Be-UN og let sommerregn

Naivitet er noget af det mest kontroversielle, man kan forestille sig. Få ting kan man fraskrive sig så hurtigt gennem den ellers noble refleksion som naiviteten. Den er født til at være under angreb, og vi holder da også ekstra meget af den, fordi den er så flygtig. Den skal beskyttes grundet sin renhed, skønhed og den kyniske udnyttelse, der står i diametral modsætning til dens kerne.

Selve beskyttelsen kan anskues som et brud på naivitetens væsen, så hvordan italesætter eller manifesterer vi den overhovedet? Ved at nå hinsides tematiseringen.

Nicolai Kleinerman Koch har tidligere stået bag tangenterne i Oh No Ono og Choir of Young Believers, og nu er han sprunget ud som sanger med sit soloprojekt PRE-Be-UN. Under dette navn bevæger han sig elegant og letbenet ind og ud mellem en forkærlighed for 60'ernes minimalistiske pop og de huller mellem populærmusikken og avantgarden, han lapper med den største naturlighed.

Det er ikke et udtryk for en post-ironisk tilværelse, og det er ej heller et udtryk for naivitet per se. Den søges heller ikke diskuteret. Det er snarere et udtryk for, at den skam har en ret til at eksistere, og at man kan nå ud over tematiseringen uden at tabe sig selv, hvorfor den stadig kan eksistere. Med en vigtig erkendelse i bagagen: Den har al mulig ret til at eksistere på egne vilkår, og deri ligger jo selve skønheden og, ja, kærligheden, der også ligger i selve titlen på PRE-Be-Uns herlige single Mysteriously in Love.

Albummet Clean Spasms er ude d. 19. august på Tambourhinoceros og kan allerede høres nu, hvis man forudbestiller pladen.

SoundCloud: PRE-Be-UN - Mysteriously in Love

Video:



/Martin

Julianna Barwick klar med ny plade

Den Brooklyn-baserede sangerinde Julianna Barwick debuterede i 2009 med Sanguine og fulgte op året efter med EP'en Florine året efter, før hun fik pudset sin lyd en smule af før Asthmatic Kitty-debuten The Magic Place i 2011. Hun indspillede alt i sin lejlighed, men lyden blev pludselig klarere og renere, hvorfor hun til fulde kunne udnytte sin fantastisk klare vokal med et imponerende resultat til følge. The Magic Place var én af årets absolut smukkeste plader det år.

Nu er Julianna Barwick klar med et nyt album, Nepenthe, der udkommer d. 20. august på Dead Oceans. Denne gang er pladen imidlertid ikke indspillet derhjemme men i Island, hvor hun bl.a. har fået hjælp af medlemmer af Múm, Amiina og et pigekor.

I Barwicks musik er der ganske få instrumenter, oftest ingen, hvorfor hendes englerøst får lov at stå alene. Hun looper sin stemme og bruger en lag-på-lag-effekt, hvor stemmen bliver hendes primære instrument. Musikken er blevet karakteriseret som ambient folk, og selvom forsøget er hæderligt, er det ikke retfærdigt. Med de nye samarbejdspartnere kan man imidlertid forvente et udvidet lydbillede.

Julianna Barwick er fra en anden verden. En mere uskyldig verden. Vi har allerede fået en enkelt smagsprøve fra den kommende plade, og nu er endnu én kommet i form af One Half. Efter en lille intro hører vi denne gang hendes vokal meget klarere, hvorfor det ikke længere er tæt på umuligt at dechifrere ordene. Det klæder hende bestemt, og det gør det ikke just nemmere at vente på den nye plade.



/Martin

Money

Pressebilleder er som oftest umådeligt kedelige eller prætentiøse. Ofte førstnævnte i et håbløst forsøg på originalitet eller med en tilgang, der skriger på falske ambitioner og bliver til - slet og ret - zeitgeist i den mest negative forstand.

Man lærer at ignorere det. Ligesom man tidligt begynder at tilgive forfærdelige bandnavne. Man tilgiver alt. Som det er sagt mange gange i historien: at vide alt er at tilgive alt.

