Årets album 2018

Musikken er igen en kampzone. Popmusikken er på én og samme tid blevet meget mere interessant og meget mere kedelig. Vi fylder verden op med data, og vi får smidt det i hovedet, som vi allerede kan lide. Det er heldigvis kun én side af sagen: Der er nemlig rigeligt med interessant musik og gode rollemodeller derude.

Der er vigtige diskussioner på spil om musik og køn, selvom mange af dem forbliver sort/hvide. Potentialet er der, men egentligt frugtbare diskussioner bliver det sjældent. Her kan musikken heldigvis tale, når kommentatorerne går i stå eller (som oftest) gentager sig selv.

Støt musikken, som du kan. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne.

Tak for et fint 2018. Her er mine 25 favoritplader. Listen ville nok se anderledes ud i går og i morgen.

25. The Field – Infinite Moment

Da svenske Axel Willner debuterede under navnet The Field i 2007, var elektronisk musik mig relativt fremmed. Jeg lyttede og lyttede, og jeg kunne lide det, men det blev ikke hos mig som så meget andet. Titlen blev imidlertid hos mig: From Here We Go Sublime. I dag forstår jeg det bedre, hvis det da handler om at forstå. På Infinite Moment vejer melankolien tungere, og de seks sange får god plads til at lette og lande.

24. Spiritualized – And Nothing Hurt

Det er vanskeligt ikke at holde af Jason Pierce, selvom tidligere bandmedlemmer måske ikke føler samme ukomplicerede kærlighed, som man ofte får serveret i hans sange. And Nothing Hurt er klassisk Spiritualized, og det er det bedste fra dem/ham i 21 år. Veloplagt og veldoseret. Eller: stort, større, Spiritualized.

23. Yo La Tengo – There's a Riot Going On

Gode, gamle Yo La Tengo. Et godt bud på verdens mest behagelige band sammen med The Clientele og Belle & Sebastian. På deres 15. studiealbum er de lige så charmerende ujævne, som de også er på deres bedste plader. De kan tillade sig det, fordi deres gode øjeblikke er så gode, og fordi de selv i mere fjollede øjeblikke gør det på en måde, hvor der er en visdom på spil i enkeltheden, som kan spille lytteren et puds: mener de det? Med For You Too har de tilmed lavet én af årets bedste sange.

22. Janelle Monáe – Dirty Computer

Hun gør popmusik sjov, og hun slører grænserne mellem det menneskelige og maskinelle. Dermed sætter hun autenticitetsopfattelsen på en prøve, og det er noget af det absolut vigtigste, en kunstner kan gøre. Hun er blevet kaldt en androide, har kaldt sig selv en androide og har som androide lavet en dejlig popplade med masser af hjerte.

21. Khruangbin – Con Todo El Mundo

De har narret de fleste til at tro, at de var fra et eksotisk sted, som man blev ved at glemme navnet på. I virkeligheden er de bare fra Houston, og de elsker både Thailand og bas. Det er som oftest instrumentalt, det er som oftest en lille smule psykedelisk, og det er som oftest reddy fint.

20. Blawan – Wet Will Always Dry

Engelske Jamie Roberts lever sikkert lige så meget i sit eget hoved som alle os andre. Han er bare bedre til techno, end vi andre er. Da jeg var barn, troede jeg, at techno var det samme som trance, som man kendte det fra The Voice. Blawan er én af de bedste, jeg kender til inden for sit felt, og selvom det ofte har en nærmest barsk lyd, er der også bangers på Wet Will Always Dry.

19. Tracey Thorn – Record

Tracey Thorn er en formidabel sangskriver. Som mange andre har jeg heller aldrig været voldsomt begejstret for Everything But The Girl, men Tracey solo er en anden sag. En anden sang. I et år med så megen kønsaktivisme i musikverdenen har Tracey Thorn gjort det stærkere end nogen anden. Teksterne er enkle, og det er ganske enkelt svært at finde andre, der er lige så gode til at få både melodi og tekst til at sidde fast efter så få gennemlytninger. En gylden pen.

18. The Goon Sax – We're Not Talking

Den australske trio har fundet fodfæstet. Slægtskabet med Robert Forster er både kødeligt og symbolsk, og det er kun en god ting. Charmen ligger bl.a. i den naturlighed, der skinner igennem i sangskrivningen. Idéerne synes ufiltrerede, og de er næsten altid gode.

