Årets album 2011: Nr. 10-1

10. Atlas Sound - Parallax

Bradford Cox skuffer aldrig, synes man efterhånden at kunne spore sig frem til. Med uhyggeligt sikker hånd udforsker han såvel mørke afkroge af underbevidstheden som musikalske traditioner, der alle bliver en del af hans ganske særlige stream-of-consciousness-univers. Cox understreger ofte, at han har slået sig til tåls med, hvem han er, og at han er ligeglad med andres tanker om ham. Dette kommer frem i den selvsikkerhed, der vises i sangskrivningen, men heri manifesteres også en personlig tvivl, der kæmper om at komme op til overfladen.

9. Wild Beasts - Smother

Smother er en noget underspillet størrelse. Ofte bliver det næsten minimalistisk, hvilket gør selv de mindste dynamiske ændringer i sangenes opbygning til jordskælvslignende oplevelser. Albummet har ingen åbenlyse singler som eksempelvis All the King's Men på forgængeren Two Dancers, og det var også relativt stille omkring dette års førstesingle Albatross, der dog er en fornem repræsentant for resten af Smother. Gareth Campesinos kaldte tidligere i år Wild Beasts for ét af Storbritanniens bedste bands, og man forstår med denne plade, hvad der menes med så store ord.

8. Balam Acab - Wander / Wonder

Internettet blev erobret med den utrolige singleforløber Oh, Why. Men Wander / Wonder er forblevet en lille hemmelighed, hvilket næsten også er den følelse, man har i lytningen af pladen: Pladen består af samples, der alle er fundet i diverse afkroge af internettet, og den måde hvorpå den unge musiker behandler vokalsporene, bevidner om denne følelse af det hemmelige. Stemmerne bliver altid holdt lidt tilbage, og det står klart, at de bærer vidne om mørke gange, der er mindre uhyggelige, end de først bærer præg af.

7. The War on Drugs - Slave Ambient

Philadelphia begynder at kunne siges at have en vis lyd, hvoraf produceren Jeff Zeigler spiller en vis rolle. I år har han bl.a. stået bag den fornemme lyd på Slave Ambient, ligesom han har stået bag flere indspilninger med Kurt Vile. Men The War on Drugs er mere end en god produktion: De er lag på lag af guitarvidundere og en fornem fortolkning af langhårede idoler ud i både folk- og psychedelica-traditionen. De trækker i høj grad på en vis Dylan, men man hører også Springsteen hist og her. Eksempelvis i den medrivende Your Love Is Calling My Name, der endog kalder på associationer til en vis Knopfler.

6. Dreamers of the Ghetto - Enemy/Lover

Én af årets mest oversete udgivelser. I første omgang selvudgivet og senere genudgivet af (det ellers post-rock-fikserede) Temporary Residence til en anelse mere opmærksomhed. Dreamers of the Ghetto excellerer ved tydeligere end nogen andre i år at bære præg af en ligegyldighed over for enhver idé om forventning - både i forhold til dem selv og til andre. Det er en form for omvendt unikum i positiv forstand: Det er unikt uden at være banebrydende. Det er stærk sangskrivning med én af de stærkeste vokaler i lang tid, der særligt kommer til udtryk på sange som Always og Phone Call.

5. Active Child - You Are All I See

Årets album ifølge engelske The 405. Den dejlige titel ledsages af en række finurlige popsange, der er svøbt ind i blød electronica og behændig harpe. You Are All I See er et personligt udspil, der langsomt kravler ind under huden og viser sit værd gennem en moden og reflekteret intimitet.

4. Bon Iver - s/t

Opfølgeren til For Emma, Forever Ago kunne være blevet en fatal fiasko, og det mod hvormed Vernon (nu med band) har kastet sig ud i udfordringen er umådeligt beundringsværdigt. Bon Iver er netop modig ved at være ganske anderledes uden at være radikal i sin forandring. Der arbejdes mere med formerne, og pladen er på næsten alle måder stærkere end debuten. Afslutningsvis må det her tilføjes, at jeg holder umådeligt meget af pladens sidste nummer, Beth/Rest, der har fået store tæsk hos mange. Fra start til slut en helstøbt plade af et yderst veloplagt orkester.

3. Kurt Vile - Smoke Ring For My Halo

En ven sagde i beruset begejstring, at det ikke var umuligt, at Kurt Vile kunne være den sangskriver, man ville se tilbage på om 30-40 år som vor tids helt store singer/songwriter. Formuleringen er både bombastisk og alligevel retorisk forsigtig, ligesom Kurt Viles musik både er dynamisk direkte og samtidig umådeligt tilbageholdende i sit røgslør. Den produktive Vile lader til at være ustoppelig i øjeblikket, og det er et stort privilegium at læne sig tilbage til tonerne af så delikat et udspil.

2. You Won't - Skeptic Goodbye

Årets helt store overraskelse og en umådeligt overset debutudgivelse. Gruppen har nu skrevet under med fine Old Flame Records, og pladen bliver genudgivet i januar, hvor det forhåbentlig bliver til en hel del mere eksponering. Skeptic Goodbye er særdeles oplagt fra start til slut, og duoens folk-pop med inspiration i bl.a. The Shins og Apples in Stereo er så enkel og virkningsfuld, at man kun kan blive imponeret over sangskrivningen. Blandt de nominerede til årets sang hører fra denne plade særligt den både bedårende og udleverende Who Knew.

1. M83 - Hurry Up, We're Dreaming

Det er vel på sin vis en oplagt førsteplads. Et dobbeltalbum uden en eneste svaghed. Hele 22 sange, der formår at hænge sammen trods stor, stor alsidighed og nysgerrighed. M83 har tidligere været både storladent og triumferende. Varieret har det også været. Hvori består da overraskelsen, hvis vi da overhovedet har behov for denne? Til en vis grad kan man tilskrive valget af dette format. At udgive et dobbeltalbum er imidlertid næsten forventeligt af en pathos- og nostalgifyldt romantiker som Anthony Gonzalez, men at man i 2011 kan få noget så stort til at lykkes, er i sig selv så fabelagtig en bekræftelse, at det genføder den naivitet i lytteren, som Gonzalez selv har bevaret.

M83 får lov at sætte punktum for endnu et umådeligt stærkt musikår. Jeg har uden tvivl overset mange fantastiske plader, hvoraf enkelte for mange står som allestedsnærværende troper, men tilfældighederne skal jo gerne spille ind. En blog skulle også gerne afspejle subjektet og ikke forsøge at repræsentere tidsånden eller selve året, der gik. Der er masser af grund til at glæde sig til 2012. Problemet er ikke, hvorvidt vi kommer til at høre fremragende plader - snarere i hvor høj grad vi skal frygte, hvad vi mon går glip af og først får tid til at udforske retrospektivt.

/Martin

Årets album 2011: Nr. 25-11

25. John Maus - We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves

Prisen for årets albumtitel må vel gå til John Maus, der på samme tid har begået sit hidtil stærkeste album. En kitschproduktion er ganske vist en del af tidsånden, men John Maus gør det ganske enkelt bedre end de fleste og har tilmed sangene til at underbygge det helstøbte lydbillede.

24. Panda Bear - Tomboy

Der er næppe en plade fra 2011, der har været så voldsomme forventninger til som Tomboy. Den er naturligvis ikke i samme klasse som Person Pitch, og den forsøger gudskelov heller ikke at ramme samme æstetik. Men den er i sin egen ret en finurlig plade med mange fine melodistykker.

23. Beirut - The Rip Tide

Hvor Zach Condons værker tidligere er blevet beskrevet meget tematisk, er The Rip Tide på sin vis mere afslappet. Et sammensurium af små værker, der fungerer mere som en samling stærke sange end som det mere sammenhængende vidunder, man forbandt med The Flying Club Cup.

22. WU LYF - Go Tell Fire to the Mountain

Sidste nummer på WU LYFs debutplade hedder meget rammende Heavy Pop. Bandet lukrerer på en mystisk og pressesky identitet, men det er trods alt musikken, der bør fremhæves. Denne heavy pop er en imponerende tolkning af popmusikken, der er al hypen værdig.

