Årets album 2008 - Camilla

10. The Acorn – Glory Hope Mountain (Paper Bag)

Vi har først fået glæde af The Acorns behagelige folk-pop i Europa her i år, selvom albummet ”Glory Hope Mountain” allerede blev udgivet i USA tilbage i 2007. Anmeldelserne har ikke været voldsomt lovprisende (ej heller hos Pitchfork, FY!), men forsanger Rolf Klauseners skrøbelige stemme og den Akron/Family-inspirerede musik, fortjener uden tvivl et nærmere lyt.
The Acorn på MySpace


Portishead - Third (Island)

10 års ivrig venten er slut. Third er udgivet og har været ventetiden værd. Det trækker lytteren ind i en mørk, melankolsk verden. En verden opbygget af eksperimentelle, trip hop-toner, som vi også kender det fra de tidligere plader, de Bristol-bosatte har sendt på gaden. Dette er et album, der fortjener et utal af gennemlytninger for at få alle detaljer med.
Portishead på MySpace

8. TV on the Radio – Dear Science (4AD/Interscope)

Det er ikke fordi, jeg kan prale af at have lyttet til Dear Science utallige gange. Gennemlyttet er det dog blevet, og det er svært ikke straks at være klar over, at man her har med en af årets mest gennemførte art-rock plader at gøre.
Tv on the Radio på MySpace

7. Atlas Sound – Let The Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (Kranky)

Atlas Sound er navnet på Deerhunter-forsanger Bradford Cox’ soloprojekt. Jeg anmeldte albummet for Undertoner tilbage i februar, og allerede dér herskede der ingen tvivl om, at det med sit ambiente og skrøbelige univers, ville finde en plads på min årsliste.
Atlas Sound på MySpace

6. Cut Copy – In Ghost Colours (Modular/Interscope)

Cut Copy har med det dansable electropop-album In Ghost Colours bevist, at Australien ikke kun kan prale af operahuse, Kylie Minouge, kænguruer, Ayers Rock, Steve Irwin, Architecture in Helsinki, koalaer... og AC/DC.
Cut Copy på MySpace

5. No Age - Nouns (Sub Pop)

Ligesom Abe Vigoda slog amerikanske No Age deres folder i det punkede undergrundsmiljø i LA. Selvom de nu har vundet mere og mere succes uden for deres hjemby, har de ikke skruet ned for hverken punkreferencerne eller støjniveauet på Nouns. Heldigvis. Pladen lever mindst ligeså meget op til sin forgænger Weirdo Rippers fra 2007.
No Age på MySpace

4. Vampire Weekend – S/T (XL)

Indrømmet - Der har ikke altid hersket hed kærlighed mellem mig og Vampire Weekend, og i starten var jeg stædigt overbevist om, at forsangeren, Ezra Koenig, burde finde sig et dårligt reggae-band at rode med i stedet. Heldigvis er det uretmæssige had blevet til henrykkelse, og Vampire Weekend havner derfor, med deres alternative, glade popsange, på en fjerdeplads. Vampire Weekend på MySpace


3. Jay Reatard – Matador Singles 08 (Matador)

Tidligere på året udgav Jay Reatard Singles 06-07 og her i oktober blev det til Matador Singles 08. Begge plader indeholder et hav af garage-punk og melodisk pop inspirerede sange, og selv et skønt cover af Deerhunter-nummeret ”Fluorescent Grey” kan det blive til på MS 08. Der kan derfor på ingen måde tales om et dalende niveau for hr. Reatard trods sin store produktivitet.
Jay Reatard på MySpace

2. Abe Vigoda - Skeleton (Post Present Medium)

De LA-bosatte Abe Vigoda har i år stået model til danske anmeldertæv fra henholdsvis Gaffa og Undertoner. Heldigvis er vi et par stykker, der modsat Undertonerskribenten, ikke tager udgangspunkt i bandets - åbenbart pinlige - pressemeddelelse, men i stedet for rent faktisk lytter til selve musikken. Og den er støjende og prægtig!
Abe Vigoda på MySpace