17. Sons of Kemet – Your Queen Is a Reptile

Din dronning er en reptil, men min dronning... Udgangspunktet for pladen er en hyldest til sorte kvinder, og som hyldest er det både originalt og inspirerende. Saxofonist Shabaka Hutchings har spillet med Mulatu Astatke, Sun Ra, Floating Points og mange andre, og han står også i spidsen for Sons of Kemet (og de fremragende The Comet Is Coming). Det er jazz, det er punk, det er futuristisk, og det er alt, hvad jeg behøver af god engelsk jazz i dag.

16. Mitski – Be the Cowboy

Mitskis femte plade er hendes suverænt bedste. Det store gennembrud kom med singlen Your Best American Girl i 2016, som resten af pladen havde svært ved at leve op til. Be the Cowboy er 14 sange på en god halv time, hvor japansk-amerikanske Mitski Miyawaki holder et bemærkelsesværdigt højt niveau hele vejen igennem.

15. Let's Eat Grandma – I'm All Ears

De to Norwich-piger har et af de dårligste bandnavne, og jeg er vild med det. I'm All Ears er til gengæld én af de bedste albumtitler, som både skaber billeder af et elskværdigt monster og giver en idé om, hvad der er i vente: inspiration fra nær og fjern, der er blevet opfattet, følt, processeret og videreformidlet i ny form. Det er en skøn rodebutik, der ofte river godt og grundigt op i gængse sangstrukturer. Falling Into Me er storslået og højdepunktet på en nærmest eventyrlig plade.

14. Robyn – Honey

Honey er Robyns bedste plade til dato. Hvor flere af hendes tidligere udspil har været en blandet omgang med nogle gevaldige højdepunkter, er Honey en stor oplevelse fra start til slut (med undtagelse af Between the Lines). Variationen er imponerende, og med Beach2k20 rammer hun endda noget, som Holly Herndon og The Orchids kunne have lavet. En triumf.

13. Gia Margaret – There's Always Glimmer

"It's safe to say it's been a hard year." Med disse ord starter Gia Margaret sin debutplade, og så er stilen lagt. Det bliver dog aldrig for meget, selvom det ikke er afvæbnende humor eller lignende greb, som chicagoenseren (eller hvad de hedder) benytter sig af. Hun bruger klassisk sangskrivning, som så mange andre også har haft held med det i 2018, men hun gør det med en flottere og mere stemningsfuld produktion. Coveret er hammershøisk, titlen er strålende, og sangene er smittende med førstesinglen Birthday som et flot højdepunkt: "Wouldn’t it be so strange not to be with you / On your birthday / Could it ever feel okay not to be with you / On your birthday."

12. Amen Dunes – Freedom

Damon McMahon har lavet gode ting før. Han har lavet kedelige ting. Habile ting. Med Freedom har han lavet sin første helstøbte plade. Chris Coady fra Beach House står bag produktionen og har muligvis hjulpet McMahon til at fokusere, og på flere sange bliver man mindet om sangskrivere som A.A. Bondy og Cass McCombs – oftest dog i et lidt højere tempo. Man får følelsen af at få vist bagsiden af medaljen, at stå på den anden side af scenetæppet.

11. Rae Morris – Someone Out There

Rae Morris er fra Blackpool, og hun skaber ultrasympatisk popmusik. På Someone Out There har hun også lavet nogle af årets allerbedste popsange. Stemmen er en anelse hæs og meget venskabelig, og jeg ville ønske, jeg var en pige på 12 år, når jeg hører singlen Do It. Pladen er, indrømmet, ikke lige god hele vejen, men den opvejes voldsomt af de gode øjeblikke. Det hele slutter med Dancing With Character, der er tæt på at være årets bedste og mest rørende. Bare dét at skrive om den giver tårer i øjnene.

10. Low – Double Negative

Før jeg havde hørt Double Negative, havde pladen været ude i nogle dage. Måske uger. Jeg har altid beundret Low uden at være fan, og der var så meget andet at lytte til. Jeg fik det råd at lytte til den i et tog med gode høretelefoner på. "Den her plade er anderledes," fik jeg også at vide. Det er en underdrivelse. Low har kastet sig ud i noget markant anderledes, hvad angår både egen lyd og indspilningsteknikker generelt. Det er ambitiøst på den gode måde. Sangene bliver klippet op, sat sammen på ny, stilhed får lov at herske, brudstykker får ny mening. På midterstykket Always Trying to Work It Out finder man en slags nøgle til det hele. Både i titlen og i belønningen ved en mere velkendt struktur. De taler til os som kulturforbrugere, der forsøger at finde hoved og hale i pladen, branchen, kunsten, samfundet.

