Sun Airway

I årets første måneder lyttede jeg meget til en compilation sammensat af den engelske musikside The 405 med den sigende titel Heroes of January and February. Første del af samlingen var ren popglæde, og sangene smeltede næsten sammen. Derfor er jeg først nået til at skrive om Sun Airway nu.

Men hvorfor ikke holde sig til den rene popglæde og være lidt sparsom med ordene? Duoen fra Philadelphia udgav med Oh, Naoko deres debut EP og fulgte i oktober sidste år op med første fuldlængde, Nocturne of Exploded Crystal Chandelier.

Der er visse ligheder mellem duoen og Animal Collective, men jeg er selvfølgelig lige så træt af at sammenligne nye bands med disse, så det nævnes her, da sangskriver Jon Barthmus' kone ligefrem forvekslede de to, da Barthmus første gang spillede My Girls for hende. Når alt kommer til alt, er sammenligningen måske ikke helt forkert, men den er langt fra sigende.

Oh, Naoko by Sun Airway

MP3: Sun Airways - Put the Days Away
MP3: Sun Aurways - Waiting on You

/Martin

Fort Lean

Jeg har de seneste par uger lyttet flittigt til en masse plader, og særligt TV On The Radio vokser på mig efter at have skuffet en smule efter første gennemlytning. Fleet Foxes lader også til at være ganske fin, medens Okkervil River og The Antlers er en anelse kedelige på deres nye udspil efter de første gennemlytninger.

Og så en fin debut EP fra Fort Lean. Rigtig fin faktisk. De er fra Brooklyn, og de har modtaget en del sammenligninger med The Strokes og The Walkmen, og der er faktisk også en god del Okkervil River i dem, nu vi er ved det. Der er keyboard at spore, men det er primært en god, gammeldags omgang revival rock fra New York. Og når sangskrivningen er så lovende, som den er her, er det ikke noget at klage over. At den fire sange lange EP tilmed er gratis, er endnu et plus. Hent den fra deres Bandcamp.

Rigtig god weekend herfra.

High Definition by Fort Lean

Beach Holiday by Fort Lean

/Martin

Nyt fra Handsome Furs

Jeg har altid holdt af Handsome Furs. Mand og kone, der turnerer sammen og lader til at nyde, hvad de har sammen. Dan Boeckners tidligere hovedprojekt Wolf Parade leverede med deres debutalbum noget af det stærkeste og mest vitale, rockmusikken har hørt det seneste årti, og de havde svært ved at leve op til det på efterfølgerne (som dog stadig var glimrende). Handsome Furs begynder heldigvis efterhånden at blive vurderet ud fra det, de leverer, frem for hvad Boeckner kunne levere hos Wolf Parade.

Sædvanligvis karakteriseres Spencer Krug som den mere sofistikerede sangskriver med de mere komplicerede arrangementer og kompositioner (i såvel Wolf Parade som Sunset Rubdown), medens Dan Boeckner skriver sange, der er mere ligetil og måske endda mere direkte. Dette er også tilfældet med hans sangskrivning i Handsome Furs.

Det er dog ingenlunde en negativ udlægning. Særligt debutalbummet Plague Park bød på en masse fine sange, ligesom der også var nogle pletskud på Face Control. 28. juni er de ude med deres nyeste album Sound Kapital, som sædvanlig på Sub Pop. De har frigivet et par sange fra pladen, og heraf lyder særligt Repatriated lovende.

Handsome Furs - Repatriated by subpop

MP3: Handsome Furs - Repatriated
MP3: Handsome Furs - What About Us

Dreamed

Jeg må indrømme, at nedenstående MP3 muligvis er lige lovlig tæt på Beach House, men når nu sangen i sig selv er så stærk, er det svært ikke at lade sig begejstre. Dreamed er et soloprojekt af amerikanske Jessica Minshew, og retfærdigvis er vokalen da også langt fra Victoria Legrands.

Artworket her er fra selvsamme single Izumi, og flere sange kan findes på Dreameds SoundCloud-side.

Izumi by Dreamed

MP3: Dreamed - Izumi

/Martin

Et vindende væsen

"Oh, don't you think people are the strangest things?" Der er en nysgerrighed, der omgærer engelske Wild Beasts. En vilje til at undersøge, der går i samspil med en forståelse for den menneskelige natur. En forståelse, der anerkender, at forståelsen naturligvis er en proces, og som derfor forsøger at samle de sidste brikker i puslespillet. Hvilket derved blot skaber et større puslespil og forlænger den smukke proces.

Wild Beasts har aldrig være kalkulerede, men deres sange er skræmmende velkomponerede. På deres seneste plade, Smother, er der langt hen ad vejen en nøgenhed, der understreger den ærlighed, man føler formidlet i kvartettens univers. Først nyligt har jeg taget mig tid til at tænke over bandnavnet, der umiddelbart passer pudsigt til musikken - de startede med at spille under navnet "Fauve", der kan oversættes fra fransk til wild beast. Næsten parallelt med at jeg for første gang i månedsvis hørte udtrykket (og komplimenten) et vindende væsen. Et fabelagtigt udtryk. Wild Beasts er et vindende væsen, og Smother understreger, at vi her har at gøre med ét af Englands mest interessante bands.

