The Deadly Syndrome - to og et halvt år senere

Tilbage i 2007 skrev jeg om L.A.-bandet The Deadly Syndrome i forbindelse med deres debutalbum The Ortolan. Et album, der har fulgt mig loyalt siden sin udgivelse. Bandet modtog dengang en fin portion opmærksomhed, havde mange af de rigtige medier med sig, udgav på Dim Mak, havde ry som et fantastisk live-band og gik generelt en lovende fremtid i møde.

Musikken var ikke banebrydende. Ingenlunde. Men det var heller ikke, hvad de fire forsøgte. De modtog sammenligninger med utallige samtidige bands (alt fra Wolf Parade til Arcade Fire over CYHSY). Produktionen var løs i det, og der var en herlig energi at spore. Selvom der for feinschmeckere manglede meget på albummet til at gøre det til ét af 2007's uundværlige køb, var der masser at komme efter. Hypen blev dog aldrig fulgt op, og bandet brød med pladeselskabet. En lang proces begyndte mod indspilningen af deres andet album. En lang og hård proces.

Vi skulle såmænd helt frem til 23. marts 2010, før udgivelsen var klar. Ikke at det er lang tid mellem to udgivelser, hvis man spørger bands som Portishead eller The Notwist, men i forhold til hele processen har det været en lang periode. Titlen er Nolens Volens, og hele processen kan høres på pladen. Oversat betyder det "enten man vil eller ej", og denne vilje og konsekvens er kærkommen i bandets udtryk - og den høres tydeligt sammenlignet med det mere letbenede (men stadig dejlige) debutalbum. Det er vist at overdrive at konkludere, at firkløveret er blevet voksne siden The Ortolan, men noget er der i hvert fald sket. Teksterne var også dramatiske dengang, men der er mere kynisme på spil i dag. Et vist vemod er også at spore. Om det er den tabte ungdom, der savnes, er ikke til at sige. Uanset hvad har The Deadly Syndrome begået et dejligt album med ti guitarorienterede popsange, der får en klar anbefaling herfra.

MP3: The Deadly Syndrome - Wingwalker (opgiv e-mail og få sangen fra deres side)

/Martin

Barca-beat til en grå dag

Sidste år udgav Delorean deres særdeles medrivende Ayrton Senna EP via franske Fool House. Nu er den spanske kvartet langt om længe ved at være klar med deres nye langspiller, Subiza. Ja, der er lidt over to måneder til udgivelsen, men vi nærmer os så småt datoen: D. 8. juni. Det bliver fremadstormende True Panther (et sub-label til Matador), der varetager udgivelsen. Et selskab, der har fået en del kærlighed herinde på det seneste.

Modsat hvad mange tror, er Delorean ikke et helt nyt bekendtskab. De udgav deres første album helt tilbage i 2000 og har siden udgivet flere LP'er og EP'er. Tidligere dyrkede de dog et ganske andet udtryk, og deres Ayrton Senna EP markerede noget af et skifte. Både stil- og hypemæssigt. Der refereres nogle gange til deres lyd som Barca-beat, hvilket der er noget meget smukt ved. Til dem, der ikke har haft muligheden for at flygte sydpå til en mindre grå himmel (og til dem, der slet ikke har ferie): Nyd denne lille perle af solskin fra Spaniens vel nok mest interessante gruppe i øjeblikket.

MP3: Delorean - Stay Close (fra den kommende Subiza)
MP3: Delorean - Seasun (fra Ayrton Senna EP)

/Martin

Nyt fra Suckers

For et års tid siden skrev jeg om amerikanske Suckers i forbindelse med udgivelsen af deres debut EP, der bl.a. indeholdt den fremragende Easy Chairs. Siden da har de signet med kvalitetsgaranten Frenchkiss, der udgiver bandets første langspiller Wild Smile d. 8. juni.

Bandet udtrykker en skøn rastløshed, der bliver holdt på plads af de simple, pulserende trommer. En rastløshed, der aldrig tager helt over, men forbliver fordrende for kreativiteten. Bl.a. her høres inspirationen fra Modest Mouse. Produktionen holder sig tydeligt til dette årtusinde, men der er en hel del Talking Heads over stemningen. Halvmanisk guitarpop i høj klasse. Der lader til at være noget at se frem til d. 8. juni.

