Mere lovende nyt fra Haim

Sidste år leverede Haim-søstrene én af årets absolut stærkeste singler med den umådeligt catchy Don't Save Me. Med blot ganske lidt materiale bag sig har de skaffet sig megen opmærksomhed og et hæderligt ry som liveband, om end enkelte opmærksomme kritikere bemærkede, at deres meget omtalte improv lod var den samme ved flere koncerter. Nuvel, det ændrer ikke på kvaliteten af det indspillede materiale, der ikke blot er lovende men allerede temmelig høj.

Haim bliver konstant sammenlignet med Fleetwood Mac (altså fra Buckingham tog tøjlerne i 70'erne), hvilket både er fair og herligt. Der findes trods alt få bedre bands at lade sig inspirere af. Den seneste single, Falling, er tættere på the Mac, end trioen tidligere har været, og kompositionen kunne snildt have været et outtake fra den formidable Tango in the Night. Lad os se hvor længe vi må vente på første langspiller.



/Martin

En slags festskrift fra november 2012

Det følgende er skrevet i november 2012 til en anden publikation, men det blev af forskellige årsager aldrig lagt ud, så nu kommer det her lidt forsinket i uredigeret form.

Tre fremragende plader fra 2012

Det er medio november, og vi formoder, at der ikke bliver udgivet flere stærke plader i år. Vi skynder os at stresse igennem årets udgivelser for at finde de sidste kandidater til den årsliste, vi føler os presset eller tvunget til at udforme. Men vi kan selvfølgelig andet end at tænke i ”best of”, rækkefølge, hierarki, nedtællinger og superlativer; årslister kan være mange ting, og jeg vil i det følgende fokusere på tre plader fra 2012, der ud over at være en anelse overset også vidner om forskellige niveauer af repræsentation: I) Musikkens betingelser anno 2012, II) tendenser i det senmoderne og III) Aspekter af undertegnedes mere ubetydelige (altså personlige) refleksioner. Jeg vil ikke opdele disse skarpt men snarere lade læseren skabe de forbindelser, der måtte være interessante.

Den prætentiøse indledning (må gerne springes over)

Før jeg går videre til selve musikken, er det måske hensigtsmæssigt, at jeg kort forholder mig til idéen om det ”betydningsfulde” i denne henseende. For disse plader er nogle af de få fra 2012, jeg med rette kan beskrive som betydningsfulde for mig – dog kan jeg samtidig placere andre plader over dem på en årsliste over de såkaldt ”bedste” plader fra det herrens år totusindogtolv. Det har til en vis grad også noget at gøre med holdningen til en sådan liste: Erkendelsen af det dybt personlige og det paradoksale behov for alligevel at distancere selvet i bedømmelsen. Det er selvfølgelig absurd, men jeg vil så vidt muligt forsøge at undgå at kanonisere et album frem for et andet, blot fordi jeg kan identificere mig minimalt med det skabte. Dét må holdes til andre (og muligvis mere interessante) lister.

Det ”betydningsfulde” placerer sig mellem ego og ontologi, og det nytter ikke noget at kaste sig ud i en ellers værdig diskussion af S/O-relationen. Disse plader er betydningsfulde for mig, men jeg fremhæver dem samtidig her, fordi de besidder en (sonisk-emotionel) kvalitet, der tillader mig at tro på, at de også kan tale til andre på et dybere (emotionelt) plan. De har noget i sig selv, der umuliggør min anfægtelse af ontologien. Hvis jeg nogensinde skulle få den vanvittige idé. Nu har jeg vist rodet mig så langt ud, at det er på tide at forholde mig mere konkret til musikken.