9. Christine and the Queens – Chris

Årets bedste pop-popalbum er fransk. Christine har ganske vist også lavet det på engelsk, men det svinger selvfølgelig bedst på modersmålet. Jeg føler mig en generation eller to ældre, når jeg kan konstatere, at det svinger. Christine – eller Chris – er blevet et forbillede for mange unge mennesker, og det forstår man. Hun eller hen er der for alle dem, der ikke føler sig hjemme, om det så er i egen krop eller i det omgivende samfund. En bundsolid plade hele vejen igennem.

8. Julia Holter – Aviary

89 minutter og 48 sekunder varer Julia Holters seneste opus. Og et værk er der sandelig tale om. 10 af de 15 sange overstiger seks minutter. Det er vanskeligt at få meget ud af som baggrundsmusik. Hun kræver noget af sin lytter. Måske kræver hun endda meget, ikke mindst med en sang som Everyday Is an Emergency med sin insisterende sækkepibe. Efter godt 35 minutter indtræffer singlen I Shall Love 2, hvor 'single' her er en skæg indikation af, hvad der har været det mest umiddelbart indbydende at vælge imellem. Men indbydende er den, og den vokser og vokser. Både mens den står på og bagefter. Titlen er en leg med modalverbernes styrke (hvor shall både er bør og skal og vil som futurumindikator) og sprogets tvetydigheder. En påmindelse om styrke og styrke som påmindelse.

7. Eartheater – Irisiri

Alexandra Drewchins nye album er creepy og lidt som at tvinge sig selv til at gå en tur i mørket. Hun vender gerne tingene på hovedet, og allerede pladens anden sang Inclined bygger på et sample fra Disneys Skønheden og udyret. Det er fra én af filmens mere triste passager, og alligevel klamrer man sig til det som et trygt element, fordi Drewchin får os på usikker grund. Hele vejen igennem eksperimenterer hun med samples, elektroniske kompositioner og måder at bruge stemmen på. Det er ofte langt ude, men ikke mere end verden selv. Albummets måske stærkeste sang gemmes næsten til sidst: C.L.I.T. står for "curiosity liberates infinite truth", og smukkere kan det næsten ikke siges.

6. Skee Mask – Compro

Tyske Bryan Müller kan alt fra ambient til jungle og mere traditionel techno. Det er ofte tålmodigt bygget op, så man føler, man er en satellit i kredsløb, der føler en slags kulde, man ikke forstår. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med en humoristisk titel som 50 Euro to Break Boost og samtidig ramme så tungsindig en tone.

5. Yves Tumor – Safe in the Hands of Love

Yves Tumor bor i Torino. Det er i sig selv en flot forestilling. Den flot betitlede Safe in the Hands of Love rammer et sted mellem elektroniske eksperimenter, hip-hop, pop og ambient. Pladen byder på nogle af de bedste beats i 2018, og den gæstes endda af to af Danmarks mest interessante kunstnere, Croatian Amor og Puce Mary.

4. Tirzah – Devotion

Engelske Tirzah har længe været på radaren, men hun har været tålmodig, når det kommer til indspilningen af debutalbummet Devotion (det ene af tre debutplader på denne liste, de andre er Gia Margaret og Leon Vynehall). Det er noget af en bastard, eller som The Fader skrev: a mutant pop. Pladen er ret stenet det meste af tiden med Holding On som én af de få sange i lidt højere tempo.

3. Gazelle Twin – Pastoral

Når noget er pastoralt på engelsk, er det relateret til spirituel eller åndelig vejledning og/eller livsførelse. Dét eller et stykke land til får eller kvæg. For Gazelle Twin er det utvivlsomt meningen, at det skal kunne forstås på begge måder. For Pastoral er måske delvist brutal og metallisk, men den er også brygget med en vis sarkasme. Det er et soundtrack til Brexit, det er en grotesk maske, der er endnu mere grotesk bagved.

2. Leon Vynehall – Nothing Is Still

På sit debutalbum har engelske Leon Vynehall forestillet sig sine bedsteforældres rejse fra England til New York i 1960'erne. Både rejsen, ankomsten og livet i begyndelsen. Det er både ambient og moderne klassisk, og det er af og til med en snert af noget mere mekanisk. Som en jazzklub for robotter. Nothing Is Still kræver tid, men belønningen er stor. Et spøgelse går gennem lokalet igen og igen.