21. I Break Horses - Hearts

Førstesinglen Winter Beats tæller blandt årets stærkeste sange, og man kan næppe bede om en stærkere indledning på en plade. Maria Lindén synger tilbageholdende og ganske fremragende. 2011 var ikke præget af lige så mange fremragende svenske plader som året før, og de er da også eneste skandinaviske navn på årets liste.

20. Real Estate - Days

Real Estate er en åbenlys darling, og Days er ingen undtagelse. Det er ofte ret forudsigeligt, men netop her bliver det imponerende: Det er, hvad håndbogspsykologien vil kalde den sunde kedsomhed.

19. Cut Copy - Zonoscope

En udgivelsesdato i starten af året er muligvis årsagen til, at denne glimrende plade ikke er kommet på synderligt mange årslister. Samtidig må man anerkende, at manglen på åbenlyse singler (sammenlignet med In Ghost Colours) har skabt en anderledes plade, end mange muligvis har forventet. Den kræver i højere grad at blive hørt fra start til slut, men da afslører den også sin imponerende homogenitet.

18. The Weeknd - House of Balloons

Det hele startede nærmest med et tweet af Drake. En anbefaling af det gratis debutalbum og et bredt publikum var nået kort derefter. The Weeknd er yderst veludviklet og udleverende popsensibilitet i R&B-format. Et format, der i 2011 er brudt igennem til et publikum, der tidligere stort set har foragtet denne tradition. I samme åndedræt bør man da også understrege, at det ikke er R&B som sådan, og krydsningen understreges da også af valget af samples, der bl.a. inkluderer et par stykker af Beach House. Imponerende er det også, at canadieren har udsendt hele tre fuldlængder i 2011.

17. The Dodos - No Color

Egentlig var det vel ikke så slemt med forventningerne til No Color efter skuffelsen Time to Die. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at dette fine album blev afskrevet på forhånd. At de med Visiter peakede for aldrig igen at nå de højder. Ret skal være ret: Vi er ikke på højde med hverken Visiter eller Beware of the Maniacs, men det er meget tæt på, og man kan håbe, at fremtiden kommer til at se mildere på denne nyeste udgivelse af trioen (tidligere kun duo).

16. Destroyer - Kaputt

En genfunden glæde for saxofonen prægede til en vis grad det første halvår af 2011, hvilket har sendt en skræk i livet på mange og begejstret andre. Den rutinerede Dan Bejar er en herre, der ikke falder for unødvendig kitsch men i stedet formår at omfavne en på sin vis let(sindig) produktion, der får de ni perler på Kaputt til at stå tilbage som mere end blot tidstypiske pejlemærker.

15. Gang Gang Dance - Eye Contact

Mere end 11 minutter varer første skæring på Eye Contact, og den er en perfekt repræsentant for opfølgeren til det formidable Saint Dymphna. Sangen bygger langsomt op og udviser fornemt tålmod, før det pludselig går løs i afbalanceret vildskab. Titlen antyder en vis forhøjet intimitet, der kommer særligt stærkt til udtryk i singlen MindKilla, der er blandt årets absolut mest medrivende sange.

14. Cass McCombs - Wit's End

Det er blevet til to fuldlængder for Cass McCombs i 2011, hvoraf denne første - Wit's End - er den klart stærkeste. Blot et enkelt sekund er vi inde i pladen, før fortællingerne starter. Vokalen er egentlig enkel og forsøger aldrig det store; det er i selve sangskrivningen, McCombs har en formidabel styrke. Udleveretheden er tydeligt medieret men blotter i sin enkelhed et narrativ, der bliver mere og mere nøgent for hver gennemlytning. Og så er The Lonely Doll jo én af årets smukkeste sange.

13. Julianna Barwick - The Magic Place

Man har følelsen af, at Julianna Barwick til en vis grad har afskærmet sig fra resten af verden og trukket sig tilbage i sin egen, som hun på overbevisende vis har repræsenteret sonisk og med den rammende titel The Magic Place. Det er ikke utvetydigt glade toner. Omvendt er det heller ikke en overvældende tristesse. Det er nærmest en kropsliggørelse af en interesseløshed, der skaber flotte Leerstelle (i Wolfgang Iser'sk forstand), hvorfra vi selv kan navigere i produktiv kontemplation.

12. Akron/Family - S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT

De legesyge amerikanere er i forrygende form på deres nyeste udspil. Der er megen alsidighed på spil, men smukkest bliver det alligevel på den mere afdæmpede Island. En på flere måder bekræftende udgivelse.

11. Youth Lagoon - The Year of Hibernation

Unge Trevor Powers har noget, der ligner et naturligt superheltenavn, hvilket den udmærkede albumtitel ikke just forsøger at hamle op med. Albummet er spækket med intimitet og langsomme opbygninger i en charmerende hjemmeproduktion. The Year of Hibernation er indbegrebet af fremragende bedroom recordings.

... Top 10 følger én af de nærmeste dage.

/Martin

Årets album 2011: Honourable mentions

Endnu et fremragende musikår er nået til ende, og det er tid til både kynisme og romantiske anskuelser. Op til listen over årets plader følger her et udvalg af stærke udgivelser, der ligger lidt uden for den sædvanlige top 25.

Listen er lang og uoverskuelig. Den er ikke organiseret hverken alfabetisk eller efter kvalitet. Den får lov at stå lige så rodet, som alle årslister er, når alt kommer til alt. Tal kan vel godt være lidt transparente engang imellem.

The Smith Westerns - Dye It Blonde
TV On The Radio - Nine Types of Light
Grouper - A I A: Alien Observer
Braids - Native Speaker
St. Vincent - Strange Mercy
The Antlers - Burst Apart
Bill Callahan - Apocalypse
Oneohtrix Point Never - Replica
Girls - Father, Son, Holy Ghost
Zomby - Dedication
Yuck - s/t
Radiohead - The King of Limbs
Crystal Stilts - In Love With Oblivion
Iron & Wine - Kiss Each Other Clean
Craft Spells - Idle Labor
Decemberists - The King Is Dead
Toro Y Moi - Underneath the Pine
Tune-Yards - W H O K I L L
Ponytail - Do Whatever You Want All the Time
Okkervil River - I Am Very Far
Fleet Foxes - Helplessness Blues
Handsome Furs - Sound Kapital
EMA - Past Life Martyred Saints
Julian Lynch - Terra
Tennis - Cape Dory
Washed Out - Within and Without
Battles - Gloss Drop
Ford & Lopatin - Channel Pressure
Mogwai - Hardcore Will Never Die, But You Will
Ducktails - Ducktails III: Arcade Dynamics
Clap Your Hands Say Yeah - Hysterical
The Drums - Portamento
Pallers - The Sea of Memories
Shabazz Palaces - Black Up
Team Me - To the Treetops!
Com Truise - Galactic Melt
Nicolas Jaar - Space Is Only Noise
araabMUZIK - Electronic Dream
Zola Jesus - Conatus
Los Campesinos! - Hello Sadness
Johnny Foreigner - Johnny Foreigner vs Everything
Kate Bush - 50 Words for Snow

Jeg har formentlig også glemt en hel del gode. Sådan går det, når bevidstheden om kynisme spiller ind. Top 25 følger meget snart!

/Martin

Jul med Mazzy Star

Det hele svømmer over med årslister, og snart smider jeg også et bidrag i vores syndflod. Det virker efterhånden underligt at formidle noget nyt - det lader jeg vente til det nye år. En del af mig håber også, at de færreste har tid til at bruge for meget tid på musikblogs disse dage.

Et tilfælde bragte mig på sporet af en gammel favorit, der i al sin særegne nostalgi er både beroligende og foruroligende. Mazzy Star med Flowers in December. Den tillader lytteren at åbne op, hvilket som bekendt i første omgang kan være lidt af en fare. Som en ven, der tvinger dig til at tale om det, du bliver nødt til men ikke har lyst til. På samme vis bliver den her sat på repeat, da man kan have svært ved at sige stop, når først man er kommet i gang. Det var muligvis en metafor.

En rigtig glædelig jul til dem, der kan lide den slags. Og en rigtig god weekend til alle. Der kommer muligvis et indlæg mere i år, og jeg lover både nostalgi og - hvad en tidligere læser har formuleret - pro-solskin.