1. Deerhunter – Microcastle/Weird Era Cont. (Kranky/4AD)

Jeg elskede dem sidste år for Cryptograms. I år er de, om muligt, elsket endnu mere for deres Microcastle. Jeg mangler ord. Minimalisme, ambient og lofi-garage rock er åbenbart en guddommelig kombination.
Deerhunter på MySpace

Må I alle have et rigtig prægtigt nytår!
/Camilla

Open up your / Open up your / Open up your / Door!

I starten af det nye år er det tid til det nye Animal Collective-album Merriweather Post Pavilion, der har fået masser af omtale for både materialet (et par sange er leaket og spillet live) og... Ganske meget andet. Netop de leakede sange har fået blogs til at lægge sangene op, hvilket bl.a. Grizzly Bear også har gjort på deres blog. Indtil de fik problemer med "Web Sheriff", der var ude med riven på vegne af Domino. Nu har Bradford Cox også blandet sig med en noget alternativ indgangsvinkel.

Animal Collective har indtil videre kun udgivet gode albums - de fleste af dem endda fantastiske. Med dette års EP, Water Curses, er det da også svært ikke at glæde sig. En tårefremkaldende smuk miniudgivelse.

Hold øje de kommende dage, hvor Börneblogger Camilla sætter sig igennem med sin årsliste.

Og med et citat fra amerikanernes kommende album ønskes I hermed en dejlig jul (såfremt I er til den slags):

OPEN UP YOUR / OPEN UP YOUR / OPEN UP YOUR / DOOR!

EDIT: Det lyder vist mere som "throat" end "door" efter et par tusinde gennemlytninger!

MP3: Animal Collective - Brother Sport (NPR Live)

/Martin

Tværmedial tilfældighed

Som søn af en kunsthistoriker er det svært ikke at glædes, når noget af det bedste musik fra 2008 finder inspiration i billedkunsten. Kendskab til kunsthistorien er ikke pr. definition et kvalitetsstempel og ikke nødvendigvis et bevis på dannelse, men det kan omvendt også skabe et så meget desto mere imponerende værk, når man formår at bruge den viden, man har i sit værk. I 2008 blev det i musikkens verden til fin opmærksomhed for Pieter Bruegel den Ældre (ca. 1525-1569), før 1559 stavet Brueghel.

Første eksempel er hos Titus Andronicus med deres forrygende Upon Viewing Brueghel's 'Landscape With the Fall of Icarus'. Det kan kun anbefales at se billedet i større format for at få alle detaljer med. Bruegels billeder er sædvanligvis fyldt godt ud med detaljer - i dette tilfælde en kæk blanding af referencer til Det Gamle Testamente (Kain med sit kvæg og hyrden Abel) og græsk mytologi. Alle på billedet har travlt med deres eget, og ingen lægger mærke til Icarus, der falder i vandet til højre i billedet, efter solens stråler har ødelagt hans vinger. Livet går sin vante gang. Heri kan man lægge en masse, og temaer som ansvar og medmenneskelighed rejser sig nemt. Hvordan Titus Andronicus har tolket det, skal jeg ikke kunne sige, men noget tyder på, at de også har spurgt sig selv, hvorvidt man kan have nok i sit eget, og hvornår man som menneske bør tage ansvar for omverdenen:

So Father, if it's possible, let this cup pass me by, but if it can't without my drinking it, then thy will be done.

Det andet eksempel ses hos Fleet Foxes. Og selvom musikken fint akkompagnerer flere af Bruegels værker, skal referencen her ses direkte i gruppens cover art til debutpladen Fleet Foxes, hvor de bruger værket Netherlandish Provers (Nederlandske Ordsprog). Endnu en gang er der på værket frygteligt travlt. Ud over at fungere som et glimrende blikfang, er der også en masse detaljer i billedet. Alt imens tonerne er forholdsvis bløde, og lyset er ganske romantisk, er det svært at finde fred noget sted i billedet. Et forhold, der passer fint på Fleet Foxes' lyd over for deres tekster. På billedet ser vi bl.a. folk der slås, en mand der er gået kold, et dyr der sprættes op osv.

