Nyt fra Schultz and Forever

Bevidstheden om superlativernes magt hindrer os gerne i at vise blot en smule konsekvens eller simpelthen at eksplicitere enkle sentimenter, følelser, vurderinger og endog smagsdomme.

Nu kalder jeg den: For mig er den allermest lovende danske sangskriver lige nu Jonathan Schultz, der indspiller under navnet Schultz and Forever. Jeg skrev kort herom i sommers, og siden da har jeg været så heldig at opleve Schultz live i to forskellige opsætninger, der begge fungerede fornemt. Ikke blot fordi håndværket er på plads, men fordi sangskrivningen og vokalen er af så helhjertet en karakter.

Jonathan Schultz står på skuldrene af små og store giganter, og resultatet er en formidabel omgang folk-pop. Efter EP'en Odd Stories for godt et år siden fandt vej til de første lyttere, er der sket meget, og nu er en ny EP på trapperne. Titlen er Céline, og udgivelsesdatoen er d. 28. januar. Det franske pladeselskab Cracki Records inviterede i efteråret Schultz til Paris for at indspille nye sange, og resultatet udgiver de altså om en lille måned. Allerede nu er første sang dog sluppet løs, og den lover (som ventet) utrolig godt for resten af EP'en. Lyt til Two Flowers lige her.



/Martin

Den dovne vinter

Det går langsomt for tiden - også på disse sider. Det kunne der såmænd gøres op for med fokus på bands, der har været overset gennem året eller bands, jeg først selv har fået fulgt op på mod årets afslutning. Ja, det ville såmænd give mening at lave en årsliste, men den skal nu nok komme, om end det muligvis bliver tidligt i januar.

Her skal det i stedet handle om en gammel kending, jeg har fundet frem igen: The Blue Depths af Odawas fra starten af 2009. Jeg skrev om pladen for snart fire år siden, og den er stadig fænomenal. Den er som skabt til vinter med sine kolde synthflader. Kompositionerne kan minde om poppet psychfolk svøbt ind i noget, der på det nærmeste lyder som en Vangelis-produktion. Odawas lyder som ingen andre, og selvom sangskriver Michael Tapscott senere har udgivet i eget navn, må bandet meget gerne komme tilbage, men Jagjaguwar melder endnu intet om en kommende plade. En umådeligt undervurderet plade og noget af en grower.





/Martin

Nothing

Philadelphia-scenen lever i bedste velgående. Blandt de nytilkomne er Nothing, der gør sig i en relativt poppet omgang shoegaze. De har netop signet med A389 Records, primært kendt for mere hardcore og metal, der næste år udgiver bandets første fuldlængde.

Gruppens klart stærkeste sang er Downward Years to Come, der er den eneste af deres sange, der giver nok plads til vokalen. Det hele er ret støjende, som det sig hør og bør med denne slags shoegazer, men den luftige vokal skaber en forrygende popbalance. Carsten Holm sammenlignede den sågar ganske smukt med Neil Tennant!

Det hele starter ret ligepå og angriber lytteren. Trommerne varierer kompetent, og efter tre og et halvt minut indikerer de ved deres poetiske fravær, at sangen stopper. Det er dog kun delvist tilfældet. I stedet får vi en lang og sørgelig outro, der nærmest grænser til ambient, som man kender det fra No Age, når de sætter ind med disse pauser.

EP'en, af samme navn, holder ikke niveau hele vejen igennem, men der er lagt op til en lovende debut LP - trods alt.



/Martin

Jul med Team Me

Ét af Norges absolut bedste bands, Team Me, leverede sidste år et umanerligt stærkt debutalbum i form af den anmelderroste, nysgerrige og poppede To the Treetops!. Pladen blev først udgivet uden for hjemlandet i februar i år, og op til jul har de nu en EP klar til højtiden.

Musik, der på den ene eller anden måde referer til julen, synes oftest at være decideret forfærdeligt, og selv kunstnere med ubenægteligt talent og integritet ender med højtidssange, der i bedste fald er forvirrende.

EP'en Female Lead er lykkeligvis mere end godkendt og er momentvis ganske glimrende. Den indeholder også sange, der blev skrevet i forbindelse med bandets debutalbum, og det er da heller ikke eksklusivt en juleudgivelse, selvom produktionen og valget af instrumenter oftest bærer tankerne i den retning. EP'en er tilgængelig digitalt og som limited 10" via Propeller Recordings.

Herunder kan den stærkt Sufjan Stevens-inspirerede og enormt hyggelige Sixteen Steps streames og downloades.



/Martin

Jacco Gardner

Det er ikke meget, der er blevet fokuseret på hollandsk musik her på bloggen. Jeg er sågar i tvivl om, hvorvidt jeg gennem de seneste fem år overhovedet har skrevet ét eneste indlæg om et hollandsk orkester.

Det kan der nu rådes bod på i form af lidt opmærksomhed til Jacco Gardner, der snart er ude med sit debutalbum Cabinet of Curiosities. Det udgives d. 12. februar på Chicago-baserede Trouble in Mind (The Fresh and Onlys, Ty Segall).

Jacco Gardner gør absolut intet for at skjule sin fascination af de sene 60'ere og starten af 70'erne. Han dyrker den psykedeliske pop i en nærmest barok stil og benytter sig bl.a. flittigt af cembalo, fløjte, strengeinstrumenter og smukt underliggende korstykker. Førstesinglen The Ballad of Little Jane lover godt for resten af pladen med sin fine melodi og mod til temposkift i forbindelse med omkvædet, der sætter ind efter et lille minut. Som en hollandsk bruger kommenterer på SoundCloud: "Interessante opbouw! Leuke stuk." Og det er virkelig et stærkt stykke.

Det er svært ikke at tænke på Syd Barretts kompositioner på tidlige Pink Floyd-indspilninger, men der kan ligeledes drages en linje til Beach Boys. Bliver man i denne tanke, er Billy Nicholls også en mulig inspirationskilde. Her får vi muligvis en god grund til at holde nærmere øje med en hollandsk scene, der først på det seneste er begyndt at gøre større væsen af sig. Hvor de har haft udmærket succes i Centraleuropa med folk-pop de seneste få år, kan det være, vi snart kan udforske flere popforgreninger fra det dejlige og mærkværdige land.


(Da der har været lidt problemer med indlejring fra SoundCloud i dag, er her et direkte link)

/Martin

Blå is og mere svensk

Stockholm-kvintetten Shout Out Louds er ikke altid lige stabile, men de har ved flere lejligheder ramt plet med veloplagte og velskrevne (i bedste forstand) banaliteter. Nu er de ved at være klar med deres fjerde album, der udkommer tidligt i 2013.

Næste år er det allerede ti år siden, bandet udgav debutalbummet Howl Howl Gaff Gaff, der siden blev fulgt op af de udmærkede Our Ill Wills og Work. Hvor sidstnævnte skuffede mange (undertegnede inklusive), bød de to første plader på adskillige perler, selvom de med rette kan kaldes lidt ujævne.

Første single fra det kommende album er Blue Ice, der trods en bombastisk start er en stille perle, der på det nærmeste kan betegnes som en ballade. Sanger Adam Olenius synger afdæmpet og konstaterende, og det klæder ham. Han er én af de skikkelser, man har kunnet tilgive for nogle enkle leveringer, der ofte mere end grænser til det ynkelige. Ja, sådan skulle det nærmest være med de tekster, bandet har forfattet. Her lyder det:

I keep running away, running away, running away / And you keep fading away, fading away, fading away / It always ends in the same way / The sun gets in your eyes / I won't get surprised the next time / But this blue ice came out of the blue

Vi er stadig ude i det ulykkelige. Forliste forhold. Omstændighederne er de samme, men der er en forskel i indsigten, der også afspejles i lyden. Skal man imidlertid tro de første meldinger, er resten af pladen mere livlig, men det må vi vente med at afgøre til starten af det nye år.



/Martin

The Mary Onettes

Et nærmest fast indslag på disse kanter er ros til svenske Labrador, og ét af de bands fra pladeselskabet jeg hyppigt har skrevet om, er de altid habile The Mary Onettes.

D. 12. marts er bandet ude med deres tredje album, der har fået titlen Hit the Waves. Også titlen på førstesinglen spiller på grænsen mellem land og vand: Evil Coast. Sidstnævnte er ude d. 27. november, men den kan høres allerede nu. Den forholder sig tro mod de associationer, der opsamles i de to titler. Den er dels mere letbenet, end vi ofte hører The Mary Onettes, og den er dels opbygget af små bølger i produktionen, der mixes op og ned omkring vokalen.