/Martin

Aktivitet

How to Dress Well markerede for mange en nyvunden respekt for nogle af de dynamikker, der fungerer så stærkt i al deres enkelhed inden for R&B. Denne weekend tweetede Edward Droste også ganske passende, hvordan dette havde været et fantastisk år for R&B men et mindre heldigt år for indie rocken. Nu skal vi ikke hænge os for meget i genrer, men man kan håbe, at nogle lyttere giver sig selv lov at reflektere over, hvorfor der egentlig bliver skubbet til præferencerne. I hvor vid udstrækning er det blot en naturlig udvikling, og i hvor høj grad kan dette anskues på et personligt plan over for en bredere kultur formet af relativt dominerende medier? Her vil mange nok tænke på, hvorledes P4k tog The Weeknd under deres vinger.

Nuvel, vi vil gå videre i programmet og give lidt opmærksomhed til Active Child, der netop har fået sit debutalbum med den kære titel You Are All I See kåret til årets bedste på The 405. Bag navnet står Pat Grossi, der i år ofte er blevet sammenlignet med James Blake, hvilket er ganske unfair. Der er da enkelte ligheder, men det er trods alt ikke al musik, der er dubstep, blot fordi det er udgivet i 2011. Som Active Child benytter Grossi sig ofte af nogle af de førnævnte dynamikker, man kender fra minimal R&B, og interessant nok gæster Tom Krell (How to Dress Well) også på albummet. Men nu vi har slået fast, at det ikke er dubstep, må vi også understrege, at det ikke just er hverken R&B eller et typisk bedroom project.

Der er noget drævende sentimentalt over det hele, og de fyldige beats akkompagneres nysgerrigt af bl.a. flittig brug af harpe og lange synthflader. Man kan til en vis grad forsøge at forestille sig, hvordan M83 kunne have udviklet sig, da Anthony Gonzalez fortsatte projektet alene, såfremt han var blevet konfronteret med en anden zeitgeist. Igen uden at sammenligne direkte: Active Child er mere sig selv, end han ofte gives credit for i visse anmeldelser. Lytter man albummet igennem fra start til slut, giver kunstnernavnet også pludselig mere mening. Det er ingenlunde hyperaktivt, men det er nysgerrigt og legende. Fantasien får frit spil inden for en bevidsthed, der alligevel dikterer en afstand til barnet. Et på mange måder rigtig flot udspil.

Active Child: 'Hanging On' by Ragged Words

/Martin

Lana Del Rey

Opmærksomheden omkring Lana Del Rey tager voldsomt til. Nogle umådeligt stærke singleudspil i 2011 har efterhånden skabt store forventninger til debutalbummet Born to Die, der skulle udkomme mod slutningen af januar via Interscope og Polydor. Flere habile remixes er det også blevet til, og senest har den imponerende video til titelnummeret (instrueret af Woodkid) fået omtale i flere større medier blot ganske få timer efter offentliggørelsen.

Bag kunstnernavnet står Lizzy Grant med base i New York. Musikken er ikke glamourøs som sådan - snarere i en forfalden optik. Hun synger ofte lidt modløst i samme stil, som man eksempelvis kender det fra Memoryhouse, men forholdet til iagttagelsen er anderledes; Lana Del Rey er mere konstaterende og lyder til tider næsten doven. Selv når hun forholder sig spørgende (I heard you like the bad girls, honey / Is that true?). Men netop dette aspekt er spændende at forfølge: Modløsheden er måske i fokus, men det er netop den insisterende og latente forhåbning, der skaber den gnist, der nægter at lade sig slukke.

Hun afgiver gerne løfter og blotter sig selv (endog med en klassisk I will love you till the end of time i singlen Blue Jeans), men der opretholdes en distance, der tillader den førnævnte iagttagelse at tage form og manifestere sig som en fast del af hendes hengivelse. En problematisk størrelse, der skal blive utrolig spændende at udforske på den kommende plade.

Lana Del Rey - Video Games by PurplePR



/Martin

Weekend og et halvt tusinde indlæg

Det går lidt langsomt med indlæg for tiden. Én af grundene er, at der simpelthen ikke udkommer meget nyt disse dage. Men der er jo en nærmest uudtømmelig kilde at hente inspiration i, og ganske ubemærket har vi efterhånden passeret de 500 indlæg. Jeg siger ikke "vi" for at starte en diskussion om hverken Aristoteles, Kant eller Thierry de Duve men for at anerkende bidrag fra et par andre skribenter, der har været inde over siden siden 2007. Stort tak til dem og tak til dem, der fortsat læser med engang imellem!

Den elektroniske scene i Paris behøver vi måske ikke at hype yderligere, men jeg har først i dag opdaget produceren DyE, der er på Tigersushi Records. Han er ikke en del af den hårdtslående electro og ej heller den blødere franske electronica, der i højere grad baserer sig på fascinationen af de bilspil, producerne voksede op med. Det er ikke en kitschet hymne til forestillingen om en kælderklub i Rom i 1985, men det lyder meget lovende.

Førstesinglen Fantasy beskrives af pladeselskabet som kemiske lyde over melankolske melodier, på én gang drømmende og triste synthesizere over dybe basgange.

DyE - Fantasy (original) by DyE

/Martin

Giraffage

I internettid lader det til, at mange finder det nødvendigt for at finde på egne begreber for at bevare følelsen af ikke at blive tabt. Først elskede alle chillwave, så blev halvdelen af alle elektroniske udgivelser kategoriseret som sådan, og nu støder man tilsyneladende på "post-chillwave". Det nemmeste præfix vil selvfølgelig altid være "post", så vi kan vel tilgive det. Nuvel, så lad os da præsentere noget post-chillwave!

Vi kan også bare kalde det finurlig electro-pop fra en ung San Francisco-herre, der går under navnet Giraffage. Charlie Yin arbejder primært med samples, hvoraf godt 75% er samples skabt af egen stemme til nedenstående Moments, der indleder albummet Comfort.

Han beskriver selv sangen ud fra et trist og ensomt udgangspunkt, ligesom hans "falling out of love" åbenbart var en del af motivationen. Det hører man dog ikke i udpræget grad, så forelskelsen var måske destruktiv, når alt kom til alt.

Hent de elleve gratis sange på hans Bandcamp eller via det link til Mediafire, han selv har kastet ud på siden.

MP3: Giraffage - Moments

/Martin

Darkside

Nicolas Jaar udgav tidligere i år den glimrende Space Is Only Noise, der er amerikansk-chilenerens første fuldlængde. Den unge DJ udgav pladen på eget selskab og har siden turneret med band, hvoraf bassisten har været Dave Harrington, som vi tidligere har skrevet om i forbindelse med bandet Arms. Harrington spiller i øvrigt også i El Topo.

Nu har de to sammen dannet Darkside, der ikke overraskende blander elementer fra de to musikeres respektive specialeområder. Jaar har selv kaldt det for det mest rock 'n' roll, han nogensinde har arbejdet med, hvilket imidlertid ikke siger så meget for netop ham. Det er relativt mørkt og bygges tålmodigt op. Tempoet er aldrig synderligt højt, og det er funky på en så stenet måde, at man både beundrer det og fastholdes i sin undren over, hvad fascinationen egentlig består i. Imponerende. Duoens EP kan streames herunder.

DARKSIDE - DARKSIDE EP by Clown & Sunset

/Martin

Lille gave fra The Dodos

Som stor fan af The Dodos er det vel kun passende, at jeg giver lidt opmærksomhed til en stærk b-side, der så dagens lys i sidste uge. Gruppen har netop udgivet singlen Don't Try and Hide It, hvorfra den altså hidtil uudgivne So Cold stammer.

Tidligere i år udgav bandet det stærke og noget undervurderede No Color, der nok desværre er blevet lidt hæmmet i folks bevidsthed af den yderst skuffende Time to Die fra 2009 (en plade, der retfærdigvis led under en sjældent forfærdelig produktion af Phil Ek). So Cold er en stærk b-side, der byder på mange af de karakteristika, man forbinder med bandet. Outroen er imidlertid en fin lille overraskelse, der bl.a. byder på lidt veldoseret stryg.