Rigtig god weekend.

MP3: Suckers - Black Sheep
MP3: Suckers - Easy Chairs

/Martin

Forår, palimpsest, The National

The National er ufatteligt stabile. De laver mere eller mindre kun gode sange, og de er forblevet umådeligt sympatiske. Det er snart tre år siden, de slap Boxer, og nu er de ved at være klar med endnu et forårsalbum - faktisk det tredje i træk. D. 11. maj er High Violet på gaden, og forventningerne er ikke just små.

Nogle uger tilbage premierede de Terrible Love hos Jimmy Fallon, og bedst som jeg troede, jeg havde fået nok af bandet efter flere års dyrkelse, fik de nok engang revet mig med. Nu er første mp3 løs, og med Bloodbuzz Ohio er der unægteligt tale om The National. Meget, meget fascinerende ved kvintetten er det, hvordan de ændrer utrolig få ting og alligevel fremstår dugfriske for hver ny udgivelse. De maler i højere grad på sig selv, end de maler på andre, og derfor er Richter-billedet måske ikke just præcist, men det bidrager til følelsen af forår - og ting, der smelter. Nostalgi og kærlighedssange.

MP3: The National - Bloodbuzz Ohio

/Martin

Cap'n Jazz

Jeg har ved tidligere lejligheder udvist begejstring for opløste American Football. Før American Football var Mike Kinsella dog også involveret i et andet indflydelsesrigt projekt. Med sin broder dannede han således tilbage i 1989 Cap'n Jazz, og såfremt man kender bandet, er det næppe gået forbi, at de nu er blevet gendannet efter femten års fravær.

Jeg gyser ved karakteristikken 'emo', selvom den efterhånden kan betyde alt. Betegnelsen er en løbende joke, der kan bruges om snart sagt alt, hvis blot man er kreativ nok. Sort/hvidt stiller mange det op således, at man enten er ironisk eller emo. Uanset hvad blev de unge gutter i sin tid forbundet med noget, man kan kalde en forløber for emo'en: En blanding af noget post-hardcore og punket med skrig. De nåede kun at udgive et enkelt album, hvis titel er så lang, at den enten er sjov eller irriterende: Burritos, Inspiration Point, Fork Balloon Sports, Cards In The Spokes, Automatic Biographies, Kites, Kung Fu, Trophies, Banana Peels We've Slipped On and Egg Shells We've Tippy Toed Over. Den blev bedre kendt som Schmap'n Schmazz, og det forstår man vel godt.

Personligt er jeg mere til American Football, men spændende er det da med en reunion, der ikke er blæst så stort op som mange af dem, vi er stødt på de seneste par år.

MP3: Cap'n Jazz - Oh Messy Life

/Martin

I 2005

Med alle de nye udgivelser, der er at holde øje med, har man ofte ikke tid nok til at dykke ned i gamle favoritalbums. For tiden er det dog blevet til en del Why? og i særdeleshed deres Elephant Eyelash fra 2005. En gåtur gennem Trøjborg gjorde Gemini (Birthday Song) endnu smukkere.

Bathed, shaved and oiled
Your legs are two skinny dolphins swimming
Between the mattress and the layers of bedding
Turning in your drug dry sleep
When I ask you to kiss my pulse
You offer to start the shower
I want a verb
And you give me a noun
What do you dream up while I tongue you down?



Beklager den uinteressante video - nyd i stedet sangen. Why? er i øjeblikket i gang med en Europaturné, der desværre ikke bringer dem forbi Danmark.

MP3: Why? - This Blackest Purse

/Martin

Idiot Glee

Tilbage i slutningen af november lagde jeg en enkelt sang ud med Idiot Glee, en ung mand med hang til 1950'erne og Grizzly Bear, Panda Bear og andre bjørne. Måske hr. Pecknold også kan tælle som en bjørn i denne sammenhæng.

Hans sange er ret glade, men der er en aura af forsigtighed omkring denne glæde. En næsten psykedelisk glæde med frygt for de forkerte hallucinationer. Knægten spiller på SXSW de næste par dage, og vi kan jo lytte med og tage del i weekendglæden fra det efterhånden lidt varmere men stadig grå Danmark.