1. DJ Koze – Knock Knock

Egentlig er begyndelsen på pladen misvisende. I hvert fald de første 53 sekunder. Det lyder mørkt og mistænksomt. Så skærer en delvist skinger lyd igennem, og lyset bliver lukket ind. Stefan Kozalla er fra Flensborg, og kunstnernavnet kan både udtales som cozy og kotze (bræk). Det sure med det søde. Der er gået fem år siden Amygdala, som kun er blevet bedre siden dengang. På Knock Knock er idéerne blevet endnu bedre, og gæstevokalerne er omtrent lige så gode. Med andre ord: fortræffelige. Ingen anden udgivelse fra 2018 er så sprængfyldt med fremragende idéer og melodier.

/Martin

Katharina af Alexandria og vinterens komme: The Blue Nile

I sidste uge var det den hellige Sankt Katharinas Dag. Ikke umiddelbart en dag, som man kender herhjemme. Den markerer vinterens komme og ligner dermed mortensaften. Men hvor mortensaften traditionelt – og mindre i Danmark – primært er for mænd, har Sankt Katharinas Dag mere en kvindernes dag.

Foruden vinterens komme har dagen således haft fokus på ugifte kvinder, der på denne dag kunne vises frem. Det lyder selvfølgelig ikke så moderne i dag, men det var ment som en hjælp eller mulighed.

I anledning af denne underlige helligdag er det værd at hive vores alle sammens favorit ambient-folk-band, The Blue Nile, frem. Skotterne har lavet to af de absolut bedste plader fra 80'erne, og fra debuten i 1984 findes såmænd en demo ved navn St. Catherine's Day, der ikke klarede cuttet. Ligesom bandet er den ultrasympatisk, og den indeholder det flotteste råd og den smukkeste støtte:

Run till you fall / you'll fall someday / run till you fall / we're with you all the way

Med andre ord: Det kommer til at gøre ondt før eller siden, og når det gør, så er du ikke alene. Hvis det alligevel gør ondt, kan man jo lige så godt gøre det helhjertet og bare springe ud i det. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med at synge den slags troværdigt, men Paul Buchanan er ikke hvem som helst.

The Blue Nile lyder ofte udpræget hi-fi, og det gør det ekstra interessant at høre en sang, der ikke har fået samme behandling som de sange, der endte på A Walk Across the Rooftops i 1984 (eller den endnu renere produktion på Hats i 1989).

Der er tilmed mulighed for at høre en demoversion, hvis man vil høre The Blue Nile endnu mere nedbarberet.



Og her er studieversionen fra indspilningerne i 1984, der var med på genudgivelsen fra 2012:



/Martin

Erland Cooper og 11 fugle

Solan Goose er en plade af skotske Erland Cooper. Det er også en fugl fra Orkneyøerne.

Erland Cooper er vokset op med at kigge på fugle, og alle 11 sange på hans nyeste album er derfor opkaldt efter nogle af de fugle, han er særligt knyttet til fra barndomsøerne.

Det hele foregår et sted mellem klassisk og elektronisk musik. Det kan nogle gange minde om Eluvium, og det kan måske blive lovlig storslået. Men det må det også godt nogle gange. Det hele kan blive så ironisk og distanceret.

Erland Cooper er en skotte, der husker betydningen af at se på flyvende kræ. Langsomt og flot.



/Martin

Devon Welsh

Majical Cloudz fra Montreal var en underlig størrelse. Det gik først sent op for mig, hvor gode de egentlig var, hvilket også hænger sammen med, at deres sidste plade blev deres bedste: Are You Alone? fra 2015 står tilbage som én af de smukkeste og mest skrøbelige udgivelser de seneste mange år.

Majical Cloudz var mod slutningen blevet en duo: Sanger Devon Welsh stod primært for tekst og sang, og Matthew Otto stod bag det diskrete lydtæppe. Også Owen Pallett og Kenneth Welsh var blandt bidragyderne på afskedspladen. Sidstnævne er far til Devon Welsh og portrætterede Windom Earle (!) i Twin Peaks.

Man må ikke undervurdere Matthew Ottos rolle i Majical Cloudz, men det er Devon Welsh' stemme, man husker. Den er hverken flot i klassisk forstand eller charmerende grim eller underligt skæv. Den er på en måde bare ret fin. Han lyder altid, som om han er meget tæt på, og han skaber en følelse af umiddelbarhed, der er ganske rørende.

Devon Welsh har dette efterår udgivet sin første soloplade. Han er typen, der kan slippe af sted med at kalde en plade for Dream Songs. Meget passende har jeg netop læst Arthur Schnitzlers Drømmenovelle. Det kan man ikke, når Devon Welsh synger i baggrunden: han kræver opmærksomhed, og han bør da også få den.