Denne effekt fungerer overraskende godt, og selvom der stadig er tale om en slags noir pop med tydeligt udgangspunkt i midten af 80'erne, bevæger gruppen sig tættere på den lidt lysere svenske popmusik, der dyrkes på Service og Sincerely Yours (singlen er da også produceret af Dan Lissvik fra Service og Studio, der ligeledes har arbejdet med Taken By Trees og fantastiske The Embassy).



/Martin

Foxygen

Den unge duo Foxygen begyndte at lave lidt larm sidste år med udgivelsen af deres anden EP Take the Kids off Broadway, og nu er maskinen ved at blive smurt op til udgivelsen af deres første LP. De to er fra hhv. Olympia og NYC og har nu bosat sig i L.A., hvor de efterhånden har fået opbygget en del hype - og ganske fortjent vel at mærke.

Sanger Sam France og multiinstrumentalist Jonathan Rado trækker på bl.a. Rolling Stones og Kinks, men de gør det ganske forfriskende og sender også tankerne i retning af andre fortidsdyrkende samtidshelte som Ariel Pink og MGMT. Til tider har det en klang, der næsten tvinger lytteren til at tænke, at vi har at gøre med en slags post-glam.

Duoen er signet til altid pålidelige Jagjaguwar, der d. 22. januar udgiver gruppens første fuldlængde, We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic.





/Martin

Day Joy

Pladeselskabet Small Plates Records blev startet af to af de allerbedste blogs derude, I Guess I'm Floating og yvynyl. De har endnu ikke mange udgivelser bag sig, men én af de plader jeg ser stærkt frem til, er debutalbummet fra Day Joy.

Så var der da nogle links at starte på. Kvintetten er fra Orlando, Florida og har i år udgivet EP'en Animal Noise og 7" singlen Go to Sleep, Mess med den fine b-sid Destroyer. Nu er der så ved at være klar med den første fuldlængde, der tager navn som singlen. Udgivelsesdatoen skulle være "engang i efteråret".

Bandet gør sig i en slags dream-folk med anerkendende nik til noget alt-country. Vokalen er ofte en slags croon, og gruppen befinder sig ofte på vippen til mareridtet. Day Joy startede som en duo men er senere blevet udvidet, hvilket også høres i lydbilledet. I enkelte sange hører man nu også banjo, ukulele, synth, violin mm.





/Martin

Nyt fra The Ruby Suns

Da The Ruby Suns debuterede i 2005 var der ikke mange, der lagde mærke til dette nye skud på popstammen fra New Zealand. I 2008 udgav de så den fremragende Sea Lion, der stjal med arme og ben fra diverse genrer og generelt var et friskt pust. Det var eksotisk, letbenet, sommerligt, og McPhun virkede generelt ganske oplagt.

I 2009 så jeg dem et par gange live i forskellige opsætninger, og særligt den sidste af de to koncerter var væsentligt mere elektronisk, hvilket senere skulle blive et fokus, man hørte på Fight Softly fra 2010. Pladen var en anelse skuffende, men den var - ret skal vel være ret - også ganske anderledes end gennembrudspladen.

Ryan McPhun styrer mere eller mindre projektet egenhændigt, og efter at have afbrudt et langt forhold med sin kæreste (og nu tidligere bandmedlem) er han nu ved at være klar med sin nye plade Christopher, der har fungeret som en art terapi for den nysgerrige musiker. Han er flyttet til Oslo og har være så heldig at kunne samarbejde med Chris Coady. Blandt de kunstnere, der har gjort fornuftig brug af Coady tæller Grizzly Bear, Beach House, Gang Gang Dance, Delorean, Yeah Yeah Yeahs, Zola Jesus, TV on the Radio og mange flere.

Førstesinglen Kingfisher Call Me vidner umiddelbart også om en ny begyndelse for McPhun. Smerten er ikke til at overse. Det er på det nærmeste ømt. Vokalen og melodien minder mere om Grizzly Bear, end Ruby Suns tidligere har gjort, medens produktionen er mere i retning af en lidt lysere Gang Gang Dance.

Omkvædet optræder relativt hurtigt, og det vidner da også om det forsøg på styrke, der søges som produktivt fokuspunkt efter et brud: Dry your eyes / Is what to do / Don't listen to anyone / Except for you. Dette kan naturligvis fungere som de fortrøstningsfulde ord til den forladte, ligesom det kan være et (desperat) forsøg på at give sig selv styrke i et skrøbeligt vakuum. Tvivlen ift. narrativ bekræftes af det forvirrende c-stykke, ligesom også sangens outro synes at være resultatet af destru-produktiv fri leg.

Pladen udkommer i slutningen af januar på hhv. Sub Pop (USA) og Memphis Industries (UK).



/Martin

Lapalux

Der har aldrig været noget stort fokus på elektronisk musik her på bloggen. Det har naturligvis en del at gøre med smag, men vægtningen (eller den deciderede mangel på netop dét stof) er alligevel besynderlig i betragtning af mit forbrug deraf. Til en vis grad har det også noget at gøre med min begrænsede referenceramme. I endnu højere grad er der dog en mulig forfængelighed på spil, som også truer musikkritikken på et mere generelt plan: Mange har simpelthen sværere ved at skrive om elektronisk musik.

Nu bliver det allerede en anelse overfladisk, da "elektronisk musik" jo egentlig er en forfærdelig og ofte misvisende eller begrænsende betegnelse. Heri består en del af problemet, men - og ret skal være ret - sådan er det jo også langt hen ad vejen med andre (udvandede) genrebetegnelser.

Det er på sin vis paradoksalt, at mange har så svært ved at skrive om (suk) elektronisk musik, da det langt hen ad vejen burde have bedre betingelser for en åben, fænomenologisk lytning, der netop ikke er præget af alt for forudindtagede holdninger, referencer, genkendelige instrumenter med dertilhørende associationer.

For ganske kort at blive ved idéen om associationer er det netop her, der er et enormt potentiale for en emotionel tolkning og formidling, hvilket oftest er den klart mest interessante form for musikkritik. Frem for kedelige referencer, namedropping, biografi etc. Ikke at disse ikke kan være vigtige - husk eksempelvis historien om The Wrens og deres forrygende The Meadowlands - men det bliver ofte tørt og ganske søgt objektivt. Koldt.

Ak ja. Nu vil jeg svine mig selv til og midlertidigt dreje nøglen om til min indtil videre begrænsede begrebsverden: Først nu har jeg opdaget Lapalux fra Essex. Stuart Howard er manden bag, og selveste Brainfeeder er selskabet, han har fået æren af at slutte sig til. Der er en vis lighed med Baths med en lidt (dog mærkbart) mørkere lyd, ligesom tempoet ofte er sat en anelse ned. Særligt EP'en When You're Gone er anbefalelsesværdig.





/Martin

Til forsvar for kitsch, vol. III: Den dobbelte negation

Dette er tredje del af en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye'). Anden del kan findes her (om Savage og dennes 'I'm Loosing You' - stavefejl bevidst).

Negationen er os ingenlunde fremmed i det daglige, men det er vor bevidsthed derom til gengæld. Dobbeltnegationen finder også gerne vej. Spørgsmålet er, om man endog kan tale om en emotionel dobbeltnegation i rummet mellem udsagn og udsigelse; den jyske 'ikke værst' er måske en svær banalitet, og mere interessant bliver det utvivlsomt også med forelskelsens betingelser i relation til vor begrebsverden.


Det bringer mig videre til to vidt forskellige sange, der med forskellige narrativer og udgangspunkter har samme ambition og formål. Det kommer vi til. I første omgang må vi forholde os til en romance, der er gået til grunde. Den ene sang er So In Love af velrespekterede OMD (Orchestral Manoeuvres in the Dark) fra 1985. Den anden er Not In Love af canadiske (og skabede) Platinum Blonde.

De to sange kan streames nederst i indlægget, men det anbefales at finde dem i bedre kvalitet.

So In Love

Da OMD bragede igennem med den sublime (og perfekt betitlede) Architecture & Morality i 1981, var det med et væsentligt mørkere udgangspunkt, end man senere skulle vidne. Som de udtalte til det tyske magasin om popkultur Spex i 2010: "Vi var anti-rock. Vi forbød vores trommeslager at bruge bækkener." De bragede imidlertid kun delvist igennem rent kommercielt (og primært hjemme i Europa), og det skulle tage dem yderligere fire år, før de fik hul igennem i USA.

Det transatlantiske gennembrud kom netop med So In Love, der var gruppens første hitsingle på de kanter. Resten af pladen, Crush, er mildest talt en noget ujævn affære, der kun sjældent afspejler gruppens ellers så nysgerrige væsen. Til gengæld viser den ofte et nyt ansigt i form af et popformat, der placerer sig mellem engelsk new wave-romantik og et Hollywood med forvoksede teenagehelte á la det billede, der tegnedes af John Hughes (Breakfast Club, Weird Science, Ferris Bueller's Day Off et al.).

Det var første gang, gruppen samarbejdede med producer Stephen Hague, der i sig selv har en interessant historie. Hans første anerkendte produktion var Malcolm McLarens mærkværdige og højst originale Madam Butterfly (un bel di vedremo) fra 1984, og Crush var sågar hans første forsøg med at mixe en hel plade. Hague skulle senere blive succesfuld som producer for bl.a. New Order, Pet Shop Boys, Erasure og Peter Gabriel. Med ham ombord ramte de altså ind i en tidsånd, der skreg på friske produktioner kombineret med et reflekteret og velartikuleret følelsesliv.

Det hele starter umådeligt catchy. Der tunes underligt ind i nogle få sekunder, før trommerne sikkert brager løs, og klaveret sætter ind. Bas og synth gør dem hurtigt selskab, og der udvises en fornem sans for selve pophåndværket. Efter godt et halvt minut hører vi så Andy McCluskeys vokal for første gang. Her følger teksten i sin helhed:

Talk to me, don't lie to me
Save your breath
Don't look at me
Don't smile at me
Just close your eyes

I was so impressed by you
I was running blind
I would fall for every trick
Every twist of mind

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

Don't say your prayers
Don't build your hopes
Just walk away
Don't phone me up
Don't call around
Don't waste your time

You were so in awe of me
You were so divine
You would do just anything
To still be mine

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you


Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love with you


Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you
I was so in love
I was so in love
I was so in love
I was so in love with you



Det bliver hurtigt klart, at titlen skal forstås som et overstået kapitel, og bitterheden og smerten er fra starten altomfavnende. Der ønskes på den ene side kommunikation, men der er ingen interesse for dialog. Symbiosen er brudt. Bitterheden skubbes mere direkte over på pigen, og McCluskey repræsenterer her klichéen om kærligheden, der gør blind - kombineret med bebrejdelse.

Efter just close your eyes introduceres en enkel og ensom guitar, der gentages efter I was running blind og every twist of mind. Efter godt et minut når vi omkvædet, hvor McCluskey skifter fra nøgtern betragtning og bitterhed til en kold og mere poetisk falset:

Heaven is cold
Without any soul
It's hard to believe
I was so in love with you

De første to linjer af omkvædet kan stå alene: Vi har kun den lidenskab og kærlighed, vi selv tilbyder. Men de to linjer kan også snildt adskilles, så vi står tilbage med en kold konstatering, der imidlertid er mere reflekteret, end den først giver sig ud for. Det kan tolkes som en voldsom bebrejdelse og berøvelse af selve sjæleligheden, der er blevet frarøvet vor helt af den brutale kærlighed. Det kan imidlertid også tolkes med en anden selvbevidsthed på spil: "Set fra dén og dén synsvinkel er det svært at forstå..."

I første omgang handler det imidlertid om erkendelsen i mere bogstavelig forstand: McCluskey har svært ved at tro på, at han så noget i denne kvinde. Så simpelt er det selvfølgelig aldrig, men vi må af og til have modet til både at se, forstå, føle og tolke sort/hvidt.

Hernæst skifter fokus i endnu højere grad på den modtager, der har forårsaget så megen smerte. Det er slut, og der skal ikke motiveres til noget forsøg på at genfinde, genopdage, gentage. Der arbejdes nu mere med kynismen i forsøget på at finde styrken: Don't waste your time. Efter at have genvundet en vis styrke tør vor helt nu også at se vende fascinationen fra første vers, så det nu handler om ham selv: You were so in awe of me, hvorefter han nu har givet hende den emotionelle tillid, der igen får ham til at lade barrikaderne falde minimalt: You were so divine.

Netop her bliver det tydeligt, at vi har at gøre med en forhandling. Han blotter den forvirring, han forsøger at undertrykke. Fra denne romantiske indskydelse (so divine) handler det igen om modtagerens svaghed, og hvordan hun ville gøre alt for at kunne genoptage det tabte.

I slutningen af det andet omkvæd introduceres en vaskeægte zeitgeist-saxofon (efter præcist to minutter), der minder os om førnævnte John Hughes. Det leder op til c-stykket, der på få linjer fint opsummerer den førnævnte forhandling med naturligt forstærket refleksion:

All the things you said to me
I was so obsessed
You were always talking talking
God I did my best

Det erkendes, at han tidligere har været besat af denne person, og han erkender dermed også, at det ikke kun handler om indhold men også om perspektiv. Frustrationen i denne erkendelse fører til en næsten infantil bebrejdelse i den bitre gentagelse (talking talking). Ja, og han har såmænd også gjort sit bedste!

Da vi for tredje gang får omkvædet, lader bandet det ringe ud, og det gentages, at han var forelsket, at han var forelsket, at han var forelsket. Følelsen kommer her til at gå forud for det romantiske og erotiske objekt, og det bliver mere en refleksion over tilstanden end en stillingtagen til den person, der tillod disse følelser at komme til live. Dermed bliver det også i mindre grad dén afstandtagen, der ellers ligger manifest i bitterheden.

Not In Love

Jeg vil holde det lidt kortere med Platinum Blonde og deres Not In Love, da den i sig selv er mindre interessant både kompositorisk og lyrisk. Men dermed ikke sagt at den ikke er interessant - særligt i relation til OMD og So In Love. Først den enkle tekst:

I found your picture
Hanging on the back of my door
Won't give you my heart
No one lives there anymore

You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends
Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?

I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

Could it be that time has taken its toll?
Won't take you so far
I am in control

You said we're lovers
We could never be friends
Fascination ends

Here we go again
Oh, oh
'Cause it's hot inside
When you comin' home (?)
'Cause it's hot inside
Isn't that enough?


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

You said we're lovers
You said we're lovers
It's hot inside
It's hot inside

No, no, no, no, no, no
No, no, no, no, no, no
It's hot inside
It's hot inside


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love


I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love
I'm not in love

We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love

Love
Love
Love
Love

Av! Hvad angår både tekst og vokal, har vi nærmest at gøre med en discount-version af The Cure. Det hele starter ganske lige på med bas og trommer tilsat en simpel guitar. Vi har et ganske enkelt udgangspunkt og en såret afsender, der ganske direkte mindes om det tabte. Mark Holmes' vokal er meget skabet men oprigtig og uden en snert af ironi. Han er angiveligt tom indeni men har (naturligvis) et behov for alligevel at udtrykke sig. Det er på det nærmeste en jammerlig manifestation af Schlegels idé om insisteren som det modsatte af eksistens (frem for ikke-eksistens): Det, der ikke eksisterer, vil blive ved at insistere på at komme frem. I bedste/værste fald er der her tale om erkendelsen af noget tabt kombineret med behovet for at gøre alverden opmærksom herpå.

Men herefter kommer en lidt overraskende drejning: Here we go again. Der er tilsyneladende intet nyt under solen, og der er en mekanisme, der spiller ind, som kan være nok så universel men her får lov at forblive inden for det partikulære.

Desperationen finder vej, og ynkeligheden spidser til (when you comin' home... og isn't that enough?). Så kommer titlen på spil med gentagelsen af det åbenlyse selvbedrag: I'm not in love.

Andet vers er næsten legendarisk kort. Har romancen simpelthen udspillet sin rolle? Næ, og afsenderen er såmænd i kontrol med situationen! Endnu en åbenlys løgn. Behovet for styrke bliver klarere og ynkeligere end hidtil set.

Vi kommer tilbage til omkvædet, der nu byder på otte gentagelser af titlen. Han er altså virkelig ('ikke') forelsket. Herefter bliver det tåget, og dele af teksten blandes sammen for at understrege den komplette og nu endnu mere blottede forvirring: You said we're lovers... It's hot inside efterfulgt af en dramatisk benægtelse (hele 12 gange intensiveres et no!).

De otte gentagelser af løgnen (I'm not in love) forekommer igen, før han endelig finder sig til rette med anerkendelsen af et vi, der er større end selvet:

We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love
We are not in love

Slutteligt formår han ligefrem at fuldende bevægelsen fra det partikulære til det universelle og lade essensen stå alene. Men det forbliver med et ynkeligt tonefald:

Love
Love
Love
Love


På mange måder opnår Platinum Blonde utrolig lidt på fire minutter. Men det er netop det ynkelige, der får lov at være ynkværdigt. Der reflekteres kun kortvarigt (could it be that...), men det er ikke refleksionen, der er i fokus: Det er kampen om at anerkende en tilstand. Forhandlingen.

Momentum

I begge sange opleves en ophedet forhandling og et forunderligt selvbedrag. Det kan på det nærmeste anskues som et forsøg på at opnå momentum. Et overtag, der ekspliciteres for selvet. Afsenderen er jo i høj grad modtageren - og den anden vej rundt. Det er en cirkulær bevægelse, der tager til i kraft, indtil man med rette kan tale om refleksion. De tænker ikke blot højt; de forsøger at overbevise sig selv om, hvor de befinder sig emotionelt, og hvad de har tabt og opnået. Forsøget på styrke fører til en befriende svaghed, der i sidste ende - med status som erkendelse - er det eneste, der kan sætte dem fri. De benytter sig af den samme emotionelle dobbeltnegation i forskellige stadier og spatiotemporale rum.





/Martin

Nyt fra Sambassadeur

Svenske Sambassadeur udgav i februar 2010 det ganske fremragende album European på det fortrinlige Stockholm-label Labrador. Pladen er noget af det bedste, Skandinavien har produceret de seneste mange år, og selvom det blot er to og et halvt år siden, den udkom, har man længe hungret efter nyt fra kvartetten. Det får vi så endelig til efteråret.

Labrador har aldrig været bange for at gøre noget ud af at udgive singler, og derfor kan det ikke overraske, at Sambassadeurs seneste udspil er en 7" double A-side single begrænset til 500 eksemplarer. Udgivelsesdatoen er 20. november, og der tages allerede nu imod pre-orders. Titlerne er hhv. Memories og Hours Away, og førstnævnte er nu tilgængelig til stream. Dét var mange anglicismer på én gang. Av.

Labrador beskriver Memories som lyden af bandet, der bevæger sig mere i retning af Serge Gainsbourg (de har i øvrigt opkaldt sig efter én af hans sange), hvilket til dels har noget på sig. Det er besynderligt funky og når at bevæge sig i mange retninger, hvilket fint understøttes af Anna Perssons umiddelbart enkle ord i kompleks kompositorisk forklædning:

Memories, I keep away from memories



/Martin

Night Moves

Hermed lidt psych-rock til torsdagen. Night Moves er gået fra at være en velbevaret hemmelighed fra Minnesota til at blive signet til Domino.

For få dage siden udgav de debutalbummet Colored Emotions, der er en overraskende lettilgængelig størrelse. Bandet trækker foruden det psych-rockede også på country og opdateret freak-folk. Synthfladerne blander sig med klassiske dyder. Der bliver ofte sunget lige til stemmens grænse med en let falset, der fint behersker vibratoens kunst. På sin vis er det ret tidstypisk, men det gør det ikke mindre godt.

Hele pladen kan gennemlyttes på Dominos SoundCloud. Det bringer ikke meget nyt til paletten (den dér kollektive af slagsen), men det er torsdag, og det er nu fint nok. Spil amerikansk dag.

/Martin

GR

Mexican Summer er ikke bange for at blande genrer og tilgængelighed på deres roster. Nu har de tilføjet endnu et navn til den mere - skal man sige - grænsesøgende side af foretagendet.

Det er i form af franske GR, kort for Greg Raimo, der netop har sluppet singlen Low-Born fra den kommende plade, A Reverse Age, der bliver udgivet 30. oktober.

Der er tale om en stressende og travl sag, der hele tiden lokker lytteren ved (flygtigt) at finde stabilitet i de konstant skiftende rytmer og tusinder af idéer, der trænger sig på. Opbyggende og nedbrydende. Subversiv syre. Det er langt hen ad vejen brud på brud, men særligt interessant bliver det med skiftet efter ca. 2:10, hvorefter helvede bryder løs igen med et bizart bud på en solo.



/Martin

Rhye og den anonyme romance

Duoen Rhye har indtil videre valgt at forblive anonyme. Hvad man ved, er, at de er bosat i L.A. men angiveligt har europæisk baggrund og spiller i andre bands. De er signet til Innovative Leisure med distro gennem Polydor (UK) og Seven Four (US).

Rhye er et studie i det længselsfulde. Det er ærlig popmusik, der prøver at bekæmpe nostalgien ved momentant at omfavne den og dyrke den for sit udgangspunkt som negation; forhandlingen mellem dét, man måtte længes mod og de betingelser, der emotionelt foreskriver dette behov. Dermed søger de også at transcendere selve det længselsfulde ved at være tilstede på en helt anden måde end med den distance, der sædvanligvis giver nostalgien sin potens.

I en sang som Open er der visse ligheder med en ung Christine McVie i midten af 70'erne, medens en bekendt har draget paralleller til Sebastien Telliers æstetik. Rhye er imidlertid sensuelt på en mere direkte manér, hvilket kommer til udtryk i såvel tekst, stemme, beats, videoer mm. Det er imidlertid langt mere romantisk end lummert, og der synes at være et fokus på såvel nydelsen (som repræsentant for øjeblikket) og den potentielle smerte, der følger. En klassisk problemstilling i forrygende art pop-format. Det hele er ganske smooth, også visuelt, og det hele føles ganske blødt i al sin hårde næsten-virkelighed. Det er forskellige realiteter, der er i kamp, og man kunne næppe forestille sig en smukkere kamp.





/Martin

Everyone Everywhere

"Der er en immanent og nærmest vulgær modsigelse i idéen om at relativisere puritanisme."

Nu får det lov at stå i anførselstegn, så det kan passe sig selv lidt. Jeg skrev det i går som indledning til dette indlæg og havde derefter ikke tid til at følge op. Måske jeg kommer i tanke om det, når jeg nu endelig får det færdiggjort.

Nyligt har jeg lyttet meget til The Wrens' formidable, defaitistiske mesterværk The Meadowlands fra 2003 (forvent et indlæg om dette snart). Én af sangene hedder This Boy Is Exhausted, der - nok ikke så overraskende - fik mig til at tænke på I Feel Exhausted af Philadelphia-bandet Everyone Everywhere. En ven anbefalede mig dem for nylig med et link og ordene "90s-Style-Emo". De store bogstaver skyldes tysk baggrund og gør det vel endnu smukkere. Han var i øvrigt manden, der et års tid tilbage anbefalede mig Averkiou, hvilket i denne sammenhæng nærmest giver mening.

Nu sidder nogle læsere nok og er umanerligt bange for dette 'emo' - og det med rette. Med tanke på årtusindskiftet og 00'ernes repræsentation, forstås. Men i 90'erne betød det noget ganske andet og var tættere beslægtet med gammeldags college rock og en slags forløber for senere math-rock, som det kom til at udvikle sig. Eksempelvis American Football. "Fair play," tænker skribenten og accepterer, at 'college rock' heller ikke just appellerer bredt i snæver forstand eller snævert i bred forstand.

Men det er jo netop det befriende i at have en blog, der er fri for interesser udefra. Man er fri til ikke at tænke i målgrupper eller mulige reaktioner. Det betyder ingenlunde, at man ikke kan reflektere derover, men i sidste ende har man muligheden for at gøre præcist, som man lyster og anbefale lige dét, der ifølge idiosynkraten fortjener at komme bredere ud. Uafhængighed. Frihed til at tjene kunsten. Det er der gudskelov mange måder at gøre på. Videre til musikken. Pop. Ungdommeligt fokus på guitaren. College. Røde krus. Oprigtigt forvirret afsavn.

Everyone Everywhere. Det lyder lige så opgivende, som det lyder potentielt optimistisk. På samme måde lyder det, når den nye plade - simpelthen Everyone Everywhere - tager sin begyndelse med ordene:

I've called off the search
I know exactly where you are

med en skræmmende sindsro. Et øjebliks accept, der nærmer sig en trussel, hvor modtageren lige så vel kunne være selvet. Stemningen er sat. Tempoet får lov at stige, og en kyndig trommeslager leder os smukt igennem temposkift og giver plads til små, intense udbrud. En generel kvalitet ved pladen. Næsten lige så bekymrende bliver det med et forvirret og forvirrende behov efterfulgt af en forespørgsel, der engang var noget nobelt:

I want to smash things
I want a coffee
Can we just be
Can we just be
Decompressing
Will you let me

Kaffen som det potentielt opkvikkende og urolige element. Den personlige nydelse og den kulturelle kapital. Resten af bandet kommer med, og der synges mere igennem. Pladen er i gang, og den holder heldigvis et ret højt niveau og bliver generelt en del enklere i komposition end intronummeret.

Det med puritanismen er helt væk. Det er nok også for det bedste.

Hele pladen kan lyttes på gruppens Bandcamp.

/Martin

CHVRCHES

Idéen om 'popmusik' er lige så kompleks, som den er banal. Eller lige så interessant som den er uinteressant. Vor empati er nøglen til en bedre verden, men også denne viser - hvor subtilt eller manifest det så måtte være - sine begrænsninger. Det samme gør sig gældende med (og for) æstetikken. Mere folkeligt kan vi sige med popmusikken. Mere om det en anden gang. Muligvis som PDF fordelt på 60-80 sider. Nuvel. "Musik, for helvede!" bliver der skreget, og jeg bevæger mig videre i al hast, medens jeg forsøger at blive ved udgangspunktet.

På disse sider har der været en tendens til mere flittig brug af ordet 'pop'. Isoleret set, som præfiks, som suffiks, som fænomen. Vi kan også sige, at der har været mindre angst herfor. Nogle gange støder man så på en sang, der synes at definere selve popgrebet med en her-og-nu-kvalitet, der ville imponere selv Walter Benjamin. Jeg taler her om én af årets første og største åbenbaringer: The Mother We Share af de særdeles lovende CHVRCHES fra Glasgow.

Den har en sjældent umiddelbar kvalitet, der ingenlunde forhindrer den i også at være holdbar. Det er mere end velproduceret og -promoveret zeitgeist, der gør sig gældende. Det er sådan noget, selv de yngste teenagere burde dyrke. Så ville verden virkelig være et bedre sted. At dømme efter gruppens to første singler har de hentet megen inspiration fra The Knife, men på den nye single hører man til tider langstrakte, storladne synthflader, der ligeledes leder tankerne i retning af M83.

På synth og keys er Iain Cook og Martin Doherty. Førstnævnte var medlem af fantastiske Aereogramme (senere The Unwinding Hours med sanger Craig B.), medens sidstnævnte bl.a. har turneret med The Twilight Sad. Begge har altså erfaring med ret dramatiske bands, hvilket gør det ekstra interessant at høre dem udfolde sig med noget mere synthpop-orienteret. På vokal har de Lauren Mayberry, der bl.a. har været en del af Blue Sky Archives (det kan man vel også kalde et band).

The Mother We Share er nærmest så rendyrket, at den undsiger sig selve idéen om det skamløse. Forleden sad jeg i U-Bahn i fantastisk selskab. Jeg blev gjort opmærksom på en detalje, jeg siden har haft svært ved at slippe: En fader stod med en stofpose, der afslørede, at han var flyfanatiker. Hans lille søn, ikke ældre end 7 år, havde på sin jakke en badge med ordene: "If it ain't Boeing, I ain't going." Og hvilken skønhed i relationen! Faderen har ganske vist købt denne badge, men idéen om den delte interesse på tværs af generationerne er så overvældende, at billedet er blevet hos mig. Billedet, som jeg i første omgang ikke så, men senere har levet i erindring (altså frem for hukommelse). På samme vis transcenderer The Mother We Share tal og ren bevidsthed gennem sin næsten naturligt-maskinelle renhed. Det giver på dette stadium mere mening blot at lytte til musikken. Den fortjener i øvrigt gode højttalere.



/Martin

Første gennemlytning: The Rumour Said Fire - Dead Ends

Jeg har været så heldig at få tilsendt den nye plade fra The Rumour Said Fire til en slags "Premature Evaluation", som det bl.a. kendes fra Stereogum. Og den er god. Rigtig god.

Clement Greenberg var ikke bange for at tale om 'god' og 'dårlig' kunst. Det var ingenlunde grundet et tvivlsomt ordforråd i det noble forsøg på at beskrive den abstrakte ekspressionisme, at han til tider kogte adjektiverne ned til det minimale. Det var snarere et statement, et udtryk for et vist mod, og politisk korrekthed skal jo også have modspil; jeg kan snildt konstatere, at jeg sidder og hører det hidtil mest interessante (og bedste) udspil fra The Rumour Said Fire. Tvivlen er ikke til stede, og behovet for provokation er ikke til at se. Sådan er det bare. Det er ganske enkelt en fremragende plade, der fortjener plads og tid. Ikke at man behøver spatiotemporalt forarbejde som sådan - pladen fungerer også ret ligetil. Men lad os starte ved begyndelsen.

Titlen er Dead Ends, og spilletiden nærmer sig de 50 minutter fordelt over tolv sange, hvoraf to af disse er kortere instrumentalstykker. Det er relativt langt for denne type musik, og det udviser en beundringsværdig selvsikkerhed, der til fulde følges op af de kyndige sangmagere uden frygt for at bladre i den musikhistoriske kanon og samtidig forfatte ganske glimrende popsange.

Det hele starter med Destroyer, der er meget venligere, end titlen antyder. Fra de allerførste toner hører man, hvor meget der er sket siden udgivelsen af The Arrogant i 2010. Guitarproduktionen er væsentligt anderledes og viser en vis new wave-affinitet, ligesom også keyboardet i omkvædet (de fire toner efter 1:05 som det klareste eksempel) er ganske klart bevis herpå. Sangen udvikler sig meget over de næsten fem og et halvt minut, og vi får undervejs mange prøver på bandets kvaliteter. Mærkbart er det, at de har vænnet sig til at arbejde med keyboard, hvilket i parentes bemærket også har gjort dem til et fremragende liveband.

Der følges op med Voyager, der virker som en oplagt single med sin stærke melodi og energi. Det er yderst catchy, og vi får også her prøver på, hvordan bandet har udviklet sig. I det (smukt) kaotiske c-stykke benytter de sig af et vokalsample, der viser sig at være en gennemgående ting, der også bliver brugt fint i Séance og Dead Leaves.

Moon Stream tonser mere derudaf med et enkelt beat og fine harmonier. Det er en smule beskidt i al sin skønhed. Én af mine personlige favoritter er den derpå følgende Séance, der starter længselsfuldt og derefter erklærer, at this is the night of the vampire for derpå at påtage en mere foruroligende tone med højere tempo. Det hele intensiveres, og vi bevæger os fra det drømmende over i det mere faretruende, før vi igen bevæger os ud af mareridtet.

Pladens første instrumentalstykke, Nocturne IV Mist, er som pladens femte skæring velplaceret og nødvendig for at give lytteren pusten. Som titlen antyder, er vi ude i noget mørkt og yderst stemningsfuldt. Beneath the Waves kan til en vis grad minde lytteren om Wild Nothing, og her indtager keyboardet igen en mere central rolle.

The Oracle er endnu en sang med åbenlyst single-potentiale, og den indtræffer på et tidspunkt, hvor man som lytter kan have brug for noget mere ligetil. Denne enkelhed er det dog de færreste, der mestrer på samme måde som The Rumour Said Fire, og det er naturligvis kun på overfladen, at vi overhovedet kan tale om enkelhed, for der gemmer sig en imponerende mængde fine detaljer, der blot venter på at blive hørt.

Den lidt mere anonyme Provence III følger med en lang intro, der bl.a. byder på fin brug af saxofon. Det er én af de sange på pladen, der kræver flere gennemlytninger for at åbne sig rigtigt op. Sangens afslutning er imidlertid en umådeligt smuk blanding af saxofon og sfæriske keys, man virkelig skal give sig selv lov til at nærlytte.

Med Reckless Hearts kommer vi tilbage til de gladere toner og en mere ligetil tilgang, der naturligvis skal afspejle den ungdommelige energi i titlen. Tempoet er højt, og det samme er temaet (der synges bl.a. om en rejse til Amsterdam) og frekvensen af velvalgte effekter. Her tænkes der i særdeleshed på trommeproduktionen.

De fleste af læserne har formentlig allerede hørt singlen Dead Leaves, der med sit på én gang afslappede og høje tempo udviser en fornem refleksivitet og forståelse af popmusikkens dynamiske aspekter i blandingen af genrer. Man tænker her en smule på det udgangspunkt i folkmusikken, som med en mere rocket tilgang og med sans for den stærke melodi tidligere har fungeret så godt for eksempelvis Clap Your Hands Say Yeah.

Mod pladens afslutning får vi den anden instrumentale skæring, Nocturne V K's Passage, der efterlader lytteren med væsentligt mere håb i sjælen end sin instrumentale forgænger. Det hele slutter med Sleep, der følger op på den forsigtigt håbefulde tone og bl.a. gennem vokalen (og produktionen af denne) kan minde mere om gruppens tidligere materiale.

Det er med al respekt for EP'en The Life and Death of a Male Body (2009) og fuldlængden The Arrogant (2010), at jeg uden tvivl i sindet vil kalde det gruppens hidtil stærkeste udspil. Ja, og det er ligeledes deres mest interessante af slagsen, da de virkelig prøver kræfter med deres egen nysgerrighed. Det er veldoseret og vellykket velvilje i albumformat. Jeg har tidligere rost bandet for håndværket i deres æstetik, og dette har de stadig styr på til fulde. Jesper Lidangs stemmekontrol er meget fornem, og variationen på pladen modsiger smukt pladens titel; vi har ingenlunde at gøre med dead ends, snarere er der adskillige veje at spotte i horisonten, der alle muliggøres gennem denne art musikhistorisk feedback-sløjfe (for nu at stjæle et begreb fra dramaturgien).

Alle læsere kan hermed begynde at glæde sig. Dead Ends udkommer d. 22. oktober og er et fremragende udspil. Intet mindre.

/Martin

Spring Offensive

Et overraskende højdepunkt på den netop overståede Reeperbahn Festival var den Oxford-baserede kvintet Spring Offensive, der spillede i caféen Molotow. Her spillede de et fantastisk og veloplagt sæt, der både var tight, professionelt og personligt. Kontakten til publikum var i top, og såvel de larmende som stille passager fungerede fremragende. Også en akustisk sang ude blandt publikum, Carrier, fungerede umådeligt fint.

Efter nogle års fascination (og kortvarig besættelse) af den sydøstengelske math-rock og math-pop var jeg egentlig blevet lidt træt af denne på én gang dybt dramatiske og besynderligt ironiske æstetik, men fredagens koncert med Spring Offensive mindede mig om nogle af disse fine dyder med en for denne tid helt særlig oprigtighed. Jeg hørte første gang bandet på en compilation kurateret af det herlige Oxford-label Alcopop, men først nu har jeg gravet videre i det endnu sparsomme - men smukke - bagkatalog.

Til koncerter i 2012 er det sjældent, at ordet 'ærlighed' dukker op, men det var netop oplevelsen i denne lille klub, hvor vi alle - fulde som ædru - kæmpede for at høre hver en lyd og hvert et ord. Spring Offensive baserer deres lyd mindre på hooks (og guitarer generelt), end det er tilfældet med mange andre bands fra de seneste år inden for Oxford-scenen. I stedet er der et større fokus på harmonier og de ofte mørke tekster.

Bandet spiller desværre ikke i Danmark på den forestående turné, men de spiller i Berlin d. 25., 26. og 27. oktober og igen d. 2. november, så undertegnede burde ikke have de store problemer med at se dem mindst én gang. Se flere detaljer på hjemmesiden.





/Martin

Peter Broderick med forsinkelse

På Michelberger Hotel her til aften spillede Peter Broderick en lille koncert i anledning af fejringen af Efterklangs nyeste (og glimrende) udspil, Piramida. Denne hyggelige affære var jo en oplagt mulighed for lige at komme med en forsinket anbefaling af sidste års fine udgivelse med den specielle titel, http://www.itstartshear.com.

Jeg mødte tilfældigt Broderick til koncert med den herlige sangskriver Snailhouse på NBI sidste år, og siden da har jeg ofte set ham vandre omkring. Han er netop en type, der altid er i bevægelse og alligevel indkapsler en særegen stilstand. En slags ro i øjeblikket. Eller i visse tilfælde befriende dovenskab midt i antydningen af kaos.

I Efterklang spiller Broderick violin, men han mestrer ligeledes guitar og klaver (til aften benyttede han sig også overbevisende af banjo). Hertil kommer den enkle men - ikke desto trods - enestående vokal. Sangene bør snarere betragtes som kompositioner, og Broderick fortjener stor ros for måden, hvorpå han inkorporerer klassiske elementer i popmusikken uden at kompromittere eller for den sags skyld forklejne traditioner.





/Martin

The Zolas

Blandt guitarorienterede duoer nyder Japandroids en vis dominans i Vancouver i øjeblikket. Én af de endnu mere ukendte af slagsen er The Zolas, der tidligere - angiveligt - gjorde sig fint bemærket i hjemlandet i bandet Lotus Child.

Bandet udgav debutalbummet Tic Toc Tic i 2009 og er til oktober klar med opfølgeren Ancient Mars, der udkommer på Light Organ. Singlen Knot In My Heart er en enkel og underspillet perle, der lyder som en mere afdæmpet udgave af Surfer Blood. Ikke værst.

MP3: The Zolas - Knot In My Heart



/Martin

Tidslommer og anonymitet

Der er allerede skrevet mangt og meget om vor museale samtid. Fortiden i nutiden. Nutiden i fortiden. Vor adgang til det digitale bibliotek er imidlertid sjældent noget, vi bør brokke os over. Særligt når det byder på så mange synthpop-skatte!

SSQ nåede kun at lave et enkelt album, Playback fra 1983, før sangerinden Stacey Q gik solovejen. Hende kender mange sikkert for hittet Two of Hearts, der bl.a. har fundet vej til soundtracket til Hot Rod.

Én af sangene fra pladen blev brugt i en b-film ved navn Cavegirl (1985), der - næsten selvfølgeligt for lige præcis dét udgivelsesår - handler om en ung dude, der rejser tilbage i tiden. En næsten faretruende synth-intro afløses af et blødt men let bekymret vers, der i omkvædet bliver til en sociokulturel painkiller: We are anony-anonymous... We are anony-anonymous. Dramaet skaber en nedadgående bevægelse, der i sidste ende skaber et større internt drama. En smuk, lille sag.

YouTube: SSQ - Anonymous (indlejring deaktiveret)

/Martin

Suburban Living

Hermed en enkel omgang drømmepop. Behovet for det enkle har overrumplet mig. I en drøm tidligere på ugen fortalte en ven, at han ikke brød sig om The Nationals tekster. De var dårlige, hed det sig. Jeg bad ham slå ned på eksempler og fortalte endvidere, at Obama næppe ville have inviteret dem til at spille, hvis det var tilfældet. Et svagt modargument til at akkompagnere et ikke-eksisterende argument. Så vi holder os til det enkle, og vi holder os til noget dreampop med stærke rødder til gamle new wave-helte.

Wesley Bunch fra Virginia indspiller under navnet Suburban Living, hvilket udviser en interessant og ærlig bevidsthed. Det æstetiske korrelat. Kunstnernavn, pressebillede, produktion. Aldrig en nødvendighed, ofte en sjov sidehistorie.

Nyd enkelheden.





/Martin

Nils Frahm og en hyldest til ni fingre

Det London- og Berlin-baserede label Erased Tapes fejrer i år et lille jubilæum: I fem år har de nu udgivet plader og bevæget sig mellem det klassiske og det elektroniske, denne logiske alliance.

Gennem de seneste par år har særligt én af deres kunstnere samlet sig en loyal fanskare og synes efterhånden på vej mod en ganske særlig status. Berlinske Nils Frahm mestrer klaveret og improvisationskunsten, om han holder sig til den nøgne, fyldte klaverlyd, eller om han allierer sig med Anne Müller eller Ólafur Arnalds, hvor han bevæger sig mere i det elektroniske og ambiente landskab.

Nyligt var han ude for et uheld, der forhindrede ham i at bruge alle sine fingre. Mere præcist brækkede han venstre tommelfinger, hvorfor han nu har skrevet Song For 9 Fingers. Nils Frahms moderne klassiske kompositioner er spillevende og stærkt medrivende. Mandag morgen egner sig egentlig fint til den slags. Eller den anden vej rundt.



/Martin

Jinja Safari

Vi nærmer os udgangen af august og dermed et farvel til den sommer, der aldrig var. Engang skrev jeg mangt og meget om vejret på disse sider, men det ændrede sig sjovt nok, da jeg flyttede syd for grænsen. Der er dog stadig så meget dansk i mig, at jeg stadig har en trang til at eksplicitere såvel begejstring som frustration over dette. Lad os blot (dis)kursivere det. Så kan vi både legitimere og fremmedgøre det.

Sommeren, der aldrig var: En kollega kiggede tidligere på ugen ud af vinduet og sagde dette, da hun bemærkede et tyndt tæppe af gråt, der havde viklet sig ind og ud af hverdagen. Løsningen den dag blev for mig de hyggelige australiere Jinja Safari.

Bandet startede som en duo og blev senere udgivet til en kvintet, der er begyndt at lave en del larm på det seneste med deres smittende og ret eksotiske popmusik, som de selv beskriver som "forest rock". De låner lidt mindre fra afropoppen end Vampire Weekend, men de har meget at takke begge for. De er mindre overgearede end Team Me, men de ville være et fint makkerpar. De har helt sikkert lyttet til Sufjan og dyrekollektivet, og det kan man ikke fortænke nogen i. Det er veloplagt popmusik med mange fine detaljer, og vi kan snart forvente et debutalbum på gaden efter en række fine, fine singler og EP'er.

Indtil da kan en masse høres på deres SoundCloud. Der er allerede sket en del siden debutsinglen Peter Pan fra 2010.

Stream: Jinja Safari - Toothless Grin (kan ikke embeddes)



/Martin

Schultz and Forever

Bag Schultz and Forever står 17-årige Jonathan Schultz, der med sit band har indspillet EP'en Odd Stories. I år spillede de så på Spot Festival. Koncerten har sidenhen fået masser af god omtale, og her i det tyske bliver der også hvisket om Schultz. I næste uge får jeg så endelig muligheden for at se dem i det berlinske - endda to gange.

Vokalen kan bringe tankerne i retning af Dan Bejar. Enkelte har sammenlignet med landsmændene Choir of Young Believers, ligesom også The Tallest Man on Earth er blevet nævnt. Der er noget sandhed i det, men Schultz er som oftest en del mørkere. Faktisk passer musikken ganske fint på pressebilledet. På én gang nøgent og naturligt, på samme tid foruroligende og bizart.





/Martin

The Deadly Syndrome med tid på hånden

Sidste gang jeg skrev om The Deadly Syndrome var det to og et halvt år siden, jeg sidst havde gjort det. Nu befinder jeg mig i samme situation. De er klar med deres tredje album, All in Time, der ligesom forgængeren Nolens Volens er kommet snigende.

De står selv bag udgivelsen, og de har forlængst opgivet den store karriere, der blev spået dem omkring udgivelsen af debutalbummet The Ortolan fra 2007. De var ikke udpræget lykkelige for arbejdet fra Dim Mak, og selskabet har da heller ikke haft en tilfredsstillende udvikling siden da.

The Deadly Syndrome er evigt undervurderede, og det er der flere grunde til - ud over blot mangel på marketing og begrænset eksponering. De har mange loyale fans (heriblandt undertegnede), og bandet kræver nogle gange lidt af denne loyalitet og dertilhørende tålmod. Ikke at det er svært tilgængeligt, tværtom! Snarere da det hverken er banebrydende eller i forlængelse af en strømning. På mange måder er det bare. Man må acceptere det på dets egne præmisser, før man kan se ud over det umiddelbart genkendelige og øjne de små særkender, der gør det til så ren en plade (som Nolens Volens også var det). Det er meget spidsfindigt, og det er modigt, da det ikke på overfladen hævder at ville noget anderledes. Man skal blot tage det ind, før helheden tegner et billede af et band, der har fundet sig selv som det, der aldrig bliver (eller en slags insisteren i Schelling'sk forstand). Men det er, og denne modsætning er dén særlige dynamik, der hersker pladen igennem. Guitarbaseret L.A.-minimal-eksistentialisme anno 2012.

Det er muligvis ikke så kynisk som sidste udspil, men det er sjældent letsindigt, som det ofte var det på debuten. Det hele starter med optakt til larm, og det hele slutter på samme måde. Alt imellem er, tja, alt imellem. De når vidt omkring, og de er altid på vej. På rette spor. Det går på sin vis langsomt med The Deadly Syndrome, og jeg håber aldrig, de får travlt igen.

Køb All in Time direkte fra bandet (trykt med hjælp fra deres fans). Det hele kan streames fra deres SoundCloud.





/Martin

Beachwood Sparks: Back in town, out of style

Én af årets hidtil mest vanedannende plader kommer fra veteranerne Beachwood Sparks, der i det sene forår udgav The Tarnished Gold efter en udgivelsespause på godt ti år. I 2000 udgav de debutalbummet Beachwood Sparks og fulgte året efter op med Once We Were Trees, før de gik hver til sit efter EP'en Make the Cowboy Robots Cry i 2002.

Alle plader er udgivet på Sub Pop, og der skulle en jubilæumsfest for selskabet til, før bandet blev lokket til at finde sammen igen i 2008. Den nye plade afspejler fint denne (retfærdigvis lidt overfladisk gengivne) biografi, hvad angår både stil og narrativ. Afslappet og sympatisk. Der er fyldt med lovende og endog fantastiske øjeblikke, som de på det nærmeste ikke gider følge op på. Det er reflekteret, afslappet og befriende uhipt. Nærmest herligt uambitiøst i al sin renhed.

Det er svært at spore en aktuel zeitgeist, der spiller ind i bandets æstetik. Det er nærmest håbløst umoderne, selvom man kan høre spor af både The Clientele (særligt i åbneren Forget the Song), Dean Wareham / Luna (f.eks. Earl Jean) og Neil Young (Alone Together og titelnummeret). Gruppen beskrives ofte som alternativ country, og det vil jeg ikke her skyde ned, men der er naturligvis en del mere, der kan tilføjes paletten.

Beachwood Sparks er lyden af et band, der har oplevet en storslået stilhed med klarhed til følge. Hesychia. The Tarnished Gold er muligvis et endeligt farvel til Beachwood Sparks (at dømme efter både visse indikationer i teksterne og bandets biografi), men det er en ganske fabelagtig plade, der ikke prøver på noget. Den retfærdiggøres af sin blotte eksistens og er på det nærmeste majestætisk country-pop. Intet behov - ingen mulighed - for enunciationsparadigmatisk karakter her.

MP3: Beachwood Sparks - Forget the Song
MP3: Beachwood Sparks - Sparks Fly Again





/Martin

Daughter og den enkle gentænkning

Af rent praktiske årsager gik jeg ulykkeligvis glip af det meste af koncerten med Daughter på Roskilde. Efter lidt forsinkelse kom hun dog på, og jeg var bestemt begejstret for de sange, jeg fik hørt.

Det hele startede som et soloprojekt for den engelske sangskriver og sangerinde Elena Tonra, der efter to EP'er er blevet opgraderet til en trio og har skrevet under med mægtige 4AD.

Den nye single Smother kan nu høres, og den er en virkelig fin én af slagsen. En ensom guitar får selskab af en anden, og de komplementerer hinanden smukt med en sammenhæng, der langsomt skabes. De kommer tættere på hinanden, selvom de tempomæssigt ikke følges ad. Tonras tekstunivers er fyldt med selverkendelse, men stemmen har svært ved at genkende dette element, og der opstår en ærgrelse, der går dybt og ender med en perfekt eksekveret eksplosion, der hurtigt ender tilbage med en nøgen undskyldning.



/Martin

Nyt fra High Highs

Tilbage i februar sidste år skrev jeg lidt om NY-bandet High Highs. Nu er trioen endelig ved at være klar med deres første fuldlængde, der følger op på den glimrende debut EP.

De har angiveligt fået management hos Elton Johns Rocket Music, der også udgiver pladen til januar. Eksil-australierne har siden EP'en fået en trommeslager med i bandet, der samtidig har fået æren af at mixe albummet.

Førstesinglen Once Around the House er - som alle deres sange - tålmodig, underspillet og for vor tid ganske nøgen. Harmonierne er stærke som altid, og melodien får tid til at sætte sig igennem på samme tid, som beatet og guitaren også sætter ind. En fin, lille sag.



/Martin

How to Dress Well og havbunden

Forventningerne til det kommende album fra How to Dress Well er efterhånden temmelig store, hvilket på det nærmeste må betegnes som en sommerlig underdrivelse. Debutalbummet Love Remains brillerede som én af de første quasi-R&B-crossover-udgivelser, der virkelig fangede bredt og gjorde mange opmærksom på nogle kvaliteter, de havde savnet i den mere guitarorienterede ende gennem de seneste år. Men dén historie er allerede gammel.

I internettid er førstesinglen Ocean Floor for Everything også allerede gammel, idet den har været tilgængelig via Tom Krells egen SoundCloud siden slutningen af maj. Dels har jeg været langsom til at få den hørt, og dels er den så fremragende, at den bør få lidt mere opmærksomhed. Det hele starter med en slags kald, der med titlen in mente snildt kunne komme fra havets bund - uden nogen form for logik på spil her. Efter godt et halvt minut får vi så de blødeste toner, der ville gøre selv jj misundelige. Som sangen udvikler sig, bliver man på én gang mismodig og fortrøstningsfuld, og når beatet endelig sætter ind, må man give sig helt hen. Der er en underlig feedback-empati på spil, der kan minde om to fulde venner, der med et både smukt og akavet kram forvirrer resten af festen.

Den nye plade har fået den overgivende titel Total Loss, hvilket må siges at være et interessant valg som en slags fortsættelse på debuten. Udgivelsesdatoen er sat til 18. september. Acéphale har Nordamerika, og Weird World påtager sig opgaven at dele ud til resten af verden.



/Martin

Nyt fra Calexico

Det må være på tide med noget mere dad rock på disse sider, og selvom man ikke som sådan kan kategorisere evigt habile Calexico som dette, er der i deres mindre deprimerende sange en vis affinitet.

Bandet er ved at være klar med deres syvende fuldlængde (eksklusiv et soundtrack), der har fået titlen Algiers og bliver udgivet 10. september på legendariske City Slang.

De første par singler lyder lovende og afspejler fint bandets bagkatalog: Delvist hjemsøgt og en anelse foruroligende (Para), delvist på vej fremad med en forsigtig entusiasme (Splitter).