The Dodos - So Cold by Meet You At The Show

The Dodos - Dont Try and Hide It by Republic of Music

/Martin

Averkiou

Følelsen af at komme for sent rammer mig. Min bofælle viser mig en LP, han har købt grundet det farverige cover art. Det viser sig at være en glimrende plade. Han fortæller, at de er gået i opløsning.

Averkiou fra Gainesville, Florida startede som en kvintet. Med udgangspunkt i tre guitarister skabte de en form for shoegaze pop, der er meget lettilgængelig og udviser en smittende entusiasme.

De udgav debutalbummet Throwing Sparks på det lokale label Clairecords i november 2007 (der vist senere har genudgivet det). Senere udgav de 7" singlen Wasted and High. Men herefter er de angiveligt gået i opløsning. Der er ikke meget info at finde om bandet, og pladeselskabets hjemmeside er ikke blevet opdateret siden 2009. Bandets hjemmeside er lukket, og deres Bandcamp lister sangene i forkert rækkefølge. Der er nogle ting, der ikke stemmer. Samtidig er de ét af de få bands, der har en MySpace, der er blevet opdateret i år. I januar har de skrevet noget om nye sange, og ifølge andre profiler har de været i færd med at arbejde på et nyt album, men det meste af bandet er blevet udskiftet.

Rygterne vil imidlertid, at vi ikke får mere, og indtil videre har jeg heldigvis nok i det medrivende debutalbum, der med en spilletid på under 26 minutter tigger om at blive spillet forfra igen og igen. Det er til tider umådeligt poppet, men det vækker snarere følelsen af en forstad med for megen tid, end det vækker den indre snob. Det er med udgangspunkt i shoegaze, men det er udført som amerikansk pop-rock, der ikke kender til begrebet guilty pleasure.



/Martin

Konkurrence: Vind billetter til Akron/Family på HeadQuarters

Akron/Family har gennem flere år været leverandører af noget af det fineste eksperimenterende folk-rock fra den anden side af Atlanten. Deres seneste plade, S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT, er blandt årets herligste udgivelser og byder bl.a. på én af årets smukkeste sange: Den befriende Island.

I næste uge kigger de forbi Aarhus og København, og vi udlodder her i årets sidste konkurrence 2x2 billetter til koncerten på HeadQuarters i Aarhus tirsdag d. 29, der er det sidste MiskMask-arrangement i 2011.

For at deltage i konkurrencen skal du blot sende en mail til borneblogger@gmail.com med overskriften "Akron/Family". Vi giver vinderne direkte besked.

Info
Akron/Family + support Orange Monks
HeadQuarters, Valdemarsgade 1
Tirsdag d. 29. november
Koncertstart kl. 20

Akron Family - Silly Bears by Pretty Much Amazing

/Martin

Tearjerker

Tearjerker fra Toronto lader sig nærmest konsekvent fotografere som en duo, selvom de har været en trio gennem længere tid. Deres musik afspejler lidt samme tendens: En stor lyd, der holdes lidt nede. Noget, der kunne være majestætisk, men som absolut ikke må nærme sig spekulation om noget storladent. Tearjerker er en slags nedspillet shoegaze. Eller bedroom shoegaze. Som de selv har skrevet i deres biografi om nogle af de beskrivelser, de har modtaget: ... and other subgenres that Tearjerker hadn't really heard of before.

Det lyder nogle gange som en lidt mørkere udgave af Youth Lagoon. Ikke at det er mørkt som sådan, men at det snarere er mindre håbefuldt. Mere konstaterende hvilket også antydes i bandnavnet. I de mere lyse øjeblikke er der også en antydning af Atlas Sound.

Gruppen har netop udgivet albummet Rare, der kan høres i sin helhed via deres Bandcamp.

Rare by Tearjerker

/Martin

Alabama Shakes

Ganske passende er Alabama Shakes fra Athens i, minsandten, Alabama. Endnu mere passende er de et soulet indslag i en tid, hvor rockmusikken mangler stemmer som Brittany Howard.

Ikke at det handler om fremragende stemmekontrol. Snarere at der kan være en mangel på så megen variation i lidenskaben, som den udfoldes spidsfindigt hos Alabama Shakes. Det er en art rock 'n' soul, der spiller på nogle kvaliteter, der sjældent kombineres med stærk sangskrivning som det her er tilfældet.

Gruppen, der tidligere blot hed The Shakes, skulle efter sigende have gjort det fremragende til CMJ. Herfra kan de til gengæld med sikkerhed siges at have begået en herlig EP, som bl.a. fremragende blogs som My Old Kentucky Blog og I Guess I'm Floating har taget til sig.

MP3: Alabama Shakes - You Ain't Alone
MP3: Alabama Shakes - On Your Way

/Martin

Glass Vaults

Det er ikke ofte, vi beskæftiger os med new zealandsk musik, men det hænder dog. På disse sider har vi dog ikke gjort det i forbindelse med så udpræget elektronisk musik, som det er tilfældet med Glass Vaults, en duo fra Wellington med et par EP'er på bagen.

Den seneste er Into Clear, hvorfra nedenstående Golden også stammer. Et studie i rum. Ikke blot tidsligt men også hvad vi lidt quasi-akademisk (eller måske bare plat) kan kalde sonisk-spatialt. Der er andre termer for det, hvoraf nogle muligvis vil være mere korrekte, men spørgsmålet er, om jeg overhovedet ved, hvad jeg mener med det. Følelsen skabes dog, og det er det vigtigste.

Sangen starter med en ensom guitarlyd, der gentages. Små lyde tilføjes, og snart tilføjes også en fint produceret vokal, der ligeledes spiller fint med i denne udforskning af rummet. Konklusionen it's golden gentages ligeledes, og det er svært at regne ud, hvilken følelse vores afsender sidder inde med. Det er konstaterende, bestemt, men er der også bitterhed eller fascination at spore? Tre minutter inde møder vi en form for forløsning, hvor rummet i sandhed udforskes. Simple trommer tilføjes, og fornævnte sætning gentages igen og igen. En form for italesættelse af materialiteten.

MP3: Glass Vaults - Golden

/Martin

Kort pause

Nye indlæg følger snart

Magic City

Her er en nem én til søndag aften: Your Eyes af det relativt nye band Magic City. En kvartet fra Chicago, der gør sig i en slags garage pop (eller 'jangly lo-fi'), der måske er hørt før, men som ikke desto mindre er ganske fin.

De har netop udgivet EP'en Little Bits ganske gratis via FeelTrip. Hele EP'en kan høres og hentes på deres Bandcamp.

Your Eyes by Magic City

/Martin

Netherlands

Jacob Scott fra London skaber stemningsfuld dream-folk med brug af enkle midler og med stor effekt. Det lyder vel ret meget som billedet til venstre: en klar respekt for alt skræmmende, der måtte lure og med en bevidsthed om den nærhed, der må til for at omgås den. Ikke nødvendigvis at overvinde den. Det er en form for forhandling, der på underlig vis passer fint med bandnavnet.

Et band er det trods alt: Scott har skrevet musik gennem flere år, men først i 2011 har han samlet Netherlands, der ud over ham selv består af fire musikere. Nedenstående single, Something or Nothing, er fra gruppens første 7" med den ganske fine Amour som B-side. For så ungt et band lyder det jo ganske lovende, at de netop nu arbejder på deres første fuldlængde! Hør flere sange på deres SoundCloud.

Netherlands - Something or Nothing Single by Netherlands

/Martin

The ACB's

Det tager ofte mere end en fremragende single at gøre sig rigtigt bemærket. Simon Raymonde udtalte engang på SPOT, at god musik nok skal finde vej. Eller rettere: blive fundet.

En sang, jeg er vendt tilbage til ofte i løbet af året, er den ganske simple og yderst catchy Boy Like Me af The ACB's, en relativt ukendt kvartet fra Kansas City, Missouri. Muligvis et tilfælde, muligvis sparsom promotion. Men jeg er nu alligevel lidt ked af det på deres vegne, da det næsten tog mig et år at følge op på førnævnte single og opsøge - ikke blot info men - flere af gruppens værker.

Det er letbenet pop, der samtidig viser en vis bevidsthed om denne letbenethed. Det kan man egentlig kun gøre på én måde, hvilket i sig selv er et lille paradoks: ved at gøre det helhjertet og være ligeglad.