Wild Beasts - Albatross by rockfeedback

Wild Beasts - Burning by khadunio

/Martin

Gold-Bears

For tiden ville jeg ønske, jeg havde tid til at gå hele Slumberland Records' diskografi igennem. De har nydt stor respekt siden dannelsen i 1989 og fandt et nyt publikum, da The Pains of Being Pure at Heart pludselig slog relativt bredt igennem.

Seneste forelskelse på selskabet hedder Gold-Bears, et næsten nydannet band fra Atlanta, Georgia. Frontmand Jeremy Underwood har tidligere spillet i Plastic Mastery og French Horns men tog en pause fra den udøvende musikpraksis i godt fem år. Han brugte dog tiden på at lave skitser, som han senere har været i gang med at indspille med sit nye projekt Gold-Bears, der begyndte at spille sammen i 2009. I 2010 udgav de deres debut 7" på Magic Marker (Plastic Mastery, Voxtrot) og fulgte op med en 7" på det lille DIY-label Cloudberry Records.

Nu er de klar med første fuldlængde, Are You Falling in Love?. Ud fra de sange jeg har hørt, er der tale om en vaskeægte Slumberland-æstetik: Støjpop med en overbevisende popsensibilitet. Hvordan lyder det at være forelsket, spørger Slumberland. Deres bud er: Nogenlunde sådan her. Det er en mur af behagelig støj. Svær at ignorere, nem at holde af.

Gold-Bears - Record Store by Slumberland Records

/Martin

Nyt fra Pictureplane

Det var ikke alle sange på Pictureplanes gennembrudsalbum Dark Rift, jeg var lige begejstret for. Men indimellem var der perler, der skilte sig ud og viste, hvor kompetent en sampler Travis Egedy er. Heriblandt den fremragende Goth Star, der elegant og skræmmende rev Stevie Nicks' stemme fra hinanden og skabte ét af 2009's mest overraskende stærke øjeblikke i musikkens verden.

På Dark Rift forsøgte Travis Egedy angiveligt at skabe en lyd, der primært skulle lede tankerne hen på starten af 90'erne gennem vidt forskellige samples. Nu er han så tilbage og udgiver albummet Thee Physical 19. juli - endnu en gang på Lovepump United. Én af hans kolleger på pladeselskabet, Jupiter Keyes fra HEALTH, har produceret pladen sammen med Egedy.

En lille sidenote: Jeg har tidligere givet udtryk for, at kunstnernavne er mere eller mindre ligegyldige, og at de i bedste fald kan være et plus. I dette tilfælde er det et yderst interessant navn, når nu samples er så væsentlig en del af Pictureplanes arbejde. Sammenholder man dette med teorier af eksempelvis Leo Steinberg eller Clement Greenberg (primært i forhold til billedfladen og den abstrakte ekspressionisme) og tænker på den oldgamle tanke om repræsentation, der siden Platon har gennemsyret vores idé om autenticitet og originalitet i kunsten, har vi her at gøre med et yderst velvalgt kunstnernavn. Thumbs up.

MP3: Pictureplane - Real Is a Feeling (fra Thee Physical)
MP3: Pictureplane - Goth Star

/Martin

Øjenkontakt

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om Gang Gang Dance, der med Saint Dymphna udgav én af de bedste plader i 2008. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af det nye album Eye Contact, men allerede nu føler jeg mig overbevist om, at vi har at gøre med én af de stærkeste udgivelser i år.

NY-gruppen bliver altid kaldt eksperimenterende, og alt imens det ikke just er en løgn, har jeg det altid mærkeligt med begrebet. Måske fordi deres halvdansable musik har noget mere organisk over sig. Noget næsten primitivt. Dette bekræftes også af gruppens koncerter, der er både eksplosive og nærværende. Egentlig er gruppen ganske svær at kategorisere, og jeg overdriver næppe ved at kalde dem unikke for vor tid.

Personligheden er bibeholdt på det nye udspil, og selv med mystikken velbevaret er der tale om en plade, der befinder sig tættere på lytteren. Den afspejler på betryggende vis en rastløshed. Empatisk stærk uden at være patetisk medlidende. Fra åbningsnummeret Glass Jar lukkes man langsomt ind, hvorefter man ingenlunde har lyst til at blive sluset ud igen. Godt seks minutter bygges der op, før vi for alvor er i gang. Disse minutter er en intro i ordets stærkeste forstand.

Pladen er umiddelbart også en anelse mere positiv end forgængerne. Ikke at Gang Gang Dance som sådan har stået for håbløshed, men der er stærkere optimistiske undertoner på Eye Contact. Ja, titlen i sig selv afslører en vis betoning af en betryggende intimitet. Når året er omme, vil vi formentlig se tilbage på den som én af årets stærkeste plader.

