Los Campesinos! og den romantiske tautologi

Til oktober udgiver engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos! deres nye plade No Blues, der på trods af den korte ordlyd er en klassisk LC!-titel med sin tørre, konstaterende tone.

Førstesinglen har fået den mundrette titel What Death Leaves Behind og er naturligvis ganske glimrende. Bandet har aldrig fået synderligt stor opbakning i Danmark, hvor det måske har været svært at forene gruppens udpræget engelske æstetik og hjerteskærende ironi med dét, der er blevet kraftigt promoveret herhjemme. Dette ændrer sig måske heller ikke med den nye plade, men det starter da ganske lovende.

Gareth David er én af vor tids bedste tekstforfattere, hvilket han igen beviser på What Death Leaves Behind, der ganske oplagt starter med begravelsesmetaforer, kirkelige artefakter og klassiske stemningsbilleder ("well summer sighed and summoned up hail"). Det hele leder op til et omkvæd, der ganske logisk fortsætter den power, vi bliver introduceret for i verset:

They say you and me are tautology
What grows from the seeds
Can you quite believe?
Through cracks come the weeds
Long time listener, first time caller
No need to remind me
What death leaves behind me

Omkvædet synges ganske effektivt som klassisk powerpop. De første fem linjer gentages af resten af bandet, hvorefter de synger de sidste to linjer sammen med Gareth David for at give dem ekstra pondus. Særligt skønt er det at tænke om tautologi som et romantisk anliggende, hvorfor idéen om sandhed får lov på klassisk vis at genindtræde i - så at sige - poetens sfære. Hertil kommer, at jeg altid har holdt af konceptet om en protagonist, der synger til sin udkårne men tematiserer de andre og deres udsagn. Som man eksempelvis også hører det i indledningen til Håkan Hellströms formidable Uppsnärjd i det blå:

"Dom måste lära sig gå"
Det är vad folk säger, när det är vi två
Vi måste härifrån
Den här stan drar ner oss til botten av ån

Gareth David har altid holdt af at spille på afsenderens bastante udmeldinger, der understreger den grundlæggende usikkerhed, og her får usikkerheden så en større plads. Idéen om at overbevise sig selv er et yderst sympatisk træk for den rationelle romantiker. Det forhold udforsker Bob Dylan jo også fornemt i Don't Think Twice, It's All Right og endnu mere konsekvent i den senere Most of the Time (i øvrigt én af de mest interessante Dylan-produktioner).

Nå ja, og så har vi jo allerede årets bedste linje her: I proof-read the Book of Job for the Lord: edit one, League Cup 2004.

No Blues udgives via Heart Swells, Turnstile og Wichita i oktober.



/Martin

Keep Shelly in Athens leger med geografi

Nu snyder billedet måske lidt. Keep Shelly in Athens er jo ét af de få bands, der i deres navn har et geografisk pejlemærke, der samtidig er deres hjemstavn. Hvor andre græske kvalitetsbands kan vi mon nævne på stående fod?

Duoen har egentlig været hypet i nogle år, og efter nogle stærke singler på det seneste er der nu i dén grad lagt op til et lille men kraftigt brag, når første LP, At Home, rammer gaden d. 17. september via Cascine.

Godt et halvt år tilbage udgav de singlen Madmen Love, der hører blandt deres mere dramatiske sange og spiller på et klimaks på anden vis, end man ellers kender dem. Det klæder dem imidlertid også at være lidt voldsomme i det. Denne sommer kom så Recollection, den første single fra den kommende plade. Produktionen er knivskarp, og de viser både ængstelighed og tålmod i en skøn, mærkværdig blanding. Vi kan selvfølgelig kalde det drømmepop, men der er også en anelse shoegazer at spore.

Men men men, det er den seneste single Oostende, der for alvor har fanget mig. Personligt har jeg længe haft et lidt ambivalent forhold til Belgien, og da det menneskelige ego har det med at læse sig selv ind i alverdens umulige sammenhænge, ligger der en fin konfrontation i benævnelsen af denne by i det vestlige Flandern.

Stereogum har beskrevet sangen som et "80s teen fantasy pop track", og det sidder vi nok alle sammen og forstår nogenlunde, selvom vi alle har vanskeligheder ved at forklare det. Netop det kendetegner vel en fin beskrivelse disse dage. Det rationelles begrænsninger. Sansningens magt. Sfærer og diskurser, der overskrider hinanden, når mennesker overskrider sig selv.