MP3: The ACB's - Boy Like Me

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til Treefight for Sunlight på Train

Lørdag d. 12. november spiller Treefight for Sunlight på Train, og vi udlodder 3x2 billetter til koncerten.

Kvartetten udgav sidste år debutalbummet A Collection of Vibrations for Your Skull, der var én af årets klart stærkeste danske udgivelser. En imponerende samling popsange med stor fokus på blandingen af det simple og det komplekse. Lag på lag af små detaljer, stærke harmonier og modne kompositioner.

Gruppen har da også fået en solid start på karrieren med masser af opmærksomhed og begejstrede anmeldere, ligesom også habile selskaber står bag gruppen: Tambourhinoceros i Danmark, Friendly Fire i USA og Bella Union i mere eller mindre resten af verden.

For at vinde billetter til koncerten skal du blot sende en mail til borneblogger@gmail.com med overskriften "Treefight for Sunlight". Vi giver vinderne direkte besked.

Info:
Treefight for Sunlight + support Among Disco Club Kids
Train, Aarhus
Lørdag 12. november
Koncertstart 21:30

/Martin

Nyt fra Chairlift

Det må vist være på tide at omtale den nye single fra Chairlift, som tilbage i 2008 udgav debutalbummet Does You Inspire You på fremragende Kanine Records. Det er dermed også tre år siden, vi lagde den stærke single Evident Utensil ud, hvilket får mig til at føle mig underligt gammel.

Billedet er lidt en løgn, da gruppen nu igen er en duo. Den charmerende Caroline Polachek (fantastisk navn) er dog stadig i front med sin herlige vokal, der også bliver brugt ganske alsidigt på gruppens nyeste single Sidewalk Safari. Der bliver ganske vist sunget om "a new direction", men om det også er sandt for albummet lader sig ikke afsløre ud fra førstesinglen, der dog er ganske habil. Pladen udkommer 24. januar, og de har nu skiftet Kanine ud med mægtige Columbia.

Titlen er såmænd ganske simpel og ydmyg: Something.

MP3: Chairlift - Sidewalk Safari

/Martin

Oregon Bike Trails

Zach Yudin fra Santa Monica, bedre kendt som Oregon Bike Trails, skriver enkle popperler med masser af solskin. Relativt letsindigt og utvivlsomt med kærlighed til forgangne tider.

Han spiller muligvis selv på sin hjemby og denne letsindighed ved også at skrive om sig selv, at han ynder "at tage til stranden og at køre på cykel". Men gode popmelodier er det, og det bør man aldrig se bort fra.

Nyligt udgav Father/Daughter Records en 7" med singlen High School Lover, hvorfra vedlagte B-side Cayucas også stammer. Det lille pladeselskab udgav i øvrigt sidste sommer (åh) den fremragende 7" Dream Talkin af Family Trees, der i høj grad kan anbefales.

Oregon Bike Trails - A Summer Thing by The Line Of Best Fit

MP3: Oregon Bike Trails - Cayucas
MP3: Oregon Bike Trails - High School Lover

/Martin

Sea Pinks

Man har gerne travlt med at kategorisere musik efter årstid og vejr. "Man" er ofte os. Det kan blive en besættelse, men det er ikke tilfældigt, at vi i smalltalk-panik kaster os over vejret.

Sea Pinks fra Belfast har netop udgivet albummet Dead Seas via CF/Recs, og herfra finder man den passende betitlede Autumn Song. Det er naturligvis hørt før, og det gør en lille smule ondt at beskrive det som "lo-fi pop", men det er en udmærket efterårssang.

Det ældre album Youth Is Wasted kan frit hentes fra gruppens Bandcamp. En biografisk afrunding: Sea Pinks er et sideprojekt af trommeslageren fra Girls Names.

MP3: Sea Pinks - Autumn Song

/Martin

WU LYF

Da albummet blev udgivet tilbage i januar, er det vist kun på tide, jeg får skrevet lidt om engelske WU LYF. Kvartetten fra Manchester udgav i starten af året debutalbummet Go Tell Fire to the Mountain og har siden oplevet fin opmærksomhed, selvom de må siges allerede at have oplevet solid hype op til udgivelsen.

Titlen til trods har vi ikke at gøre med post-rock men snarere en ganske særlig omgang "heavy pop", som gruppen selv kalder det. Albummet slutter sågar af med en fremragende sang med denne forfriskende genrebeskrivelse som titel. Navnet er en forkortelse af World United Lucifer Youth Foundation. Ingen kommentar.

Frontmand Ellery Roberts synger som oftest med det absolut bageste af halsen, men der skriges ikke som sådan. Det er muligvis det mest markante træk ved gruppen, men man må ikke se forbi de instrumentalstykker, der ofte står i næsten opposition til denne bastardunge af Tom Waits. Enkle og langstrakte guitarflader spiller hen over simpelt men præcist eksekveret trommespil på en måde, der måske alligevel kan lede tankerne hen mod visse traditioner inden for post-rocken. Gruppen er flere steder blevet kaldt lo-fi, men det behøver vi ikke. Det bliver vist ofte brugt nok i forvejen (også her på siderne). Værd at hæfte sig ved er orgelfladerne, der trods basale konnotationer - tænk igen på bandnavnet - stadig er et fantastisk stærkt element, der stadig ikke udforskes af synderligt mange nyere bands.

Jeg opdagede i sin tid Heavy Pop gennem engelske The 405, der gennem deres playlister ofte viser stort overblik over, hvilke kunstnere det kan betale sig at holde øje med. Nu har jeg så endelig fået fulgt op og kan gengælde med endnu engang at anbefale denne relativt unge og hastigt voksende side.

MP3: WU LYF - Heavy Pop

/Martin

Linda Smith

Slumberland har været aktive siden 1989, og de er efterhånden blevet flittige til både at finde nye talenter og at genudgive materiale, der fortjener mere opmærksomhed.

I sidstnævnte kategori hører Linda Smith, der bl.a. har fået genudgivet en 7" med titlen Till Another Time fra november 1993. Hun spillede tidligere i folkbandet The Woods, før hun startede sit eget soloprojekt, der blev udgivet på bånd via hendes eget selskab, Preference.

Det forklarer måske den hjemlighed, der er at spore i disse lo-fi indspilninger, der af og til har ligheder med The Field Mice. Hør eksempelvis guitarlyden i vedlagte MP3 og lyt derefter til introen af Couldn't Feel Safer af The Field Mice. De to første ord, der bliver sunget i denne sang er ligeledes in this, hvilket er titlen på Linda Smiths' "respons".

Linda Smith - In This by Slumberland Records

MP3: Linda Smith - In This

/Martin

Mere nyt fra Los Campesinos!

Vi nærmer os efterhånden udgivelsen af nyeste udspil fra engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos!, der 14. november udgiver Hello Sadness. Efter den udmærkede førstesingle By Your Hand er de nu klar med anden single, der er titelnummeret fra albummet. Ligeledes en fin sag, der umiddelbart lyder til at skulle høres som del af en plade.

Dette er ét af de interessante aspekter ved bandet: Selvom de af og til kan synes anstrengende og egentlig har flere sange, der lyder som potentielle singler, er det alligevel over et albums forløb, at gruppens styrke viser sig. Her afbalanceres ironien og sorgerne. November bringer mange fremragende plader med sig, og forhåbentlig bliver Hello Sadness én af dem.

Hello Sadness by Los Campesinos!

/Martin

Bridge Underwater

Bridge Underwater er på én gang en hyldest til fortiden med inspiration i eksempelvis T. Rex og samtidig dybt forankret i den digitale tidsalder: Siden 2005 har Patrick Mellon fra Philadelphia udgivet adskillige singler på interwebs - ifølge manden selv over 100. At tælle er ganske trivielt, og selvom trivielt ikke per definition er ondskaben selv, er det gerne omsonst. Lad os i stedet fokusere på en enkelt udvalgt perle, der blev lagt ud i slutningen af september og håbe på, at flere kunstnere af denne høje standard vil omfavne platforme som Bandcamp. Ikke uden ironi og ikke uden alvor.

