Indramningen af en sensibilitet: tilbage til Brittle Stars

Jeg har en svaghed for visse rammer. For eksempel indramningen af en sensibilitet over kort tid. En koncentreret kraftanstrengelse, der tager form af vægtløshed. En slags astralrejse.

En svaghed for bands, der har levet kort og efterladt en enkelt plade. Måske en EP. Sådan som American Football gjorde det og senere fik megen anerkendelse. Samme opmærksomhed har ikke omgærdet Brittle Stars, som jeg første gang fik øjne og ører op for i foråret 2012. Tolv år efter deres opløsning. Det var en anbefaling fra min bror. En god anbefaling. Som alt andet, der filtreres gennem hans sjæl.

Sensibiliteten rammer plet post-Sarah Records. Den bevæger sig i en lidt anden retning med The Clientele. De politiske undertoner resulterer i lidt mere larm hos The Radio Dept., og Brittle Stars står tilbage med en demarkation, der skærer sig ind i landskabet, som kun de bedste floder formår: på den ene side det banale, på den anden side det langt mere eftertragtelige, det enkle. Denne distinktion er vigtig.

En LP og en EP med dertilhørende remixes. Meget nåede de jo ikke. Det behøver man heller ikke. Bare man har øjnene med, som Jørgen Leth fik at vide af sin fader. Sanseligheden.

Jeg har på det seneste ikke kunnet få nok af deres cover af Souvenir. Denne fabelagtige sang af Orchestral Manoeuvres in the Dark fra 1981. Den engelske duo var i starten af 80'erne på et vigtigt stadie i udforskningen af menneskets muligheder i en teknologisk-sirligt udviklet tidsalders hænder. Hvor placerer mennesket sig, hvordan indrammer vi os, hvordan manøvrerer vi, er der noget romantisk i kalkulationen?

All I need is coordination / I can't imagine my destination

En hovedlinje i popdiskursen. Den elektroniske musik bliver mere menneskelig. Blade Runner antyder det på anden vis. Den elektroniske musik er beåndet. Human League forstår det få måneder senere. Depeche Mode er ligeledes godt på vej.

Koordination. Sætte det ene ben foran det andet. En destination. Et band besat af transport, processer, motorveje, tog, fly, mekanik, kabler. Er der noget smukkere end en banegård i solskin?

My feelings still remain



/Martin

Nyt fra Purity Ring

Engang accepterede man i højere grad, hvad man ikke vidste.

Engang var der mindre overvågning.

Egentlig er der jo ikke noget galt med at tage den med ro. Så nu da Purity Ring er tilbage med en ny single, er det påfaldende, i hvor høj grad mange medier fokuserer på bandets pause siden udgivelsen af debutalbummet Shrines i 2012.

Der er kun gået to år. Vi er blevet to år ældre. Det er da sandt, at vi ikke har hørt meget til dem i den tid. Men hvorfor skulle vi også det? Fordi vi har bedre mulighed for at overvåge dem? De skylder os ikke noget.

Det menneskelige skinner igennem i duoens univers. De er et helt igennem sympatiske bekendtskab. Det har ikke ændret sig på deres nye single Push Pull, der er en forløber for den plade, der ventes at udkomme i løbet af 2015 på 4AD.

Canadierne har ikke overraskende forfinet deres lyd en smule, og det har resulteret i én af deres til dato stærkeste sange. Enkelte kritikere har nævnt en vis lighed med Taylor Swift, hvilket naturligvis slet ikke er nogen kritik. Sikken omgang forrygende popmusik. Sikken produktion og sikken stemme.



/Martin

Tobias Jesso Jr. dør i Hollywood

Klaverballader har ikke just præget 2014. Tobias Jesso Jr. bekymrer sig ikke om den slags. Han har rigeligt med andre bekymringer til at holde sig i gang.

Efter en række fine og velmodtagne demoer barsler Jesso Jr. nu med sit debutalbum, der udkommer til foråret på True Panther.

Første single har den mundrette titel Hollywood. Fortællingen har vi hørt før. Mange gange. Og ganske interessant er det derfor, at han ikke forsøger med et metaperspektiv eller en anden form for greb, der enten skal signalere afstand, bevidsthed om forsøget i forsøget eller endog noget Brechtiansk. Han holder sig til historien om drømmen og den efterfølgende afvisning. Det virker så meget desto stærkere, fordi han ikke frygter at give sig i kast med den netop velkendte historie.

"I don't know if I can make it, and I don't know if I should" er den sætning, der står tilbage som den største invitation til refleksion. Denne tvivl leveres forunderligt nøgternt, og derigennem går vi fra det partikulære til det universelle.

Sikken ballade.



/Martin

Mighty Clouds

Der er farligt meget, der går tabt, fordi det ligger i en nær fortid. De fleste musiksider dedikerer sig til det spritnye eller går tilbage til noget, der er blevet til kanonisk materiale i dannelsen af en identitet. Kollektiv eller ej.

Den logik fejler naturligvis i kronologien, da materialet på et tidspunkt ikke længere vil være i en nær fortid men muligvis blive samlet op som noget glemt, tabt eller blot undervurderet.

Alligevel eksisterer bekymringen. Det er et spørgsmål om værdighed. Om temporale besættelser i vore rutiner (som vi naturligvis ikke vil indrømme som værende netop rutiner – og nu kom jeg til at bruge lang tillægsform).

Okay, alright, all right, årleright. Så går vi tilbage til 2010. Det er vel en nær fortid. Jeg missede Mighty Clouds dengang, og det var i anledning af Halloween, at de dukkede op igen: Titlen Skeletons Join Hands viste sig værdig til at dukke op til overfladen igen gennem pladeselskabet Polyvinyl, da de lagde sange ud på SoundCloud med associationer til netop Halloween. Vi er tilbage ved værdigheden som tema: sangen er heldigvis af fineste karat.

Duoen har mig bekendt kun udgivet denne ene plade tilbage i 2010. Den er god. Den gør ordet 'habil' til et acceptabelt begreb. Med håndfladen under hagen og albummet i vindueskarmen bliver du ét med den fine, fine vokal.

"No, I don't wanna kiss, but my dreams are falling out."



/Martin

Susanne Sundfør når nye højder

Syv år er lang tid. Man kan færdiggøre et lægestudium og endda afbryde studiet et helt år på den tid. Jeg ved ikke, hvad Susanne Sundfør har studeret i Bergen, men der er gået syv år, siden hun albumdebuterede. Det ville være synd at sige, at jeg har fulgt hende tæt, men sådan er der jo så meget, man kan omtale som synd. En dødssynd er det næppe.

