Maya Shenfeld og analoge synthesizere

Maya Shenfeld er lydkunstner og klassisk trænet komponist fra Jerusalem med base i Berlin.

Er der efterhånden nogen, der ikke har base i Berlin?

Er der?

Okay okay.

I 2022 lavede hun det fremragende In Free Fall, der kombinerede analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Baseret på nye kompositioner er det stadig mørkt og storslået på samme tid, ikke ulig et langsomt opbyggeligt klimaks i en kanoniseret russisk roman.

Jeg kigger på dig, Dostojevskij.

Hendes nye album, Under the Sun, er ude 23. februar på Thrill Jockey.

/Martin

The Embassy er stadig på toppen – og bunden

Hvordan skal jeg beskrive min kærlighed til The Embassy? Göteborg-duoen er ikke den største, men velsagtens den vigtigste og mest indflydelsesrige svenske gruppe siden årtusindskiftet. Jeg har skrevet om dem mange gange før. Både her, i nogle zines, måske flere steder, talt om og spillet dem i radioen. Hvorfor skrive igen? Hvorfor gøre noget som helst flere gange? Man søger vel en slags retfærdighed eller viden eller ønsker at videregive ... kærlighed.

De største Göteborg-hits de seneste 20 år kommer fra Håkan Hellström, men mange af de bedste svenskere står på skuldrene af The Embassy. De to pladeselskaber Sincerely Yours (jj, CEO, Honeydrips) og Information (Studio, D. Lissvik, Fontän) er begge opkaldt efter dem. The Tough Alliance, Jens Lekman og Air France er alle på forskellige måder formet af The Embassy.

Fredrik Lindson og Torbjörn Håkansson er tydeligt inspireret af Pet Shop Boys og New Order, men også af enkeltheden i Marine Girls fra starten af 80'erne. Det er suveræn popmusik med forståelse for house og disco. Ja, de har selv kaldt det underklassedisco. De er glade for at sample, ofte lydbidder, der kan tolkes antikapitalistisk. De er efter eget udsagn antikarriere og antirock, og derfor spiller de gerne korte koncerter, så man ikke når at kede sig. De har endda spillet playback på papinstrumenter. Det får mig til at tænke på en The Knife-koncert, der virkelig pissede folk af på NorthSide, da alle på scenen mod slutningen af koncerten stillede sig og så ud på publikum, mens musikken demonstrativt kørte videre af sig selv. Det var en fornøjelse at se, fordi folk har vænnet sig til, at deres popkultur skal serveres på en bestemt måde. Næsten alle koncerter følger samme form, og så kan de være gode eller dårlige, men det er trist, hvis vi ender med at stille os tilfredse med selve formen og bliver dovne forbrugere. Oplevelsen med The Knife får mig til at tænke på noget, The Embassy har udtalt: Der er ikke langt mellem frustration og eufori.

The Embassy formår at være upbeat, selvom alt kan lyde til at gå ad helvedes til. Det er hverken tårevædet eller ironisk. De tilbyder en tredje vej på samme måde, som New Order altid har gjort det. Det er menneskeligt, og i al vores menneskelige tragedie skal man ane, at også hverdagen kan være sjov. De kan lyde hedonistiske, men de overskrider aldrig grænsen. Romantisk er det også. Som på deres måske bedste sang 'It Pays to Belong': ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.”

The Embassy udgiver nu deres femte album, og de kommer aldrig til at få flere lyttere, end de kortvarigt havde i 00'erne. Det betyder intet for dem, så længe de engang imellem kan udgive noget, de kan stå inde for. Forud for albummet har de i foråret udgivet singlen 'Renegades' og et halvt år senere den helt igennem fantastiske single 'Amnesia'. Hvem kan slippe af sted med at sample får på den måde i en popsang? Er det en reference til The KLF? Og hvordan laver man en popsang på den måde uden vers og omkvæd? Det kan være svært at forstå The Embassy, men det er nemt at elske dem. Overlegen popmusik fra Göteborg, der stadig er Nordens bedste musikby.

Lyt til E-Numbers (Spotify, intet Bandcamp-link denne gang)

/Martin

Mabe Fratti giver ved dørene

Jeg kender for lidt til Guatemala, og det samme kan jeg vel sige om alle lande. Mere kan man altid vide. Men mere kan jeg også føle, for jeg har haft mindre tid og overskud til at føle en forbindelse til ny musik i år. Det er måske musikkens skyld, men jeg tvivler.

De seneste par år har jeg imidlertid i den grad været påvirket af guatamelanske Mabe Fratti. Cellist, komponist og sanger med base i Mexico City.

Med Será Que Ahora Podremos Entendernos i 2021 lavede hun ambient og avantgarde som en art hverdagsmagi, der mindede mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). 

Med Se Ve Desde Aquí (2022) skruede hun lidt ned for det romantiske og op for både jazz og støj. Men det var stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilhed. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt viste hun igen egen styrke.

Hun fortsætter med at være gavmild: Under navnet Titanic har hun netop udgivet albummet Vidrio med Hector Tosta, som er kendt som i la Católica og ligeledes er en del af den eksperimenterende scene i Mexico City. Her har hun igen skruet op for jazzen, og det bliver både progget og poppet undervejs.