En undersøgelse i 1996 har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det endelige Landscape With the Fall of Icarus rent faktisk er malet af Bruegel. Det står dog fast, at det endelige værk i hvert fald er lavet over en skitse af den nederlandske maler. Og helt sikkert er det, at maleriet er en del af en tradition, som Bruegel mestrede til fulde.
Uanset hvad er det herligt at se musikerne være interesserede i kunsthistorien - og bruge den.
Til slut vil jeg anbefale at kigge grundigt på de to værker.

God weekend, kære læsere.

/Martin

En lille søndagshilsen

I den travle sidste måned på året sker der som bekendt ikke forfærdelig meget i musikverdenen. Derfor går selv blogs lidt i stå. Det er dog heller ikke spritnyt, hvad jeg her vil hive frem denne søndag - selvom det er ganske nyt for mine ører.

Engelske Jonquil er centreret omkring den 20-årige Hugo Manuel. Oxford-bandet startede som et soveværelsesprojekt for sangskriveren, der dog hurtigt indså, at han havde brug for nogle legekammerater. Derfor inviterede han Kit Monteith, Ben Rimmer, Jody Prewett og Sam Scott ombord - sidstnævnte fra de lovende Youthmovies, der har nydt fin succes i England i år.

Deres lyd er blevet sammenlignet med Akron/Family og Animal Collective (den har man vist hørt før), men der er bestemt også spor af danske Efterklang. Specielt i den forrygende Lions. Der er tale om en art østeuropæisk folk med flittig brug af harmonika og violin.

Jonquil er signet til Try Harder, der har udgivet de to albums Sunny Casinos og Lions. Try Harder er et forholdsvis lille DIY-label, der bl.a. har arbejdet med Foals, Blood Red Shoes og Youthmovies.

Ifølge Jonquils' MySpace spiller de på Lades i København d. 18. januar.

MP3: Jonquil - Lions
MP3: Jonquil - Whistle Low
Video: Jonquil med Le Blogotheque (vokalharmonierne rammer ikke altid korrekt, men det rammer alligevel hjertet)

/Martin

Årets album 2008 - Martin (1-10)

Så er vi nået til top 10! Se første del af Martins top 25 her.
Om 2008: Inden for hvad mange vil kalde indie-verdenen var 2008 præget af færre udgivelser fra etablerede grupper end sidste år (der bød på udgivelser af grupper som Interpol, Modest Mouse, Clap Your Hands Say Yeah, The Shins, The Arcade Fire, Animal Collective etc.).
2008 har til gengæld givet plads til mange spændende debutanter og en del albums fra bands, der er blevet stemplet som neo-folk, psych-folk og new-primitivism. Hvor 2007 bragte nogle af disse begreber på folks læber, er de først i år blevet hvermandseje. En anden heldig udvikling har også fundet sted i 2008: Et større udbud af grupper, der finder inspiration i verdensmusikken og er i stand til at forbinde den med en vestlig pop- og rocktradition. Endnu et spændende år for musikken! Og nu til resten af listen:

10. Portishead - Third

At vente ti år med at udgive album nr. 3 er ret rock 'n' roll. At skabe så vanvittige forventninger efter kun to plader er endnu vildere. At skabe et så helstøbt og helhjertet album som Third og dermed reaktualisere sig selv så overbevisende - det er en kunst. Portishead lyder ikke en dag forældede, og de sætter endnu engang musikverdenen på plads med deres dystre, elektroniske genialiteter.

