(Tilgiv mig den lidt platte brug af Raffaels... Tør jeg sige 'mesterværk' efterhånden? 'Scuola di Atene' i miniformat er ikke fair)Det er vist ingen hemmelighed, at danske musikanmeldelser i lang tid har givet mange læsere grå hår. Det kan der være mange grunde til, og det skal ikke handle om at tilsvine eller at bande og svovle bare for at være bitter. Men i lang tid har vi set på og ikke anerkendt det som et problem. For et par år siden skrev jeg om det her
på bloggen, og nu kommer en kort reprise med lidt nuancer. Kristian Leth lancerede i dag bloggen
Spredehagl med undertitlen
hvad laver de?, der netop tager udgangspunkt i, hvor lavt et niveau vi ofte har at gøre med, når det kommer til musikanmeldelser i Danmark. Et kærkomment og nødvendigt initiativ, jeg gerne støtter op om, da der er tale om konstruktiv kritik og ikke blot sure opstød. Følgende skal ses som en kommentar til projektet og det indledende indlæg:
Hej Kristian,
som lovet kommer her mit input:
Jeg er grundlæggende (endda rørende) enig. Det er et problem, vi har stået over for i lang tid, og det er kun på tide, at vi får en platform til diskussionen.
Man har de sidste ti år livligt diskuteret, hvorvidt det digitale gennembrud - lad os kalde det gennembrud på godt og ondt - ødelægger albumformatet. Albummet som noget sammenhængende. Som et værk. Det kan ofte føles som om, anmelderne i dag har taget tesen til sig og derfor ikke længere behandler et album som et samlet værk men i stedet ser det som en samling sange, der vurderes. Vejes. Ordnes under en skala. Eller som det ofte er tilfældet: Noget, der skal overstås.
Man må spørge sig selv, hvad en anmeldelse skal og bør. Det er øjensynligt noget andet, hvad de må. En anmeldelse bør forholde sig til det samlede værk, når det er dette værk, der anmeldes og ikke sangene hver for sig. At behandle sangene hører med til det. Men de er del af en helhed, og det er netop, hvad mange anmeldere ofte glemmer.
Selvfølgelig kan man ikke ignorere afsenderen fuldstændigt. Det spiller en rolle, hvem der står bag en plade (eller et kunstværk generelt). Det bør ikke nødvendigvis spille en rolle, men det bliver tillagt en værdi. Så snart man ved bare det mindste om en afsender, får det lov at vægte. Jeg indrømmer gerne, at det da også er hændt for mig, og jeg har da også skrevet lidt uddybende om forholdet mellem
værk og afsender her.
Afsenderen er svær at ignorere. Men det kommer ofte i fokus i anmeldelser, da det er en nem udvej. At man ved en ny udgivelse har en idé om, hvad eller hvordan man kan tolke. Biografismen, denne djævel på skulderen, ødelægger ofte muligheden for en ren og fordomsfri gennemlytning. Nu er vi næsten ude i fænomenologi. Faktum er, at man kan føle, at musikken rent faktisk bliver glemt i en musikanmeldelse!
Både afsender og intentionen med et værk er også noget, man kan manipulere med i en pressemeddelelse. Ofte kan man ved at læse om den samme udgivelse i forskellige medier hurtigt se, hvordan adskillige anmeldere har omformuleret fra den samme pressemeddelelse og på den måde får overstået en anmeldelse uden at have gjort noget for at sætte sig ind i et værk. Kunsten at undgå kunsten. Alt imens der også de seneste par år har været et stigende antal anmeldelser (oftest de negative), der tager udgangspunkt i en pressemeddelelse. Gerne hvor forkert og storladen den måtte være. Et forsøg på at afsløre en løgn.
Det handler heller ikke om objektivitet over for subjektivitet. Vi ved jo, at en anmeldelse er skrevet af én person. Men vi vil jo stadig stå ved, at der er en forskel på en anmeldelse og et blogindlæg. Jeg mener da heller ikke, at blogs er den eneste vej frem. Det er et alternativ og et supplement, men det er ikke fyldestgørende.
Ofte bliver musikbeskrivelserne (altså ikke anmeldelser!) bedst, når der skrives essayistisk. Som eksempelvis Per Reinholdt Nielsen formår det i Weekendavisen til tider.
Der vil altid være folk, der ved mere en given kunstner, genre, bevægelse etc. end andre. Men jeg vil stadig kategorisere det som decideret farligt, når enkelte anmeldere tydeligvis ikke længere holder sig opdaterede og i stedet mener, at al 'alternativ rock' kan sammenlignes med Radiohead eller Arcade Fire.
Landets to største musiksider, Gaffa og Soundvenue, har hver deres problemer, men de har retfærdigvis (og heldigvis for læserne) også begge enkelte gode skribenter.
Man kan også spørge, hvad der egentlig får folk til at ville anmelde plader. Vil de give anbefalinger videre til danskerne? Vil de have gratis musik? Vil de networke? Vil de have noget på CV'et? Oplever de ungdommens svar på en midtvejskrise? Vil de have en platform for sure opstød?
En anmeldelse behøver ikke være dybt original, men personlighed gør ikke noget. Kristians to nævnte skabeloner er skræmmende tæt på, hvordan næsten alle anmeldelser ser ud i dag. Er det tidspres? Dovenskab? Frygt for at bryde normerne?
Uanset hvad det måtte være, byder jeg denne platform hjerteligt velkommen og håber, at flere vil give deres bud på, hvorfor det ser ud, som det gør. Og forhåbentlig hvordan det kan ændres. For alles skyld. Taler vi om en anmeldelse, har man ret til at forvente, at anmeldelsen tager udgangspunkt i værket og behandler den som et værk.
For god ordens skyld må jeg hellere indskyde, at jeg selv har anmeldt rundt omkring, og jeg er heller ikke fejlfri.
Jeg glæder mig til at følge udviklingen på bloggen.
Kh. Martin
Inden for de kommende dage kommer årslisterne på siden - muligvis en smule forsinket i forhold til mange andre medier. Men det er vel fordelen ved at være en lille prik i et stort billede. Man kan tillade sig at lade vente på sig. Pointillismen længe leve.