MP3: Gang Gang Dance - Mindkilla

/Martin

Dark Dark Dark er tilbage

For godt to og et halvt år tilbage skrev jeg lidt om Dark Dark Dark. Jeg må indrømme, at jeg det sidste lange stykke tid har glemt gruppen. Få måneder tilbage hørte jeg rygter om en forestående Europaturné, og efter at have læst en meget positiv (og velskrevet) anmeldelse på Undertoner, besluttede jeg mig for at investere i det nye album Wild Go.

Skuffet blev jeg heldigvis ikke, og selvom jeg endnu ikke kan slå anmelder Anna Møllers otte timers (straight) gennemlytning, er det nu engang en dejlig hybrid af et album. På trods af åbneren In Your Dreams er det mere traditionelt folket i denne omgang, men det er bestemt ikke mindre interessant af den grund.

Dark Dark Dark - Daydreaming

Dark Dark Dark - "Daydreaming" (from 'Wild Go') by METRO Magazine

/Martin

Nyt på vej fra Washed Out

Selvfølgelig måtte der komme et par ord om den nye Washed Out. "Selvfølgelig" grundet noget ikke lige så selvfølgeligt: At han i sidste måned blev offentliggjort som ny signing på Sub Pop. Med deres æstetik taget i betragtning kom det som en overraskelse, at det balearisk-inspirerede soveværelsesprojekt skulle tage skridtet ud og blive en del af selveste Sub Pop.

Der har allerede været en del reaktioner på det, og det erotisk ladede artwork har sammen med førstesinglen Eyes Be Closed skabt en del diskussioner allerede. Jeg vil ikke sige, at Ernest Greene er blevet pænere i lyden, men noget er der i hvert fald sket. Den toneangivende (og fremragende) blog I Guess I'm Floating kommenterede eksempelvis forleden: When did Washed Out become Phil Collins?

Spørgsmålet er, hvordan jeg kan høre, hvad ovennævnte mener uden egentlig at være enig. Denne umulighed ser jeg som en sejr for Washed Out. Efter et par fremragende EP'er lander debutalbummet Within and Without belejligt 12. juli, hvor det formentlig bliver det perfekte soundtrack til sommeren.

MP3: Washed Out - Eyes Be Closed (albummets åbningssang)

/Martin

Cass McCombs

Cass McCombs passer vist udmærket til det vedlagte pressebillede. Selv med en vis plads i spotlyset (altid gode anmeldelser, optræden på Pitchfork Music Festival, længere turnéer) gemmer han sig. Eller: Han bliver væk, svømmer tilbage op til overfladen, dykker ned igen. Han har på fem plader siden 2003 dyrket en del forskellige stilarter, og han er ikke just typen, man beskriver med tre adjektiver.

Så hvori består min trang til at fremhæve ham nu efter udgivelsen af det femte album? Jeg har selv sent opdaget singer-songwriteren, men det er heldigvis en ret hyggelig kunstner at følge op på. Cass er født i Californien og drog i sine yngre dage mod New York (den har vi hørt før) for at prøve lykken. I dag er han på Domino Records og er bosat i L.A. Det går vist udmærket.

Vist. Sikkert og vist. Der er en underligt underliggende uro gemt under den tilsyneladende ro, der formidles på det nye album WIT'S END. Det er langt hen ad vejen en betryggende oplevelse, og ofte bidrager klokkespil og yderst sagte trommer at bidrage til den beroligende og næsten søvndyssende (i positiv forstand) stemning. Hør blot den repetitivt stærke The Lonely Doll. En sand perle.

WIT'S END er ude nu i stort set alle tænkelige formater. I hvert fald digitalt og på CD, vinyl og kassettebånd.

Cass McCombs - The Lonely Doll by DominoRecordCo

Cass McCombs - County Line by DominoRecordCo

/Martin

Terry Malts

Terry Malts er en hemmelighedsfuld karakter. I hvert fald er der ikke synderligt meget info at finde om dem, og pladeselskabet Slumberland Records er heller ikke meget for at røbe for meget.

Nuvel, de spiller måske på det og fred være med det. Jeg ved dog så meget, at jeg kan lide San Francisco-musikerens powerpop med de mange anerkendende nik mod koryfæer som Ramones og Buzzcocks (som også deres label nævner). Jeg tænker dog også på en gladere version af mere moderne fortolkere af post-punk som Crystal Stilts.

For nylig udgav de singlen I'm Neurotic med et par fine b-sider, hvoraf jeg særligt er faldet for Distracted. Tematikken omkring dét at have brug for en distraktion er en evigt fascinerende tanke. At være bevidst om noget som en distraktion. At skabe et præferencehierarki og arbejde med eller mod det. Om vi så taler overspringshandlinger eller muligvis et behov for at komme sig over den ulykkelige forelskelse. Fascinerende er det altid.

MP3: Terry Malts - Distraction (download ved pilen til højre)
Terry Malts - Distracted by Slumberland Records

/Martin