Den er måske ikke lige så godt som Majical Cloudz' afskedsplade, men Dream Songs er absolut anbefalelsesværdig. Devon Welsh gør sig mange interessante observationer (læs også hans tanker om Sky Ferreira og hendes debutplade), og han formidler følelser på en næsten gammeldags facon, der er meget langt fra ironi, højt tempo, politiske kløfter og så meget andet, der kan fylde i 2018.

Få ting er mere dyrebare end at kunne tage det langsomt. Vi har alle brug for skildpadder i hverdagen. Brug for at mærke efter.

Dream Songs kan høres og købes på Bandcamp.



/Martin

The Goon Sax

Australien har selvfølgelig leveret vidunderlige bands, hvoraf ingen er over The Go-Betweens.

Mindre kan også gøre det, og der er rigeligt med nyere eksempler at komme efter, hvis man er til skrabet og følsom pop. Det kunne være The Goon Sax fra Brisbane (ligesom The Go-Betweens). De var teenagere, da de udgav debutalbummet Up to Anything i 2016, en charmerende plade, der også er lidt for kedelig til for alvor at fæstne sig i erindringen.

Nu er de gamle nok til at blive på de klubber, hvor de tidligere er blevet smidt ud efter at have varmet op for deres helte. Og de er på vej med en ny plade, We're Not Talking, den 14. september på Wichita, hvorfra man allerede kan høre tre sange.

Louis Forster og James Harrison har tidligere skrevet sangene, og Riley Jones tager nu del i sangskrivningen og synger mere, hvilket har skabt en bedre balance i sangene. Det får dem til at lyde mere som The Go-Betweens end tidligere, men der er også en humor og løssluppenhed på spil, der trækker i retning af Twerps fra Melbourne.



/Martin

Fabiana Palladino og en følsom vilje

Verden er et flot sted meget af tiden, nogle gange smuk, selvfølgelig ofte grotesk. Og verden ville afgjort være endnu bedre, hvis en sang som Shimmer af Fabiana Palladino var en form for sommerhit.

Den skal dog nok komme ud til en del lyttere: den er nemlig udgivet af Paul Institute, som brødrene Jai og A.K. står bag. Førstnævnte, Jai Paul, har koproduceret og mixet Shimmer.

Sangen giver sig tid, folder sig langsomt ud, bygger på, angriber verden med en følsom vilje:

I can see the sign
You think I'm an easy target
I won't keep my voice down
I want, I want something I can shout about

Det dybt personlige er det universelle, og det universelle falder så tilbage på dig og mig og gør verden lidt mindre.

Den tålmodige opbygning leder op til et lille og alligevel nærmest majestætisk klimaks. Fabianas komposition ledsages utroligt veloplagt af enkle synths og guitarer spillet af Jai Paul, og trommeproduktionen i sidste halvdel af sangen er intet mindre end fantastisk. Der er hentet megen inspiration i 80'erne i almindelighed og Prince i særdeleshed, og der er et vist slægtskab med både Autre Ne Veut og How To Dress Well, om end det ofte er mere i sensibilitet og opbygning end i produktion.

Fabiana Palladino fra London har kun udgivet to singler. Mystery fra 2017 blev ligeledes udgivet af Paul Institute. Brødrene Paul startede deres institut/label for pop og mystik i 2016 i forbindelse med udgivelsen af en A.K. Paul-single.

Shimmer blev udgivet sammen med en ny (og udmærket) single af Ruthven.



/Martin

Neko Case med frigørende tilbageblik

Hvordan oversætter man 'empowerment'? Diskussionerne har været mange og lange, men vi har ikke det rigtige ord på dansk.

Neko Case er tilbage med sit syvende soloalbum, og det er godt. Særligt i midtersangene The Curse of the I-5 Corridor og Gumball Blue. Her kommer empowerment ind i billedet gennem skrøbeligheden.

"I left home and faked my ID / I fucked every man that I wanted to be."

Hun følger op med "I was so stupid then", og vi er selvfølgelig vant til, at vi bliver klogere med årene. At vi ser tilbage på fejltagelserne og dertilhørende lærdom. Men der kan også gemme sig stolthed bag fejltagelserne, som netop gør, at det ikke er fejltagelser.

Har hun været i seng med dem, fordi hun har været duperet? Eller fordi hun ville vokse, lære, kopiere, suge til sig? Ungdommens kækhed og umiddelbarhed har været med til at vise vejen for Neko Case. Hun var måske so stupid, men der er så absolut kærlighed i stemmen. Deri ligger én af hendes store styrker som sanger: blandingen af det resignerede og investerede.