I guess I love to be hurt / Like she loves to be loved / And I'll do it again / Because I can't get enough

Bridge Underwater - Be Loved by yvynyl

/Martin

Vintervarm med Glass Candy

Glass Candy startede egentlig allerede tilbage i 1996 og har siden da langsomt fået bredere og bredere fat. Portland-duoen består af sangerinde Ida No og producer + guitarist Johnny Jewel.

De har gennem årene eksperimenteret med en del forskellige genrer og lyde, og det lod til, at det var deres forkærlighed til italo disco, der sikrede dem et navn uden for hjemlandet med udgivelser på bl.a. Italians Do It Better.

Nu er gruppen tilbage med den længeventede single Warm in the Winter, der er ganske fremragende. En dragende sag, der holder sig til titlen og samtidig holder sig til det på én gang direkte og tålmodige udgangspunkt, man kender fra italo disco.

GLASS CANDY / WARM IN THE WINTER by ITALIANS DO IT BETTER

/Martin

Nyt fra Owen

Efter en fuldlængde og en EP med dybt undervurderede (og, ja, også emo) American Football tog Mike Kinsella hul på solokarrieren under navnet Owen. Nu er han tilbage med sin sjette plade, der er ude på Polyvinyl d. 8. november.

Kinsella har i mellemtiden fået en datter og er blevet hjemmegående husfar for en stund. Han har det dog stadig ikke let, og det får han heldigvis fint ud i sine sange. Derfor er titlen Ghost Town da også passende. Selv i hjemmet.

Polyvinyl har indtil videre delt den seks minutter lange I Believe, der starter med et ironisk hallelujah, der ville få Jens Lekman til at smile skælmsk. Sangen udvikler sig ad to kærkomne og veltilrettelagte omgange, så vi ender i et tempo, der ikke ofte høres i hans nyere sange. Med Iron & Wine-produceren Brian Deck bag knapperne skal Ghost Town nok blive en af efterårets stærkere singer/songwriterplader.

MP3: Owen - I Believe (der kan ikke højreklikkes her)

/Martin

Light Bulbs

Der er endnu ikke megen info at finde om Light Bulbs fra St. Louis, Missouri. Gruppen indspiller ifølge dem selv deres sange i forskellige kældre ved brug af blot en enkelt mikrofon og er derudover en "future husband and wife duo" med skiftende besætning. På deres ReverbNation-side står fire medlemmer listet, og det kan ikke afvises, at beskrivelsen er mere kryptisk end som så. Mest forventeligt er det dog nok, at de bare ikke er så stærke til at kommunikere (hvilket brugen af en ReverbNation-side som eneste medie da også afslører).

De nævner de nyligt reprofilerede Archers of Loaf som inspirationskilde, hvilket giver fin mening. Sanger Raphael Maurice er som de fleste andre ikke nogen stor sanger, men han bruger stemmen fint, og med hjælp fra den fremtidige kone (må vi antage) bliver sangene leveret skrøbeligt sikkert. Vedlagte MP3 med den dejligt ambitiøse titel World War II kommenterer de selv ironisk med, at de ikke vil finde sig i den - krigen, må vi formode. Den er taget fra albummet Children's Songs for Adults, der vist er deres første.

MP3: Light Bulbs - World War II

/Martin

Mere Atlas Sound

Hermed lidt godter til weekenden: Mere Atlas Sound.

For godt en måned siden skrev vi lidt om det kommende album Parallax. En plade, der ganske ærligt er kæmpeforventninger til. Disse forventninger er kun blevet større efter frigivelsen af flere sange fra pladen.

8. november skal sparepengene kastes efter pladen. Nu vi er ved 4AD, har de lidt til at gøre weekenden endnu bedre: En ny og gratis compilation med sessions fra nogle af deres mange fremragende bands. Heriblandt Efterklang. Find den her.



MP3: Atlas Sound - Terra Incognita
MP3: Atlas Sound - Te Amo
MP3: Atlas Sound - Oh, Ricky

/Martin

Pure Bathing Culture

Det er vist på rette tid at advare om årstiden: Den medbringer gerne en lyst til at tale om, netop, årstiden. Jeg har svært ved ikke at nævne det på disse sider, så nye læsere er hermed advaret.

Dagens anledning er duoen Pure Bathing Culture. Det ligger måske allerede i navnet. Det vækker en rejselyst af den mere banale slags. Umiddelbart er det letsindigt med simple trommer og percussion blandet med lækre guitarflader. Men det er ikke blot solskin. Med noget nær verdens dårligste metafor: Det kan minde om lysten til sort kaffe i sommervarmen.

Uden at lyde som Beach House deler de et udgangspunkt, man også ofte hører i denne anden duo: Grænselandet mellem accept og afklarethed. Det grænser dermed også til en mærkværdig blanding af selvmedlidenhed og bitterhed, uden at disse kommer rendyrket i fokus. Man forestiller sig, at tristessen tidligere har nået et højdepunkt, der trods alt tillader en vis - næsten ironisk - afstand. I disse øjeblikke er der næsten tilstande af noget balearisk.

De to spiller også i Vetiver, der jo nyder fin opmærksomhed og opbakning fra Sub Pop. De arbejder i øjeblikket på deres første fuldlængde, som det skal blive ganske spændende at følge.

MP3: Pure Bathing Culture - Ivory Coast
MP3: Pure Bathing Culture - Lucky One

/Martin

Nye toner fra Twilight Sad

Efter den glimrende debut Fourteen Autumns and Fifteen Winters blev The Twilight Sad hurtigt en del af den ædle skotske musikscenes elite. Ordet elite klinger falsk i denne sammenhæng, da ingen af disse skotter vil tilhøre nogen elite. Uanset hvad hører trioen (startede som kvartet) til i toppen af Glasgow-scenen, og det kan de færreste vel betvivle.

Jeg blev dog aldrig lige så hooked på opfølgeren Forget the Night Ahead, og det samme gælder vist for blogosfæren generelt. Nu kan de så revanchere sig lidt, når de til februar udgiver deres tredje album, No One Can Ever Know. En skøn titel, der passer fint ind i den sikre usikkerhed og skrøbelighed, de portrætterer. Men dette er naturligvis kun den ene side af titlen: Den anden er den mere hemmelighedsfulde eller ligefrem truende adfærd, der genkalder den barske realitet, man mødte i gruppens gennembrudssingle That Summer, At Home I Had Become the Invisible Boy.

Førstesinglen fra det nye album har fået den dramatiske titel Kill It in the Morning, og det er i høj grad nye toner fra skotterne. En mere industriel lyd har taget over, hvilket har fået flere til at drage sammenligninger med bl.a. Nine Inch Nails.

The Twilight Sad - Kill It In The Morning by Fat Cat Records

/Martin

Nedbarberet eller romantisk komedie fra 1984

Ved udgivelsen af Bon Ivers selvbetitlede opfølger til debutalbummet For Emma, Forever Ago gik bølgerne højt, da fans diskuterede pladens sidste sang, Beth/Rest. Diskussionen gik ikke på kvaliteten af sangen, kompositionen eller teksten. Det var naturligvis den meget firservenlige produktion, der var temaet.

Lad mig først slå fast at jeg er meget begejstret for pladen, der netop som helhed er meget stærkere end debuten (selvom P4k's 9.5 selvfølgelig er lidt overdrevet). Og lad mig derefter slå fast at Beth/Rest er mit yndlingsnummer på hele pladen. Justin Vernon har nyligt spillet en soloversion af sangen hos NPR, hvilket også er grunden til, at jeg nu tager tråden op igen. Jeg holder stadig meget mere af albumversionen, men det må med denne nye og nøgne version stå klart, hvor stærk selve sangen er. At mange så kunne ønske en mere tilbageholdende produktion, er selvfølgelig en anden sag - og fair nok. Så her er en mulighed for at give den en ny chance.