/Martin

Annie i let medvind

Norske Annie er ganske unik - ikke mindst i skandinavisk sammenhæng. Hendes særlige, sirlige og til tider syrlige blanding af tyggegummipop og rester af italo disco var et særdeles forfriskende pust, da hun brød igennem med debuten Anniemal helt tilbage i 2004. Singlerne talte bl.a. andet Greatest Hit, Chewing Gum og den fremragende Heartbeat.

Men det var aldrig nemt. Førstnævnte single blev udgivet helt tilbage i 1999 og var produceret af hendes daværende kæreste Tore "Erot" Kroknes. Han døde tragisk i 2001 blot 23 år gammel, og man skulle derfor helt frem til 2004, før pladen blev færdig.

Herefter gik der hele fem år, før plade nr. 2, Don't Stop, ramte markedet, men den blev overordnet set en mindre fiasko for den norske producer, DJ og sanger. Jeg har senere diskuteret sagen med en hel del fans, journalister og branchefolk, og der hersker en overraskende bred enighed om, at dårlig management er forklaringen.

Nu er der imidlertid passeret hele ni år, siden debutalbummet ramte gaden, og den umådeligt charmerende Annie bor nu i Berlin, hvor hun har færdiggjort The A&R EP. Hvorvidt titlen er en reference til forholdet med Island Records (som hun skrev med i 2007 men brød med før udgivelsen af Don't Stop) skal forblive usagt, men ét er sikkert: Annie er tilbage. Det bliver måske ikke med samme bevågenhed som tidligere, men mindre har som bekendt også ret.

EP'en byder på fem sange, hvoraf de fire er af ganske høj kvalitet. Højdepunktet er Hold On, der nok vil minde mange lyttere om noget, Saint Etienne kunne have bedrevet. En anden fin reference ligger i titlen Ralph Macchio, der skildrer hendes forelskelse i Karate Kid-stjernen, da hun var ung i Bergen.

Jo, Annie er stadig tilgængelig og unik på én og samme tid. Hun er altid og aldrig én af os. Måske hun derfor bor i Berlin.



/Martin

En enkelt perle fra Washed Out

Da Washed Out begyndte at røre på sig i sommeren 2009, fik farligt mange musikere travlt med at brande deres musik som chillwave, glo-fi, hypnagotic pop etc. Kort derefter kunne det ikke gå stærkt nok med at blive fri for betegnelsen. Men Washed Out fik æren for at have sat det hele i gang.

Egentlig var det ret begrænset, hvor meget god musik der rent faktisk kom ud af det. Og der var jo ikke just tale om en bevægelse som sådan. Washed Out havde også svært ved at følge op på sine første udspil med første LP Within and Without, der dog havde flere fine øjeblikke.

Nu er opfølgeren Paracosm ude (igen på Sub Pop), og den er beklageligvis ikke synderligt stærk. Den er i bedste fald (naturligvis) velproduceret, dog ganske kedelig. Men i disse tider er det svært at forvente homogenitet og kreativitet fordelt på en hel plade, og man går nemt glip af fremragende øjeblikke ved at afskrive en hel plade, fordi den ikke fungerer som - netop - plade. Og der er én enkelt fremragende sang på Paracosm. Én af de stærkeste sommersange fra det herrens år 2013: Falling Back.

Den er til gengæld så gennemført, at den retfærdiggør Paracosm. Som guitaren fader ind med sin fantastiske enkelthed, høres dejlige klokker, en stille synth, bassen sætter ind, trommerne spiller hurtigt men forsigtigt. Og efter godt 48 sekunder sætter trommerne så stærkere ind, og Greene lader sangen få den velkendte Washed Out-lyd med en kombination af den pressede, trætte, smukke VHS-synth og naturligvis ved brug af egen vokal. Romantik af ganske højt niveau.

En fan har lagt sangen på YouTube. Lad os se hvor længe den får lov at blive dér.



/Martin

Zola Jesus med bastante trommer, pizzicato og fortsat tristesse

Zola Jesus skuffede en smule med den seneste LP Conatus efter en række stærke EP'er og singler. 19. august er hun så ude med sin nye langspiller Versions, som altid på Sacred Bones, og nu kan man så høre singleudspillet Fall Back.