Hell-On er endnu en god plade fra rutinerede Neko Case.



/Martin

Rae Morris og ultrasympatisk pop

Forskellig pop til forskellige tider. Jeg er sjældent til den slags med udpræget attitude, selvom jeg værdsætter idéen med de kampe, der af og til bliver kæmpet.

Giv mig en omgang let melankolsk, upbeat kærlighedssang!

Rae Morris bemærkede jeg ikke rigtigt, da hun udgav debutalbummet Unguarded 2015, men det er der lykkeligvis blevet ændret på med opfølgeren Someone Out There. Nu har jeg tilmed bemærket, at hun er fra Blackpool. Det bliver bedre og bedre.

Dancing With Character er en unik titel for en popsang i 2018. Det er en fremragende og dragende titel, enkel og gammeldags. Og det er en storslået sang, der er blandt de bedste, jeg har hørt i år. Den skaber billeder og historier, og Rae Morris synger så usandsynligt rart og medmenneskeligt.

He was dancing with character
Such a wonderful dancer, it embarrassed her
He was dancing with character
He was always a fan of her and married her

Sikket omkvæd! Herefter gør det ondt på den gode måde, da omkvædet knækker over med særlig markering i vokalen på 'alone' og 'control':

Now he's dancing alone, losing control
Moving from the memory in his bones
Dancing with characer
And he'll never stop dancing 'til he's back with her

Det er en fin detalje, at verset synges i første person, hvor omkvædet synges i tredje. Hun starter som danseren og bliver til betragteren. Hvem betragter hun? Sangen handler såmænd om noget så elskværdigt som en ældre mand, der har mistet sin kone, som han plejede at danse med. Hun er død, han mister sig selv langsomt og forsøger at leve videre, hvor de mødtes. Det er næsten ikke til at stå for. Lyt særligt til Rae Morris' særlige betoning af ordet 'married'. Generelt kan hun lægge et tryk på udvalgte ord på ganske charmerende vis.

Dancing With Character er sidste sang på Someone Out There, der indeholder flere stærke sange, ikke mindst singlen Do It. Meget af pladen er lavet i samarbejde med Fryars, som engang lavede spændende ting i eget navn, men som vist strandede lidt i MySpace-æraens afslutning.

Rae Morris er et meget sympatisk bekendtskab, og de fleste af sangene bliver kun bedre ved genlyt. Ikke mindst Dancing With Character, der kandiderer til årets popsang.



/Martin

Maria Usbeck

Ecuadorianske Maria Usbeck har i nogle år været en del af Cascine-bandet Selebrities, og i 2016 kom første soloudspil Amparo, produceret med hjælp fra Carolina Polachek.

Hele baduljen er på spansk, og jeg er først ved at lære pladen at kende. Hendes nye single Bosque De Bambú (bambusskov) er jeg til gengæld kommet tæt på over den seneste uge, og det er en fornøjelse, der bør være flere forundt.

Singlen er ældre end debutpladen og kommer ikke til at være på næste album. Det gør den næsten kun skønnere. Den er en ø og en skov på samme tid. Frodig nøgenhed.

Solo tu y yo.



/Martin

Virginia Wing

Virginia Wing er en form for jazz-pop. Det lyder muligvis uheldigt i manges ører, men det fungerer ganske fornemt. Det gør det bl.a. pga. Alice Merida Richards, der synger både resigneret og investeret. Noget, som stort set ingen lykkes med.

Deres tredje plade, Ecstatic Arrow, er ude 8. juni.

Den er indspillet i Schweiz, og man kan kun håbe, at det fine cover også er derfra.



/Martin

Gang Gang Dance endelig tilbage

Én af de bedste eksperimenterende popgrupper fra 00'erne er tilbage! Gang Gang Dance udgav senest den minilabyrintisk fortryllende Eye Contact i 2011, der fulgte den mindst lige så gode Saint Dymphna fra 2008.

22. juni udgiver de Kazuashita på 4AD. Førstesinglen Lotus er en relativt stille omgang, men den lever fint op til sit navn. På én gang velkendt og eksotisk.

Kazuashita er produceret af bandmedlem Brian DeGraw med hjælp fra Jorge Elbrecht, der tidligere har skruet på knapperne for bl.a. Tamaryn og Japanese Breakfast.

Velkommen tilbage!



/Martin

Hatchie

Australske Hatchie er glad for lys shoegazer à la Ride og drømmepop à la Cocteau Twins. The Pains of Being Pure at Heart sniger sig også ind. Baseret på den nyeste single Sure går hun også et flot år i møde, der snart byder på EP'en Sugar and Spice.