En lille sidehistorie: Jeg modtog en anmelderkopi ca. en uge før udgivelsen, men pladen leakede længe før. Derfor lå der på YouTube en video i et par uger med den fantastiske titel: New Bon Iver track should have been used in a 1984 romance film. Videoen var kun halvandet minut lang og indeholdt stillbilleder fra Romancing the Stone (på dansk vistnok Nu går den vilde skattejagt). Derfor var dette halvandet minut det første, jeg hørte fra den nye plade, selvom jeg oprigtigt var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var tale om Bon Iver. Andre spekulerede i, hvorvidt hele den nye plade mon havde denne - hvad nogen vil kalde - cheesy æstetik. Måske håbede en del af mig selv på det, men før nogen indvender det åbenlyse, må jeg selv indrømme, at 39 og et halvt minut måske havde været i overkanten med denne produktion.

Der er naturligvis et åbenlyst paradoks i titlen på det sirlige YouTube-klip (taget ned grundet copyright), men den havde dog mere end én funktion: På et personligt plan gjorde den mig klar til denne modige afslutning på albummet, samtidig med at den gjorde mig fantastisk nysgerrig efter at høre mere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg genstartede videoen for at høre det indledende halvandet minut, det kunne blive til. På et større plan kan vi imidlertid have lidt gavn af dette tidslige paradoks, der inviterer os til at gøre nogle tanker om, hvorvidt og hvorledes vi kan skelne mellem - såvel som forene - (potent) nostalgi, retrospektive elementer, effekter og begreber som mod og mål i et forsøg på at kunne bevæge os fremad, selvom der skues bagud.

MP3: Bon Iver - Beth/Rest (NPR Solo Piano Version)

/Martin

Gammelt nyt fra Neutral Milk Hotel

Jeg forestiller mig, at de fleste læsere på disse sider holder af Neutral Milk Hotel. Eller rettere: Holder man allerede af dem, må det formodes, at man elsker dem. Debuten On Avery Island (1996) er en fremragende plade, medens opfølgeren In the Aeroplane over the Sea (1998) er decideret sublim og noget af det smukkeste, der er hørt de seneste mange år. I dette tilfælde er der ingen grund til at holde tilbage med voldsomme adjektiver og ligefrem superlativer.

D. 22. november udgiver gruppen et deluxe box set med LP'er, EP'er og sjældenheder. Fra dette box set har de nu frigivet en fremragende sjældenhed i form af sangen Engine, der tidligere blev udgivet til singlen Holland, 1945. Med andre ord en sang, der blev indspillet på samme tid som én af de allerbedste plader i 90'erne.

Velbekomme.

MP3: Neutral Milk Hotel - Engine

/Martin

You Won't

Lykkeligvis kan man stadig blive forundret over, hvor enkelt nogle bands kan forene de klassiske folk-fortællinger med de stærke popmelodier. Én af de store efterårsåbenbaringer for mit vedkommende har været Massachusetts' svært Google-bare You Won't. Spinner nævner navne som The Shins og Bob Dylan, og selvom vi her taler forskellige grader af sværvægtere, lyder blandingen nu ganske rimelig.

Én af perlerne er den ganske simple Television, der er båret af håndklap og et narrativ, der spænder fra de spæde års ydmygelse til en fremtid domineret af dinosaurer. Det hele bliver leveret upbeat og kært, og man får følelsen af den lettelse, der ligger i at komme ud (og dermed af) med skammen.

At dømme ud fra disse første sange et lovende lille band, som det skal blive hyggeligt at følge.

MP3: You Won't - Television
MP3: You Won't - Three Car Garage

/Martin

Young Man

For en sangskriver i den såkaldte YouTube-tid er et navn som Young Man næsten oplagt. Eller måske snarere tiltrængt. Det er tilbageholdende og foregiver ikke en empirisk omnipotens holdt oppe af overfladiske Wiki-søgninger. Det er snarere ganske ydmygt. En mand, der overgiver sig til nysgerrigheden.

Min introduktion til Young Man var sangen Tired Eyes, en tålmodigt opbyggende sang, der undsiger sig fristelsen til en kommentar om rastløshed eller ligefrem kedsomhed. På den måde er der lidt til fælles med Grizzly Bear, selvom resultatet i sidste ende er noget ganske andet. Det handler om at tage sig tiden til at opspore dynamikkerne i det spændingsfelt, der netop grænser op til rastløsheden men aldrig gennemtrænger den; titlen passer fint ind, og det er da også de første ord, der synges efter en fornem og enkel guitarindledning. Efter halvandet minut får guitarerne mere frit løb og får selskab af et simpelt beat, der efter næsten et minut mere igen afløses af et fremragende vokalbåret melodistykke, hvorefter guitarerne begynder at markere en art opløsning. Hvor midterstykket lyder mere som dybtfølt og nysgerrig improvisation, aner man næsten en frygt mod (eller ligefrem for) slutningen, der kommer til udtryk i denne lillebitte udvikling i de forskellige guitarer. Det hele lyder ret simpelt, men det er meget sjældent i disse tider, at man på den måde kan lade dette instrument udtrykke så meget i lydbilledet.

Der er pludselig forventninger til debutalbummet Ideas of Distance (fantastisk titel), der udkommer 27. september via Frenchkiss.

MP3: Young Man - Tired Eyes

/Martin

Nyt fra Los Campesinos!

Los Campesinos! deler gerne vandene, og mange har et kompliceret forhold til gruppen. Det engelske band (bosat i Wales) kan være direkte anstrengende, og jeg var egentlig heller ikke helt overbevist efter debutalbummet. Først med det andet album (af bandet selv omtalt som en udvidet EP) We Are Beautiful, We Are Doomed erklærede jeg mig fan af powerpop-bandet. Sidste års Romance Is Boring skuffede bestemt heller ikke, men viste i stedet en lejligheds roligere side af bandet.

De syv udgiver det nye album Hello Sadness 14. november, hvorfra de nu har delt førstesinglen By Your Hand, der lyder både radiovenlig og ganske typisk LC!. En fin single, der lover lige så fint for resten af pladen. Sangene er blevet til blandt timevis (hvilket bedre kan måles i dage og uger) foran Football Manager og med et evigt knust hjerte for sanger og sangskriver Gareth. En smuk kombination.

Los Campesinos - By Your Hand by Pretty Much Amazing

/Martin

Indlæg i debatten om KODA vs. blogs

(Følgende er skrevet på en togtur to uger tilbage og kommer altså lidt forsinket op - men bedre sent end aldrig)

Prisen på dansk musik

Det kræves nu af KODA, at indehavere af musikblogs skal betale for at lægge musik op til streaming, hvis kunstnerne er medlem af KODA, selvom kunstnerne selv har sagt god for det. Dette vil i dag sige 36.000 medlemmer. En både beklagelig og rystende udvikling.

Primo august tog KODA kontakt til musikbloggen Wonders Make Joy, da de havde musik liggende på deres hjemmeside fra kunstnere, der er medlemmer af KODA. De fik valget mellem at tage sangene ned eller at kompensere økonomisk. De valgte – naturligvis – førstnævnte. Sagen førte til en debat fredag d. 26. august om retten til at lægge musik op på en blog (læs mere fra KODA og på Geiger).

Én af hovedkonsekvenserne af dette dialogmøde blev, at bloggere kun må lægge musik af KODA-medlemmer til streaming, såfremt de betaler en månedlig økonomisk kompensation. Dette beløb afhænger af, hvor mange besøgende siden har. Det skal her pointeres, at disse besøg er relativt små, men størrelsen er for så vidt irrelevant; det er en principielt forkert beslutning i første omgang.

Det er indledningsvis værd at hæfte sig ved, at KODA først midt i 2011 er klar til denne debat. Såvel mp3-formatet som blogs har eksisteret i mere end et årti, og det er alarmerende, at vi ikke har haft debatten allerede for adskillige år siden. Et ganske klart tegn på at KODA ikke har forstået den udvikling, der har fundet sted i musikbranchen (en udvikling som i øvrigt har fundet sted i mange andre brancher som følge af den digitale udvikling).

Det er ydermere vigtigt at understrege, at dette ikke er et angreb på KODA som institution. KODA er ikke fjenden. Der er brug for dem, og de spiller en uvurderlig rolle i forbindelse med at sikre udøvende musikeres rettigheder (ligesom de spiller en vigtig rolle i forbindelse med uddeling af støtte til kunsten). Men i denne forbindelse er der tale om en grundlæggende misforståelse eller ligefrem fejlvurdering, der desværre svært kan tolkes som andet end en manglende forståelse for udviklingen i musikbranchen og -industrien. Ja, endda for idealerne (disse kommer vi tilbage til, da de bestemt spiller en rolle).