Et stykke tid har man haft fornemmelsen af, at Bella Union er gået lidt i stå, selvom det på magisk vis lykkedes dem at skrive med Flaming Lips. De har imidlertid også skrevet under med de væsentligt mindre kendte Money fra Manchester. Det er Money, der mestendels kigger til højre på et sort-hvidt pressefoto ovenfor.

Kvartetten udgiver deres debutalbum The Shadow of Heaven d. 26. august efter at have gjort sig bemærket med nogle udmærkede singler i det engelske. Singleforløberen Bluebell Fields læner sig op ad bl.a. The Clientele og byfællerne fra Elbow. Der er masser af reverb, og der er masser af kvalitet i singlen. Måske Bella Union har det udmærket alligevel.



/Martin

Tungt nyt fra Fuck Buttons

Det er efterhånden hele fire år siden, at Fuck Buttons udgav deres glimrende Tarot Sport, der fulgte op på debuten Street Horrrsing i 2008. Gruppen vandt sig en del opmærksomhed ved olympiaden i London ved brugen af deres, ja, Olympians samme år.

Nu er Bristol-duoen endelig ved at være klar med deres tredje album, Slow Focus, hvorfra man nu kan høre førstesinglen The Red Wing i en lidt kortere version, end den man kan finde på pladen. Vi må forvente, at det igen bliver nogle monstre på de ca. 7 minutter.

Den nye single lyder fuldstændig som Fuck Buttons. Det er tungt og voldeligt, og det er åbenlyst utroligt skønt i sin bearbejdning af forskellene mellem junglen og det urbane. Et typisk Fuck Buttons-klimaks får vi selvfølgelig også, og det bliver naturligvis en endnu større oplevelse på albummet.

Dermed skal det ikke være sagt, at der intet nyt er at hente. Der er intet grimt i at sige, når noget forekommer mere tilgængeligt, selvom Fuck Buttons ikke har været decideret utilgængeligt. Der synes at være en anden konsekvens denne gang, hvor mange af de små lyde ligger klarere i lydbilledet, da der i endnu højere grad er tale om en bund.

Singlen er ude på ATP d. 24. juni på en eksklusiv guldvinyl. Hele pladen er ude d. 22. juli på selvsamme.



/Martin

Pawws

Det nordlige London har fået deres nye synthdronning: Pawws. Hun har netop debuteret med den fremragende single Time to Say Goodbye, der hverken i titel eller lyd er bange for referencer og associationer.

De fremadstormende ASL Records (Crushed Beaks, Only Real) har netop skrevet under med Pawws og udgiver singlen som 7" med den fine b-side Slow Love. Lucy Taylors stemme kan bringe tankerne mod norske Annie, svenske Sally Shapiro og til tider vores alle sammens favorit, Kate Bush.

Balladen starter som noget, der kunne være en hyldest til tidlig Depeche Mode, og alt i alt er der efter denne imponerende debutsingle ganske store forventninger til englænderen. Hvornår får Danmark mon noget lignende dét, vore skandinaviske søstre har excelleret i så længe?



/Martin

Goat bygger nye drømme på Sub Pop

I en landsby i det nordvestlige Sverige fandt en gruppe mennesker sammen om musikkollektivet Goat, der sidste år leverede det meget fine album World Music. Nu er det gået min næse forbi, at de snart er klar med en ny single - og denne gang på Sub Pop!

Og det er måske et smart træk af Sub Pop, der længe har manglet bid og synes at være en smule stagneret de seneste par år, hvor flere og flere har det svært med begrebet "indie rock". Dét er Goat bestemt ikke, selvom de i visse kredse da har nået at være talk of the town. Eller village.

Den nye single, Dreambuilding, er en relativt enkel størrelse, der bygger på ensformige percussionelementer og et par elektriske guitarer, der kører i ring. Mod slutningen får guitarerne lov at syre mere ud, og man sidder tilbage med fornemmelsen af ikke at have at gøre med en single men en del af noget større. Måske vi må anmode om en EP?



/Martin