Hun har indtil videre kun udgivet et par singler, og med Sure har hun ramt en flot balance mellem enkle hooks, en åben produktion og tilpas håbefuld drama til at få selv denne magelige type til at savne de (mildest talt) mere forvirrende teenageårene. Hun fortæller da også, at sangen tager udgangspunkt i overgangen fra teenagelivet til de tidlige 20'eren, og hvad dette gør ved adskillige forhold.

Det er nede-på-jorden-jangle-pop, der samtidig er tilpas højstemt. Det er Robin Guthrie fra Cocteau Twins faldet for, og vi er dermed to blandt mange, der allerede har store forventninger til australieren.



/Martin

CCFX

Forleden stødte jeg på en EP fra 2017 med fire dejlige sange. Drømmepop med en del Cocteau Twins og Book of Love. Det viste sig, at det virkede bekendt, fordi den ene del er CC Dust, herunder sanger Mary Jane Dunphe. Den anden halvdel er Trans FX.

Sammen er de CCFX, og deres geografiske baggrund er Olympia, Washington. Her nærmer man sig næsten Twin Peaks, Washington i associationerne forbundet med navnet.

Man kan høre kvartettens udgangspunkt i punken, som er trukket i retning af resigneret synth-pop. De nævner selv den heroiske one-hit wonder Q Lazzarus. Det giver mening.

CCFX EP er en selvsikker debut. Måske de ikke følger op med mere, og det vil også være fint på sin egen måde.

Hør hele EP'en på Bandcamp



/Martin

Tocotronic og det uigenkaldelige

Tocotronic er blandt Tysklands bedste bands de seneste, ja, mange år. Trods en lille portion fans uden for faderlandet er de et fænomen, der har undsluppet mange menneskers opmærksomhed. Og der er da også noget meget tysk over dem. Fra et dansk synspunkt kan Tysklands størrelse i sig selv være svær at begribe. Det indebærer også de mange kunst- og musikscener, der understøttes af antallet af studiebyer med unge, nysgerrige publikummer.

Tocotronic startede ud i Hamborg i starten af 90'erne, og anført af sanger Dirk von Lowtzow blev de hurtigt eksponenter for den såkaldte Hamburger Schule, der kendetegnedes ved at udforske en ny popmusik gennem tyske tekster med en snert af intellektualitet og udgangspunkt i bl.a. punk. Debutpladen bærer den forrygende titel Digital Ist Besser, og med det var kimen lagt til noget stort, der skulle blive ved med at vokse. Langsomt, sikkert, tysk.

23 år senere er Tocotronic klar med deres 12. studiealbum Die Unendlichkeit, som er gået direkte ind på en førsteplads på hjemlandets Chartplazierung. Det giver mening, for den er god. Meget god.

Unwiederbringlich har i særdeleshed rørt mig. Gentagne gange og på dette tidlige tidspunkt af året mere end nogen anden sang fra 2018. Titlen kan oversættes til uigenkaldeligt eller lignende. Sangen er på sin vis enkel, og den tager sig god tid. Den kører i ring, lægger til, bliver større, går fra den håndgribelige smerte til en tematisering af selve nostalgien. Det er en blanding af Velvet Underground, Yo La Tengo og noget meget tysk.

Klarinet og cello spiller en stor rolle, guitaren og klaveret mere diskret. Det vigtigste instrument er dog Dirk von Lowtzows stemme. Han fortæller med sin dybe røst om en døende. Livet er på vej ud af personen, uigenkaldeligt, og Dirk sidder i ICE-toget på vej hjem gennem snefyldte marker, medens den døende ligger på hospitalet. Jeg behøver næppe tilføje, hvor meget den linje ramte mig, da jeg selv kørte gennem snefyldte marker i et smukt, tysk tog forleden – på vej hjem fra netop Hamborg.

Dirk gentager første strofe og tilføjer, at der endnu ikke fandtes mobiltelefoner, kun en togtelefon (i øvrigt af en type, som i Tyskland er kendt for at have været delvist ubrugelig). Da han endelig ankommer til hospitalet, "ved alle det allerede".

Dirk gentager nok en gang første strofe. Denne gang er det uigenkaldelige blevet uforsonligt. Det er en fin detalje. Mere interessant er det imidlertid, at det temporale aspekt herefter overtager sangen:

Der fandtes ingen mobiltelefoner
Det var alt sammen nutid
Fremtiden fandt udelukkende sted
i science fiction-film

Disse linjer gentages, og sangen slutter altså med fokus på, at alt i fortiden var samtid. Tocotronic er ikke nostalgikere. De har til gengæld lavet en plade, der hedder uendeligheden. De er dybt optaget af vores opfattelse af tid, hvordan vi sanser, hvordan vi oplever smerte på forskellige måder. Tocotronic er en god motivation for at lære tysk.