Nika Danilova er ganske let at kende på vokalen, men hun er vokset i lyd og ambitioner. Jeg er ikke sikker på, om hun nogensinde færdiggjorde sit filosofistudium, hvor hun lod sig begejstre af den (som oftest) mørke Schopenhauer, men med en plat metafor kan man sige, at hun er trådt en anelse ud af mørket på Fall Back.

Der er godt gang i strygerne, der får lov at stå frem i al deres skønhed og dramatik. Efter et lille minut kommer trommerne langsomt med og vokser med Danilovas længselsfulde kald (you are my only one... forever... forever... forever...). Efter et par minutter hører man en smuk omgang pizzicato, og trommerne og resten af strygerne vokser og vokser, medens Nika gentager de enkle ord: I would do anything to be the one with you.

Det klæder hende at være så direkte og ligefrem. Ikke at hun har gjort tingene unødvendigt komplekse tidligere, men hun er tydeligvis modnet, og det er svært at brokke sig over.



/Martin

Pure Bathing Culture drømmer videre

Det er snart to år siden, jeg skrev om Pure Bathing Culture for første gang, selvom det indrømmet føles som fire år. Jeg plejer sædvanligvis at have en udmærket tidsfornemmelse, men de seneste år har der været en vis temporal diskrepans inde i billedet. Det gør måske det hele endnu mere interessant.

Nuvel! Tilbage til musikken og væk fra egoet. Portland-duoen er ved at være klar med deres nye plade Moon Tides, der udgives ganske, ganske, ganske snart. Mere præcist: 19. august. Ganske snart.

De har indtil videre frigivet to fine sange, hvoraf særligt Dream the Dare er af nævneværdig karakter. De kører med samme enkle trommemaskineprogrammering og ditto beats, hvorpå de hver især tilføjer palmeguitar og (delvist) længselssang. Det bliver med stor sandsynlighed en fin augustplade.





/Martin

Delorean med dertilhørende forventninger

Det er efterhånden fire år siden, spanske Delorean brød smukt igennem med deres suveræne Ayrton Senna EP, hvilket betyder, at vi er blevet tre år ældre, siden de udgav deres seneste LP, Subiza, i 2010. Av og wauv.

Den 9. september udgiver de så endelig deres nye plade, der har fået titlen Apar. Da de kommer fra en baskisk landsby, må man hellere indstille Google Translate til baskisk, hvorfor man ender med ordet "skum". Men med en angelsaksisk prædominans i hverdagen kan man ligeledes tænke på adskillelsen af det forudsatte og det forventede. En adskillelse af sprog og mening, som lingvisterne i denne særlige gren af filosofien nok skal få meget sjov ud af. Uanset hvad: jeg holder af titlen og underfundigheden heri.

I slutningen af juni frigav de første nummer fra pladen, Spirit, der er så aldeles fremragende, at det må være én af årets bedste albumintroer. Nu har de så delt anden sang fra pladen, der lykkeligvis næsten lever op til denne skønhed. Med Spirit og den nye Destitute Time er det dermed svært ikke at føle en vis forventningens glæde. Og da september i forvejen er skabt til solnedgang, passer udgivelsesdatoen vist ret så fint.

Nå ja, og så er evigt charmerende Caroline Polachek at finde på én af pladens ti sange.





/Martin

Autre Ne Veut går et skridt videre

Autre Ne Veut har allerede udgivet én af årets stærkeste plader, Anxiety, der udkom tilbage i februar på Mexican Summer. Nogle måneder senere så jeg ham i Berlin til en relativt underlig men stærk koncert, hvor hans stemme var særdeles ødelagt og dog slagkraftig. En oplevelse og et stærkt 2013 indtil videre.

Nu har han så en ny sang ude som del af Adult Swims "summer singles series". Titlen er ganske enkelt On and On, og den afspejler ligesom kompositionen den komplekse enkelthed, der udforskes i Autre Ne Veuts univers, der netop ofte er præget af en forbandet evighed, der til tider kan minde om de følelser, som vor helt og antihelt gennemgår i en bog som The Picture of Dorian Gray (se for Guds skyld ikke filmatiseringen med Ben Barnes).

Ganske bemærkelsesværdig er også sangens outro, der på det nærmeste er en sang i sig selv og tigger og beder om at blive fuldendt af lytteren et sted mellem dennes hoved og næstkommende destination.



/Martin