The Deadly Syndrome – All in Time

I 2007 udgav L.A.-kvartetten The Deadly Syndrome deres debutalbum “The Ortolan” på pladeselskabet Dim Mak. Dengang var både de og Dim Mak fremadstormende størrelser, og The Deadly Syndrome blev af mange anset som ét af de mest lovende bands fra den såkaldte ”blog-rock”-bølge. Kendetegnet ved disse var, at de var yderst populære på blogs, der potentielt kunne være med til at konstituere et band som det nye dét og dét. Ja, næsten skabe en karriere. På dette tidspunkt talte man bl.a. om ”det nye Arcade Fire” eller ”det nye Wolf Parade”. De var således nemmere at sætte i bås dengang, men selvom teksterne af og til var mørke og seriøse, var det både lettilgængeligt og sjovt. Uden at være fremragende. Jeg var regelmæssigt i kontakt med bandet og havde hjulpet dem med at finde et label til at varetage Europa, men forhandlingerne brød sammen, og de fortalte mig, at de havde mistet troen på mange ting, herunder pladeselskabet Dim Mak, som mildest talt havde skuffet dem. De seneste år har det da også været svært at være rigtig imponeret af det dengang så lovende label. I 2010 valgte bandet så selv at udgive opfølgeren ”Nolens Volens” (’villig eller uvillig’), der starter nøgen og bitter. Mere analytisk. Pladen er ikke mørk eller dyster som sådan, men bandet er på sin vis sat fri af bitterheden til at lave en plade, der netop fungerer som helhed - en helhed, der er domineret af denne snert af bitterhed og overvejelse af opgivelse, der aldrig helt kammer over og bliver til decideret defaitisme.

Det er som en slags fortsættelse af denne stil, man skal se på den nyeste plade ”All in Time”, som gruppen også selv har udgivet. Titlen kunne være en ironisk kommentar til gruppens manglende (endelige) gennembrud på samme måde, som det var tilfældet med Built to Spills mesterlige ”Keep It Like a Secret”, men det bør anskues mere generelt: Gruppen er trådt endnu længere tilbage og har dannet sig et formidabelt overblik med en analytisk respons til de op- og (i højere grad) nedture, livet har budt dem.

Det hele starter med stilhed, der langsomt bliver til en larmende omgang. Et vers leder op til endnu en omgang larm. Mod slutningen af introsangen bliver der nynnet smukt, og stemmen er ledsager til larmen – ikke omvendt. Sangen hedder ganske enkelt ”Demons”. Så er vi i gang. Flere af titlerne antyder den mere kyniske tilgang til sangskrivningen, gruppen har taget til sig. Men kynismen er ikke udelukkende kold eller skræmmende. Den vidner om et forsøg på at træde tilbage og forstå visse handlinger eller dispositioner, og på den måde er det ikke svært at relatere til udgangspunktet: Kynisme som forsvar. Bandet placerer sig ærværdigt mellem – og her ville Jane Austen måske være stolt! – fornuft og følelse i et forsøg på at analysere sig frem til visse sandheder. Små som store. Nogle titler er mere konsekvente end andre (“It’s a Mess”, ”Fine on Your Own”, ”Won’t Be Me”), medens andre afspejler den ro, bandet har fundet i dette analytiske udgangspunkt (”All in Time”, ”Whatever Comes Our Way”).

Vi kan kalde det en form for reflekteret kynisme. Nødvendig afstand. Til en vis grad har vi også at gøre med afmagtens paradoksale frihed. De går gennem refleksionens forskellige stadier og vidner om processen: Tvungen smerte – konflikt – klarhed. Dette er alt sammen en intern oplevelse og ikke oplevelsen for sig. De tillader sig at genleve detaljerne – og dermed smerten – for at kunne tillade de forskellige aspekter og synspunkter at manifestere sig. Dette medfører en konflikt i forsøget på at forstå det skete og subjektets position i dette. Først herefter kan der åbnes op for mulig klarhed. Denne proces og bandets skildring heraf er yderst beundringsværdig og næsten skræmmende i al sin skønhed.

Beachwood Sparks – The Tarnished Gold

For tolv år siden debuterede Beachwood Sparks med en plade af samme navn. Året efter fulgte de op med en ny fuldlængde, og i 2002 kom så en EP, før bandmedlemmerne vendte fokus mod andre projekter. Alle pladerne blev udgivet på Sub Pop, og det var også dem, der skulle få gruppen tilbage igen i anledning af pladeselskabets 20-årsjubilæum i 2008. Der skulle imidlertid gå fire år yderligere, før gruppen var klar med comeback-pladen, der passende fik titlen ”The Tarnished Gold”.

Der er noget umanerligt sympatisk over bandet og albummet som helhed. Det hele er ganske afslappet, og det er nærmest befriet for ambitioner. Beachwood Sparks eliminerer nærmest muligheden for kritik og skepsis ved at være så ligeglade. I positiv forstand vel at mærke. Der er en renhed over musikken, der frasiger sig al ungdommelig drift i karrieremæssig forstand; de ved, hvad de var, hvad de kunne have været, og hvad de ikke (længere) har nogen som helst interesse i. Beachwood Sparks er først og fremmest. Og hvad er de så? Alternativ country? Folk med ét eller andet præ- eller suffix? De har formentlig lyttet til Dean Wareham (særligt Luna), og som for så mange andre har Neil Young vel været én af heltene. Men det forbliver afdæmpet, og det forbliver stenet, selv i højt tempo. The Clientele kan helt sikkert også nævnes som en inspirationskilde, hør eksempelvis starten på albummet.