9. Fleet Foxes - Fleet Foxes

Efter at have set på mange amerikanske årslister er en 9. plads ret lavt for debutanterne i Fleet Foxes. Jeg vil dog fokusere på, hvor imponerende det er at lyde så meget som sig selv på sin første fuldlængdeudgivelse, som det er tilfældet her. Fleet Foxes rammer bredt og kan ganske enkelt beskrives som både sofistikerede og pisse hyggelige.

8. Cut Copy - In Ghost Colours

Australske Cut Copy har med deres seneste udspil endelig erobret det store publikum, deres skønne pop fortjener. De fleste steder fremhæves gruppens inspiration fra 80'erne, men der er også en hel del fra 90'erne; de tager således elementer af naiviteten i eurodance og gør det, gisp!, interessant. Et forrygende album, der balancerer et mystisk sted mellem det dansevenlige og det melankolske.

7. No Age - Nouns

Punkduoen No Age imponerede sidste år med EP-opsamlingen Weirdo Rippers, der fandt plads på både min og Börneblogger Camillas liste over de bedste udgivelser fra 2007. I år udgav gruppen så deres første 'rigtige' LP - og de skuffer bestemt ikke. Blandingen af punk og ambient er spredt så elegant ud på albummet, at det ene aldrig overtrumfer det andet.

6. Atlas Sound - Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Bradford Cox' soloprojekt Atlas Sound var ventet med stor begejstring af mange Deerhunter-fans. Hvordan ville denne særling udfolde sig på egen hånd? Én ting var sikkert: Udfolde sig, det ville han. Manden oser af kreativt overskud, hvilket på denne spirituelle rejse tager lytteren gennem en eventyrlig og skræmmende verden af shoegazer-pop, ambient og lofi-pop.

5. The Acorn - Glory Hope Mountain

Canadiernes seneste udspil har mange steder fået fine anmeldelser - men kun få steder modtaget de rigtig fine af slagsen. Havde jeg kun haft en måned til at gennemlytte pladen, ville den nok også ende med en sådan bedømmelse. Men ligesom åbningsnummeret Hold Your Breath, én af dette års smukkeste sange, folder albummet sig ud og bliver kun stærkere og stærkere. Folder sig ud, lukker lytteren ind, lukker. Åbner op til noget større. Rolf Klausener er en yderst undervurderet sangskriver, der nok skal få den fortjente respekt de kommende år.

(Glory Hope Mountain udkom i USA sidste år, men fik først sin europæiske udgivelse i år)

4. Vampire Weekend - Vampire Weekend

Med så massiv hype op til udgivelsen af dette års bedste debutalbum skulle det blive spændende at se, om amerikanerne kunne levere varen. Det kunne de åbenlyst - ud fra både salgstal og anmelderreaktioner. Der er intet at sige til det: Deres blanding af afrikansk musiktradition og vestlig poptradition er ganske unik. Ikke fordi de har opfundet noget revolutionerende - men fordi de gør det så godt. De smittende og medrivende sange leveres med så meget overskud, at det er svært ikke at lade sig begejstre.

3. The Dodos - Visiter

Amerikanske The Dodos er et underfundigt studie i, hvordan man med simple midler stadig i 2008 kan skabe noget unikt. Om det så hører under psych-folk, neo-folk eller hvad. Meric Long er en fremragende guitarist og sanger, og Logan Kroeber er en fremragende trommeslager. De har den tekniske kunnen, og de har noget at bruge den til: De skriver ganske enkelt bedre sange end de fleste.

2. Deerhunter - Microcastle

Så kom Bradford Cox med to gange i top 6! Sidste år havde både jeg og Börneblogger Camilla svært ved at beskrive Deerhunters Cryptograms. Jeg vil heller ikke vove mig ud i en længere beskrivelse af album nr. 3. Det er simpelthen ufatteligt svært at beskrive, hvad Deerhunter gør, men de gør det rigtigt. Der er tale om en art rejse i nyere rockhistorie, og den kan kun anbefales.

1. TV On The Radio - Dear Science

Hvis Microcastle er en rejse i nyere rockhistorie, så er Dear Science et studie i logisk alsidighed. Intet band har i 2008 vist så meget overskud, som TV On The Radio har med dette udspil. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og amerikanerne har nu endelig indfriet det enorme potentiale og manifesteret sig som ét af nyere tids vigtigste orkestre. En gruppe, der giver fanden i, hvordan man bør lyde. En gruppe, der på magisk vis er endnu mere inspirerende, end den er inspireret - og så er vi ude i det transcendentale. Jeg er målløs.

(N.b.: Vi har valgt ikke at inddrage EP'er på vore årslister!)

Årets album 2008 - Martin (25-11)

Velkommen til første af to dele af Börneblogger Martins liste over årets album 2008. Vi starter med nr. 25-11.

25. Times New Viking - Rip It Off

Sandt at sige kender jeg mange, der ikke kan døje Times New Viking. Af samme grund som jeg elsker dem: Dedikationen til en støjende lo-fi produktion hvori de vikler bedårende, ultrakorte popsange.

24. Titus Andronicus - The Airing of Grievances

Endnu en skramlet produktion fra et meget lovende band, der snart får genudgivet dette album i en remastered udgave. Den sparsomme produktion til trods er kvaliteterne dog åbenlyse: En belæst rockgruppe, der både mestrer det hårdtpumpende og det ærligt følsomme.

23. Los Campesinos! - We Are Beautiful, We Are Doomed

At udgive album nr. 2 samme år som debutalbummet er et modigt træk, men når man på næsten alle måder overgår sig selv, skal man sandelig ikke høre for det. Hvor Hold On Now, Youngster var lidt for lang og lidt for overgearet, er opfølgeren kun en halv time lang, fordelt på ti sange. Vigtigst af alt er det, at selve sangene er så meget bedre på We Are Beautiful, We Are Doomed. Det er stadig meget twee, og den får ikke for lidt på violin og klokkespil, men det virker alt sammen - specielt med de enkle, hverdagsfilosofiske tekster.

22. of Montreal - Skeletal Lamping

Det er ingen skam ikke at kunne leve op til sidste års mesterlige Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Kevin Barnes og co. fortsætter med eksperimenterne, nogle gange lidt for meget, og får pakket ca. 50 sange ind i 15 titler af ca. en times varighed i alt. I forhold til sidste års album er der i år blevet plads til mere disco og meget, meget lummer funk.

21. The Notwist - The Devil, You + Me

Mange år skulle der gå, før man hørte nyt fra Tysklands bedste band. Årene har været brugt på en masse sideprojekter, der lader til at have renset den mesterlige gruppes kreative ånd, så de kunne starte forfra. At overgå Neon Golden ville nærmest være umuligt, og det lyder heldigvis ikke som om, de har prøvet. The Devil, You + Me er et rørende, stærkt og dramatisk album, der fortjener stor opmærksomhed for sin balancegang mellem det stærke og det skrøbelige.

20. Fuck Buttons - Street Horrrsing

For mange vil Street Horrrsing i længden være et kedsommeligt bekendtskab med sin hang til det repetitive. Men giver man sangene den nødvendige opmærksomhed, vil detaljerne også nå ørerne. Et brutalt og smukt elektronisk værk.

19. Bon Iver - For Emma, Forever Ago

Egentlig udkom For Emma, Forever Ago i første omgang i 2007, da Bon Iver, alias Justin Vernon, selv udgav pladen. I år fik den så en rigtig udgivelse med yderst fine selskaber i ryggen (Jagjaguwar i USA, 4AD i Europa), og vi tillader den derfor på listen! Det er længe siden, jeg har hørt så simple sange lyde af så meget. Noget så stille, der efterlader så eftertrykkeligt et sjæleligt ekko. Det er simpelt, det er skrøbeligt, det er ærligt - og netop derfor er det så stærkt.

18. The Ruby Suns - Sea Lion

New Zealand har i år markeret sig med både Flight of the Conchords og The Ruby Suns, og hvor førstnævnte ganske vist ikke er seriøs musik, er de ikke uden relevans i denne forbindelse: Begge grupper formår nemlig at grave ned i genrelandskabet med glimrende forståelse for effektfulde virkemidler. The Ruby Suns har med Sea Lion skabt et mangefacetteret popalbum med plads til inspiration fra The Beatles, afrikansk pop, deres egne mâorirødder og new wave. Forbløffende nok virker det stort set hele albummet igennem.

17. Gang Gang Dance - Saint Dymphna

På deres fjerde langspiller byder Brooklyn-bandet på mere psykedelisk pop, der finder inspiration i bl.a. en asiatisk musiktradition. Kedeligt bliver det aldrig, og krydderier som dance, ambient, trip hop, hip hop mm. giver det hele et præg af overskud frem for forvirring.

16. High Places - High Places

Efter en række glimrende demoer og singler var der store forventninger til High Places' debutalbum. De indfries heldigvis mere eller mindre, og selvom de er blevet sat i bås som neo-primitivism (ligesom Gang Gang Dance også er), er der andet og mere at hente i dette album - kort sagt er her tale om nogle yderst fine sange gemt i de mange lag.

15. Why? - Alopecia

Yoni Wolf og co. har med Alopecia skabt deres hidtil bedste album. I en tid hvor hip hop og indie rock ofte overlapper hinanden og skaber et bredere publikum end nogensinde før, er det stadig kun Why?, der til fulde dyrker så åbenlys en blanding af netop hip hop og indie rock. Og så er det endda bedre end det dejlige Elephant Eyelash.

14. Wolf Parade - At Mount Zoomer

Meget af denne liste indeholder referencer og sammenligninger med tidligere albums, og en sådan sammenligning er ganske umulig, når det kommer til andet udspil fra Wolf Parade. Apologies to the Queen Mary er et af dette årtusinds bedste rockalbums, og forventningerne til opfølgeren var derfor urimeligt høje. De første mange måneder blev det da også kun hørt med en følelse af skuffelse, indtil jeg gav det en fair chance. Lad der ikke herske nogen tvivl: At Mount Zoomer er et glimrende album, der vokser og vokser på lytteren.

13. Abe Vigoda - Skeleton

Selvom Skeleton er L.A.-bandets tredje udspil, har de først i 2008 vundet den fortjente anerkendelse. Musikken er blevet markedsført som både noise og punk, men det bliver aldrig meget larmende - ej heller punk i sin rene form. Snarere som det også er blevet kaldt adskillige steder: Tropical punk rock.

12. The Walkmen - You & Me

Endelig skete det: The Walkmen har med You & Me indfriet deres store, store potentiale. Hvor de tidligere har været eminente på et halvt album og halvkedelige på den anden halvdel, er de her i storform med deres simple rock 'n' roll hele pladen igennem.

11. Beach House - Devotion

Åh, den tristhed! Hvor kan den være charmerende, når den er så inderlig. Der er ikke ligefrem tale om en festplade, og Beach House kører i samme spor som på debutpladen, selvom Devotion er produceret den tand klarere.

I løbet af få dage kommer top 10 på siden.

/Martin

Dansk musik i 2008

Hvad enten vi taler den virtuelle verden eller den virkelige verden, er jeg hos nogle kendt (jeg bilder mig ikke ind, jeg er en celeb!) som værende ganske kritisk over for dansk musik. Dette skal ikke tilskrives et stædigt væsen eller et forsøg på en art politisk eller kulturel afstandtagen. Musikalsk snobberi er der måske klare tegn på i mit væsen, men dette burde ikke spille ind på landegrænserne. Dansk musik er bare sjældent rigtig interessant. Enten prøver kunstnerne slet ikke (hvilket kan være fair nok, hvis man kan skære en god popsang alligevel), eller også prøver de for hårdt, hvilket resulterer i noget tvungent, unaturligt, upersonligt. Dansk musik er stadig i krise rent kunstnerisk, men det lysner bestemt.