MP3: Idiot Glee - Happy Day
MP3: Idiot Glee - All Packed Up

/Martin

Shout Wellington Air Force - Clean Sunset

Med en titel som Clean Sunset er det svært ikke at lade sig begejstre en lille smule på forhånd. Af uransagelige årsager er æstetik og meteorologi smeltet meget sammen på det seneste, hvilket har været tydeligt i mange indlæg. Uanset hvordan vejret dog måtte være, er det en titel, der har en virkning. Specielt fordi det bagvedliggende materiale er så stærkt.

Det er danske Shout Wellington Air Force, der står bag titlen og albummet, der udgives i starten af april. Et album, der med sikkerhed vil stå tilbage som noget af det ypperligste fra den hjemlige musikscene i år. For præcis en måned siden skrev jeg om nogle af de nye sange fra pladen, og nu har jeg endelig haft fornøjelsen af at lytte til værket i sin helhed, hvilket også i høj grad styrker de i forvejen gode sange, der blev frigivet tidligere.
Shout Wellington Air Force har en styrke i sanger Bastian Kallesøe, der både er blevet en bedre sanger og samtidig er blevet mere underspillet i sit udtryk - selvom denne underspillethed udfordres og ekspliciteres i en dejlig dramatisk overspillethed i slutningen af en sang som On the Shore. Han får i øvrigt selskab af Jesper Lidang og Søren Lilholt fra The Rumour Said Fire på sangene Polio og In the Waves. Her supplerer de hinanden imponerende og - igen - underspillet. Men der er også god grund til at rose både den stærke rytmesektion og sammenspillet mellem guitarerne.

Generelt er produktionen på én gang fyldig og modig og samtidig ret underspillet. Der lurer fine popsange på albummet, men kvartetten har valgt en anden og mere modig tilgang end blot at spille på dette. Specielt modig i den forstand at de med deres gamle lyd var mere udadvendte og med en mere voldsom promotionmaskine sagtens kunne have nået langt større højder. Guderne må vide, at jeg har svært ved at klare ordet 'indie' efterhånden. Uanset hvor meget jeg end måtte høre af musik, der kan påklistres dette mærkat. Så nu bruger jeg det modvilligt: Flere af sangene på Clean Sunset kan i deres udgangspunkt siges at være konventionelle indie rock-perler, men de tilsættes ofte nogle elementer af psych-pop. Overordnet er der mange små detaljer i sangene, der afslører sig ved nærmere gennemlytninger, og det er her, man virkelig belønnes som lytter. Sangene som sange er melodimæssigt stærke nok til at kunne afspilles med succes på et gammelt konfirmationsanlæg, men man bør gøre sig selv den tjeneste at lytte i et par gode høretelefoner, hvor de små indslag virkelig kommer til deres ret.

På ca. 35 minutter når de fire en masse uden nogensinde at sjuske sig igennem eller lyde forhastede. Der er ingen stress á la Architecture in Helsinki eller nyere of Montreal (uden yderligere sammenligning i øvrigt - og den stress er i øvrigt mestendels en god ting i deres tilfælde). Det virker naturligt og sammenhængende, og der er ingenlunde tale om endnu et dansk metervareprodukt. Fyrene har noget på hjerte, og det er umanerligt dejligt at konstatere, at det virkelig kan betale sig at bruge tid på at finde inspirationen, lysten og viljen til at færdiggøre et album. Clean Sunset er en fornøjelse at sætte på den allerførste gang, og det er en fornøjelse at vende tilbage igen og igen og udforske detaljerne. Nu giver brugen af Cézannes St. Victoire-billede måske også mere mening.

Der er tre sange på bandets MySpace fra det nye album. Såfremt der lægges mp3'er ud et sted, bliver de også lagt ud her.

/Martin

Anoraak

Retro. I kunstsammenhænge et adjektiv, der kan misbruges, tilsvine og komplimentere. I musikalske sammenhænge italesættes en "ny" retrobølge konstant, indtil et årti er komplet udvandet, og musikere, publikum og presse er klar til at efterbehandle en ny, gammel tids udtryk.