Enjoy.

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Du lagst im Krankenzimmer
Ich saß im ICE
Auf dem Weg nach Hause
Durch Felder voller Schnee

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Nur an Bord ein Telefon
Als ich endlich ankam
Wussten's alle schon

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unversöhnlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

/Martin

Heartbreak Satellite

"Minimalistisk på en maksimal måde." Sådan beskriver den norske trio Heartbreak Satellite de sange, de har skrevet på et lille værelse i København.

Et år senere kan de se tilbage på nogle indspilninger, der er ganske anderledes, end de havde forestillet sig. Det er forfriskende popmusik, der trækker lidt i retning af Let's Eat Grandma og i visse øjeblikke Architecture in Helsinki i deres mere hyperaktive melankoli.

Pluspoint ved at namedroppe David Attenborough og Blue Planet som inspiration.

Heartbreak Satellite spiller på by:Larm næste måned.

Lyt via Best Fit

Pale Waves

Den kyniske udlægning er, at de engelske musikmedier har haft brug for et følsomt og politisk korrekt guitarband i lang tid. Den romantiske udlægning er, at et hårdtarbejdende band med gode melodier udgiver den ene hitsingle efter den anden.

I virkeligheden er det – som altid – nok et sted imellem. Og det er fint nok. Balance er alt.

Pale Waves er en kvartet fra Manchester med sangerinde og guitarist Heather Baron-Gracie i front. Med masser af tålmod har de ganske klogt ikke udgivet for meget, før de var klar til det. Det er blevet til fire singler, en EP er lige på trapperne, og en fuldlængde er også blevet lovet i 2018.

De er blandt "the class of 2018" hos DIY, blandt "sound of 2018" hos BBC, har været på forsiden af NME, spillet Reading og Leeds og meget mere. Trods den megen hype har jeg haft svært ved at connecte med dem, indtil jeg så dem i Groningen til Eurosonic i forgårs. Her klikkede noget på plads, og sangene fremstod endog stærkere end i de indspillede versioner.

Den måske bedste skribent på DIY, Will Richards, har ganske præcist kaldt dem for glossy pop with a goth heart. Med en sådan beskrivelse er det vanskeligt ikke at tænke på The Cure, og selvom de ikke som sådan lyder som ikonerne fra Crawley, er udgangspunktet – hjertet – gjort af det samme. De minder mig imidlertid mere om en blanding af The Pains of Being Pure at Heart og Fickle Friends, selvom de er væsentligt bedre live end de to.

Fun fact: Én af grundlæggerne af deres pladeselskab, Dirty Hit Records, er den tidligere fodboldspiller Ugo Ehiogu.





/Martin

Moderate Rebels

To ting skal vi kollektivt øve os på: at slappe mere og at tage os sammen. De modsiger ikke hinanden, tværtimod. Navnet Moderate Rebels minder mig lidt om det. At bevare det rebelske uden at blive ekstrem. Ikke at dømme for hurtigt men samtidig være i stand til at blive indigneret.

Moderate Rebels dukkede op i min Discover Weekly. Det er altid en bittersød fornøjelse at opdage musik ad den vej, men ikke desto mindre er det svært at være ubetinget utilfreds med at opdage noget, man kan lide.

Moderate Rebels er en kvartet fra London, der i december 2017 udgav deres debutalbum The Sound of Security. Decemberudgivelser er en pudsig størrelse, der ikke kun er forbeholdt julemusik og tvivlsomme, ofte unødvendige opsamlinger. Når man har et navn som Charli XCX, kan man stadig få masser af opmærksomhed med et mixtape midt i december. Men når Moderate Rebels som et mestendels ukendt band smider et debutalbum i den travle juletid, er der ikke de store chancer for synlighed.

Det er naturligvis ærgerligt for dem og Everyday Life Recordings, men de har trods alt fundet frem til nogle lyttere med deres minimalistiske, let politiske post-punk med elementer af psych. De har fundet en vis inspiration i Spacemen 3 og Death In Vegas, og om algoritmerne og tilfældene er venlige mod dem, får de måske lidt mere opmærksomhed trods det underlige udgivelsestidspunkt.

Pladen kan også høres på Bandcamp.



/Martin