Hvorom alting er, foreligger nu en ny single fra norske Sundfør, og den er stærk. Som et behageligt klask. Noget tyder på, at hun har taget noget med sig fra samarbejdet med M83, der sidste år resulterede i titelsangen til filmen Oblivion. Sangen har fået titlen Fade Away og er fra den kommende plade Ten Love Songs. Det er stor pop, der kan have omkvædet overstået for anden gang efter 1:25 på naturligste vis.

Lyden af en blanding af en triangel og en færdig mikrobølgeovn efter 1:47 gør heller ikke just tingene værre, hvorefter et c-stykke á la Múm i popformat leder op til sangens finale.

Kompositorisk fremgår den muligvis som en simpel popsang, men det er vel ingenlunde negativt an sich. Lyt, elsk, pas på dig selv.



/Martin

HAERTS og håbet

Sidste år udgav New York-baserede HAERTS deres EP Hemiplegia, hvorfra man bl.a. kunne høre den overlegne single Wings.

Den 27. oktober udgiver de endelig deres første fuldlængde betitlet efter deres overraskende søgevenlige navn. Herfra kan man nu høre singlen Hope, der i dén grad er en ballade. Det er positivt ment.

Lyt via SoundCloud (sangen kan af én eller anden grund endnu ikke indlejres)

/Martin

Viet Cong

Da de ganske forrygende Women gik i opløsning, skete det under triste og mærkværdige omstændigheder. De forskellige medlemmer har siden da forsøgt sig i forskellige andre konstellationer, og to af disse – Matt Flegel og Mike Wallace – er efterhånden ved at finde fodfæste med Viet Cong, der også huser Scott Munro og Daniel Christiansen.

Tidligere på året udgav de Cassette på Mexican Summer, en tour-EP, der tidligere havde været tilgængelig på Bandcamp. Nu har de skrevet under med Jagjaguwar, der udgiver gruppens første LP den 20. januar.

Det canadiske band bevæger sig med singlen Continental Shelf i mørke kroge med kantede guitarer og en intensiverende vokal, der kanaliserer en tiltagende angst ud for så at give slip og give plads til et fjernt kor og en smule perspektiv. Continental Shelf er en uhyre stærk førstesingle, der lover godt for albumåret 2015.

Viet Cong spiller på Loppen den 12. februar.



/Martin

Yumi Zouma nærmer sig Barcelona

Yumi Zouma har charmeret fra årets start med en fin EP, referencer til elegante argentinere og en hyldest til én af de bedste grupper de seneste år, Air France.

Nu er duoen tilbage med en ny single, Alena, der bringer dem en anelse tættere på disco og inspiration fra det catalanske, i særdeleshed Delorean.

Singlen er ude nu på Cascine.



/Martin

Alex G

Ét af de begreber, der frustrerer mig mest, er 'slacker'. Jeg tager gerne afstand fra det. Det sender uklare signaler, der har for dybe rødder i biografisme, og det er ingen tjent med.

Den talentfulde Alex G bliver imidlertid omtalt sådan adskillige steder. Lad os gøre ham en tjeneste og få biografien hurtigt ud af verden: Den 21-årige gut hedder Alex Giannascoli og har base i Philadelphia.

Hans soveværelsespop bringer tankerne mod Sparklehorse og The Microphones. Eller måske endda en væsentligt blødere Bored Nothing.

Tidligere i år udgav Brooklyns pålidelige Orchid Tapes hans nye plade DSU, der flere steder opfattes som en slags debutplade, da hans andre samlinger af sange ikke er blevet professionelt mastererede. Andre beretter, at han har lavet op til seks plader forud for DSU. Nuvel, sådan noget er ikke værd at spilde tid på.

Det er til gengæld musikken. Pladen er en overbevisende samling, der med udgangspunkt i en DIY-ånd fra midten af 90'erne spiller på en lidt skævere americana. DTU bliver udgivet i Europa på Lucky Number d. 10. november.

Alex G's plader kan høres på Bandcamp. Førstesinglen Hollow er ude nu.



/Martin

Nyt fra Korallreven

Den svenske duo Korallreven er tilbage. Pladen Second Comin' udkommer på Cascine den 4. november, og førstesinglen Death Is Not For Us har netop haft premiere på Gorilla vs. Bear.

Som nogle læsere måske vil vide, er det ene medlem, Daniel Tjäder, også med i The Radio Dept., som jo gjorde sig bemærket i sidste uge med den fantastiske Death to Fascism. Vi lader de to titler hænge i luften et øjeblik.

Lidt endnu.

Maria Lindén fra I Break Horses er blandt gæsterne på pladen. Førstesinglen bibeholder det baleariske fokus, der trods deres sydligere herkomst bringer tankerne mod Göteborg-scenen. Endnu en gang: tak til Sverige.



/Martin

The Radio Dept. bekæmper fascismen

The Radio Dept. er ét af de bedste bands derude. Ikke bare fra Lund, ikke bare i Sverige, ikke bare i Skandinavien. De er blandt vor tids helt store kunstneriske oplevelser.

Det relativt langsomt arbejdende band udgav tilbage i 2010 den mesterlige Clinging to a Scheme og året efter opsamlingsalbummet Passive Aggressive: Singles 2002-2010.

I dag har de så sluppet den instrumentale Death to Fascism på Labrador i anledning af det forestående valg i Sverige. Det vil sige: næsten instrumental. Sangen bygger nemlig på et vokalsample, der på kroatisk ganske smukt lyder: "Smrt fašizmu, sloboda narodu!" Den første del, "død til fascismen", af én kvindestemme og den anden del, "frihed til folket", af en anden. Præcis som modstandsfolk har brugt det i Jugoslavien og for den sags skyld post-Jugoslavien. Som en hilsen. Noget smukt at enes om og arbejde for.

The Radio Dept. udgav i øvrigt også en glimrende sang, The New Improved Hypocrisy, i forbindelse med valget for fire år siden.



/Martin

The New Pornographers – født med en lyd

De fleste, der er bekendte med The New Pornographers, vil nok forbinde dem med særligt Neko Case, Dan Bejar (Destroyer) og Carl Newman. Sidstnævnte er en slags leder af supergruppen, og det har altid været hans mest succesfulde projekt, hvor de andre efterhånden kendes bedst fra deres respektive – og ganske forrygende – solokarrierer.

Nu er kollektivet tilbage med pladen Brill Bruisers, der er deres klart stærkeste siden den veloplagte Twin Cinema fra 2005. En plade, der stadig indeholder nogle af de bedste trommer indspillet i senere års popmusik.

De seneste tre titler – Challengers, Together og nu Brill Bruisers – har alle haft mere end en snert af samhørighed og kollektivitet, hvilket også blev fint pointeret i anmeldelsen af pladen på Drowned in Sound. Netop denne samhørighed gør alle tanker om 'sideprojekt' til skamme. Alle tre vidt forskellige sangere lyder bedre sammen end nogensinde før, og vigtigere endnu lyder det virkelig, som om de nyder at være en del af det.

Det gør ydermere, at det på det nærmeste giver mening at kalde det powerpop. Efter en fornem start på pladen bliver vi forkælet med den herligt betitlede Champions of Red Wine, i hvilken Neko Case giver én af de stærkeste vokalpræstationer, man har hørt fra hende siden, ja, muligvis Star Witness. Om end stilen selvsagt er radikalt anderledes her. De fortsætter ufortrødent herfra, og der er ikke en eneste svag sang på pladen.

Man kunne fremhæve mange øjeblikke på Brill Bruisers, men jeg vil nøjes med ét mere, der hører blandt de mest rørende indtil videre i 2014: På Born with a Sound synger Dan Bejar ærligt "I want you quite often", til hvilket gæstevokalist Amber Webber svarer "I want you all of the time..." med en sådan ømhed, at hun gør sig fortjent til alle de kram, man kunne forestille sig, man ville give, hvis man blev genfødt som labrador.

Såfremt skarpe ører har hørt sig frem til endnu en kvindelig vokal på pladen, hører den fine overraskelse med, at det er Newmans niece Kathryn Calder.





/Martin

Future 3 åbner langsomt døren

Egentlig er det mere lyden af forår. Titlen er August, og den refererer ikke blot til indeværende måned som et Benjamin'sk her-og-nu, den er også i høj grad en reminder om alt, hvad man kan opleve og håbe på, når man sætter noget på klem: danske Future 3 er tilbage efter 13 års pause.

Der er ingen grund til at sparke døren op. Sådan har de aldrig arbejdet. August er en dør, der åbnes langsomt.

På klem.

Når man omtaler den såkaldt nordiske lyd, reagerer jeg ofte med skepsis. Det giver sjældent mening og er oftest et letkøbt kneb. Når folk sætter lighedstegn mellem en 'nordisk' lyd og et 'koldt' lydbillede, har jeg ligeledes svært ved at skjule selvsamme skepsis.

Men når Future 3 åbner døren på klem og lader tidlige solstråler (mere forår end sommer) ramme foden, giver det mere mening. Det er ikke koldt. Ej heller er det varmt, men det har aldrig betydet, at vi skal arbejde med den diametrale modsætning. Elektronisk musik med små klik, fremadskuende og fejende synthesizere, små temposkift. En dialog mellem venligt stemte rumvæsener i Andeby. En vis lighed med islandske Múm fra deres tidlige plader. Dét er snarere den nordiske lyd, og den er muligvis skabt ud fra idéen om et lys fra koldere tider, men det er ikke kulde. Det er nye – og gerne varmere – tider i vente.

Den 10. oktober udgiver Future 3 deres nye plade With and Without på Morr Music. Der er meget at glæde sig til.



/Martin

Salt Cathedral

Salt Cathedral er en columbiansk trio med base i Brooklyn. Salt Cathedral er også en forfriskende omgang electropop, der ikke er bange for til tider at sætte tempoet lidt ned.

I morgen udgiver de deres anden EP, OOM VELT, hvorfra den glimrende og himmelstræbende Holy Soul stammer. Og sikken titel, tænker man måske, selvom kun få i kongeriget efterhånden kender til følelsen af blasfemi.

Det er luftigt, men det er ikke køligt. Juliana Ronderos' stemme er indtil videre dét, der skiller Salt Cathedral fra så mange andre, og derfor fungerer Holy Soul på disse enkle præmisser. Det enkle orgel, det stille og knipsevenlige beat og en fin tekstbid, der inviterer til refleksion over hukommelse over for erindring.

Da sangen efter godt et par minutter sløver ned, vil nogle lyttere måske tænke på Jon Hopkins et kort øjeblik, før vi får sangens hovedbudskab serveret:

We won't let our hearts forget this time

Hvad vil det sige aktivt at gribe ind i erindringen? Hvad siger det om mennesket, at man gør noget for at huske noget? Og hvor langt ligger det fra frygten for at glemme? Og i hvor høj grad gør vi det for egen vindings skyld?





/Martin

Goat og ikke-sommer

Nordsvenske Goat skal følge op på deres ofte overrumplende og generelt stærke World Music. Som tidligere skrevet på disse sider, skrev kollektivet sidste år under med Sub Pop, hvilket på mange måder er et smart træk af pladeselskabet, der efterhånden har hvilet på laurbærene i årevis.

Den 23/09 udgiver det forhenværende kvalitetsstempel svenskernes nye plade, der for kollektivet har det logiske navn Commune. Den nye single Words lover da også godt. De lægger sig denne gang tættere op ad HEALTH, end det tidligere har været tilfældet, om end en omgang røvguitar omkring midten af sangen tager over og fjerner sig fra denne noble inspirationskilde.



/Martin

Treefight for Sunlight og den bedste pladetitel

Gode, gamle Hegel skrev: "uskyldig er kun den handling, der ikke finder sted – som en sten, der blot er. Ikke engang et barn er uskyldigt."

Til det kan man sige to ting. Først med et citat af filosof Jørgen Dehs: "Man vil allerede kunne sige, at forestillingen om uskyld nødvendigvis må have en betragtelig plads, siden det giver mening igen og igen at benægte dens realitet."

Dernæst: han har ikke haft mulighed for at lytte til Pizza, den seneste skive fra Treefight for Sunlight, ét af nyere tids absolut mest interessante bekendtskaber på den danske musikscene.

Uskyld og dét at være uskyldig er en interessant negation, som diskuteres fint i førnævnte Dehs' bog Det autentiske, og nej, selvfølgelig er uskylden altid til diskussion og formentlig aldrig rigtigt til stede. Men selve muligheden indikeres fra tid til anden, og følelser vækkes til live, som minder os om noget andet og bedre. Sådanne følelser kaldes der på hos Treefight for Sunlight, der leverer noget, man næsten tør kalde ren popmusik.

De mange anerkendende nik til både psychedelia og Brian Wilson fungerer fint og naturligt, og de mange ingredienser synes at levere materialet til den sammenhængende enhed, der så passende samles under titlen Pizza.

Blandt de åbenlyse højdepunkter er singlen Come Closer og Somewhere in the Future, men det er bestemt værd at lytte pladen igennem – og derefter gøre det samme igen.





/Martin

Det smukkeste farvel i musikkens verden

Den 28. august 1995 nedfældede Sarah Records nedenstående ord for at markere slutningen på deres fantastiske projekt med dertilhørende pletfri diskografi. Der er ikke tale om overdrivelse, der skal fremme forståelsen. Er det en ironisk distance, der træder i defaitismens sted? Nej. Det er overbevisning og romantik fra Bristol. Enjoy.





A DAY FOR DESTROYING THINGS...

... because when you were nineteen
didn't YOU want to create something beautiful and pure
just so one day you could set it on fire
and then watch the city light up as it burned?
Didn't you want to do that every day of your life?

Nothing should be forever
Bands should do one single and then split up,
fanzines finish after one flawless issue,
lovers leave in the rain at 5am and never be seen again –

Habit and fear of change are the worst reasons for ever doing ANYTHING.

Stopping a record label after 100 perfect releases
is the most gorgeous pop art-statement ever
and says more about pop-music than any two-part digipak
limited edition coloured vinyl 7"
grimly authentic lo-fi ten-track EP
(or any other marketing gimmick)
ever will

Sarah Records is owned by no-one but us,
so it's OURS to create and destroy how we want
and we don't do encores.

We want to burn in bright colours and go pop,
to be giddy, impulsive and silly,
to kiss people in new places
EXQUISITELY
– and DARE to tear things apart.

The first act of revolution is destruction
and the first thing to destroy is the past.
scary
like falling in love
it reminds us we're alive

Sarah Records 1987 - 1995

Nyt fra Perfume Genius

Mike Hadreas begik et lille mesterværk, da han under kunstnernavnet Perfume Genius udgav Put Your Back N 2 It tilbage i 2012. En rørende og ofte overvældende plade.

Til september er han tilbage med opfølgeren Too Bright, der udkommer via Turnstile, hvorfra singlen Queen nu kan høres. Det fremgår hurtigt, at lydbilledet langt fra er så nøgent som på forgængeren, men tempoet er stadig relativt lavt. Produktionen er en anelse mere omfattende end tidligere, selvom tilgangen stadig er nogenlunde enkel.

Forrygende er det, og mindre havde man vel heller ikke forventet fra Seattle-sangskriveren.



/Martin

Woman's Hour

Der er efterhånden relativt få ting, der er kedeligere end pressebilleder af nye bands. Man bliver født ind i en tradition og længes efter at bryde den, men man skal gerne være genkendelig i det fotografiske udtryk og så med lidt held og dygtighed skille sig ud sonisk. Sådan er det. Sådan burde det ikke være, men sådan er det.

Det burde heller ikke være således, at der opdateres så sjældent, som det har været tilfældet de seneste måneder på disse sider. En ferie på Balkan har efterladt en slags kulturelt-geografisk forelskelse, der måske, måske, er gengældt.

Det kan vi kalde en udmærket tvivl, thi tvivlen langtfra altid af det onde. Som min kære ven og åndsfælle skriver det: At "måske" også gerne må være en tilstand. Eksponenter for udmærket tvivl finder jeg i Woman's Hour fra London, der udgiver deres debutalbum Conversations på mandag d. 14. juli via Secretly Canadian.

De fire har ikke kunnet undslippe en del sammenligninger med The xx, hvilket muligvis også kommer af en geografisk baseret forelskelse – men naturligvis også den minimalistiske popmusik, der må siges at bringe tankerne mod aftentide snarere end morgenstund, uagtet hvor meget guld den måtte have i mund.

Der er bestemt også enkelte ligheder med de snart sagt lige så nye Yumi Zouma. Efter deres fine EP (og særligt efter deres hyldest til Air France) må det naturligvis siges også at være en komplement snarere end blot sommerdoven namedropping.

Woman's Hour har meget vel begået én af sommerens mest interessante plader.





/Martin

Nyt fra Jessie Ware

Tilbage i 2012 leverede Jessie Ware én af det års absolut bedste plader med Devotion. En forrygende præstation og én af nyere tids store oplevelser inden for popmusikken.

Det kræver efterhånden en hel del at aftvinge både respekt og ynk i populærmusikalsk sammenhæng, men disse imponerende og rørende øjeblikke finder sted fra stort set start til slut på Devotion.

Produktionerne er primært baseret på relativt bløde beats, hvorom Jessie Wares fabelagtige vokal smyger sig med dedikation, skrøbelighed og indrømmelser.

Senere på året er hun tilbage med en ny plade, hvorfra man nu kan høre singlen Tough Love. Den er god. Selvfølgelig er den det. Det er enkelt og overrumplende. En stille triumf for englænderen.



/Martin

Spazzkid + There Is A Fox

Venligt insisterende samples fra den legesyge L.A.-producer Spazzkid indleder sangen. En mand rømmer sig. Måske fordi sangen faktisk bygger på skitser lavet af en ven. Vennen kalder sig There Is A Fox. En stemme bliver klippet op og klistret ind på kyndig og velsagtens kærlig vis. Det går stærkt.

"It's not my fault," hører man nu manden synge. Om og om igen. Stemmen minder om Cameron Bird fra Architecture in Helsinki, og man kommer i tanke om, at de for godt ni år siden – man bliver jo ældre – var et ufatteligt interessant og kreativt bekendtskab, der desværre aldrig blev lige så stærke igen. Det er selvfølgelig ikke for sent.

Man har vel lov at håbe, og man har lov at drømme. Spazzkid og There Is A Fox hjælper os godt på vej.



/Martin

Ultrapop med Holychild

Når man gør oprør mod rockismen, risikerer man at falde for selvsammes begrænsende mekanismer. Rockisme er ikke – som Henrik Marstal fejlagtigt har antaget – udelukkende et begreb, der omhandler "rocken". Det er idéen om, at visse udtryksformer skulle forekomme mere "autentiske" end andre, og navnet antyder så, at mange konservative musiklyttere anser "rocken" som sådan, men det kunne ligeledes anvendes om så meget andet, hvilket vi kommer til at mærke de kommende år.

Det kunne dog være befriende, om vi kunne slippe for at opstille modsætninger, selvom man til tider støder på enkelte personligheder, der måtte have noget interessant at sige derom (Neil Tennant er én af dem). Lad os for en stund nøjes med at hylde en omgang ultrapop fra den amerikanske duo Holychild. De kalder det selv for "eksperimenterende pop", men der er ingen grund til at forsøge at spille på det eksperimenterende for at sælge dette herlige morgenmadsprodukt (se også billedet). Det er, hvad det er, og der er ingen grund til skam.



/Martin

Orchid Mantis

Takket være den glimrende blog yvynyl stødte jeg nyligt på Orchid Mantis fra Atlanta, Georgia. 17-årige Thomas Howard står bag, men alderen skal ikke være i fokus.

Han har nu lavet en EP med den fine titel Some Songs, der er blevet optaget på bånd og består af en blanding af field recordings, found sounds og samples samt egne instrumenter og vokal.

Det passer udmærket til aften- og nattetimerne i det varme(re) halvår. Læs mere om tilblivelsen af EP'en i det brev, Howard har skrevet til yvynyl. Han beskriver selv musikken som "found sounds, tape collages and pop songs about forgetting".

EP'en kan høres på både SoundCloud og Bandcamp.



/Martin

Beta Frontiers

Sidste år udgav Diana fra Toronto den herlige Perpetual Surrender på Jagjaguwar. Carmen Elle viste sig som én af de mest interessante sangerinder i 2013, og nu deler hun igen sin røst med os.

Det gør hun på en ny single af Toronto-kollegaen Beta Frontiers, der med So Cold markerer sig som et navn, der bestemt er værd at holde øje med. De deler dovenskaben og den trætte lidenskab. Vejen mod overgivelse – den ene eller den anden vej.



/Martin

Kokain på bagsædet: Lewis og den glemte plade fra 1983

1983. En romance med åben sportsvogn, hvidt pulver og en check uden dækning. Få spor af noget som helst.

Vi prøver igen:

1983. En mand udgiver en enkelt plade under navnet "Lewis". Pladen hedder L'Amour, og den bliver udgivet på det ukendte pladeselskab R.A.W. Det er alt, hvad vi ved.

Vi prøver igen:

Det er næsten alt, hvad vi ved. En samler fandt en dag pladen på et loppemarked, gav den videre til en ven, der lagde den ud på nettet. Her blev den delt, og myter opstod. Ingen vidste noget om den mystiske udgivelse. På coveret står en dedikation til Sports Illustrated-supermodellen Christie Brinkley, ligesom tre personer bliver krediteret: en fotograf, en lydtekniker og en musiker, der spiller synth på pladen.

Nu bliver L'Amour genudgivet af Seattle-pladeselskabet Light in the Attic. De besluttede sig for at undersøge sagen nærmere. Med hjælp fra den krediterede fotograf fandt de ud af, at manden gik under navnet Randall Wulff. Han kørte en hvid Mercedes cabriolet og havde en kæreste, der "lignede en model". Han betalte for sin fotosession med en check. Den viste sig at være værdiløs.

Sporet førte tilbage til Alberta i Canada, hvor LP'en i første omgang var blevet opstøvet. De fandt frem til en nevø, der havde en vag erindring om, at Randall var børsmægler. Erindringen havde også et visuelt element knyttet til et besøg i onklens lejlighed: Randall havde udelukkende hvide møbler – og en kæreste, der "lignede en model".

Flere detaljer kan læses i pladeselskabets beretning, hvor de også fortæller, at de vil deponere hans royalties, hvis han en dag dukker op. Men alt dette ville kun være af ringe interesse, hvis ikke musikken havde rørt nogle af de lyttere, der adskillige år senere er faldet over hans musik. Lewis – eller Randall om man vil – hvisker sig gennem store dele af L'Amour. Alt holdes enkelt, og en synthesizer á la Badalamanti fuldender lydbilledet.

På en måde får vi hele historien i titlen på første sang: I Thought the World of You. Hvordan forholder vi os til erindringen om dedikation? Erindringen om overgivelse? Såfremt sangen og pladen handler om en særlig person – måske pigen, der "lignede en model" – kan man spørge sig selv, om datidsformen i titlen indikerer en skuffelse over personen. Eller om den måske snarere henviser til den følelse, han havde så svært ved at kanalisere ud i det rette øjeblik eller på den rette måde dengang.

Den forrygende blog 20jazzfunkgreats (også kendt som XXJFG) skriver: "The stockbroker pouring his cocaine soul into an ethereal LP of love songs sounds like something we'd make up, therefore I'm buying it."

Og videre: "The wine bar at the edge of the universe vibe is in full effect throughout thanks to the minimal genius of placing synths over either a torch-song piano or folksy guitar. It's Nebraska if Nebraska existed at the loving intersection of human and machine consciousness."

Alle ord hviskes og mumles. Det utydelige element markerer klart, at vi har at gøre med erindring frem for hukommelse. Det romantiske element i det uvisse og i tvivlen. Har Lewis været klar over, i hvor høj grad han har tematiseret sin egen historie og sit eget eftermæle?



/Martin

Shadow Shadow

Tilbage i sommeren 2012 frigav Shadow Shadow sangen Riviera. Identiteten bag var ukendt. Den følgende sommer kom så 1000001, og de to blev udgivet som 7" på Nonchalant Records, der åbenbart ikke har udgivet noget siden (se billedet).

Nu står det klart, at Mattias Friberg (for nogle måske kendt fra bandet Logh) fra Malmö står bag. Ligesom det står klart, at ventetiden på debutalbummet har været det hele værd. For en måned siden blev Riviera endelig udgivet, og selvom det kan se ud til, at pladen ikke vil blive dækket synderligt bredt, fortjener den nu en god portion opmærksomhed.

Shadow Shadow forestiller sig forskellige fremtider, der er blevet drømt frem i den nære fortid. Som sådan er der altså en vis forbindelse til Keep Shelly in Athens og I Break Horses, der ligeledes er blevet sat i bås som soundtracket til film, der aldrig er blevet lavet. Britta Persson gæster og leverer fine vokalpræstationer.

Shadow Shadow spiller på årets Roskilde Festival, hvorfor man kan håbe på lidt mere opmærksomhed. Riviera blev udgivet 4. marts og kan bestilles via deres hjemmeside.





/Martin

Ramona Lisa

Hvis verden var et bedre sted, var Chairlift den slags, de fleste fra 14-40 kunne lytte til. Men verden har som bekendt sine begrænsninger, og der er desværre kun plads til få gode eksponenter for moderne synth pop.

Den ene halvdel af Chairlift, Caroline Polachek, har efter nogle år med gruppen fået et behov for i højere grad at eksperimentere, hvorfor hun snart er klar med sit første soloalbum. Under navnet Ramona Lisa (hendes gamle online-alter ego) udgiver hun d. 15. april pladen Arcadia via Terrible Records.

Det lyder jo alt sammen lovende, og det bliver kun bedre af, at Polachek har indspillet store dele af pladen i verdens dejligste by, Rom (andre dele i bl.a. London og Tokyo). Det hele er indspillet på hendes computer, og alt er sunget direkte ind i dennes mikrofon og sammensat med et ganske enkelt program.

Denne tilgang refereres også i videoen til førstesinglen, Arcadia, der også indleder pladen. I videoen følger man Polachek i New York og senere ved en søjle, hvor fingrene – på søjlen – spiller med på melodien, ligesom man også ser lydene, som de aktiveres. Hertil kommer et vist fokus på nogle insekter, der dels er en reference til et job, hvori hun arbejdede med den slags, og dels lader til at være et spil på idéen om det 'frie' og 'organiske' over for manges syn på denne tilgang.







/Martin

Ocean Calling

Sophie Wilkie vil ikke sige, hvor hun kommer fra. Det skal handle om musikken, og hvor den tager lytteren hen. Det har man naturligvis hørt før, men i dette tilfælde værdsætter jeg det.

Hun har besluttet sig for navnet Ocean Calling, hvilket passer sammen med dette fokus på rejsen, og på de få pressebilleder, der er taget siden opstarten i anden halvdel af 2013, ser man også et vist fokus på naturen.

Et ydmygt gæt herfra er Skotland. Delvist baseret på landskaberne, delvist på dialekten (særligt udtalen af "snow" som "snøøøw"). Ja, og så bringer singlen Desert Sky Scarlet da også tankerne mod CHVRCHES, selvom produktionen også nærmer sig noget Chromatics – primært i verset.



/Martin

These New Puritans med weltschmerz

At have en musikblog er langt hen ad vejen en beskeden søgen efter en art æstetisk retfærdighed. At fremhæve noget frem for noget andet. Selv hvis det allerede har fået megen opmærksomhed, og særligt når opmærksomheden har været generelt fraværende. Men altid med tanken: dette fortjener at komme endnu bredere ud. Dette kan gøre noget for andre mennesker. Dette bør spille en større rolle i den verden, vi lever i.

Sidste år overså jeg groft en plade, der burde være at finde på enhver årsliste: Field of Reeds af These New Puritans. Men ak, den blev desværre overset mange andre steder også. Hermed ikke sagt at anerkendelsen ikke har været stor; kritikken har primært været yderst positiv.

These New Puritans er et band, der er vokset gevaldigt over årene og har haft modet til at ændre sig og opsøge nye territorier. De undsiger sig efterhånden enhver kategorisering, medens vi almindelige dødelige forsøger at indfange dem blot en smule med vores hang til ord. Allerede fra første færd fornemmer man en vis inspiration fra Spirit of Eden, der går igen på store dele af pladen. De lange, seje træk med triste trompeter og filmisk fascination.

Flere anmeldere har kaldt det "avantgarde", der naturligvis er et særligt vanskeligt begreb at arbejde med om noget kontemporært, og skal vi arbejde med andre vanskelige begreber, er det for mig interessant, at jeg for en sjælden gangs skyld ikke føler nogen stor modstand mod begrebet "art rock". Field of Reeds er kunst. Stor kunst. I det uhyre spændende felt mellem kunst og konsum (hvis vi skal tillade os at være umådeligt sort/hvide i vores tilgang til æstetikken) er These New Puritans så afgjort ét af de mest interessante bands i nyere tid. Der er absolut intet galt med underholdning og ærlig popmusik, men når der for en sjælden gangs skyld skabes noget så besynderligt interessant, fængende og inspirerende, som tilfældet er her, fortjener skaberne også stor applaus.

De har taget sig god tid til at lave pladen, og den fortjener netop tid. Den vokser, den omringer dig, og den overvælder dig, når kontemplationen kaster sine lange skygger.

Der er ofte nogle klassiske elementer på spil, men der er absolut ingen insisterende zeitgeist, som det er tilfældet med stort set alt andet, der udgives disse år. Det er tidløs skønhed.



/Martin

Woods bringer glæde ind i rutinen

Her er to påstande, som er tæt på at være egentlige sandheder. 1) Vi har alle brug for sonisk D-vitamin 2) Woods har aldrig lavet en dårlig plade. Nogle lidt kedelige, jovist, men aldrig dårlige.

Woods er produktive, og selvom dette sjældent har været en kvalitet i musikverdenen de senere år, holder Woods et forbavsende højt niveau. Bent Beyond fra 2012 var blandt mine yndlingsplader det år.

Den 15. april udgiver de deres nye plade, With Light and with Love, på deres eget pladeselskab Woodsist. Singlen Moving to the Left har allerede været ude i nogle uger, og den har bragt solskin ind, hvor det har manglet herhjemme. Det leverer de altid, og det må vi takke dem for. Et forrygende omkvæd og en hæderlig produktion.



/Martin

Schultz and Forever om perspektiv og synvinkler

Fra distancen ser vi alting klarere, er et synspunkt, mange vil vedkende sig. Vi har fra Schiller endog idéen om distancens pathos. Men hvad sker der, når man ikke kan identificere sig med noget, man selv har skabt? Ja, så må man jo starte helt forfra. Jonathan Schultz - manden bag Schultz and Forever - kan ikke længere begejstres over sine gamle EP'er, og historien får dermed lov at være historie for nu.

"Nu" er således 2014, og det betyder heldigvis en ny single fra Schultz, der ganske som bekendtgjort er noget helt, helt andet. Med P.O.V. er det tematiske fokus på synsvinkler, subjektets omgang med verden. For en stund er det værd at tænke på det ganske enkelt fantastiske udtryk "at kaste sit blik på [...]". Denne gamle indsigt indikerer netop den menneskelige sansning som noget, der kobler individet til den perciperede verden. Der er synspunkter, og der er erkendelsen af, at vi kun ser, hvad vi tilfældigvis ender med at se og til en vis grad vælger at (ind)se. Tilfældigheder og skæbner. Selvet i verden og verden i selvet.

Point of View, P.O.V., at komme væk fra en tunnelvision, at rive sig løs. Fra andre og ikke mindst sig selv. Men med bevidstheden om at det selvfølgelig aldrig helt vil lade sig gøre i absolut forstand, hvorfor det gælder om at bibeholde nysgerrigheden og udforske storheden. Netop dette er, hvad man hører i den fine komposition og forrygende produktion. Der er så megen plads i lydbilledet, der fyldes ud og venter på at fyldes ud. Der er en god fornemmelse af rummet, der kun meget sjældent høres i dansk musik. De fleste ord og stavelser synes at blive strakt ud og undersøgt. Vibrationer fra underbevidstheden. Det er ikke bare lovende - det er allerede overbevisende.

Den første LP udkommer til efteråret, og der skulle være meget at glæde sig til.



/Martin

Amen Dunes holder fokus

New Yorks Damon McMahon har under navnet Amen Dunes nogle ujævne udgivelser bag sig - ganske som hans pladeselskab Sacred Bones. Men nogle gange rammer han plet, som det er tilfældet med den seneste single, Lonely Richard.

Medio maj er den nye plade Love ude, og den har angiveligt været et år undervejs. Den er produceret af David Bryant og Efrim Menuck fra Godspeed You! Black Emperor. Lonely Richard tager sig god tid, og guitaren er produceret så lo-fi, at man i dårlige høretelefoner lige så godt kunne høre klaveret fra Freddie Mercurys version af Goin' Back (under navnet Larry Lurex) fra slutningen af 60'erne. Af én eller anden grund er Elias fra Iceage med på Lonely Richard, men det hører man lykkeligvis ikke tydeligt. Denne gang har McMahon vist taget sig bedre tid til at udvikle sine sange, og Amen Dunes står muligvis over for deres første stærke udgivelse. Man har lov at håbe.



/Martin

Rumrejsen 2014: Spiritualized og hengivenheden

Der er nok mange, der drømmer om, at verden en dag skal høre noget, der kan minde om storheden på Ladies and Gentlemen, We Are Floating in Space. Det er - ganske utroligt - seksten og et halvt år siden, Spiritualized udgav mesterværket. Sommeren 1997. Det er også ved at være fem år siden, jeg på et herretoilet læste et uddrag af titelsangen og formentlig derfor aldrig har glemt netop den aften.

Man kan ikke forvente, at Spiritualized igen skal lave noget så smukt, men hvis ikke man må forvente lidt skønhed i livet, er der intet håb for mennesket. Lykkeligvis er der stadig mennesker, der kigger op engang imellem, og på den mest utrolige vis er der nogle gange mennesker, der kigger ned fra de fjerne punkter, vi glædes over ikke at kunne forstå.

Et sted i Portland - naturligvis - sidder en mand ved navn Matt Halverson. Han står bag Lefse Records, og hans videnskabeligt anlagte svoger ligger inde med megen viden om NASA og rumfart. Sidstnævnte fortalte Halverson om lydoptagelser lavet af Voyager 1 og 2, og før man nu tænker, at der jo ikke er nogen lyde i rummet, skal det måske specificeres, at disse "lyde" er: electromagnetic radiation fluctuations in the magnetosphere of the planets, moons and large asteroids the Voyager probes traveled near. Each celestial body is composed of different elements, has its own size and mass, and therefore sounds unique (læs mere).

Halverson fik den idé, at man med udgangspunkt i nogle af disse lyde - Voyager 1 og 2 blev sendt op i 1977 - kunne få nogle af vor tids største drømmere til at skabe musik, der kan hjælpe os til at forestille os noget større end os selv. Noget, der synes vigtigere end nogensinde før. Det er der kommet 14 bidrag ud af, der er inddelt i hhv. Jupiter, Miranda (én af Uranus' måner), Neptun, Uranus, Saturn, Jorden og Io (én af Jupiters måner). Titlen er ganske enkelt The Space Project. Et fantastisk projekt, der byder på inspiration og liv fra bl.a. Porcelain Raft, The Antlers, Mutual Benefit, Youth Lagoon, Beach House og selvfølgelig Spiritualized.

Spiritualized er som skabt til denne opgave. Under navnet The Spiritualized Mississippi Space Program har de leveret den forrygende Always Forgetting with You (the Bridge Song) med 'lyde' fra og muligvis til Neptun. Tålmod er nøglen. Der er megen hengivenhed på spil. De bygger langsomt op, og efter næsten to minutter hører vi første gang Jason Pierce:

If you want a radio
I would be a radio for you

If you want an aeroplane
I would be an aeroplane for you

If you've got a lonely heart
I would be a lonely heart for you

If you want a rocket ship
I would be a rocket ship for you

If you walk the galaxies
I would walk the galaxies with you

If you'll be my lonely girl
I would be a lonely boy for you

If you want a shooting star
I would be a shooting star for you

If you want another world
I would be another world for you

If you want a universe
I will be a universe for you

Og så gives der plads til forestillinger om stratosfærens skønheder. Vi er blevet overvældet af dedikation, og pludselig forsvinder stemmen. Lydene fortsætter, og vi er igen klar til at tage imod budskabet. Flere stemmer synger nu oveni hinanden, som vi har hørt det så ofte med Spiritualized. Overvældelsen er velkommen.

Nyligt fortalte en god ven, at han gennem det seneste år har udvidet sin horisont på den mest fantastiske vis: Han har i nattetimerne søgt viden om rummet. Astronomien har i de søvnløse timer fået plads i hans sind. I ly af nattens mulm og mørke har han læst og læst. Ernæret sig med viden. Han har følt sig draget af det ydre rum. Han er en storslået tænker, og jeg føler mig tættere på ham, når jeg hører denne mesterlige sang af Spiritualized.

Den 19. april - på Record Store Day - udgiver Lefse endelig The Space Project på vinyl, CD og som 7" box set. Jeg både tror og håber, at vi er mange, der har svært ved at vente.

If you want another world
I would be another world for you



/Martin

Yumi Zouma

Februar måned, mandag. Cascine bliver ved med at udgive fine ting, og den seneste i rækken er af Yumi Zouma fra New Zealand. De bor angiveligt "mellem New York og Paris", og alt imens det primært lyder som et værktøj til promotion eller erhvervelse af kulturel kapital, er der sikkert en pointe i forhandlingen af en relevans af verbet at flanere.

Deres EP bærer deres eget navn, og i fysisk format bærer den et fint 10-tal. 10 tommer. 10". 10 minutter og fire minutter med lettilgængelig, melankolsk synthpop, der presser på for gensynsglæde med solen (som på billedet kan man nogle gange skimte længe). Og minsandten om ikke EP'ens sidste sang er opkaldt efter den argentinske fodboldspiller Juan Román Riquelme, der er én af nyere tids mest elegante og boldsikre spilskabere. En vaskeægte 10'er.

På The Brae kommer det meget tæt på Wild Nothing, men det gør vel ikke så meget. EP'en kan købes her.



/Martin

Kevin Drew er tilbage

Tilbage i 2007 udgav Kevin Drew sin første soloplade Spirit If..., der var mere end blot udskejelser, der ikke passede ind i Broken Social Scenes æstetik. Som plade var den endda muligvis mere sammenhængende end noget, kollektivet har leveret gennem årene. Tilbage i bandet KC Accidental leverede han med Charles Spearin (Do Make Say Think m.fl.) også fine ting, men det var måske en lille overraskelse, at Spirit If... skulle vise sig at være så fremragende.

Knap seks og et halvt år senere er han ved at være klar med sin anden plade under eget navn, Darlings. Første single er sluppet, og den er i lyden overraskende radiovenlig. Titlen er Good Sex, der på en måde følger op på den gamle Tbtf. Stemningen er her mere afslappet, og han vedkender smukt: but I'm still breathin' with you, baby flere gange. Det leveres som en refleksion over den fysiske samhørighed, men det er absolut ikke løsrevet fra det øjeblik (eller snarere de øjeblikke), der reflekteres over.

Gode, gamle Arts & Crafts udgiver Darlings den 18. marts. En stor popplade er i vente efter denne forrygende single.



/Martin

Kevin Morby dyrker langsommeligheden

Kevin Morby er bassist i Woods og sanger/guitarist i The Babies. Førstnævnte har en masse stærke sange bag sig, selvom man også hurtigt kan springe over en del af deres plader. The Babies har mindre at byde på, selvom de af og til er et sjovt bekendtskab.

Nu har Kevin Morby så udgivet en soloplade, der selvfølgelig er blevet varetaget af Woodsist. Pladen kalder han selv for en hyldest til NYC, for det er der åbenbart stadig brug for. Harlem River er titlen, og den passer fornemt ind i Woodsist-kataloget: uden tvivl bedre end det meste andet, men løber tør for energi. Det skyldes imidlertid ikke en mangel på kvalitet som sådan: hos Woodsist søger man ikke variation for variationens skyld, hvilket man også må rose til en vis grad, om end man nogle gange som lytter sættes på en prøve på tålmod.

Bedste sang på pladen er Slow Train, som walisiske Cate Le Bon synger med på. På trods af hendes fine stemme havde sangen måske været stærkere uden hendes medvirken, da det havde styrket følelsen af ensomhed i den fine, langsomme komposition.



/Martin

Real Estate nærmer sig forelskelse

Real Estate har tidligere begejstret med deres tilbagelænede solskinspop, og nu hvor Matt Mondanile havde sidste år til at fokusere godt og grundigt på Ducktails (ganske udmærket album i øvrigt), er det i 2014 endelig tid til at følge op på den glimrende Days fra 2011.

Den nye plade har fået titlen Atlas og er ude d. 3. marts på Domino. Førstesinglen Talking Backwards er ganske fin og bygger på et umådeligt hyggeligt guitarhook. Sangen tematiserer kommunikation og manglen på samme. I stedet for at ironisere eller søge romantiseringen får hooket mulighed for at give temaet en nærmest faktuel skønhed.

(Sørg for at lyden er ordentlig og ignorér den cheesy video)


/Martin

A Sunny Day in Glasgow: en gruppe af introverte har ladet op

Helt tilbage i 2007 debuterede Philadelphia-gruppen A Sunny Day in Glasgow med det forrygende Scribble Mural Comic Journal. De er blandt de få bands, der virkelig har gjort sig fortjent til beskrivelsen 'drømmepop'.

Det gør de så sandelig også med deres nye single In Love With Useless (the Timeless Geometry in the Tradition of Passing) fra deres kommende plade, som de endnu ikke har offentliggjort meget om.

Der er i højere grad tale om sangskrivning denne gang, og det er vel ikke forkert at sige, at det er blot en anelse mere udadvendt. De slipper stadig ikke for sammenligninger med Cocteau Twins, men det bør man heller ikke skamme sig over. Bemærk også den vilde slutning på sangen.



/Martin

Årets album 2013: De 10 smukkeste

Honourable mentions.
Femogtyve til elleve.

10. Postiljonen - Skyer

To svenskere og en nordmand har under navnet Postiljonen lavet en debutplade, der på smukkeste vis beviser, at 'letbenet' bestemt kan være en positiv betegnelse. Synthpop, der godt måtte få endnu mere saxofon.

9. Los Campesinos! - No Blues

Betegnelsen powerpop er efterhånden den mest umoderne, man kan forestille sig, og derfor synes bedriften så meget desto større: Los Campesinos! har med No Blues lavet årets stærkeste album af slagsen. Sanger og frontmand Gareth har proppet albummet med fantastiske fodboldreferencer, og tekstuniverset er generelt lige så stærkt som altid. Veloplagt og forrygende skruet sammen. Læg i øvrigt mærke til, hvor meget arbejde guitarist og komponist Tom har lagt i sangenes introer. Netop dette element findes ikke bedre i popmusikken i 2013.

8. Julianna Barwick - Nepenthe

I 2010 var The Magic Place noget af det absolut smukkeste, man kunne få fingrene i. Da Julianna Barwick i 2013 så delte sin nye sang One Half, fik vi lov at høre hende på en måde, der rent faktisk gav plads til at dechifrere bidder af teksten. Nepenthe byder på flere små overraskelser, men det er langsomheden og nøjsomheden, der får lov at skinne igennem. Og det hele skinner.

7. Daughter - If You Leave

Hvad angår tristesse, overgik ingen Daughter i det herrens år totusindogtretten. Denne form for drama dyrker jeg generelt ikke længere; omvendt gøres det sjældent så godt som på If You Leave, der fra start til slut er fyldt med fantastiske melodier og veloplagte klichéer.

6. Darkside - Psychic

Det hele starter langsomt med Golden Arrow, og sådan fortsætter det. Det langsomme groove, som Nicolas Jaar er så kendt for, bliver på Psychic suppleret så glimrende af Dave Harrington, der særligt med sine virkelig fine guitarflader imponerer.

5. Håkan Hellström - Det kommer aldrig va över för mig

Skandinaviens uden tvivl bedste sangskriver og fortolker af populærmusik kom tilbage med et brag i 2013. Håkan indspillede angiveligt næsten alt selv, og hans pause fra musikken (grundet familiære årsager) har tilsyneladende givet ham den energi, der skulle til for at kreere hans bedste album siden Ett kolikbarns bekännelser. Endnu en perle i rækken af udelukkende gode plader fra Göteborgs førstesøn.

4. Moonface - Julia with Blue Jeans on

Det føles noget så slidt af kalde en plade for "nøgen" eller "nedbarberet", men vi forfalder til så meget, når vi bliver fanget på mellemhånd. På sit nyeste opus har én af vor tids bedste sangskrivere og sangere, Spencer Krug, sat sig alene ved klaveret. Det er der kommet en fabelagtig plade ud af, der tilmed har én af årets smukkeste linjer:

And I am a barbarian, sometimes
Been a barbarian most of my life
But sometimes, sometimes
I'm a lamb upon your altar
I'm just a lamb when I recall
How I asked you
Where you want to be buried
And you asked me the name
of the town where I was born

3. CHVRCHES - The Bones of What You Believe

Den skotske trio stod bag den bedste single i 2012, The Mother We Share, der får lov at indlede deres første langspiller. Pladen holder niveau stort set hele vejen, og Lauren Mayberry synger sangene med en fremragende indlevelse. Den mest charmerende kvindelige vokal i 2013.

2. Jon Hopkins - Immunity

Tålmod er måske nøglen. Det hårde beat fra pladens start vil måske skræmme nogle lyttere og lyde mere i retning af techno, hvilket det bestemt ikke er eller viser sig at være. Snarere har Jon Hopkins skabt en på mange måder filmisk oplevelse, der ved et par lejligheder bliver meget stille og meget ømt. Titelsangen mod slutningen af pladen er således ét af årets absolut smukkeste øjeblikke.

1. Autre Ne Veut - Anxiety

Med sin anden plade ramte Arthur Ashin plet. Titlen på pladen er ganske perfekt, ligesom albumcoveret også er det. I starten var Skriget af Munch i midten, hvilket Ashin blev påbudt at fjerne. Det hele starter med årets måske bedste sang, