Årets album 2013: Nr. 25-11

Den kære juletid er ulykkeligvis forbi, og jeg kan ikke længere udskyde færdiggørelsen af de kyniske årslister. Honourable mentions med dertilhørende holdning til årslister kan findes her, og her er et essay om årslister fra godt og vel to år siden.

De følgende 15 plader er måske, måske ikke i tilfældig rækkefølge. Her kommer der i hvert fald nogle af årets plader, som vi lemfældigt kalder for "nr. 25-10".

Phosphorescent - Muchacho

Den hidtil stærkeste og mest udadvendte plade fra Phosphorescent, der tilmed har lavet én af årets absolut smukkeste sange med Song for Zula. Hyggeren.

Grouper - The Man Who Died in His Boat

Pladen blev indspillet på samme tid som den vidunderligt betitlede Dragging a Dead Deer Up a Hill og lyder derfor af gode grunde meget som netop dén plade. Det er heldigvis mestendels en god ting, selvom dén med den døde hjort selvfølgelig er endnu stærkere.

The Embassy - Sweet Sensation

Göteborg! Nordens absolut stærkeste musikby og hjemstavn for de to mænd bag The Embassy. Vi var flere, der tvivlede på, at de uvurderligt indflydelsesrige popsmede igen skulle levere nyt, og selvom de måske ikke lever op til Futile Crimes og Tacking, har de endnu en gang leveret en plade, der kan få os til at acceptere et ellers frygteligt ord som 'flabet'.

Sigur Rós - Kveikur

Engang skulle alle kunne lide Sigur Rós, hvorefter det i lille Danmark efterhånden blev uncool. Det kan de jo være fuldstændig ligeglade med, og de behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken igen. De fleste har forsøgt at efterligne islændingene på den ene eller den anden måde, og ingen kan finde ud af det. De har det hele for dem selv, og de gør det fremragende på Kveikur.

Diana - Perpetual Surrender

Canadiske Diana opstod som lidt af en tilfældighed, hvorfor det vil være lidt af en overraskelse, hvor sammenhængende deres debutplade er. En overflod af idéer og doven energi skyller ind. Sikken produktion.

Boards of Canada - Tomorrow's Harvest

En ydmyg fanfare siger det hele.

Pet Shop Boys - Electric

Med Electric sætter Pet Shop Boys de fleste bands på plads. De fleste blev nok noget skuffede over Elysium, og generelt har bandet haft det ret svært siden starten af 90'erne, men de er så sandelig tilbage med den passende betitlede Electric, der er så gennemført PSB - inkl. det fantastiske artwork - at det halve kunne være nok. Deres relokation til Berlin har gjort vidundere for dem, og man mærker denne frihed i musikken. De søger ganske logisk fremad ved at søge tilbage, hvilket har muliggjort dem en perle som Love Is a Bourgeois Construct, der i både titel, tekst og lyd er det mest PSB'ede, de nogensinde har lavet. Sikket comeback.

Charli XCX - True Romance

Én af årets absolut stærkeste popplader med en fuldstændigt vidunderlig produktion. Den 21-årige englænder Charlotte Emma Aitchison er født få uger fra Sky Ferreira, og de to deler andet end blot producere: de er lykkeligvis forbi spillet om usikkerhed og skrøbelighed, hvilket har resulteret i en fantastisk omgang popmusik. Selvom pladen - som ca. alle plader i verden - dykker lidt på midten, er den meget mere end blot sine (fantastiske) singler.

HAIM - Days Are Gone

Det var svært at forestille sig, at de tre søstre skulle kunne følge op på deres stærke singler, men Days Are Gone er ganske overraskende et solidt album, der særligt med sange som Honey & I og sidste sang Running If You Call My Name viser prøver på, hvor de også kan bevæge sig hen i fremtiden. Albummets bonusversion er til gengæld ret så dårlig og unødvendig, hvorfor sidstnævnte sang ødelægges ved pludselig ikke længere at være den sidste på pladen. Når bands stadig skriver sådanne sange, er det en skam, når de ødelægges så klodset. Nuvel, man kan selvfølgelig lade være at lytte til bonusudgaven. Eller lade være at lave den.

Baths - Obsidian

Baths er en sær størrelse. Med Obsidian har den unge Anticon-amerikaner fulgt fornemt op på Cerulean fra 2010. Det er relativt kynisk, og de manglende forbindelser i kærlighedslivet manifesterer sig glimrende i de små lyde, der konstant mangler og søger netop soniske forbindelser.

Fuck Buttons - Slow Focus

Titlen siger en del. Bristol-duoen brød igennem med deres helt egen lyd på debutalbummet, men de har langsomt forbedret og forfinet lyden, hvorfor de nu har lavet deres hidtil stærkeste album. Det er allerhelvedes mørkt det meste af tiden, om end en sang som Stalker tilbyder lidt mere lys.

Yo La Tengo - Fade

Veteranerne (der måske hader at blive kaldt netop dét) har med Fade lavet deres bedste plade siden I Can Hear the Heart Beating as One fra 1997. De viser sædvanligt tålmod med åbneren Ohm og følger op med den formidable Is That Enough. Derfra tilhørte starten af året på det nærmeste dem.

Nick Cave - Push the Sky Away

Der kan næppe herske tvivl om Nick Caves store talent. Musikken har ikke altid været noget for mig, men med Push the Sky Away har han fundet en fantastisk balance. Tekstsiden er der som altid ikke en finger at sætte på, og han væver sig elegant ud og ind, refererer frem og tilbage til sig selv. Sikket overskud.

Deafheaven - Sunbather

Foragtet i metalkredse for at være populære og "ikke metal nok"? Fint, vi andre tager dem gerne. Idéen om at noget er "for poppet" er i øvrigt både infantil og et forfejlet forsvar for et skrøbeligt ego. Deafheaven blander med stor succes metal og shoegazer med diverse interviewsamples. Vokalen kan måske blive for meget for de fleste, men selv når man er blevet træt af guitarer, kan man blive imponeret over disse flader.

Forest Swords - Engravings

Man hører det ganske klart i englænderens musik, at han er grafisk designer. Man fristes til at sige, at det netop er blandingen af de mange instrumenter og lyde, der skaber dette strålende værk, men det er i lige så høj grad hans mådehold.

... Top 10 kommer ganske snart.

/Martin

Bedste plader i 2013: Honourable mentions

Nå, 2013 er ved at være forbi, og det er tid til at være barnlig og lave lister. Det bliver sværere og sværere at forsvare årslister, men det skaber også interessante debatter om præferencer og spatiotemporale tilfældigheder, der muligvis munder ud i noget, der forsigtigt får én eller anden til at hviske ordet 'mening'.

Før jeg disker op med en slags top 25, kommer her en liste over stærke plader, hvoraf mange sikkert snildt kunne have været blandt de 25 'bedste', hvis de var blevet hørt på det helt rigtige tidspunkt.

Altså: honourable mentions fra totusindogtretten i tilfældig rækkefølge. Der kunne sikkert have været mange flere på den liste, men det er i forvejen en anelse perverst, at der er så mange. Titlerne på pladerne kan findes andetsteds. Ingen af dem har vist udgivet mere end én i 2013, så det er nemt at finde.

Deerhunter
The Haxan Cloak
Vampire Weekend
Tim Hecker
Hookworms
Mountains
The Dodos
Pure Bathing Culture
Sky Ferreira
Julia Holter
Oneohtrix Point Never
Kurt Vile
Ducktails
Glasser
The Knife
My Bloody Valentine
Skin Town
Cass McCombs
Youth Lagoon
Gold Panda
Mikal Cronin
Akron/Family
The National
Small Black
Foxygen
Arcade Fire
Kwes
Azure Blue
Factory Floor
Drake
Mount Kimbie
Zomby
Standish/Carlyon
No Age
College
Braids
Porcelain Raft
King Krule
DJ Koze
Airhead
Disclosure
Laura Marling
Camera Obscura
Little Boots
Still Corners
Young Galaxy
Atoms for Peace
Phoenix
Waxahatchee
Savages
White Fence
Iron & Wine
David Bowie
Shout Out Louds
Widowspeak
The Men
Amor de Días
Foals
Pissed Jeans
California X
Ulrich Schnauss
Pantha du Prince

62. Det er jo i virkeligheden alt for mange, og man vil i flere tilfælde have et stærkt argument ved at mene, at en given plade har fortjent flere gennemlytninger. Så lad os dvæle ved titlen på indlægget og huske, at disse plader er udgivet af folk, der har brugt tid på dem og har lavet noget, som denne ydmyge lytter har fået noget ud af, hvorfor de fortjener en vis ære på disse sider.

/Martin

The War On Drugs tilbage med røde øjne

The War On Drugs er tilbage. Til marts udgiver de deres nye plade Lost in the Dream på Secretly Canadian, der ligeledes tog sig af den overbevisende forgænger Slave Ambient.

Førstesinglen Red Eyes har allerede fået fin opmærksomhed, og det er værd at bemærke, hvor meget den åbner sig op gennem talrige gennemlytninger. Sangskriver Adam Granduciel har altid skiftet meget ud i besætningen, men man hører naturligvis stadig spor af Kurt Vile i dette første udspil. Det lyder umiddelbart også som om, Jeff Zeigler stadig sidder bag knapperne.

Som med Kurt Vile er det også svært ikke til tider at tænke på en vis folkelighed gennem dyrkelse af klassikere som Dire Straits og Tom Petty. Bemærk også det interessante C-stykke.



/Martin

Wildarms

Duncan Cooper lyder mere som en sportsudøver eller serieskuespiller end en musiker. Han er naturligvis fra Brooklyn, og han er en umådeligt dygtig sampler. Han er redaktør på FADER og skriver sig dermed ind i rækken af musikere, der startede karrieren i musikkens verden gennem journalistikken (et andet nyt eksempel er Lauren Mayberry fra CHVRCHES).

Han skriver sig også ind i en anden tradition: glæden ved EP'er inden for elektronisk musik. Den 17. december slipper han sin nyeste, der har fået titlen Just for Love. Den bliver udgivet på Cascine - ganske gratis.

Fra denne EP har han netop sluppet singlen U Don't Understand. Den starter nærmest slagfærdigt med et bastant beat. Den synes på sin vis stresset af skønhed, men så toner den lidt ned, og vemod sætter ind. Den samplede stemme starter forsigtigt, og skrøbeligheden tematiseres. Men så sker der noget fra ca. 1:48 til 2:36. Refleksionen indfinder sig, og skrøbeligheden udfordres. Læg mærke til den fine violin. Herefter synes pulsen at komme op, som om et opgør forberedes. Sandhedsord skal ytres.



/Martin

bEEdEEgEE

Gang Gang Dance er ét af de få bands, som det bliver nemmere at vende tilbage til, og som virkelig undsiger sig for megen tidsånd. Én af deres vigtigste komponenter er den keyboardkyndige Brian DeGraw, der er ved at være klar med sin første soloudgivelse under den larmende forkortelse bEEdEEgEE.

Den 3. december udkommer SUM/ONE via 4AD. Til albummet har DeGraw fået hjælp fra forskellige sangere, herunder Alexis Taylor fra Hot Chip, Douglas Armour, (selvfølgelig) bandkollega Lizzi Bougatsos og Lovefoxxx fra CSS.

Sidstnævnte er med på den forrygende single Flowers, der på det nærmeste kombinerer Saint Etienne med den så pirrende utryghed, der gerne lurer hos Gang Gang Dance. Det lyder også til tider hen ad noget lidt mørkere Annie, hvilket også går fint i spænd med associationer til Saint Etienne.

Hvis man kan slæbe sig af sted på en oplagt måde, er det vel sådan, vi kan beskrive denne fine form for post-disco. Herlige sager!



/Martin

Alle i verden udgiver nyt - også A Silver Mt Zion

Forleden offentliggjorde mange gode bands på én og samme dag, at de havde nye plader på vej. Tyske the Notwist, svenske CEO og minsandten også canadiske Silver Mt. Zion (eller Thee Silver Mt. Zion som de måske kalder sig i øjeblikket). Nu har også Liars meldt sig på banen, så 2014 skal nok blive helt okay.

Personligt har jeg altid været mest til Silver Mt. Zion i deres mere stille øjeblikke, hvor moderskibet Godspeed You! Black Emperor har været bedre til virkelig at buldre løs. Her tænkes særligt på Silver Mt. Zions følsomme øjeblikke som The Triumph of Our Tired Eyes (2001) eller decideret deprimerende som 13 Angels Standing Guard 'round the Side of Your Bed (2000).

D. 21. januar udgiver de deres nye plade Fuck Off Get Free We Pour Light On Everything. Naturligvis på Constellation. Efrim Menuck leder stadig slagets gang, og protestsangene skrives nu som kvintet. De laver ikke just singler, men pladens 14 minutter lange Austerity Blues er nu tilgængelig i en 7 minutter lang redigeret udgave. Man er tæt på at udbryde, at det jo nærmest lyder som et rockband. Spændende bliver det at høre hele pladen. Der er meget at protestere imod i denne verden, og canadierne plejer jo at være gode til det.



/Martin

Skin Town og én af årets bedste popsange

Det går langsomt med opdateringerne for tiden. Det beklager jeg. Arbejde hver dag og aften. Men jeg lytter. Jeg tager noget ind. Jeg forelsker mig i popmusikkens nedbrydning af grænser, der for tiden er meget, meget stærkere end den eksperimenterende musik, der lader til snarere at være mere interesseret i demarkationer.

Skin Town fra L.A. Intimt og fremmedgjort. Personligt og distanceret. Der er mere end blot en snert af erotik på spil, men vi når ikke til desperationen.

Skin Town. En duo, der består af sangerinde Grace Hall og Nick Turco (bl.a. kendt fra sit arbejde med Zola Jesus). En duo, der skaber mørk R&B, der til tider lyder som farvede pærer i kolde vintertider. Jul uden for juletid måske. Som flere af gadescenerne i Gremlins før de små monstre overtager byen. Men R&B er det som sådan heller ikke. Til tider kan det minde lidt om The Weeknd, før han besluttede sig for at lave alt for mange sange på én gang uden at arbejde nok på dem.

Debutalbummet The Room er ude nu via Time No Place. Mørk popmusik, der ofte rammer plet, som de bl.a. gør det med Ice Crystal Palace. Én af årets absolut stærkeste popsange.



/Martin

Worriers og overgangen fra punk til folk

Tidligere i år udgav Don Giovanni Records det umådeligt stærke andet album fra Waxahatchee, Cerulean Salt. Nu er endnu en slagkraftig kvinde klar til at profilere deres voksende katalog. Det drejer sig om Lauren Denitzio, der tidligere har gjort sig bemærket i punkbandet The Measure [SA] fra Jersey. Under navnet Worriers er hun nu klar med EP'en Cruel Optimist.

Hvor nogle af sangene er i velkendt højt tempo, er det mere interessant at høre hende forsøge sig med det mere folkede á la Neko Case. Sangen Precarity Rules løber af sted med rastløse trommer og små bebrejdelser, som Denitzio ikke helt ved, hvordan hun skal angribe ("I didn't take you for the gambling type"). De to guitarer akkompagnerer hinanden meget fint, og de to breaks kommer på de rigtige tidspunkter.

Denitzio kalder selv Worriers for et kollektiv, men medlemmerne har været skiftende i længere tid. Worriers har tidligere udgivet en 7", og med Cruel Optimist får man nu grund til at glæde sig til mere fra Brooklyn-"kollektivet".



/Martin

Mick Turner

Australske Mick Turner er en del af Dirty Three, men han laver ligeledes hæderlige ting under eget navn. Åbenbart også malerier. Hans nye plade, Don't Tell the Driver, er ude medio november på (næsten) altid habile Drag City.

Det vil sige: habilt og stenet. Fint.



/Martin

Holy Strays

Den 23-årige Sebastien Forrester blev født i Gabon og tilbragte noget af opvæksten i Texas og Caribien, før han drog til Paris. Her har han arbejdet under forskellige navne, hvoraf det seneste er det ganske fint betitlede Holy Strays.

Han har netop udgivet EP'en Chasm på Something in Construction og Demand Vinyl, så han er bestemt i gode hænder. Førstnævnte har tidligere udgivet gamle favoritter som Air France og Memory Tapes, og nyligt har de bl.a. leveret Leverage Models.

Der er visse ligheder med Tri Angle-æstetikken, hvor særligt Balam Acab kan nævnes men også - til en vis grad - navnebroderen Holy Other. Med Holy Strays er der imidlertid tale om en lyd, der er (blot) en anelse mere ekstrovert. Der mærkes en skønhed baseret på en, undskyld udtrykket, woozy blanding af samplede vokaler, gospelfascination og diverse field recordings.

EP'en lover meget, og den når relativt vidt omkring. Som med Balam Acab befinder man sig i mørket uden en lygte, men man aner hele tiden sprækker, der lukker et finurligt og underligt blåt lys ind. Man kommer aldrig ud af hulen, men der er altid et lille lys at følge.



/Martin

Diana og den dovne energi

For nylig modtog jeg en promo-email om en forestående koncert med et band, jeg holder meget af. Overskriften indeholdt ordet "80'er", og ordet optrådte hele fem gange efterfølgende. De fleste læsere vil formentlig - sammen med folk, der kender mig - vide, at jeg ingenlunde har en beef med det årti. Bl.a. af den grund har jeg ad flere omgange skrevet på serien "til forsvar for kitsch" (hvortil der i øvrigt vil komme flere indlæg), der tager tidligere tiders musik seriøst som dét, det er frem for blot at elske kitschede elementer og dyrke nostalgien. Det bliver straks sværere, når årtiet bliver taget gidsel i promotionsammenhænge, hvor det ofte kan og bør bruges, selvom enkelte læsere bliver fanget mellem idiosynkrasien og kynismen.

Hvad sker der så, når jeg har lyst til at beskrive noget som "80'er"? Ja, så får jeg det først og fremmest en anelse skidt med mig selv, og jeg føler mig doven. Lige så doven som dem, der snart vil have mig til at komme videre og påbegynde noget namedropping, selvom jeg allerede for flere år siden droppede at markere disse med fed skrift.

Diana! Diana! Diana! Diana! Jeg ved ikke, hvorfor de hedder sådan, men nu kom der et udråb for hvert et medlem af bandet, som konstellationen er i øjeblikket. Og hvem er de? De er et band fra Toronto, der blev dannet ved en fin tilfældighed. To musikere havde booket studietid, men projektet døde. Nu havde de imidlertid en producer og studie til rådighed, og de fandt ud af, at deres egne stemmer ikke rakte til deres ambitioner. De fik en sangerinde om bord, og så komponerede og eksperimenterede de ellers løs med et nyt projekt. Skal jeg namedroppe? Destroyer, Hidden Cameras, Austra, Army Girls. Det er nogle af de bands, medlemmerne har været en del af på den ene eller den anden måde. Det lyder til tider lidt hen ad Destroyer og dennes kompositoriske sensibilitet, men det er nok bedst at holde inde med namedropping for nu. Der kommer måske en enkelt omgang mere.

Hvad kan man forvente af en plade, der har sådan et udgangspunkt? Noget rod. Og det er det til dels blevet til for Diana - og hvilket vidunderligt rod! Pladen har fået titlen Perpetual Surrender, og den udkom tilbage i august på Jagjaguwar. Den er utilregneligt fin og forrygende ujævn. Eksperimenterende popmusik med en sympatisk dårlig kondition. Nå ja, og nu skal jeg jo sige det dér med 80'erne. En del af det er produktionen, hvoraf trommer og ofte synths bærer vidne om en vis fascination af dette årti. Men det er også et spørgsmål om den leg med de forskellige instrumenter, man kan få ud af at gå i studiet med for lidt forberedelsestid. En udvidelse af popmusikkens muligheder mellem kompositorisk alvor og elektronisk leg. Hør hvordan pladens introsang Foreign Installation slutter af med den lange, underlige guitarsolo. Den lyder muligvis lige så uinspireret som i mange af de hits, man hørte i genren puddelrock, men den er mere end blot elskværdig. Der er en vis logik i den plads, den er skabt af og dermed giver videre.

Der er plads til alle instrumenter. Der er ofte et dovent groove, eksempelvis i titelsangen, og selv de til tider ret vilde synths bliver aldrig dominerende. Bandet lyder underligt frigjort, og de har formået at udforske studiets muligheder. Pladens seneste single, Strange Attraction, er blandt pladens højdepunkter. Som sagt bliver det til tider en anelse ujævnt, og man kan derfor med rette tale om højdepunkter uden at fornærme helheden. Det kan virke en anelse paradoksalt, men trods følelsen af noget til tider, ja, ujævnt, er det dog en helhed. De har formået at få noget sammenhængende ud af det svære udgangspunkt.

Det er tydeligt, hvor meget der er opstået som følge af hurtige jams, og det er mestendels blevet brugt med stor (dog underspillet) effekt. En dejlig overraskelse for Diana og for os.



/Martin

Dozens

Dozens er fra Chicago og laver delvist elektronisk popmusik. En kvintet, der så vidt vides (= kan opdrives fra the world wide web) har udgivet en EP og et par singler.

Sådan er der jo så mange, der har gjort. Det tænker du, og det tænker jeg. Men det er også tirsdag, og tirsdage er svære. Jeg nøjes med at dvæle lidt ved den seneste single, der ganske upassende har fået den forsinkede titel Summer Love. Eller hvad? Indsigten og afsavnet har måske først slået rod nu. Det er trods alt stadig tirsdag.

Singlen kendetegnes ved noget, der sjældent kendetegner singler: tålmod. Sangen bygger fint op, og mange elementer kommer kortvarigt i spil for så at forsvinde igen. Som små sympatiske forsøg. Og så. Efter 3:25 sker der noget. Det lyder næsten som Cut Copy, der besinder sig. Mere end hæderligt.



/Martin

Haerts / HAERTS og flere skråstreger

New York-kvintetten HAERTS har rødder i hhv. Tyskland, England og USA. De gjorde sig bemærket mod slutningen af 2012 med den forrygende debutsingle Wings og har fulgt op med den absolut godkendte EP Hemiplegia i år. En fuldlængde skulle være på vej.

Det bemærkelsesværdige ved singlen Wings er ikke blot, at den er mere velkomponeret end de fleste andre synthpop-singler fra denne sommer, men at den stilmæssigt stikker i forskellige retninger på en så tilsyneladende logisk måde, at den skaber positiv undren hos lytteren. En undren med en immanent accept. Sangerinde Nini Fabis sangstil er i Wings ofte nærmere beslægtet med country, og stilen nærmer sig - godt hjulpet på vej af den stramme produktion - den "monogenre", der er blevet teoretiseret så meget over i år.

Værd at bemærke er det lille skifte efter 1:48, hvor en anden (og vel at mærke ganske pedaldrevet) guitar sætter ind i godt tyve sekunder, hvorefter Nini Fabi står stort set alene på et fundament af kølig/varm-oscillerende synth i mere end et halvt minut. Her kan hendes vokal rigtigt folde sig ud, og man rammes hårdt af den besynderlige saglighed, hvormed hun synger: "I'll grow wings for you."

Man krydser fingre for, at altruismen spiller ind. Det må den gerne snart.



/Martin

Resignation, defaitisme og én af 00'ernes bedste plader: 'The Meadowlands' fylder 10

'The Meadowlands' af The Wrens fyldte for nylig 10 år. Begivenheden er knap blevet dækket i musikjournalistikken. Pladen har haft stor, stor betydning for mig siden udgivelsen, selvom jeg føler, at jeg først nu for alvor er ved at forstå den. Her følger en historie om bandet og en gennemgang af pladen.

The Wrens er på mange måder den klassiske historie om rockbandet, der slog igennem og fik tilbudt den store pladekontrakt i de gyldne 90'ere. Men de fire venner takkede nej og endte med at bruge deres tid med advokater og mistede gejsten. De gik i stå.

Men før den historie kan folde sig ud, presser den banale kompleksitet sig på: navn og geografi. En wren er på dansk den gruppe af små og mellemstore spurve, vi kender som smutter. En ganske almindelig og ikke synderligt spektakulær men yderst værdig og sympatisk fugletype. Mest kendt i Danmark er vel gærdesmutten, om end jeg aldrig har været kendt som den store ornitolog. Til min store fortrydelse. Og fortrydelser kommer vi tilbage til.

Antihelte, lortebyer og de første plader

The Wrens blev dannet i slutningen af 80'erne i den lille by Secaucus i den del af New Jersey, man også kender som the Meadowlands. Bandet bestod - og består - af de fire venner Charles Bissell, Jerry MacDonald og brødrene Kevin og Greg Whelan. De flyttede alle ind i det samme hus i Fort Lee og blev boende i vådområdet.

New Jersey har altid haft et særligt ry, og selvom mange i dag vokser op med et billede af staten, der er formet af en enkelt forfærdelig serie i fjernsynet, bekræftes dog én fællesnævner: det beskidte. Et kulturelt diminutiv; på den anden side af vandet ligger New York, hvor nye bands dukker lige så hurtigt op, som blogs lukker ned. Nordøstkysten er mange ting, og New Jersey er sumpen, hvorfra fire antihelte skulle igennem mangt og meget, før de realiserede deres magnum opus. Vi nærmer os diskografien.

The Wrens udgav deres første 7" under navnet Low, hvorefter de skrev kontrakt med Grass Records og fandt ud af, at de måtte finde et andet navn, da et andet glimrende band allerede havde fået den idé at kalde sig netop dét. De forholdt sig ydmyge og opkaldte sig efter den lille fugl, der gør sig bemærket ved ikke at være bemærkelsesværdig. Blot et år senere fulgte de op med deres første fuldlængde, Silver, der blev modtaget med fine anmeldelser.

Med udgivelsen af opfølgeren Secaucus i 1996 - opkaldt efter hjembyen - havde The Wrens cementeret deres status på den nordamerikanske musikscene. Det var midten af 90'erne, og de fire venner begyndte at få en loyal fanskare. De ramte også en tidsånd: kløgtig indie rock (dengang man stadig kunne bruge dette begreb med en vis mening) i hurtigt tempo med overraskende gode tekster, der kunne tilfredsstille de mange lyttere, der tunede ind på college radio.

Forretning og udmattelse

Allerede i 1995 var Grass Records blevet opkøbt af forretningsmanden Alan Meltzer, der forsøgte at give pladeselskabet en anden profil. The Wrens turnerede med deres anden plade i 1996, da Meltzer tilbød dem en kontrakt på godt en million dollars og et medfølgende krav om at arbejde på en mere radiovenlig lyd. The Wrens takkede nej, og Meltzer satsede i stedet på nogle af vor tids værste bands Creed og Evanescence under det nye pladeselskabsnavn Wind-Up Records. Han ville være rig, og et led i denne strategi var kombineret med en hævngerning: at trække alle pengene fra promoveringen af The Wrens' to første plader og igangværende turné.

En bitter strid tog sin begyndelse. The Wrens brugte i alt knap to år i selskab med advokater og mistede så småt fokus på musikken. De udgav en EP, Abbott 1135, i 1997 og senere et kassettebånd med demoer til en ny plade. De havde levet af musikken i ganske få år, og nu ledte de igen efter nye samarbejdspartnere. De holdt adskillige møder, bl.a. med Interscope, men intet mundede ud i en aftale, alle parter kunne have interesse i. Året var nu 1999, og de måtte søge andet arbejde end musikken. Trommeslager Jerry MacDonald blev gift og stiftede familie. De tre resterende medlemmer blev boende i huset i Fort Lee.

Der var nu gået tre år siden udgivelsen af Secaucus, og bandet var gået i stå. De var udmattede, og de mistede troen på sig selv. Det begyndte at virke usandsynligt, at den nye plade skulle se dagens lys. De tænkte i fortrydelser, og de følte resignation.

Defaitismens klamme hånd

I et filosofisk perspektiv ligger der en interessant diskussion i tanken om kampen mod defaitisme. Hvorvidt en sådan kamp er mulig, når defaitismen per definition indebærer accepten af et nederlag eller opgivelsen i en bredere optik. Nogle vil argumentere for, at en kamp netop umuliggør defaitismens indtog, men spørgsmålet er, om man da kan lade defaitismen tage over og derefter befinde sig i en gråzone, hvor man så at sige er sat under låg. At der befinder sig en kamp før kampen. En kamp om indsigt og erkendelse, der går forud for en ny erkendelse.

The Wrens smed flere sange væk og begyndte at genskrive de skitser, de havde arbejdet på efter udgivelsen af Secaucus i 1996. De første indspilninger var begyndt i 1999, og det skulle tage hele fire år at færdiggøre indspilningerne. De endte med at hyre Alan Douches til at hjælpe med processen, og trods nye arbejdsprocesser - trommeslager Jerry MacDonalds flytning og de andre medlemmers nye fuldtidsjob - gik det fremad. Langsomt. Præcis som erkendelsen. The Wrens ændrede sig, og det manifesterede sig kun svagt i de første indspilninger. Bandet levede et andet liv i musikken, og usikkerheden var konstant en del af sangskrivnings- og indspilningsprocessen.

Indspilningen startede i januar måned 1999. Det må have føltes, som var det evigt vinter, da man først i februar 2003 færdiggjorde grundsporene til gruppens tredje plade. De boede ikke længere i Secaucus, men de var forblevet i New Jersey og identificerede sig hermed. Pladen skulle selvfølgelig hedde The Meadowlands.

The Meadowlands - sang for sang

The Wrens havde efter syv år færdiggjort deres tredje album. Efter indledende forhandlinger med Drive-Thru Records valgte bandet at udgive The Meadowlands på Absolutely Kosher. Man sprang igen sommeren over, og pladen udkom endelig - endelig - den 9. september (med en vis symbolsk efterklang udkom den først i Europa d. 19. september to år senere på LO-MAX). Kritikere og publikum var rørende enige: The Wrens havde realiseret deres magnum opus. 13 sange fordelt over 56 minutter og 13 sekunder. Men det var et ganske andet band. De var knap var til at kende. De var blevet voksne og havde oplevet en bitterhed, der viste nye sider af livet. Men disse skyggesider er som bekendt et perspektiv, der tillader nye erkendelser at træde frem. Kvartetten tog kampen op. De hev sig selv op af sumpen.

Pladen starter med The House That Guilt Built. De amerikanske crickets, lyden af ensomhed, synger i nattens mulm og mørke. En enkelt guitar sætter ind, og The Wrens udleverer sig selv fra første færd:

It's been so long
Since you've heard from me
Got a wife and kid
That I never see
And I'm nowhere near
Where I dreamed I'd be
I can't believe
What life's done to me

Vi er nu ét minut inde i pladen. Guitaren prøver sig lidt videre. Den ved ikke, hvor den skal hen. Men så sker der noget. Man glider ind i næste sang, der i titlen viser det dynamiske felt mellem produktiv ironi og destruktiv sarkasme, som The Wrens ofte befinder sig i: Happy. Trommer sætter ind for første gang, og de har noget at bevise. Noget at fortælle. En ganske enkel rytme, der ledsages af bassen. Guitaren kommer med, og alle instrumenter står klart frem. De er så at sige ensomme sammen. Efter 23 sekunder prøver klaveret at være med, men forsvinder. Stemningen er sat. Der synges lavt fra starten.

You're the one I want
You're a chance to take
You're a hard break (heartbreak)
And swore you'd never leave again

You're the only one
That I ever trusted
Or who ever cared at all
Is this how it's gonna be?
Is this how you wanted me?

Broken down again
It's almost over now
Is this why you wanted me?
To watch as you walk away
You kept on killing me
And you don't even want to touch me
You don't even want to touch me

I was wrong
I've wasted on
Can't figure out
What happened to us
I won't count on you anymore

I'll be all right
Don't worry about me
Aren't you happy now
You got what you want
I wanted you
But I'm over that now
I'm over that
I'm so sick of you 
and what we went through

Your dumb lies to me
Won't win again
So don't kid yourself
It's better this way
It's all back to me

Midt i andet vers markerer trommerne med or who ever cared at all et lille skifte, og en anden guitar sætter ind sammen med et stille kor. Guitarerne er langsomme men intensiveres. Akkurat som vokalen. Vreden bygger op. En enkelt sætning gentages: you don't even want to touch me. Nu løslades vreden i produktiv forstand, og erkendelsen sætter ind: I was wrong.
Bitterheden forhandler med fornuften, medens der sendes en verbal lussing, der samtidig skal forsøge at overbevise selvet om denne mulige sandhed: I'll be all right, don't worry about me. Og så rammer afmagtens bitterhed, der har fordret dette behov for den reflekterede vrede. But I'm over that now understreges som en delvis løgn gennem behovet for at gentage det. I'm over that. Efter at have sunget de sidste ord, der smukt får lov at stå alene - it's all back to me - har sangen nået sit kompositorisk-kaotiske højdepunkt. Guitarerne spiller om kap, trommerne er fortsat i galop, den uforfinede stemme krænges til sit yderste, og efter godt fire minutter har vores antihelt raset ud. En følelse af frihed rammer os. Sangen tager en ny form i dens sidste minut, og der åndes nærmest ud i højt tempo. Men der er ikke tale om katharsis. Der er endnu blot tale om en vis indsigt: vreden og bitterheden kan tale sit eget sprog. Bandet har erkendt styrken i dette nye narrativ. Fra at fortælle i tredje person på de første plader handler det nu om dem selv. Om deres nederlag. Om deres resignation. Bitterheden og vreden. Defaitismen.

Pladen er i gang, og stemningen er sat. På tredje sang, She Sends Kisses, sættes tempoet ned, men bitterheden er intakt. Denne gang synger Charles Bissell bl.a. uddrag fra brevudvekslinger og synger om Beth. Hvordan hun adresserer ham. Hvorledes han lytter til hendes yndlingsplader. Han mindes intime lyde og tonen i mindre flatterende situationer. Det er en sammenhængende og alligevel kaotisk følelse af flashbacks, der rammer Bissell og følgelig rammer os. Introen er i tråd med de to første sange, idet den starter forsigtigt med en guitar, der lige skal finde fodfæste. En akkordion følger trop. Som i Happy bygges der på. Flere lag, flere instrumenter, mere intensitet. Og igen synger resten af bandet med. She Sends Kisses: Brevene underskrives på en måde, så de giver Bissell en smule håb om noget, han aldrig får. Han siger fra med lakonisk skadefryd efter et voldsomt klimaks:

She sends kisses
And all at once
Back doors blow open
She sends kisses
In envelopes stamped with 'Hope and Hearts'
Ripped right open
She sends kisses
But I'm corrupt
I wrote back 'good luck'

Efter denne ret ømme perle sætter The Wrens igen tempoet i vejret med stærke hooks, bastante trommer og en beundringsværdig selvindsigt, der nærmest gør bandet til en karakter, et diminutiv; således følger de op med This Boy Is Exhausted, der lyder ganske upbeat men afslører lidt af den mørke historie, der er blevet refereret længere oppe. Bandet sad fast, de måtte finde nyt arbejde, og de mistede inspirationen. De løb tør for undskyldninger og var blevet voksne. Den karriere i musikverdenen, der kortvarigt var mulig, var løbet ud i sandet. Men så - en sjælden gangs skyld - spiller de en koncert, der retfærdiggør det hele. For blot at blive til endnu en fiasko. Sådan gentager det sig. Bedst som vi nærmer os en positiv læsning, kommer et lille 'men', der munder ud i den konklusion, vi for længst har draget: this boy is exhausted. Udmattelsen portrætteres fint i det høje tempo, der forsøger at modsige selve trætheden, men den viser sit sande ansigt, da sangen rinder ud; de to guitarer står alene og lyder af modløshed, da alle andre er blevet stille.

Lock me in
Tied to work
Splitting rocks
Cutting diamonds
One hundred days
With no pay
Not anymore

'Cause I'm caught
I can't type
I can't temp
I'm way past college
No ways out
No back doors
Not anymore

But then once in a while
We'll play a show that makes it worthwhile
Our sights set low
As Jerry squares off the set
Here we go, but...

This boy is exhausted
This boy is exhausted

Eight years long
A single song
a-come to this
a-tripple guessing
a-double down
A V.P.'s faith is one single now

'Cause I can't write
What I know
It's not worth writing
I can't tell a hit from hell
From one sing-along

But then Greg plugs in
A triple checking that says we might win
Hell's Henry Pearls
The woven strap wins the galloway girls, but...

This boy is exhausted
This boy is exhausted

But then Kev jumps in
And hits the floor
As the stick hits the rim
I guess we're done
'Cause every win on this record's hard won, but...

This boy is exhausted
This boy is exhausted
This boy is exhausted
This boy is exhausted

På denne vis når de fire venner frem til den fantastiske og besynderligt triumferende Hopeless. Vreden når nye højder, og beskyldningerne vil ingen ende tage. Det ligger tilmed i den gennemgående guitarrundgang, der nærmest optræder i et tempo, der forekommer afstemt utålmodigt. Den kan ikke vente med at få ordene og fortællingen ud. Keyboardet genskaber fokus, så vreden igen kan bygge op. Herefter følger den triumferende sviner:

Don't you say you want me to stay
Now you got to get away
You've got to get away
Go find someone who wants you
Someone to pray to
Get on your knees to
Lay down and please you
It just won't be me ever again

Der ligger så megen foragt og desperation i Hopeless. Det besynderligt triumferende finder bl.a. sted i beskeden om go thank yourself for nothing / it's really all you're good for. Endelig giver han hende besked! Men hvilken naivitet, grænsende til det infantile. Sikket behov for endelig at få ordene ud. Sangen fader ud, og bitterheden smitter af på lytteren. Vreden giver mening som produktiv kraft.

Herpå følger Faster Gun, der fræser af sted og måske mere afspejler, hvad gruppen engang var. Den er en smule akavet og pladens svageste punkt, men den byder på udmærkede riffs, et overrumplende temposkift og en på sin vis fascinerende følelse af at ville spytte på fortiden. Igen en forhandling mellem moden refleksion og infantil frustration.

Men efter denne lille detour følger endnu et absolut højdepunkt med den dybt rørende Thirteen Grand. Klaver og trommer skændes lidt indledningsvist, en stemme høres. Klaveret fortsætter. Trommerne sætter ind. 34 sekunder inde går sangen rigtigt i gang, og da keyboardet glider ind, går alt op i en højere enhed. Det er lyden af modgang og forsøget på at finde blot en smule håb. Den grimme skønhed i resignationen. Sangen er samtidig den mest drømmende på The Meadowlands, hvilket understreges af tvivlen i sætningen is this real at all / you're not so sure. Hjemstavnen - den eneste stabile faktor i en ustabil tilværelse - bliver også symbolet på denne gyngende grund, hvorpå The Wrens befinder sig: You keep saying Jersey's not a home efterfulgt af den grumme, grumme erkendelse: I thought I had it all figured out, but look who got it wrong. Erkendelsen lyder næsten forældet. Som en genklang af de seneste års pinefulde tanker om fejltagelser, fortrydelser og det forfængelige håb. Vor antihelt torterer sig selv, ydmyger sig selv, ironiserer.

Boys, You Won't Remember (nogle steder blot kendt som Boys, You Won't) skraber og kravler hen ad gulvet. Der tælles sagte ned på lilletrommens kant. En guitar indleder en smuk og monoton, gennemgående figur. Resten af bandet kommer med. Guitarerne ophører momentant, og vokalen står alene med det simple trommebeat. Første vers introducerer igen det skrevne ord, og den manglende romantik i brevskrivningen. Det ville være synd at påstå, at nogen af de fire smutter synger fantastisk, men det gøres muligvis renest i Boys, You Won't Remember. Det lille instrumentale break efter første vers følger også ganske pænt op. Værd at bemærke er den skingre guitar, der sætter ind i andet vers for at sætte streg under to centrale sætninger getting jaded to end up with no one og kort efter hiding in new places, getting wasted / singing "I guess we're done". Det handler hele tiden om både én person og alle fire. Metaperspektivet og den refleksive karakter betegner individet i kollektivet og den anden vej rundt.

Centralt er det også, at tempoet stiger, idet vi hører, at der ikke føles behov for at forklare, og at undskyldningerne alligevel lyder insane (sunget så det også lyder som the same). The Wrens forsøger at tage ansvar, og Bissell synger nu efter hver sætning but I've stood up. De begynder at overbevise sig selv.

Sang nummer ni på pladen rummer nogle af de stærkeste hooks og skarpeste beskyldninger - i begge retninger. Titlen er i sig selv ganske kynisk: Ex-Girl Collection. Jalousien og dramaet bearbejdes i en umiddelbart upbeat lyd, der understreger absurditeten i den temporale diskrepans, der opstår når tidligere romancer genleves eller tvinges ind i øjeblikket. Det noteres tørt, at en ex-girl collection er mænds måde at markere tiden på, hvorefter situationen spidser til med en umådeligt skarp beskrivelse fra Bissells pen, der bl.a. refererer tilbage til Beth og hendes breve fra She Sends Kisses:

Ann slams in
Another lightning round begins
This could get interesting
Where's Ann been?
She pours herself a don't-ask-gin
No ice and light on the bitters
I'm done with quitters, why
Charles, I found out
Wipe that smile off your mouth
I think it's tell-me-time

Britt hit hard
She found my box of Beth's best cards
Hand cut and signed with X's
Called at work
'Happy anniversary, jerk'
And I just laughed at the timing
With you on hold line 2 still crying 'why?'
Play sex on the cuff?
Does Beth like it rough?
And learn your dirty lines?
And keep her hair cropped
The other shoe dropped
Is this how men mark time in couples?
She cursed
This sounds too rehearsed

Her byder Bissell ind med den bitre ironi i forsøget på at bearbejde den akkumulerede smerte og dertilhørende absurditet akkompagneret af noget af det mest fantastiske guitararbejde, der er hørt de seneste mange år.

Per Second Second (også kendt som Shot Rock) er ligesom Faster Gun en lidt nemmere sang i hastigt tempo, der skyder af sted som en billig men underholdende western. Det handler igen om riffs og svært hørbare stemmer. Det er beskidt, og guitarerne duellerer. Den hører blandt pladens svagere sange, men forsøger man at dechifrere teksten, fornemmer man en interessant følelse af syndig bearbejdelse i en seksuel diskurs, der igen inddrager førnævnte Ann.

Med en titel som Everyone Choose Sides får man igen en art westernassociationer, og den bastante instrumentering understreger hårdt men afmålt overvejelserne af karriere og - i mindst lige så høj grad - de nederlag, der er fulgt med de knuste drømme. Her uddybes den tidligere brugte titel Thirteen Grand, og sangen indledes sågar med et lille suk:

Thirteen grand
A year in the Meadowlands
Bored and rural-poor, lord, at 35, right?
I'm the best 17-year-old ever

I andet vers forbliver smerten konkret, og der henvises nu ganske direkte til de mange slagsmål med det gamle, opkøbte pladeselskab og overvejelserne om fremtiden:

Worked these sands
I won't go back again
Quitter quitter, one boy bitter
Rough luck
Man to man hand to hand, fight 40
We're losing sand
A Wren's ditch battle plan
Record after record
Black and Deckered tack! tack!
Definition: hell and high water
Fatty come a-courtin', lord, the money

Everyone choose sides
The whole to-do of what to do for money
Everyone choose sides
Poorer or not this year
And hell's the difference
Everyone sell lies

I den efterfølgende 13 Months in 6 Minutes viger kynismen en smule, om end det kun er for en kort bemærkning. Det insinueres i titlen, selvom sangen snarere nærmer sig de 7 minutter (6:50). Det synes at indikere, hvor hurtigt tiden går, hvilket også understreges i lyrikken. Sangen starter langsomt og tåget. Vor antihelt skildrer historien om en pige, han mødte som 21-årig. De kom tættere på hinanden, før tiden pludselig smuldrede mellem fingrene på ham: Forward seven months / Only seen you once / I never call on time. Herefter spiller den evigt truende strategi ind, og vi hører, hvordan han har spillet stærk og en anelse utilnærmelig og er endt med at forspilde sin chance. Hun beslutter at rejse til London, og de mødes i lufthavnen.

We met for dinner
Just one hour to spare
Your 20's all mapped out

I'm in my driest drought
Feeling old and shot and how
And this is what I thought
I seem to still be caught
I'm a footnote at best
I envy who comes next
Wish we could just make out

The hour's almost up
You said into your cup
And it makes no difference now
As I help lift your bags out
That I'm lost and out of rope
While on my wrist you wrote
Your newest number down

Denne kærlighedshistorie fra tidligere tider understreger, hvorledes The Meadowlands i sin helhed forsøger at skildre konkrete hændelser gennem flere år, der hæves op på et konceptuelt plan og altså tematiserer resignationen og defaitismen. Bitterheden fungerer også i retrospekt. Han har ikke talt med hende i årevis, men misundelsen viser sit grimme ansigt: hun har haft styr på sin planlægning - han er fanget. Han føler sig blot som en fodnote, selv i sin egen fortælling, og han håber på den simpleste udvej. Hendes overlegenhed understreges ved fængselsmetaforen (besøget på lånt tid). Hun gør ham en tjeneste ved at mødes. Hun skal videre, og når hun foregiver at 'besøge' ham i Newarks lufthavn, får man billedet af lufthavnen som symbol for selve hans base og grundland som noget flygtigt.

The Meadowlands slutter med den berusede (og ikke berusende) This Is Not What You Had Planned. En fuld Bissell går rundt i stuen i Fort Lee. Han rømmer sig og sætter sig alene ved klaveret. Sangens rå og nøgne struktur refererer tilbage til pladens introsang, The House That Guilt Built, og Bissell reflekterer i sin fuldskab over usikkerhed versus stabilitet:

Something isn't just quite how you planned
Something isn't just like it ever seemed
This is not what you had planned
But baby don't you even know what's right?
But babe gotta have something, something right
This is not what you had planned

Han synger til en anden, og denne anden er naturligvis ham selv og dermed bandet i dets helhed. Perspektivet fuldendes: du bliver til jeg bliver til os. The Wrens har med The Meadowlands begået et fremragende selvportræt af et band og dets opgør med pladeindustrien, forliste forhold og mest af alt sig selv. Den byder på flere paradokser og kan beskrives med et sådant: de 13 sange repræsenterer på det nærmeste et sammenhængende rod. Et rod, der er startet i gruppens bankende Jersey-hjerte og er undfanget i huset i Fort Lee. Fantastiske anmeldelser og inklusion på adskillige lister over de bedste plader fra 2003 (og 00'erne i deres helhed) har ikke ændret på, at The Wrens stadig er en hemmelighed for mange, og at medlemmerne nu frister en hverdag med fuldtidsarbejde og familie, der ikke levner megen tid til musikken.

De er stadig udmattede, men en sten må være lettet fra det store hjerte. Charles, Greg, Kevin og Jerry er blevet voksne og bor ikke længere i huset. Nogle er stadig i the Meadowlands, andre er flyttet. Rygterne om en ny plade har huseret længe. Meget længe. Der er gået 10 år, og på trods af enkelte demoer og koncerter er The Wrens stadig veteranerne, der kun har tre LP'er i deres bagkatalog. Med The Meadowlands har de lavet én af de vigtigste i nyere tid.

/Martin

Nils Frahm og pendulet

Erased Tapes befinder sig mellem det klassiske og det elektroniske, og Nils Frahm sørger for, at man aldrig glemmer denne logiske forbindelse. Manden mestrer klaveret, og han mestrer improvisationen.

Den 18. november er han ude med sin nye plade Spaces, hvorfra man nu kan høre den fremragende Says, der i dén grad udnytter sine mere end otte minutter. Sikket værk. Det oscillerer. Det gentager. Det bygger på. Det giver forhåbninger om klimaks. Det tager os nye veje.



/Martin

Indlæg til Politiken: "Er der nogen, der lytter?" (uforkortet version)

Den 13. september bragte Politiken et indlæg signeret nogle af de større aktører fra den danske musikbranche. Et indlæg, der fik overraskende megen ros og overraskende lidt modspil. Politiken bragte d. 19. september mit modsvar i en version, der ganske forståeligt måtte forkortes og med en overskrift, der måske får det til at lyde mere Spotify-orienteret. Her følger imidlertid den uforkortede, første version til de interesserede:

Er der nogen, der lytter?

I  sidste uge offentliggjorde musikselskabernes brancheorganisation IFPI nye tal, der viste, at musikselskaberne igen tjener penge, og at det primært er et resultat af streaming, herunder Spotify, WiMP, TDC Play etc. Så vidt så godt.

Før offentliggørelsen af disse tal kunne man i Politiken læse et indlæg med overskriften Tilbage til fremtiden underskrevet nogle af branchens største aktører, herunder de to major labels Universal og Sony. Sidstnævntes direktør, Henrik Daldorph, er også bestyrelsesformand i IFPI, hvorfor man kunne have indlægget klar allerede ét minut over midnat fredag d. 13. september.

Indlægget er blevet rost for at udvise en vis selvkritik over for den etablerede branche, der med afsendernes ord de seneste 10-15 år blev ”selvtilstrækkelig og i højere grad koncentrerede sig om egne fortræffeligheder end om den virkelighed, forbrugerne befandt sig i.”

Nogle af disse aspekter belyses i Fredric Dannens bog Hit Men om flere af spidserne i dét, vi nu henviser til som en tidligere æra i musikbranchen. Vi skelner altså mellem det digitale og en tid før det. Hvor mindre selskaber havde nemmere ved at tilpasse sig de nye tider, var det sværere for de store, der blev en slags dinosaurer og forsøgte at leve videre på de præmisser, der havde virket så fornemt i et godt stykke tid. Den historie har de fleste musikinteresserede vist hørt.

Vi kan altså i første omgang konkludere, at man roser de danske afdelinger af de multinationale major labels for i 2013 at udvise en vis ydmyghed – men først så snart de altså igen har vind i sejlene. Når man igen får penge, går det jo godt, og så har man overskud til at vise verden, at man skam også kan se indad. Efter mere end et årti med skræmmekampagner klinger en sådan ydmyghed en anelse hult.

Patent på sandheden

Det handler ikke om at være for eller imod major labels eller kun at støtte de små. Det er for banalt og kedeligt at inddele kulturen i modsætninger, dikotomier og radikale valg, der skal definere enten populærkultur eller undergrund. Sådan hænger verden ikke sammen, og det er heller ikke agendaen i dette indlæg.

Det store problem opstår, når man forveksler en holdning med sandheden. Når ”musikselskaberne” har det bedre, hører vi om det, fordi de store selskaber er i bedring. De har slikket deres sår og har rejst sig igen, hvilket selvfølgelig er godt for dem. Men hvad er der egentlig sket rent historisk? De store pladeselskaber har siddet på deres hænder i årevis, indtil de til sidst investerede i dem, der rent faktisk forstod udviklingen, herunder særligt Spotify, og nu ser de på ny lyst på tingene. Igen: godt for dem.

Men der er langt derfra og til de konklusioner, der herefter blev draget i fredagens indlæg. Fra årtusindskiftet fik mindre bands og pladeselskaber bedre muligheder for at få deres musik ud gennem internettets mange muligheder, og mange talte med rette om en vis demokratisering af musikken.

Men når Henrik Daldorph (Sony), Casper Bengtson (Universal) og Søren Krogh Thompson (Playground) skriver, at forbrugeren gennem streaming ”dagligt stemmer med musen om, hvilken musik der skal modtage penge fra den samlede streamingøkonomi,” forekommer det en anelse arrogant at omtale det som en demokratisering af musikken.

Skulle der være noget som helst demokratisk ved det, skulle vi først og fremmest have mere transparens i debatten, hvilket angiveligt også er et mål fra de store musikselskabers side; visse pladeselskaber har flere procenter og dermed interesser i Spotify (og de fleste andre streamingtjenester), og dette kommer sjældent frem i debatten. Hertil kommer, at der er umådeligt stor forskel på marketingbudgetter og dét, vi diskret og underspillet kan kalde ”gode kontakter”. Det er de færreste små nichebands, der er gode venner med Lars Trillingsgaard og kan få deres musik i A-rotation på P3.

Lad os få én ting på det rene: dette er ikke et opgør med de store musikselskaber. De tjener deres penge på lovlig vis. Men de skal ikke tage patent på sandheden. Jo, alle kan komme på Spotify, WiMP, Play etc., men det bliver også sværere og sværere at kunne vælge fra eller til, hvis flere og flere benytter denne platform.

Diskussionen skal heller ikke handle om afregning og procenter, men demokratisering er heller ikke det rette ordvalg, når Spotify fordeler goderne efter kunstnernes popularitet.

I fredagens indlæg hed det, at ”et andet kritikpunkt er, at vækstlaget lider under streaming. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Tværtimod, fristes man til at sige. I modsætning til selskabernes tidligere distributionsmonopol har vækstlaget via streamingtjenester uhindret adgang til at dele deres musik med alle.”

Problemet er ikke, at man her forsøger at fordreje sandheden. Problemet er, at man påstår, at det overhovedet skulle være sandt. Dette er i øvrigt alt, hvad der siges om vækstlaget i indlægget. Det er i bedste fald en næsten tragikomisk eufemisme, der afslører indlæggets forsøg på ydmyghed som et nyt kapitel i en arrogant dagbog.

Fodboldspilleren Martin Jørgensen fortalte engang, hvorledes han første gang for Udinese oplevede, at han var blevet nedlagt for derefter at blive hjulpet op af modstanderen – som ved samme lejlighed hev ham i hårene under armen. Det skulle ligne en smuk gestus men var i virkeligheden en skjult svinestreg, som kun han selv oplevede. De store musikselskaber har deres version af tingenes orden, men de har ingen ret til den universelle tone, de tillægger sig.

Det er fint med dårlige betalinger, hvis det gælder alle. Men det gør det ikke. Neo-liberalismen har for længst infiltreret kulturen, og det er der intet nyt i. Men dette forsøg på ydmyghed og antydning af demokratisering er direkte skadeligt, når der er tale om manipulerede sandheder.

Desperationens mange ansigter

Vi vil så gerne have det godt. Nu lysner det for nogle, og så må det nødvendigvis være godt for alle. Uden forbehold. Men det er nu, vi har brug for debat. Vi har ikke brug for at klappe os selv på skuldrene og trykke hinanden i hånden uden at sætte spørgsmålstegn ved kunstens muligheder. ”Nu går det godt igen,” synes den generelle konsensus at være. Kaotiske tider kalder på trangen til forlig. Men debatten må ikke dø her, for ingen har patent på sandheden.

Det understreges klart og fint i indlægget, at der er forskel på at eje og at streame, og at man ikke kan sammenligne de to direkte. Sammenligningsgrundlaget er naturligvis økonomisk betinget. Alligevel sammenlignes streaming med vinyl senere i indlægget i forhold til kulturel relevans. Kultur bliver til forbrug, hvis det passer ind i argumentet, og så kan det være ligegyldigt, om argumentationen og filosofien så er inkonsekvent.

I fredagens indlæg kunne man også læse, hvorledes de store musikselskaber ”gør deres for, at afstanden til de danske forbrugere aldrig bliver så stor, som den blev i årene, efter at internettet tog plads i vores liv.” Her antydes universaliteten igen i ”vores liv” frem for ”vore liv”, og det manglende perspektiv afsløres også klart: afstanden blev muligvis større for de forskellige major labels, men mange af de mindre selskaber kom jo netop tættere på deres fans gennem internettet.

Den stærkeste del af gårsdagens indlæg er indrømmelsen af, at de ikke vil tage diskussionen om kunststøtte, da de udelukkende satser på musik med kommerciel gennemslagskraft. Det er en værdsat ærlighed, hvor åbenlyst det end måtte være. Her anerkendes det, at der er ontologiske, kreative og kommercielle forskelle på major labels og de mindre aktører.

Men hvad de overser med denne (ellers noble) anerkendelse, er tilsynekomsten af en immanent modsigelse, der én gang for alle slår fast, at dette kald på universalisme går imod alt, hvad der hedder fornuft og sandhed: ved at udlægge de positive tal som en sandhed, der kan neutralisere alle problemer for mindre aktører, inddrager man netop selvsamme aktører og anerkender i en paradoksal vending de problemer, man forsøger at begrave.

De store musikselskaber har ret til at juble over, at de igen tjener penge. Men de har ingen ret til at plædere for sandheder, der ikke findes. De er virksomheder som så mange andre, og det handler ikke om en diskussion af deres etiske grundlag eller om kunstnerisk kvalitet. Det handler om et retorisk greb, der skal sælge forklædte sandheder som kulturel frihed og demokratisk potentiale. Det har vi allerede politikerne til. Lad venligst være med at udsætte kulturen og jeres medmennesker for det samme.

/Martin

Empress Of

Lorely Rodriguez fra Brooklyn indspiller under navnet Empress Of. Det gør hun ganske fremragende, og det gør hun på en måde, der igen får betegnelsen drømmepop til at give mening.

Engang omkring sidste sommer udgav hun en 7", hvorfra jeg er blevet særligt begejstret for b-siden Don't Tell Me. Her viser hun fin sans for komposition og tålmod á la Cocteau Twins, ligesom hun mod slutningen virkelig får vist, hvor fremragende hun egentlig synger.

Besøger man hendes hjemmeside, får man endvidere et fint billede af popkulturens magt i relation til den potente nostalgi og dennes indvirkning på kreativiteten. En smule selvironi ser vi også. Referencer til en nær fortid, en lidt fjernere og så ikke mere. Der er en grænse, og hun dyrker sine helte og tidligste oplevelser lige til denne grænse. Det afspejler sig så sandelig i musikken, og det kan vi være meget taknemmelige for. Store ting i vente.



(Side A: Champagne)



/Martin

Blood Orange med tanker om 1993

Dev Hynes er ved at modnes. Han har tidligere huseret i Test Icicles og lavet musik under navnet Lightspeed Champion. Begge dele havde styrker, men de var så sandelig heller ikke fejlfri. Under navnet Blood Orange har han også været noget ujævn, men nu begynder han så småt at finde fodfæste.

Det skyldes ikke mindst, at den snart 28-årige har fundet sig til rette som en umådeligt dygtig producer, der igennem nye samarbejdspartnere har fundet frem til en alvorlig undertone midt i festlighederne. Følelsen af ansvar er ganske tydelig i hans nyere produktioner.

Mange fik nok først øjnene op for Dev Hynes i forbindelse med Solange-hittet Losing You fra sidste år, der ikke bare var produceret af Hynes men også omhandlede hans egen daværende situation - og ikke var en personlig fortælling fra Solanges liv. Denne sommer har han bl.a. gjort sig bemærket med produktionen af Mutya Keisha Siobhans (også kendt som MKS) comeback-single Flatline. Comeback i den forstand at de jo var de oprindelige Sugababes.

Det kommer ofte til at handle om Hynes' beats, da markante producere uden for rocken alt for ofte bliver sammenlignet med producere i hip hop, hvor mange gerne reducerer det til en rapper og en beatmager. I tilfældet Dev Hynes er det imidlertid mere interessant at fokusere på hans brug af synths. Lad os kort zoome ud for at få lidt perspektiv: I et interview med Electronic Beats blev Neil Tennant fra Pet Shop Boys konfronteret med en udtalelse om, at "pop er overflade", hvortil han svarede:

"A revealing surface, yes. But the point I want to stress is slightly different. The war between the fake authenticity of rock and the real authenticity of pop was sort of won by pop. [...] Anything can be pop nowadays."

Jeg vil ikke bevæge mig ind på en anden diskussion om autenticitet her, hvor interessant den end måtte være. Men den alvor, der ligger i Tennants ord, afspejles i den lyd, Hynes er godt på vej til at blive en repræsentant for. Det er her, man ikke må forveksle det altomfavnende (eller ligefrem omnivore!) med det åbne sind, når han kaster sig over forskellige projekter og genrer (hvis vi antager, at dette begreb ikke er dødt). Hynes' underliggende alvor ligger særligt i hans særlige brug af synths, og han har intet imod at nærme sig det storladne. I førnævnte Flatline kommer et breakdown, hvor et mandligt kor efter 2:28 kommer i spil. De får lov at stå i front i syv sekunder, men før det bliver en modernisering af Løvernes Konge, mixes pigerne igen højere op og gør herrerne selskab, så der er balance i lydbilledet, før omkvædet igen sætter alt ind på at være ægte popmusik. Og hvad sker der så? Det er triumferende, javist, men i godt 10-15 sekunder står pigerne i slutningen alene med en synth, før sangen byder på en eftertænksom og ensom outro, der minder os om, at vi skal tage musikken alvorligt. Også popmusikken. Hynes er ikke helt ueffen.

Senere på året udgiver Hynes under aliaset Blood Orange sit nye album Cupid Deluxe. Herfra har han nu sluppet singlen Chamakay. Sangen er en duet med den dygtige og umådeligt charmerende Caroline Polachek fra Chairlift. Det er en farlig tid for musikvideoerne, hvor de levende billeder efter Instagrams dominans i højere og højere grad ligger under for colour grading eller slet og ret dominerende filtre. Det blev en smule overdrevet i videoen til førnævnte Losing You (som ellers på mange måder er en fin video), men Hynes undgår med hjælp fra instruktør Adam Bainbridge de største farer i den på sin vis beslægtede video til Chamakay.

Min broder (nogle husker måske nogle af hans gamle indlæg på bloggen) sendte mig videoen til Chamakay med ordene: "All in på 1993!!!" En noget nær perfekt beskrivelse. Nå ja, burde man også snakke om sangen? Jeg har kedet jer nok. Lad os bare sige at det er én af de stærkeste singler, der er udgivet i mange måneder, og at september er den perfekte måned til Chamakay.



/Martin

Cut Copy tager tråden op

Nogle læsere vil måske huske, at der engang var et endnu større fokus på vejr og årstider på disse sider. Langt fra alle vil savne denne leg med det notorisk overfladiske, men som vi alle ved, ligger der mange sandheder gemt i dét, der ofte arrogant tilskrives det overfladiske. Lad os tage tråden op for en kort bemærkning. Eller samle den op (dén bevægelse kan vi også finde forskellige perspektiver på).

Cut Copy er lyden af sommer med tangenter, der lige så vel hører hjemme om vinteren. Kolde tangenter, der spilles varme. På samme måde som Steal My Sunshine af Len. Ja, eller discohittet More, More, More af Andrea True Connection, som Len netop sampler. Klaveret i disco er jo netop født om vinteren, varmer fingrene gennem foråret og peaker om sommeren. Efteråret er som altid uvist.

Se, nu vil nogle måske tænke, at man har bevæget sig ud på et sidespor, og det er jeg egentlig glad for. På sporet af den svundne tid. Tilbage på sporet. Vi sporer os ind på noget. Cut Copy! Ja, Cut Copy! Australierne udgav i 2011 det reddy fine Zonoscope, og nu har vi fået titlen på deres kommende album: Free Your Mind. Pladen er i dén grad er inspireret af the summer of love og ifølge bandet selv mere nøjagtigt 1967 og 1988-1989. Nogle fornemme år.

Titelsangen er nu ude, og den lover så fint, at man slet ikke frygter for november måned. Hov, så kom årstiderne ind igen. I Melbourne frygter de næppe den måned. Efter at være viklet godt og grundigt ind i denne tematiske overflade fletter vi os ud igen. Lyset bliver klart: denne titelsang er jo fremragende! Og hvad ellers? Ja, vi hørte jo en anden single for en måned siden, Let Me Show You Love, og det er blevet bekræftet, at den også optræder på pladen.

Få bands har så stort held med at indfange forskellige perioder i så overbevisende en hybrid som Cut Copy, og med disse nye singler får man ny næring til den teori, der hedder, at deres bandnavn rent faktisk giver mening. Ganske fint. Jeg er glad.

Free Your Mind er ude 5. november på Modular og Loma Vista. Dave Fridmann har produceret.





/Martin

Kwes

Man har i mange år kunnet regne med en vis kvalitet fra det meste, der udgives på Warp. De spænder vidt: fra Brian Eno til Aphex Twin over Autechre. Fra Broadcast til Grizzly Bear. Alle har dog en på sin vis moden lyd, der forekommer mere og mere sjælden disse dage.

Den 13. oktober udgiver de så et debutalbum (ja, første LP i hvert fald), hvor man igen forventer en vis modenhed: den engelske producer-turned-songwriter Kwes disker således op med langspilleren ilp, der ud over de små bogstaver viser fin ydmyghed med dét, man må forvente, er en leg med romertal og betegnelser. Simpelthen LP nummer ét. Meget fint.

Englænderen er da også en sensitiv herre, der i musikken lyder en smule genert. Det er et ganske blødt lydbillede, man præsenteres for. Jeg har aldrig været synderligt begejstret for James Blake (medmindre vi taler om den netop pensionerede tennisspiller), men jeg forestiller mig, at det er sådan, den unge James ville ønske, han kunne skrive, producere og synge. Warp har - forhåbentlig - gjort det igen. Singleforløberen 36 lover i hvert fald rigtig godt.



/Martin

Joanna Gruesome

Nå, det er vist et stykke tid siden, der har været noget af den noise pop, der tidligere var så meget af på disse sider! Kvintetten Joanna Gruesome fra Cardiff har efter en stribe singler, en del koncerter og en reddy fin EP nu færdiggjort deres første LP, Weird Sister, der udkommer senere denne måned. Det bliver - måske ikke overraskende - Slumberland, der tager sig af udgivelsen i USA, medens Fortuna Pop varetager Europa.

Joanna Gruesome er ægte Slumberland. Det er noise pop, lidt lo-fi (selvom de har haft studie i stedet for en stue), fuzz og åbenbart overhovedet ikke "fucking twee" ifølge dem selv. Ja ja. Der er mange ord i denne verden at forholde sig til.

Singlen Sugarcrush er dejligt ligetil, og på trods af en lidt kikset intro og outro (samme riff) viser sangen mange åbenlyse og enkle styrker.



/Martin

Los Campesinos! og den romantiske tautologi

Til oktober udgiver engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos! deres nye plade No Blues, der på trods af den korte ordlyd er en klassisk LC!-titel med sin tørre, konstaterende tone.

Førstesinglen har fået den mundrette titel What Death Leaves Behind og er naturligvis ganske glimrende. Bandet har aldrig fået synderligt stor opbakning i Danmark, hvor det måske har været svært at forene gruppens udpræget engelske æstetik og hjerteskærende ironi med dét, der er blevet kraftigt promoveret herhjemme. Dette ændrer sig måske heller ikke med den nye plade, men det starter da ganske lovende.

Gareth David er én af vor tids bedste tekstforfattere, hvilket han igen beviser på What Death Leaves Behind, der ganske oplagt starter med begravelsesmetaforer, kirkelige artefakter og klassiske stemningsbilleder ("well summer sighed and summoned up hail"). Det hele leder op til et omkvæd, der ganske logisk fortsætter den power, vi bliver introduceret for i verset:

They say you and me are tautology
What grows from the seeds
Can you quite believe?
Through cracks come the weeds
Long time listener, first time caller
No need to remind me
What death leaves behind me

Omkvædet synges ganske effektivt som klassisk powerpop. De første fem linjer gentages af resten af bandet, hvorefter de synger de sidste to linjer sammen med Gareth David for at give dem ekstra pondus. Særligt skønt er det at tænke om tautologi som et romantisk anliggende, hvorfor idéen om sandhed får lov på klassisk vis at genindtræde i - så at sige - poetens sfære. Hertil kommer, at jeg altid har holdt af konceptet om en protagonist, der synger til sin udkårne men tematiserer de andre og deres udsagn. Som man eksempelvis også hører det i indledningen til Håkan Hellströms formidable Uppsnärjd i det blå:

"Dom måste lära sig gå"
Det är vad folk säger, när det är vi två
Vi måste härifrån
Den här stan drar ner oss til botten av ån

Gareth David har altid holdt af at spille på afsenderens bastante udmeldinger, der understreger den grundlæggende usikkerhed, og her får usikkerheden så en større plads. Idéen om at overbevise sig selv er et yderst sympatisk træk for den rationelle romantiker. Det forhold udforsker Bob Dylan jo også fornemt i Don't Think Twice, It's All Right og endnu mere konsekvent i den senere Most of the Time (i øvrigt én af de mest interessante Dylan-produktioner).

Nå ja, og så har vi jo allerede årets bedste linje her: I proof-read the Book of Job for the Lord: edit one, League Cup 2004.

No Blues udgives via Heart Swells, Turnstile og Wichita i oktober.



/Martin

Keep Shelly in Athens leger med geografi

Nu snyder billedet måske lidt. Keep Shelly in Athens er jo ét af de få bands, der i deres navn har et geografisk pejlemærke, der samtidig er deres hjemstavn. Hvor andre græske kvalitetsbands kan vi mon nævne på stående fod?

Duoen har egentlig været hypet i nogle år, og efter nogle stærke singler på det seneste er der nu i dén grad lagt op til et lille men kraftigt brag, når første LP, At Home, rammer gaden d. 17. september via Cascine.

Godt et halvt år tilbage udgav de singlen Madmen Love, der hører blandt deres mere dramatiske sange og spiller på et klimaks på anden vis, end man ellers kender dem. Det klæder dem imidlertid også at være lidt voldsomme i det. Denne sommer kom så Recollection, den første single fra den kommende plade. Produktionen er knivskarp, og de viser både ængstelighed og tålmod i en skøn, mærkværdig blanding. Vi kan selvfølgelig kalde det drømmepop, men der er også en anelse shoegazer at spore.

Men men men, det er den seneste single Oostende, der for alvor har fanget mig. Personligt har jeg længe haft et lidt ambivalent forhold til Belgien, og da det menneskelige ego har det med at læse sig selv ind i alverdens umulige sammenhænge, ligger der en fin konfrontation i benævnelsen af denne by i det vestlige Flandern.

Stereogum har beskrevet sangen som et "80s teen fantasy pop track", og det sidder vi nok alle sammen og forstår nogenlunde, selvom vi alle har vanskeligheder ved at forklare det. Netop det kendetegner vel en fin beskrivelse disse dage. Det rationelles begrænsninger. Sansningens magt. Sfærer og diskurser, der overskrider hinanden, når mennesker overskrider sig selv.





/Martin

Annie i let medvind

Norske Annie er ganske unik - ikke mindst i skandinavisk sammenhæng. Hendes særlige, sirlige og til tider syrlige blanding af tyggegummipop og rester af italo disco var et særdeles forfriskende pust, da hun brød igennem med debuten Anniemal helt tilbage i 2004. Singlerne talte bl.a. andet Greatest Hit, Chewing Gum og den fremragende Heartbeat.

Men det var aldrig nemt. Førstnævnte single blev udgivet helt tilbage i 1999 og var produceret af hendes daværende kæreste Tore "Erot" Kroknes. Han døde tragisk i 2001 blot 23 år gammel, og man skulle derfor helt frem til 2004, før pladen blev færdig.

Herefter gik der hele fem år, før plade nr. 2, Don't Stop, ramte markedet, men den blev overordnet set en mindre fiasko for den norske producer, DJ og sanger. Jeg har senere diskuteret sagen med en hel del fans, journalister og branchefolk, og der hersker en overraskende bred enighed om, at dårlig management er forklaringen.

Nu er der imidlertid passeret hele ni år, siden debutalbummet ramte gaden, og den umådeligt charmerende Annie bor nu i Berlin, hvor hun har færdiggjort The A&R EP. Hvorvidt titlen er en reference til forholdet med Island Records (som hun skrev med i 2007 men brød med før udgivelsen af Don't Stop) skal forblive usagt, men ét er sikkert: Annie er tilbage. Det bliver måske ikke med samme bevågenhed som tidligere, men mindre har som bekendt også ret.

EP'en byder på fem sange, hvoraf de fire er af ganske høj kvalitet. Højdepunktet er Hold On, der nok vil minde mange lyttere om noget, Saint Etienne kunne have bedrevet. En anden fin reference ligger i titlen Ralph Macchio, der skildrer hendes forelskelse i Karate Kid-stjernen, da hun var ung i Bergen.

Jo, Annie er stadig tilgængelig og unik på én og samme tid. Hun er altid og aldrig én af os. Måske hun derfor bor i Berlin.



/Martin