Retrobølgerne har skyllet tonsvis af elendige musikanter ind på verdensscenen gennem de første år af dette årtusinde som nøje planlagte, målgruppeorienterede modeikoner. Modeller med guitar og bas forstås. Ingenting på hjerte.

Anoraak er en fransk elektronisk musiker fra Nantes. Ud over at kalde sig et glimrende navn, udgav Anoraak i 2008 en EP med titlen Nightdrive With You, hvorfra det fremragende titelnummer stammer. Æstetikken fører tankerne tilbage på en 1980'er-synthgruppe som Bronski Beat, og her bliver retroelementet væsentligt: Som med navne som Daft Punk, M83 og Cut Copy fornemmes der som lytter og barn af 80'erne en genkendelig, oprigtig kærlighed til en periode med arkadespil og VHS og minder om, at nostalgi kan indeholde en stor kvalitet i sig selv. Ingen model med synth her.

MP3: Anoraak - Nightdrive With You

\Mathias

Arms

Harlem Shakes nåede i sin tid ikke at blive særlig store, og det er de heller ikke blevet efter deres opløsning. De bliver næppe et kultband om ti-femten år, men der er heldigvis en vis fortrøstning at hente. Forsanger Todd Goldstein har således også soloprojektet Arms, der kort blev nævnt på disse sider for et års tid siden. Egentlig er det efterhånden blevet en trio, men Todd står bag musikken.

Han har netop lagt en ny EP ud til gratis download, der kan hentes via den officielle hjemmeside. Arms spiller til dette års SXSW, og fem shows er planlagt. Nu mangler de kun at løse et enkelt problem ifølge Todd Goldstein:
"Do we have a van? Not yet! But we'll figure it out. Seriously, if anyone has a van or knows of one, email me at toddiangoldstein@gmail.com - seriously."

MP3: Arms - The Frozen Lake
MP3: Arms - Heat and Hot Water

/Martin

Zola Jesus

Efter en lovende start på marts måned har de seneste dage været ganske grå. I bogstavelig forstand. Tanker om weekend kombineret med dette grå passer nærmest perfekt til Zola Jesus' Night.
Zola Jesus er den snart 21-årige Nika Roza Danilova fra Wisconsin. En kvinde, der skaber ret mørk musik med spor af new wave. Af ren nødvendighed har hun indspillet sit første album The Spoils med en ret lo-fi lyd, medens den nye EP Stridulum er lidt renere. Herfra stammer også vedlagte Night. Musikken beskrives nogle steder som lo-fi goth, hvilket er en forholdsvis klam beskrivelse, selvom den rammer lidt rigtigt.

At det rammer rigtigt og samtidig føles forkert passer udmærket til noget af det, Nika prøver at dyrke i sin musik. Hun udtalte i slutningen af sidste år, at hun godt kan lide at dyrke det ubehagelige i musikken. Det ubehagelige, som vi alligevel søger. Nu giver det måske også mere mening med det gotiske. Hun læser fransk og filosofi og begyndte i en ung alder at dyrke Dostojevski og Nietzsche, ligesom hun nu også har taget Schopenhauer under sine vinger. Man kommer næsten til at tænke på Frank i Little Miss Sunshine, der konkluderer om high school, at det er prime years of suffering (i forbindelse med Proust og en teenagers problemer).

Nika er operatrænet fra syvårsalderen og on-and-off ti år frem. Hun kan da også meget med stemmen, men mest af alt er det indfølingen, der er imponerende. Man tror på hende, selvom man ikke ved, hvad hun vil sige. Et paradoks, der er værd at udforske, fordi det lægger op til at udforskes - måske fordi det i virkeligheden ikke kan andet end udforskes.

Don't be alarmed, in the end of the night you're in my arms

Man foruroliges. Hun søger det - men er usikker.

In the end of the night when I can be with you
Until the end of the night when I can be with you

Længslen i hendes stemme er utrolig, og man frygter næsten, om hendes profeti mon bør gå i opfyldelse. Eller om der i virkeligheden er tale om en drømmetilstand. At hun nøjes med drømmen. Night er en varm anbefaling i en til stadighed kold tid.

MP3: Zola Jesus - Night
MP3: Zola Jesus - Clay Bodies
MP3: Zola Jesus - Crowns

/Martin

At gribe lidt tilbage + invitation

For få år siden var der megen fokus på italo disco, og specielt selskabet Italians Do It Better fik megen opmærksomhed. Roskilde-aktuelle HEALTH var heller ikke sene til at anbefale selskabet og i særdeleshed deres compilation After Dark.
Flere af kunstnerne har da også været i Danmark nogle gange, og d. 19. maj kan Train diske op med Glass Candy, der stadig frister en tilværelse som en halvhemmelig duo. Gruppen fik en del opmærksomhed på bl.a. sangen Candy Castle, men deres følgende album fik ikke den ventede dækning.

Som spillested er Train en mærkelig størrelse, der ikke har nogen klar profil. Men de er begyndt at tage flere chancer og præsentere flere interessante navne. Hvis vi igen tænker lidt tilbage i tid, er det også værd at fremhæve franske Kavinsky, der gæster spillestedet 26. marts. Ligeledes en omgang elektronisk retro, der nød fin opmærksomhed to-tre år tilbage for så at blive lidt væk.

Slutteligt en lille invitation (eller påmindelse til dem, der måtte have hørt om det): Kl. 17 i dag vil der på Kasernen i Århus være et debatpanel om musikanmeldelsens fremtid. Det mere klassiske kulturstof over for bloggen. Det koster 20 kr. (kun kontant), og der vil bl.a. være en lille koncert med dejlige Marybell Katastrophy. Jeg repræsenterer blogosfæren til debatten. Kom endelig og tag del i initiativet, hvis du befinder dig i Århus.

Der bliver muligvis lagt MP3'er op på et tidspunkt.

/Martin

Nyt fra Washed Out

Det nytter ikke at brokke sig for meget over ting, der ikke kan lade sig gøre. Eller ting man kan være bitter over. I hvert fald ikke mere end i en begrænset periode. Så meget desto mere kan man så brokke sig over sig selv, når man indser, hvad man kan være bitter over. Specielt når der ikke er tale om noget enten livsnødvendigt eller ligefrem hjertesorger.

Ikke desto mindre er jeg en smule bitter over, hvad der nemt kan lade sig gøre af koncertmuligheder i New York og andre større amerikanske byer og stater. Til få penge endda. I øjeblikket turnerer Washed Out med Small Black og Pictureplane. Alle navne, der tidligere har modtaget stor kærlighed på disse sider (sikke mange links, sikken post-modernitet, uh!). De fleste af koncerterne har stået eller står i 7$, hvilket i øjeblikket svarer til ca. 38 kr. Vanvid.
På denne tour sælger Washed Out, AKA Ernest Greene, en tour-only CD, der bl.a. indeholder nedenstående mp3, der ikke tidligere har været at finde på hans EP'er. Jeg er ikke længere bitter.

MP3: Washed Out - Untitled # 7

/Martin

En anderledes behandling af Phoenix

Børnekor kan være en svær størrelse at arbejde med. Det kan blive cheesy, det kan blive for meget, det kan være direkte plat. Men børnekor kan også bruges på den helt rigtige måde. Når dette opnår den rigtige effekt, er det direkte livsbekræftende. Specielt på sådan en forårsdag.
I ovenstående video er det Phoenix' fantastiske Lisztomania, der bliver taget under kærlig behandling af en amerikansk 5. klasse. Og de gør det mildest talt fremragende. Det er umuligt ikke at glædes over. I øvrigt har denne klasse også leveret kor på Passion Pits debutalbum Manners.

Tak til I Guess I'm Floating for anbefalingen.

/Martin

Mere Beach Fossils

Den seneste tid er Beach Fossils vokset voldsomt på mig. Jeg har tidligere udtrykt begejstring for den unge Dustin Payseur og dennes solskinssange. For det er lige præcis, hvad det er. Og det er lige præcis, hvad vi har brug for.

Nu har vi med marts' komme fået en smag af solen, og i disse sekunder er den forsvundet. Om den kommer igen i løbet af weekend er ikke til at vide - men håbet derom er der. Lyt til nedenstående sange og drøm dig væk. Men ikke for langt. Håbet skal kunne integreres i virkeligheden. Vi har vel alle vores forhåbninger for weekenden af forskellig karakter, og i den forbindelse tilbyder Beach Fossils al den solskin, man kan have lyst til - og brug for.
Beskrivelser af "lo-fi" kan efterhånden give en lidt tør smag i munden, men i dette tilfælde er der ikke tale om en meningsløs effekt eller en lo-fi pour lo-fi noise war. Det er pop med fornemt guitararbejde og en lidt længselsfuld vokal.

Rigtig god weekend.

MP3: Beach Fossils - Vacation
MP3: Beach Fossils - Daydream
MP3: Beach Fossils - Desert Sand
MP3: Beach Fossils - Time

/Martin

Tanlines

Et par uger tilbage skrev vi om trioen Lemonade, der er på det ret spændende True Panther label (epilepsiadvarsel før klik på link). En af de andre grupper, der gør dem spændende, er duoen Tanlines.
De to skaber en slags elektronisk calypso. Hvilket i manges ører kan lyde som en forfærdelig idé, men i så fald er det nok bare resultatet af en klam beskrivelse fra min side; musikken er således meget interessant, og der skulle være noget at se frem til på debut EP'en Settings. Spændende er også det remix af Memory Tapes, der er udgivet sammen med singlen Real Life. I øvrigt værd at nævne hvordan alle hans remixes holder et utrolig højt niveau.

MP3: Tanlines - Real Life
MP3: Tanlines - Real Life (Memory Tapes remix)
MP3: Lemonade - Lifted

/Martin

Forår og vinter smelter sammen

"Never pick sides / Never choose between two / But I just wanted you / I just wanted you"

Fra 3:33

/Martin

Sambassadeur

Mere svensk. Mere popmusik til den perfekte hitliste. Sambassadeur har netop udgivet deres tredje album, Europe, og i den forbindelse tilbudt to smagsprøver. Sangene Stranded og Days er straight forward popmusik, der leder tankerne hen på landsmanden Jens Lekmans strygerarrangementer. Sambassadeur leverer tekst og musik, der byder på en blanding af melankoli og gejst, hvilket må være en udmærket cocktail til en mandag.





MP3: Sambassadeur - Stranded
MP3: Sambassadeur - Days

\Mathias

Fang Island

Forleden nævnte jeg Fang Island i forbindelse med Cast Spells, da disse deler pladeselskab. Da der er tale om et ret interessant bekendtskab, må de dog hellere få lidt flere linjer selv.

Et forsøg på at beskrive kvintetten fra B-B-B-B-Brooklyn er noget nær umuligt uden at bruge ordet gejst. De fem lyder til at have usandsynligt meget gejst, og de beskriver da også selv musikken som øjeblikke, hvor alle giver hinanden high-fives. Det er ikke svært at forestille sig sådanne billeder for sit indre øje med Fang Island i ørerne.
Det hele kan synes for meget af det gode, og mange vil nok have svært ved at klare denne følelse af kombineret overtræthed og misundelsesværdigt overskud.

For nu at lege lidt videre med præfiks kan vi også smide muligheden for noget overproduceret i ringen. Der vil utvivlsomt være en del, der har det svært med ikke bare kompositionerne men også produktionen. Den er ret pæn på moderne surffacon (uden der dog er tale om surf). Den er poppet. Specielt guitarproduktionen kan synes overdrevet.
Omvendt kan det faktisk forekomme at være en modig produktion i en tid, hvor autenticiteten i musik læner sig faretruende tæt op ad det image, der kan knyttes overfladisk til en valgt produktionsæstetik. Her er Fang Island ikke hellige. De står inde for deres gejstpop og dyrker det næsten irriterende overskud, mange kan savne i disse kolde tider. Men sneen er smeltet fra tagene på de huse og lejligheder, der kan ses fra vinduet. Foråret har meldt sin ankomst, og man kan håbe på at få del i overskuddet.
Gruppens selvbetitlede album er netop udkommet via Sargent House.

MP3: Fang Island - Daisy
MP3: Fang Island - Life Coach

/Martin