Mange af de forkerte albums er blevet fremhævet af pressen i år, ikke nogen jeg vil nævne her, og enkelte har ikke fået den credit, de fortjener - også selvom de har høstet fine anmeldelser og megen opmærksomhed.

Et band som Larsen & Furious Jane har gang på gang fået fantastiske anmeldelser - og formentlig aldrig bedre end i år. Men de sælger stadig ikke mange plader - heller ikke af det seneste album Zen Sucker. Heldigvis går det dem ikke på. I diverse interview fortæller århusianerne, hvordan de "jo også har et liv ved siden af musikken" - og pladesalget har jo vist sig ikke at gå ud over selve musikken. De er ikke gået på kompromis for at gå et bredt publikum i møde.

Til gengæld har det tidligere Lake Placid-medlem Jannis Noya Makrigiannis med sit Choir of Young Believers haft både kommerciel succes (så meget man nu kan have det i Danmark) og anmeldertække - endda med rette. Hittet Next Summer er langt fra det bedste på debutalbummet This Is For the White in Your Eyes, hvilket siger noget om den høje kvalitet på denne langspiller.

Diefenbach har ligesom Larsen & Furious Jane haft anmelderne på deres side igennem mange år og luftede i år deres frustrationer over for Undertoner: "Vi har eksisteret i 10 år, og det kunne være fedt at prøve at sælge mere end 1.500 plader. Det handler ikke kun om at sælge, men vi synes, vores musik er god nok til, at nogle flere skal høre den. Det ville være fedt ikke længere kun at være up and coming."
Man kan håbe for københavnerne, at pladesalget stiger med deres album fra i år, Dark Spinner.

I det mindre rockede hjørne har Rumraket-bandet Our Broken Garden markeret sig ved at blive signet til det, med rette, prestigefyldte Bella Union i England. Og de er endda at finde på Mojos liste over årets albums på en 35. plads (find link og en masse andre årslister her).

Og nu vi er ved Storbritannien er det også blevet til megen fortjent opmærksomhed for de to M'er Mimas og Marvins Revolt, der begge, som tidligere år, har turneret flittigt derovre. Mimas har fået udgivet debutalbummet The Worries (udgives først herhjemme til februar) gennem Big Scary Monsters til forrygende anmeldelser, og Marvins Revolt har fået udgivet deres Killec gennem The Richter Collective. Killec blev udgivet herhjemme i 2007 og er desværre stadig ret overset.

Flere af de nævnte grupper i denne artikel enten kender jeg eller har på anden måde en relation til. Dette vil altid sløre dømmekraften, så dem ville jeg ikke tage med på en liste over årets danske udgivelser. Faktisk vil jeg slet ikke mønstre en decideret liste. Men når alt dette er sagt, vil jeg alligevel ikke holde mig tilbage fra at skamrose en anden dejlig overraskelse i 2008: Le Fiasko. Med deres selvbetitlede debutalbum har de formentlig skabt årets danske udgivelse. Et inspirerende værk, der ubesværet svæver mellem det jazzede, det post-rockede og decideret pop. Uden at lade til overhovedet at bekymre sig om disse genrer, disse begreber. Tilmed er produktionen så fremragende, at værket som helhed sagtens kunne klare sig på det udenlandske marked, hvis det blev støttet af kompetent markedsføring og turnévirksomhed. Læs min anmeldelse på Frekvens (ingen tvang).