MP3: Calexico - Para





/Martin

Today's Supernatural

Den 3. september er Animal Collective ude med deres nye plade Centipede Hz på Domino. De fleste af os har sikkert haft det svært med ordet centipede de seneste par år grundet én af Hollywood-historiens største fadæser, men Animal Collective lader imidlertid at være blevet et household name i så udpræget grad, at vi på det nærmeste alle elsker dem. Det er der selvfølgelig fin grund til, og man kan kun håbe, at deres fantastiske nysgerrighed og gåpåmod er en del af majoriterens fascination - ud over den åbenlyst fantastiske sangskrivning, forstås.

Førstesinglen Today's Supernatural er (surprise!) en interessant størrelse, der lover godt for resten af pladen og naturligvis lyder umiskendeligt som Animal Collective. Avey Tare synger potent og voldsomt men aldrig vredt, og det bringer til dels tankerne i retning af Strawberry Jam-æraen i en mere kraftfuld levering.



/Martin

MS MR

Bag duoen MS MR står ikke overraskende en kvinde og en mand. De begynder efterhånden at få sig en del omtale i blogosfæren med deres nye single Hurricane, og det er der såmænd ikke så meget at sige til. Det er yderst habil popmusik med en særdeles stærk vokal fra MS.

Det meste af det tilgængelige materiale er maje, maje mere poppet end det meste, man finder her på siderne, og det er lige før, det kunne lugte af fremtidig mainstream-succes. Det er solid sangskrivning og orkestrering, der på enkelte sange nok vil minde nogle læsere om Glasser og hendes ganske fremragende debutalbum Ring fra 2010. Særligt den stærkeste af sangene, Ash Tree Lane, har ligheder med Glasser.

En samling demoer under navnet Ghost City USA kan findes på deres Bandcamp, hvor man også kan finde den nye single.

MP3: MS MR - Ash Tree Lane



/Martin

Dude York

Garagerock til sommeren er ofte en nødvendighed. Muligheder er der nok af, og blandt de mere interessante, nyere bands er trioen Dude York fra Seattle, Washington.

Det foregår naturligvis oftest i højt tempo, og deres egen beskrivelse af musikken som "teenpop anthems" afspejler fint den refleksivitet, der også giver sig til kende i musikken. De kender deres begrænsninger, og de kender deres rødder.

EP'en Dude York er ude nu på engelske The Sounds of Sweet Nothing (udgivet 10. juli). Nedenfor singlen Fuck City.



/Martin

Til forsvar for kitsch, vol. II: Savage

Dette er anden del i en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye').

Man har de seneste år kunnet iagttage en stigende interesse for den såkaldte Italo disco, der op gennem 80’erne havde en mærkværdig position, der af og til bød på bred, kommerciel succes og havde stor indflydelse på andre kunstnere, herunder koryfæer som Pet Shop Boys og New Order. Mange af udgivelserne fra dengang er at finde som sjældne vinyludgivelser og er aldrig blevet digitaliseret, og der er således næsten gået sport i at opstøve lageret af Italo disco. Som den ene halvdel af navnet antyder, er det en strømning med stærke rødder i Italien, der dog er ret langt fra anden halvdel af betegnelsen: disco. Tempoet er som oftest i Italo disco væsentligt lavere med et langsomt og gerne yderst simpelt beat fra en trommemaskine. Dette skaber et repetitivt og underligt hypnotiserende og spacey element, der ganske fint kombinerer med de delay-effekter (m.fl.), der ofte er tilsat trommerne.

Én af de fremmeste eksponenter for denne type italo disco er toscaneren Savage (Roberto Zanetti). Han indgik med førnævnte Pet Shop Boys i en underlig symbiose gennem en kontinuerlig, gensidig inspiration, der fandt sin æstetiske manifestation og højdepunkt i hhv. førstnævntes I’m Loosing You fra 1988 (stavemåden vil blive diskuteret) og sidstnævntes formidable fortolkning af Always On My Mind fra 1987.

Det er netop I’m Loosing You, jeg her vil zoome ind på. Mange vil som noget af det første bemærke stavemåden. Den forfængelige skribent vil opleve en trang til at sætte et sic! efter hver eneste benævnelse af titlen, og undertegnede ved sig heller ikke sikker på, hvorvidt det mon er intenderet eller blot meget, meget kært og ganske forkert. I så fald vil det næsten være en art held i uheld, der både er i stand til at aktivere en særegen følelse af autenticitet og give et ekstra indhold til den tolkningstrængende lytter, idet objektet ikke blot mistes men ligefrem løsnes. Der leges altså muligvis med sproget, idet loose verbaliseres i romantisk forstand.

Sangen findes i flere udgaver, hvoraf den mest kendte er ca. 3:32 lang. Denne version er med på flere opsamlinger, men sangen kan også findes som extended mix i en i øvrigt meget dejlig udgave. Lad os kort vende os mod Pet Shop Boys igen: Always On My Mind starter med noget, der kunne være et løvebrøl efterfulgt af et trommebeat, hvorefter man kort hører en underlig lyd, der fungerer som overgang til keyboardet og i øvrigt gentages flere gange i sangen. I’m Loosing You indledes med en forvrænget mandestemme, der næsten antager karakter af et sjusket fremført monster i en b-film, og direkte herefter får vi et keyboard, der igennem 18 sekunder på én gang skræmmer mange lyttere og samtidig peger frem mod tendenser, der senere kan genkendes i 90’ernes eurodance (der til en vis grad nok skal blive taget mere seriøst om ganske få år). Tyve sekunder inde i sangen begynder Zanetti sin fortælling på et charmerende og gebrokkent engelsk. Stemmen er ingenlunde stor, men den er alvorlig og ærlig. Det førnævnte keyboard afløses af en underliggende og mere dyster synth, der pakker teksten ind i et yderligere lag af romantisk alvor. Ganske sagte hører man et ekko af vokalen, der frem for et mere moderne forsøg på understøttede dub snarere ekspliciterer vigtigheden i det partikulære/universelle: kunstneren, der på én gang står alene og repræsenterer det ganske almene.

Efter godt 48 sekunder hører man et simpelt tromme-fill, hvorefter det noget cheesy keyboard fra sangens start genintroduceres – denne gang akkompagneret af fire enkle toner i baggrunden og Zanettis stemme, der for første gang synger titlen på sangen. Det gør han to gange, før han synger videre med hjælp fra en underliggende kvindestemme, før han gentager titlen og omkvædet – denne gang med en mere overdrevet (og ganske smuk) synthflade og med små fraseringer.

Som så mange popsange er I’m Loosing You fyldt med gentagelser, men det er meget interessant, hvordan disse elementer bruges og varieres og i øvrigt med al tydelighed undgår noget, der kunne ligne en stram A-B-A-B-C-B-struktur. Da dette lange omkvæd er overstået, hører vi igen keyboardet fra sangens start og vokalen, der fire gange adresserer modtageren med et you, gentaget af loosing you og yderligere tre, isolerede you. Efter 2:12 taler en kvindestemme med heftig accent og tvivlsom bevidsthed om grammatik (looking for your glory), før en næsten androgyn mandestemme går videre med fortællingen, der nu tager form som overtalelse. Før Zanetti igen synger videre, hører man et sample af en kvindestemme, der i sin fragmenterede tilstand knap og nap kan blive til et mere accentueret (i ikke-sproglig forstand) you, der nu – om end kort – ligger parallelt med vokalen, der leder op til et sidste omkvæd. Da der bliver fadet helt ud, kalder Zanetti ud en sidste gang -- og ligesom i omkvædet uden det personlige pronomen men med et ekko: Loosing you (loosing you… loosing you…). For hver eneste gentagelse af titlen ligger også dobbeltheden i forbindelse med den valgte (og formentlig helt forkerte) stavemåde.

Midt i denne pathosfyldte klagesang er en evigt underliggende nøgtern attitude, der fint afspejler den enkelhed i kompleksiteten, vi alle kan genkende i førnævnte tema om det partikulære/universelle. For hvad vil han egentlig opnå? Der er kun i ringe grad tale om egentlig desperation, ligesom man ikke mærker en heroisk kamp om at genvinde et vist momentum, om dette måtte være romantisk/maskulint/seksuelt baseret. Det er underligt konstaterende, og man kan spekulere meget i, hvordan udsagnet og udsigelsen mon harmonerer; der kan enten være en rest af (noget nær ynkelig) strategi eller omvendt en ærlig erkendelse, der tages til ekstremerne i forsøget på værdigt at afslutte det endnu (tilstede)værende og konstituere en glorværdig historie i øjeblikket (også jf. at skue efter your glory).

(extended mix)

/Martin