Efter blot at have hørt pladen med et halvt øre kom jeg en sen nattetime hjem og havde en sætning på hjernen: ”I love a happy ending / it’s lonely where you’re standing”. Jeg googlede det og fandt frem til, at det var Beachwood Sparks. Sangen ”Earl Jean” havde fundet vej til underbevidstheden og derfra arbejdet sig op. Endog i fuldskab.

Netop ”Earl Jean” er interessant som symbol for bandet og er i øvrigt min yndlingssang fra pladen. Særligt linjen ”back in town, out of style” er så rammende for Beachwood Sparks og deres utidige væren. Det hele virker så ubesværet, og flere af sangene synes da også at fortælle om lektioner som følge af fordums fejl(an)tagelser. Det er på ingen måde svøbt i coolness; snarere så fantastisk uhipt i al sin renhed.

Port St. Willow – Holiday

Vinden blæser. Det er ikke dramatisk. Det er en tilstand, et udgangspunkt. Port St. Willow er ofte blevet sammenlignet med The Antlers, hvilket skyldes andet end blot venskabet mellem de to: Det er ligeledes lydbilledet og – i endnu højere grad – idéen om det isolerede menneske. Her kan man trække lidt på Thomas Ziehe og dennes idé om senmoderniteten som øer af intensitet i et hav af rutine.*

”Holiday” er ikke blot et fremragende album. Det er også en fremragende titel. Den er ikke bare kort og fængende men rækker også langt ud over ironien. Det er idéen om tilstande og processer. Herhjemme har Henrik Kaare Nielsen skrevet om betydningen af ”festen”, og den franske filosof Alain Badiou har med sin idé om begivenheden (”Being and Event”, 1988) slået sit navn fast som én af vor tids største tænkere: Det handler om rystelser (sociale, kulturelle, teknologiske), der gør os i stand til at tale om et før og efter. Nedslag i samtiden, der hurtigt bliver nedslag i historien, da de netop skaber historie og bevidsthed derom. Modsætningen mellem titlen ”Holiday” og de ensomme toner på pladen er slående og gør lytteren opmærksom på den til tider skræmmende mangel på sådanne begivenheder – noget betydningsfuldt. Når det hele har en tendens til at glide sammen, og man ikke kan skabe sammenhænge, fordi man ganske enkelt ikke kan vurdere, hvad der har relevans. Eller med et mere modigt ord: Mening.

Med et lidt fortærsket adjektiv kan vi kalde pladen for sfærisk. Der er fin plads i lydbilledet, og ofte får guitaren lov at runge ud. Man kan kun med en smule besvær dechifrere, hvad Nick Principe synger med sin fine falset, hvilket bidrager til følelsen af ensomhed. Men han rækker ud. Trods alt. Han forsøger at kommunikere, selvom det foregår på selve ensomhedens præmisser og ikke hans egne.

Principe har selv udgivet ”Holiday”, der er hans første fuldlængde. Han har i flere interviews betonet vigtigheden af at lytte til pladen som helhed, og det hører man jo så ofte, men der er sandelig grund til det her. Albummet er godt en time langt, og syv af sangene overstiger de fem minutter. Han tager sig sin tid, men enkelte sange står mere ud end andre. Eksempelvis ”Amawalk”, der udvikler sig smukt og går op i et tempo, der på sin vis bedrager lytteren; tempoet til trods føles sangen langsom og drævende i al sin mærkværdige heroisme. Det hele kunne snildt blive traurigt og ynkeligt, men der inviteres ikke til medlidenhed. Det er en følelse af fremmedgørelse og ensomhed med mindre drama end det ofte fremføres. Det er idéen om disse størrelser som betingelser. Idéen om udbrud, der er længere end et splitsekund. Om tilstande, der er kortere end en evighed. En håndsrækning.

Sidste overskrift, promise!