Optakt til årsliste: Honourable mentions - Martin

Så er jeg ved at være tæt på at offentliggøre min liste over årets 25 bedste albums fra 2008. I første omgang vil jeg dog lige sørge for at ære nogle af de bands, der ikke kom med på listen. Bands, der har leveret gode, rigtig gode og mere end hæderlige albums i 2008. Enkelte af disse udgivelser var meget tæt på at komme på listen, andre er blot så lovende, at de nødvendigvis må nævnes, og andre endnu kan jeg simpelthen bare ikke komme udenom.
Der har naturligvis været mange andre fine udgivelser i år, end dem jeg nævner her og på selve listen.

Elbow – The Seldom Seen Kid

The Music Tapes – Music Tapes for Clouds and Tornadoes

Crystal Stilts – Alight of Night

Frightened Rabbit – The Midnight Organ Fight

Women - Women

M83 – Saturdays = Youth

Born Ruffians – Red Yellow and Blue

Ponytail – Ice Cream Spiritual

Vivian Girls – Vivian Girls

Sigur Rós - Með suð í eyrum við spilum endalaust

Pacific! – Reveries

El Guincho – Alegranza

Ra Ra Riot – The Rhumb Line

Grand Archives – Grand Archives

Crystal Castles – Crystal Castles

Okkervil River – The Stand-Ins

Tokyo Police Club – Elephant Shell

This Town Needs Guns - Animals

Department of Eagles – In Ear Park

Benoît Pioulard - Temper

Silver Jews – Lookout Mountain, Lookout Sea

Windy & Carl – Songs for the Broken Hearted

Måske jeg vedlægger nogle mp3'er på et tidspunkt. God tirsdag, kære læsere.

/Martin

Tribute til et par opløste grupper

Det er blevet d. 1. december, og vi har allerede nævnt julen her på bloggen. En del årslister er nu også dukket op rundt omkring, og vi er også i fuld gang med at overveje vore. Og nu da vi er ved det med at skue tilbage, kom jeg forleden til at lytte til et par opløste bands, der aldrig har fået megen opmærksomhed i Danmark. Dette indlæg er en hyldest til de to.

Det første er canadiske K.C. Accidental (fanside her), der var en art forløber for Broken Social Scene. Duoen bestod således af BSS-tovholder Kevin Drew og Charles Spearin, der har været med til at danne det jazzede post-rock vidunder Do Make Say Think (og er indehaver af et prægtigt 80'er moustache). De nåede kun at udgive to albums, Captured Anthems for an Empty Bathtub (1998) og Anthems For the Could've Bin Pills (2000), før de gik videre med andre projekter. Deres få sange indeholder ganske lidt vokal, men det er ganske tydeligt at høre, hvilke bands de skulle vise sig at gøre sig gældende i.
Debutalbummet udgav bandet selv, men fik det genudgivet med hjælp fra Noise Factory Records i 2003. De udgav også gruppens andet og sidste album.

Det andet band er American Football fra Urbana, Illinois (forrygende bynavn!). Gruppen eksisterede i årene 1997-2000 og blev dannet af Mike Kinsella og Steve Lamos. Førstnævnte, gruppens kreative drivkraft, er i dag kendt for sit soloprojekt Owen, ligesom han også har været en del af Cap'n Jazz og Joan of Arc. De fleste af bandmedlemmerne spillede sammen i forskellige konstellationer og under forskellige navne, og som American Football blev det til et enkelt selvbetitlet fuldlængdealbum og en, ja, selvbetitlet EP. Begge udgivelser blev varetaget af Polyvinyl Records (Aloha, Architecture in Helsinki, Asobi Seksu, Headlights, Loney Dear, of Montreal og Joan of Arc + Owen). Gruppen blev i sin tid sammenkædet med emo og er siden flittigt blevet døbt 'post-emo', hvilket nok hænger mest sammen med de banale (men kære) tekster. Meget af det fine guitararbejde kunne snildt have inspireret mange af vor tids engelske math-pop bands med sine rødder dybt plantet i den amerikanske forstads blanding af math-rock og emo, men dette bunder mere i personlige spekulationer end i bevis gennem interviews.

/Martin