Og fordi hun er en knag, har hun mere dejlig musik på vej om blot et par uger i form af et nyt samarbejde ved navn Amor Muere. Det betyder "kærlighed dør", og så er scenen ligesom sat.

Start med 2021-pladen og fortsæt derfra.

/Martin

Slowdive tænker på døden

Slowdive har jo altid været dejlige. Men de har også formået at lave et comeback, der føles naturligt: Hvor de både kan spille gamle favoritter, og hvor man faktisk gider høre deres nye materiale.

Det selvbetitlede comebackalbum i 2017 var ikke en enlig, halvheldig svale. Dette års sympatisk betitlede Everything Is Alive er en mere bar, nedtonet udgave af bandet, der måske sender en besked til os alle om, at de ikke gider kaldes shoegazer længere. At de aldrig gad det, ligesom alle åndsfællerne heller ikke gad. Men vi, der skal beskrive, lærer det aldrig, vel?

Everything Is Alive er ikke en naiv titel, og der er en vished om døden på spil. En bevidsthed om altings eventuelle afslutning. Slowdive har aldrig frygtet melankoli, men her er de mere vemodige, end de plejer at være. Men de er afklarede med det, døden er dem ikke fremmed.

Hvor de tidligere var mere søgende, er de her mere reflekterende. Det er modent på den gode måde.

/Martin

Små katedraler ringer ind

Det plejer jo at handle om ny musik på denne blog. Men hvorfor have en blog, hvis man ikke selv må bestemme, hvad man skriver om? En blog er alligevel allerede så gammeldags, så nu bliver det så gammelt som 2007.

Når jeg lytter til mange af de ting, jeg var begejstret for dengang, rammer den hårde erkendelse, at rigtig meget var godt dengang. Jeg har endda skrevet en artikel om den "quirky indie", som fyldte så meget.

Men tilbage i 2007 udkom også Stars of the Lids sidste album, And Their Refinement of the Decline. En amerikansk duo, der bestod af Brian McBride og Adam Wiltzie. Bestod. Brian McBride er gået bort, men tilbage står små monumenter, små katedraler, der får lov at ringe ind og ringe ud.

Stars of the Lid kombinerer ambient og drone. Fra det mere guitarorienterede i 90'erne endte de med at inddrage væsentligt flere strygere og messingblæsere (eller horn, om man vil) på The Tired Sounds of Stars of the Lid (2001). Det album varede to timer. Udviklingen fortsatte på det endnu flottere og lige så lange farvelalbum, som først for nylig blev et farvel: And their Refinement of the Decline. To timer, som jeg har genhørt igen og igen i årevis. I mit voksenliv har jeg næppe tilbragt lige så lang tid med et album.

Kompositionerne er ofte mellem 5-8 minutter, nogle endnu længere, og de lykkes med at være storslåede, næsten højtravende, og alligevel aldrig selvhøjtidelige. Det tog dem årevis at samle, adskille og på ny samle de mange lyde. Med stor respekt for instrumenterne og deres historie og tyngde. Der er meget dårlig ambient derude, og Stars of the Lid er det modsatte: De himmelske højder, der også findes.

Tak for musikken. Hvil i fred, Brian.

 
/Martin

Lee Gamble og skrattende minder

Lee Gamble er fascineret af alt dét, vi kun halvt husker. Minder, der er ved at forsvinde. Alle de små ting, vi går og siger til os selv. Hvordan var det nu, hun så hende læreren i håndarbejde? Hvor kommer den sætning fra, som har fundet vej til min hjerne? Og hvad med den melodi, som minder om noget Cocteau Twins, som helt afgjort ikke er Cocteau Twins?

Lee Gamble er en producer fra Birmingham, som nu bor i London. En rutineret en af slagsen. Han har dj'et i de glade 90'ere, lavet piratradio, da det var fedt.

Nu dyrker han det fragmentariske, de udviskede billeder, de slørede minder. Det minder mig lidt om danske Croatian Amor, der også dekonstruerer drømmepop.

Lee Gamble har angiveligt ikke samplet denne gang, men til gengæld fodret en kunstig intelligens, som har bidraget med syntetiske stemmer.

Hjernen finder vej til hjernen.

Models udkommer 20. oktober 2023.

 

/Martin

L'Rain og en fortættet lyd

Taya Cheek er på sin vis svær at gøre sig klog på. Som så mange andre er hun vokset op med at kunne plukke på alle hylder og dykke ned i musikhistorien uden besvær.

Forskellen er, at hun er bedre til at vælge fra og holde fokus. Under navnet L'Rain laver hun alternativ lag på lag-pop med masser af sjæl. I hvert fald soul.

'Two Face' er en formidabel sang. Stærk er også den nye single 'New Year's UnResolution', der læner sig mere op ad jazzen.

Produktionen er ligesom fortættet, en smule tilrøget, gennem sprækkerne dukker melodien op. På den måde kan det minde lidt om Blood Orange, da han var god for 10 år siden.

/Martin