The Deadly Syndrome, Beachwood Sparks og Port St. Willow er alle umanerligt sympatiske størrelser. Det er bands, der er afklaret med deres position. Deres rolle. De er afklaret med deres utilstrækkelighed, hvad enten det er i forhold til eget talent, verden, industriens betingelser eller idéen om ”skæbne”. Mit bud er, at to af dem ikke vil udgive flere plader, og at de egentlig har det fint med det. Alle som én er de en slags forfriskende doven rest af, hvad ”rock” har været. De er alle produktive rent emotionelt og netop ikke fanget i ynk. Kan vi kalde det modent? Vi kan kalde det, hvad det måtte være. Jeg har brugt nok adjektiver for denne omgang, og jeg vil hellere overlade læserne til at opsøge disse fremragende plader og give dem tid til at vokse, som de fortjener det.

Kh. Martin // Börneblogger

*Ziehe skriver her (og oftest) om ungdommen og pædagogik, og man skal (som altid) være varsom med generaliseringerne.

Note: Siden jeg skrev dette i november, er The Deadly Syndrome gået i opløsning.

/Martin

Phosphorescent lever endelig op til sit navn

Sangskriveren Matthew Houck har efterhånden udgivet fem fuldlængder under navnet Phosphorescent. Han har altid holdt et højt niveau, selvom man med rette kan anklage ham for af og til at have været slet og ret kedelig. Jovist, det er en del af hans lyd, og det fungerer ofte. Særligt på Pride fra 2007.

Trods den megen drama og alvor i musikken har han imidlertid altid fundet plads til at vise andre sider af sig selv for at markere, at dramaet i sig selv ikke er målet. Se eksempelvis diversiteten i de forskellige pressebilleder.

At være mere udadvendt er ham ikke fremmed - han har endog optrådt hos Letterman - men hans nye single Song For Zula vidner om en anden tilgang til musikken, der er mere direkte og rammer dén alvor, han er kendt for gennem en væsentligt mere tilgængelig produktion, der signalerer en tematisering af udadvendtheden. På denne vis lever han også for første gang rigtigt op til sit (i øvrigt glimrende) kunstnernavn.

Det er en på flere måder større lyd, end man tidligere har hørt fra Houck. Et enkelt beat går igen gennem hele sangen, og en meget, meget fin violin omringer så at sige det bur, han synger fra. Som et underligt dyr, der svømmer rundt i det mørkeste hav, omgivet af et skær lige så underligt som skabelsen selv. Heraf associationen til selve navnet.

Det er på det nærmeste en spirituel oplevelse fyldt med bevidsthed om skrøbelighed ("I will not open myself up this way again") og frustration over nær-magtesløsheden ("I could kill you with my bare hands if I was free"). En slagen mand, der på én gang forsøger at forstå og forene sig med tanken om ikke at kunne forstå.

Song For Zula er intet mindre end den bedste sang, Phosphorescent endnu har leveret, og det lover godt for resten af pladen, Muchacho, der udkommer 19. marts på Dead Oceans.



/Martin

Autre Ne Veut i storform

For godt to år siden skrev jeg lidt om Autre Ne Veut, en imponerende one man army fra Brooklyn, der angiveligt lystrer det borgerlige navn Arthur Ashin. Den 25. februar udgiver han sit nye album Anxiety på Software, og han har netop sluppet andensinglen Play By Play, der er en ganske fremragende popsang.

Damals, tilbage i januar 2011, skrev jeg, at han var del af den whitey-bølge af R&B, der var ved at sætte sig godt og grundigt igennem, og selvom der stadig er spor heraf, lyder han nu mere, ja, storladen. Det er patetisk i ordets oprindelige forstand, og det fungerer fortrinligt.

Sangen når på den anden side af de fem minutter, og afslutningen er i sig selv utroligt lang. Den indleder det nye album, selvom den lige så godt kunne være sidste skæring. Godt halvdelen af sangen er et intensiverende klimaks. Det er strukturen fra en proper 80'er-ballade forklædt som avant-pop. Et fragmenteret kor slutter sig til Ashin, der selv skralder mere og mere igennem. Særligt fra 3:50 aner man denne tidslomme, hvor kvindestemmen freestyler hjerteskærende gentagelser med små variationer over den stærke melodi. Sikken romantik!



/Martin

Bored Nothing

I længere tid har jeg været træt af de mange (forfejlede) forsøg på at dyrke slacker rocken. Som alle andre har jeg selvfølgelig også hyldet den og er derefter blevet så træt af den, at jeg delvist har afskrevet flere gode plader, fordi det akkumulerede og endte som en slap længsel mod forstaden i et allersidste postmoderne åndedrag (undskyld Mac DeMarco, din plade er god).

Lad os tage til Australien. Nærmere bestemt Melbourne, der netop har været vært for én af de mest charmerende Grand Slam-turneringer i verden, Australian Open. Her (ind)spiller en ung gut under navnet Bored Nothing. Han indspiller en form for guitarbaseret pop, som han selv kalder for "inspireret af 90'erne og indspillet på en lille 4-track".

Her burde jeg selvfølgelig være konsekvent, men da der sjældent er grund til at være konsekvent negativ, havde jeg her en fin grund til at hylde et øjebliks befriende følelse af inkonsekvens. Debutpladen Bored Nothing fra slutningen af 2012 er ganske enkelt fyldt med fremragende sange fra en talentfuld sangskriver, der i selve navnet (og titlen) tematiserer det problem, jeg har skitseret ovenfor (den paradoksale og legende quasi-nihilisme). Ikke at der partout kan tales om slacker rock i dette tilfælde. I så fald er det mere som en tabt lillebror til Elliott Smith, der har valgt at udforske andet territorium og nyligt har lyttet til Real Estate. Og sikken sangskrivning at debutere med. Bored Nothing er ude via Spunk Records.

Stream: Bored Nothing - Popcorn (indlejring midlertidigt deaktiveret)
Stream: Bored Nothing - I Wish You Were Dead

/Martin

Årets album 2012: Top 10

Honourable mentions
Nr. 25-11

10. Godspeed You! Black Emperor - Allelujah! Don't Bend! Ascend!

Efter Bowies comeback har mange hurtigt glemt, hvor overraskende det også var, at GY!BE vendte tilbage - ud af det blå - efter en albumpause på hele ti år. Bandet har ikke overraskende en ganske loyal fanskare, og musikken har også alle dage krævet netop tålmod. Det er på mange måder ikke til at høre, at de har været væk - og dog: De afspejler den marginaliseredes vrede stærkere og mere direkte, end de før har gjort det. Albummets opbygning synes også at afspejle dette forhold: En sang på tyve minutter afløses af én på seks, hvorefter vi ser det samme mønster gentage sig. Det er umage par, men de er tydeligt genkendelige. GY!BE er igen trådt ud af skyggen for at fortælle os, at vi skal bekæmpe apatien.

9. Swans - The Seer

Det kære monster glor på os. Både på albumcoveret og i det (nøje afmålt) dramatiske univers vi præsenteres for på The Seer. Det rutinerede band beviser med deres anden plade siden deres comeback i 2010, at de har noget at meddele verden. Det er ikke altid entydigt klart, hvad de har set, men det kan ikke betvivles, at det har en sådan vigtighed, at man lytter til fortællingen i håbet om at forstå diagnosen.

8. Sharon van Etten - Tramp

Av for en titel. Man behøver ikke engang kende til sangerindens historie som sofasovende veninde for at kunne forbinde titlen med de tolv sange, der vidner om en hårdt prøvet kvinde, der hverken er blevet slidt helt ned eller er blevet toughened af de hårde tider. Der er hverken tale om klagesang eller power-feminisme. Det er heller ikke håbløst, men det er overvejende trist. Sharon van Etten har udviklet sig til en sangskriver, der mestrer det underspillede og forstår at opbygge noget stort på et enkelt grundlag.

7. Wild Nothing - Nocturne

Unge Jack Tatum havde meget at leve op til efter den mesterlige debut Gemini fra 2010. Ifølge ham selv var det i starten skræmmende pludselig at have adgang til et rigtigt studio efter at have indspillet sin første plade i sit eget hjem. Mange havde frygtet, at charmen dermed ville forsvinde, men det er lykkeligvis ingenlunde tilfældet, og en sang som Paradise er blandt årets absolut bedste.

6. Chairlift - Something

Hvor debuten Does You Inspire You var lidt mere ujævn, er Chairlift fire år senere barberet ned til to medlemmer, der på det nye udspil i sandhed formår at holde fokus på den formidable popsang med en uforlignelig og vanvittigt charmerende Caroline Polachek i spidsen. Titlen er såmænd meget passende. Kan man ikke finde på en kontekst, kan man blot kalde det noget. Og dette noget er tilfældigvis én af de bedste samling popsange fra det herrens år totusindogtolv.

5. DIIV - Oshin

Sikke en debut! Da Zachary Cole Smith fra Beach Fossils annoncerede, at han ville udgive en soloplade, havde de færreste vel forventet så kraftfuldt et udspil. Her har vi måske endda den stærkeste introsang (i klassisk forstand) fra året, der gik. De forskellige komponenter optræder spatialt forskudt, og man oplever mange øjeblikke, hvor denne følelse af kulde (hver del for sig) suger lytteren ind i et håb om varme, der sætter ind på det helt rigtige tidspunkt med et fremragende hook. Stemmen er hele tiden fjern, og man kæmper for at forstå. Der er ikke noget valg: Man må tættere på.

4. Perfume Genius - Put Your Back N 2 It

Med enkle midler har Mike Hadreas skabt et lille mesterværk med sit skrøbelige og formentlig ganske ironisk betitlede Put Your Back N 2 It. Det er ganske ømt, og det er noget ganske særligt. Jeg kunne forsøge mig med beslægtede adjektiver, men det ville være unfair mod alle. Få plader har rørt mig så meget i 2012, og det må være nok.

3. Grimes - Visions

Den canadiske særling er så svær at beskrive, at man kunne frygte, at flere kritikere ville give op. Nu har hun med sit tredje album fået hul igennem til en relativt bred lytterskare, der ikke behøver kæmpe med at beskrive hendes eventyrlige og mestendels autodidakte tilgang til skabelsen af musik. De kan nyde den for det, den er: Noget så sjældent som ganske uforlignelig.

2. Jessie Ware - Devotion

Jessie Ware byder med sit debutalbum på den bedste samling af rendyrket popmusik fra 2012. Hendes fænomenale stemme er tilmed pakket ind i en usandsynligt stærk produktion, der perfekt rammer det blødt maskinelle, der så godt afspejler senmoderniteten og kampen om troværdig formidling. Vi har haft brug for en sangerinde af denne kaliber til at genforhandle, hvad popmusikken er i stand til lige uden for mainstream.

1. Beach House - Bloom

Bloom er den eneste plade fra 2012, jeg finder fejlfri fra start til slut. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det bliver tænkt eller kalkuleret. Tendensen har været klar siden debuten i 2006: Beach House udgiver en plade hvert andet år, og hver gang bliver de en anelse bedre og finere i kanten. Meget få bands har mere end en enkelt eller to stærke udgivelser i sig, men Beach House har med deres fire for længst markeret sig som ét af de vigtigste bands i vor tid. Jeg håber, at Victoria Legrand engang finder indre ro, men for nu er jeg lykkelig for, at hun med Alex Scally vil dele de mange historier om smerte, hun kan grave frem. Sikke et band. Sikke en lyd. Sikke et privilegium det er at måtte lytte med.

Jeg har på årslisten ikke medregnet EP'er. Det ser man på enkelte lister, og det er en spændende diskussion. Et par grunde til mit valg kan findes i mit essay om formatet her.

/Martin

Årets album 2012: Nr. 25-11

De seneste år har jeg sædvanligvis startet mine årslister med at skrive noget á la "endnu et stærkt musikår er forbi". Tendensen er den samme hos de fleste musiksider, -magasiner og -blogs. Men uden at være hverken negativ eller pessimistisk af karakter er det en smule trættende, og man aner en frygt hos mange publikationer. Denne frygt er mangefacetteret og gudskelov dybt menneskelig. I denne menneskelighed findes imidlertid også en farlig forfængelighed. Mange publikationer frygter at være tilbageskuende, de frygter ikke at have forståelse for samtiden, de frygter at være blevet koblet af, og de frygter (værst af alt i senmoderniteten!) ikke at have været, hvor de bør: Overalt. Såfremt man er utilfreds og stiller en kritisk diagnose, er det gerne, fordi man så ikke har ledt godt nok efter det stærke materiale. Eller ikke har forstået det, fordi man - gisp! - er blevet gammel. Sat af. Og så er der selvfølgelig ingen læsere at være formidler for. Hvordan kan man være ekspert, hvis man ikke kan finde ud af at finde noget at være begejstret over? Således manifesterer denne frygt sig uheldigvis.

Sådan er billedet lige nu, og her kommer den vurdering, man så kunne vente efter ovenstående: 2012 var lidt skuffende, om end året bød på mange stærke udgivelser. Når jeg ser på de plader, jeg har på min liste (og på dem, der ikke nåede top 25), er det jo en liste over en masse plader, jeg virkelig holder af. Plader, som har rørt mig på den ene eller den anden måde. Men at der er mange stærke plader er jo ikke ensbetydende med, at man ikke på et overordnet plan kan være en anelse kritisk. Trods denne moderate skuffelse over musikåret som sådan er der så meget at hylde, og tiden dertil er nu kommet. Her følger nr. 25-11 over de bedste plader fra 2012:

25. Poolside - Pacific Standard Time

Det halvt danske Poolside med base i L.A. beskriver deres egen musik som "daytime disco", hvilket er en udmærket betegnelser. For nu at lyde lidt ung: Det passer skam glimrende på læsesalen med sit generelt langsomme tempo. Det er på mange måder en logisk sammensmeltning af flere tendenser med denne næsten dovne lyd. Kontinentaleuropa er de seneste år blevet begejstret for dance med væsentligt lavere BPM, end man ville forvente, hvilket også Nico Jaar har formidlet fremragende. Pladen er med sine 16 sange måske lidt for lang, men de lyder oftest ganske oplagt og har bl.a. stort helt med deres cover af Harvest Moon.

24. Fang Island - Major

Med en så fremragende albumtitel er der naturligvis visse forventninger, man ikke har lyst til at anerkende eksistensen af. Disse trænger sig dog allerede på, hvis man ligesom undertegnede var meget (meget!) begejstret for deres 2010-plade Fang Island. Den nye skive er mindre helstøbt men spiller stadig på klichéer med så forfriskende et sind, at man kun kan holde af det. Det er på det nærmeste helterock, der antyder ironien uden at overskride fatale grænser eller at undskylde sig med post-modernisme.

23. Saint Etienne - Words and Music by Saint Etienne

Veteranerne kommer stærkt igen med deres stærkeste plade siden, ja, engang i 90'erne. Den engelske trio kan vel bedst beskrives som en konceptuelt gennemført gruppe af flittige semionauter (Bourriau'sk betegnelse for "samlere af kulturelle tegn"). Mange vil indvende, at det ganske enkelt er for kitsch, men det vil være at misse pointen. Alle 13 sange - uden undtagelse - er et studium i popmusik. Et yderst medrivende studium med en Sarah Cracknell i topform.

22. Twin Shadow - Confess

George Lewis Jr. skuffede en smule med sin debutplade men råder i dén grad bod på det med den meget mere gennemførte Confess. Som med Saint Etienne er der tale om en mand, der har studeret fortiden og har luret visse dynamikker. Dette har han kombineret med stærke kompositioner, der holder en høj kvalitet det meste af pladen igennem. Han er i øvrigt et fint eksempel på en mand, der for mig overskrider biografismens begrænsninger: I musikken udtrykker han alt det, han har så store vanskeligheder ved at få ud i interviews. Det antydes i interviews, at han har noget på hjerte, men hvor han her fremstår meget begrænset, mærker man fuldt ud i musikken, hvad der er på spil. Ganske fascinerende. Confess er lykkeligvis meget mere end en hyldest til romantiske motorcykelbander og 80'er-æstetik.

21. Lotus Plaza - Spooky Action at a Distance

Lockett Pundts andet album som Lotus Plaza nærmer sig, hvad han til tider har bedrevet med suveræne Deerhunter. For en sjælden gangs skyld oplever man også en unik sammenhæng mellem lyd, titel og artwork. Titlen passer i sig selv fint på Deerhunter også, og der er vel ikke overraskende mange ligheder. Det hele kulminerer med pladens næstsidste sang, Remember Our Days, der hører til 2012's absolut bedste sange.

20. Beachwood Sparks - The Tarnished Gold

Sikke veteraner! Sikket comeback! Sikke en, ja, formentlig afsked. Det hele er så befriende kedeligt. Som de synger på pladens stærkeste sang, Earl Jean, er de virkelig "back in town, out of style". Med lidt Dean Wareham her, lidt Clientele der, lidt åbenlys Neil Young mm. er Beachwood Sparks nået til et punkt, hvor de er befriet for egne forventninger. The Tarnished Gold er lyden af et band, der hviler i sig selv og på ingen måde har travlt.

19. Lower Dens - Nootropics

Med én af årets absolut stærkeste singler i bagagen, den stabilt futtende Brains, sikrede Lower Dens sig et godt udgangspunkt forud for udgivelsen af Nootropics. Med Jana Hunter i spidsen har bandet dyrket deres forkærlighed for kraut i endnu højere grad og er tilmed blevet væsentligt mere tilgængelige.

18. Sigur Rós - Valtari

I 2008 skuffede Sigur Rós stort med en plade, hvis titel er alt for lang til at skrive her. De seneste år måtte de også lægge ører til meget, da de pludselig var dømt ude af adskillige musiksnobber. Siden midten af 00'erne var det blevet så mainstream at lytte til bandet, at mange ikke turde stå ved det. Tendensen var tydelig, men bandet hører stadig til verdens bedste. De har allerede pioneret en ny genre, som vi stadig ikke har begreb om, og det er meget at forlange, at de skal blive ved at forny musiklandskabet. Med Valtari har de fundet frem til en samling sange, der ganske rørende repræsenterer en forventeligt langstrakt forhandling af kulde og varme. Hvilket privilegium det er at have de garvede islændinge til at udgive musik i denne tid!

17. Blondes - s/t

NYC-duoen Blondes har med deres debutalbum af samme navn udgivet én af de konceptuelt stærkeste plader i 2012. Pladen er bygget op af fire modsætninger eller divergerende værdisæt, hvoraf de fleste er blevet udgivet som singler med disse modstridende A- og B-sider: Efter første sang Lover følger selvfølgelig Hater. Senere hører man Business / Pleasure, Wine / Water og slutteligt Gold / Amber. Det er smittende dance til høretelefonerne, og jeg ved tæt på ingenting om den slags. Men hvor er det en fornøjelse at lytte til.

16. Bat for Lashes - The Haunted Man

Ja ja, det er ikke Two Suns, men bevares hvor har frøken Khan dog skabt et fint album med en lang række fornemme samarbejdspartnere. Det er ofte stort anlagt, og det har en eventyrisk dimension, som ingen andre i 2012 har ramt så smukt.

15. The Deadly Syndrome - All in Time

Jeg havde det på fornemmelsen efter bandets anden plade: De var ved at æde sig selv op. Deres soniske ærlighed omkring deres bitterhed var tydelig på Nolens Volens, og den er ikke aftaget på deres tredje udspil, All in Time. Men de har til en vis grad accepteret den og spiller på denne anerkendelse. Samtidig har de nu - også på underlig vis forventet - valgt at gå hver til sit. All in Time er en fornem plade at gøre det med, og selvom bandet altså aldrig fik det gennembrud, mange spåede dem i 2007-2008, har de en lang række stærke kompositioner bag sig at bryste sig af.

14. Julia Holter - Ekstasis

Igen må jeg konstatere: Sikken titel! Hvor passende den viser sig frem og bliver ved at vise sig frem, som man dykker ned i dette forunderlige album! Julia Holter får virkelig, med den græske visdom intakt, komponenterne til at stå uden for sig selv og udforsker rummet og rumligheden på så fornem vis. Som et spøgelse, der søger at manifestere sig i den fysiske realitet, er Ekstasis historien om en kunstner, der er uden for sig selv og er på en rejse tilbage mod sig selv. Et imponerende narrativ.

13. Port St. Willow - Holiday

Det hele starter med tåge. Langsomt kommer der trommer i spil, og den dominerende drone forhandler med noget ambient (for nu at lyde som en idiot). På trods af at Nick Principe har delt pladen op i 11 sange, er der i høj grad tale om en helhed. Han er angiveligt gode venner med The Antlers, hvilket nok ikke vil gå mange forbi efter en gennemlytning af Holiday.

12. Japandroids - Celebration Rock

Det hele starter og slutter med fyrværkeri i bogstaveligste forstand. Titlen er et tegn på veludviklet selvbevidsthed. De to allerførste sætninger er i direkte konflikt. Men de er et bevis på, hvordan netop selvbevidsthed kan bekæmpes med rendyrket gejst. Og det er netop, hvad canadierne er: Gejst. Det har de forankret i deres musik som ingen andre i 2012.

11. Moonface - With Siinai: Heartbreaking Bravery

Igennem en årrække var Spencer Krug én af vor tids utvivlsomt største sangskrivere med én de mest karakteristiske stemmer. Senere skuffede han en anelse med de sidste Wolf Parade-plader og en nedgang i kvaliteten med Sunset Rubdown. Hans soloprojekt Moonface kom heller ikke heldigt fra start. Så meget desto større er overraskelsen over styrken på denne anden fuldlængde under Moonface-navnet, som han har lavet i samarbejde med det finske band Siinai. Det hele er relativt tungt, stemmen er (selvfølgelig) fænomenal, og en sang som Shitty City er på det nærmeste ulig noget, man tidligere har hørt. Spencer Krug er tilbage, hvor han hører hjemme: Som én af vor tids mest interessante stemmer.

Top 10 følger én af de kommende dage