Lad os herefter gå ud fra at der ikke bevidst lægges ulovligt materiale ud. Når bloggeren modtager en pressemeddelelse med en vedhæftet mp3-fil fra et pladeselskab, et distributionsselskab eller direkte fra et band med beskeden om, at man gerne må lægge den ud på sin blog, skulle man umiddelbart tro, at de involverede parter har sagt god for det. Dette er åbenbart ikke nok ifølge KODA.

For et øjeblik at gøre det mere personligt får jeg disse mails hver eneste dag, og på en uge er der en del forespørgsler fra både danske og udenlandske musikere og branchefolk, der har hobet sig op i inboxen. Der er ingen tvivl om, at musikblogs spiller en central rolle i promoveringen af musik i dag – og sådan har det allerede været i mange år.

Det er særligt mindre pladeselskaber og upcoming orkestre, der forsøger sig med at få opmærksomhed på diverse musikblogs, da denne digitale promovering er en – så at sige – gratis mulighed, når man nu ikke har den kapital til PR-kampagner, som større selskaber har det. Dette skaber yderligere en fare for nichemusikken, der ellers har nydt godt af de nye digitale muligheder. For risikerer vi ikke netop, at mange musikbloggere helt nedlægger deres musikformidling, eller at nogle kunstnere ligefrem undlader at registrere sig hos KODA? Sidstnævnte er næppe sandsynligt, da der – som tidligere bemærket – er brug for KODA, men førstnævnte er en meget mulig og meget trist konsekvens.

Bloggens styrke er dens autonomi. Den tydeligt subjektive vurdering, der aldrig forklædes som andet. Såfremt der er reklamer på en blog, bringes dette element naturligvis i fare, og i dette tilfælde kan man måske tale om, at bloggeren ligefrem lukrerer på andres musik – her ændres spillereglerne til en vis grad. En kort stund gør jeg det igen personligt: Jeg har gennem årene sagt nej til tilbud om reklamer på bloggen af netop disse to årsager: For at forblive min egen (hvilket i sidste ende skaber frihed, troværdighed og gør musikanbefalingen ligeså) og for ikke at tjene på andres arbejde og værker. De færreste bloggere tjener penge på deres skriverier, og det er naturligvis disse, vi forholder os til.

Man kan til en vis grad tage den et stykke længere: Vi gør et stykke gratis arbejde. Vi er fri presse, som man kan se som pro bono-kulturformidlere. Vi gør det ikke, fordi vi er interesserede i aflønning. Jeg håber her, at idealerne også er på plads hos andre bloggere – ellers beklager jeg inkluderingen. Det vil naturligvis være direkte ulovligt at ignorere dette nye kompromis (for det er i sandhed en kompromittering – og en farlig én af slagsen). De danske blogs kunne snarere gå sammen om simpelthen ikke at omtale KODA-registreret musik for en stund, men dette vil jo straffe de musikere, vi gerne vil fremhæve. Vi skriver af ren entusiasme, af ren kærlighed til – og begejstring for – musikken. Det er de rette idealer og altså ikke hverken tyveri eller udnyttelse.

Lad os lige ridse konflikten op igen: Musikere, der selv sender deres musik ud, er indforståede med, at de ikke får betaling for den streaming, der foretages af de lyttere, der nysgerrigt leder efter ny musik. Det samme er de pladeselskaber, der sender musikken ud. Når en kunstner skriver under med et pladeselskab, er det også med vished om, at pladeselskabet promoverer musikken – det er trods alt én af hovedgrundene til, at man skriver under med et pladeselskab. Ingen bliver altså snydt i denne sammenhæng, men bloggerne skal alligevel betale for at lægge musikken ud.

Men hvordan skal vi da se på denne betaling? Officielt bør vi vel betragte det som en kompensation eller vederlag, selvom det snarere føles som en besynderlig straf eller mekanisk indkassering. En investering kan vi næppe kalde det. Det er svært at finde eufemismer i denne sammenhæng.

Den københavnske konsulentvirksomhed YourWaves beskrev meget sigende faren ved, at musikerne ikke selv kan sige ja til at lægge deres musik til stream eller download, hvis de er medlemmer af KODA. Som de meget rammende formulerer det: ”F.eks. er en musikvideo en rigtig god måde at promovere et album (og har altid været det), men en musikblogger skal ifølge KODAs forslag betale for at indlejre en musikvideo på sin blog - uagtet at musikeren selv har lagt den på YouTube. Det er lidt ligesom at lade varehuschefen betale for, at K-salat kommer og deler smagsprøver ud på hønsesalat.”

Man må naturligvis være varsom med at sammenligne mellem industrier og medialiteter. Men lad os et øjeblik fokusere på filmindustrien. Har man en filmblog og skriver en foromtale eller en anmeldelse, er der god ræson i samtidig at indlejre en trailer til den omtalte film. Hvilket produktions- eller distributionsselskab ville drømme om at producere en trailer, der ikke måtte deles?

Eller lad os forestille os en kunstner, der har en ny udstilling. Både han og museet har interesse i at promovere denne udstilling, og i forbindelse med reklamen herfor fremstilles derfor et foto af et eller flere værker. Heller ikke her er der et problem. Det er i kunstnernes interesse at få deres kunst ud, og dette kan både anskues som et ideal (hvorfor ellers kalde sig kunstner?) og en strategi, der i det lange løb netop hjælper kunstneren med at kunne fortsætte med at dyrke sin lidenskab.

Lad os igen få idealerne i spil: Der er et demokratisk såvel som dybt menneskeligt potentiale i en blog; vi kan alle lave én, hvis vi har adgang til internettet. Således kan man dele tanker, idéer og (nu svækket) begejstring for kunst. Det er lidenskab og dybt bekræftende kærlighed til kunsten, der forhindres grundet en misforståelse. Ja, langt hen ad vejen kan vi tale om fans, der promoverer uden at tjene noget som helst på det. Det er uvurderlig kulturformidling, der kan gå tabt grundet et håbløst forsøg på at holde fast i vaklende strukturer.

Her må jeg igen erklære mig fuldstændig enig med førnævnte YourWaves, der mener, at KODA i stedet må gøre deres system mere fleksibelt og tilpasse sig den nye digitale virkelighed og den moderne musikers behov. Jeg er overbevist om, at de selv er interesserede i dette, og de opererer da også med flere forskellige slags ordninger. Det er altså ikke, fordi de mangler viljen.

KODA indsamler i denne forbindelse håndører fra flittige bloggere. Beløbet er som sagt ligegyldigt. Jeg har loyale læsere, og jeg blogger videre, så længe der er folk, der er interesserede i at høre om den musik, jeg har lyst til at fremhæve. Det vil jeg aldrig betale for. Så er risikoen til gengæld, at jeg aldrig kan omtale og dermed promovere dansk musik på bloggen, medmindre kunstnerne altså ikke er medlemmer af KODA – og det er bestemt ikke et ultimatum, man har lyst til at give kunstnerne.

Det er kunstnernes interesser, der bør være i centrum, og det er musikken, der i sidste ende er på spil. KODA bør derfor lytte til musikerne og tænke over, hvad deres ønsker egentlig er, og hvad der er bedst for medlemmerne – de danske musikere.

/Martin

Balam Acab

Balam Acab er 20-årige Alec Koone, en musikstuderende fra New York og en ganske flittig sampler. Efter EP'en See Birds fra 2010 udgav han i år fuldlængden Wander / Wonder på Tri Angle (Clams Casino, Holy Other, How To Dress Well).

Det er i dette tilfælde værd at skelne mellem det mørke og det, der befinder sig i mørke. Gennem pladen bevæger Balam Acab sig igennem mørke gange og udforsker gennem mystiske samples et univers af tåge og en forunderlig nysgerrighed. Men mørkt er det ikke. Ikke som sådan. Wander / Wonder er én af årets stærkeste elektroniske udgivelser, og Alec Koone er en komponist og sampler, der i den grad er værd at holde øje med.

MP3: Balam Acab - Oh, Why

/Martin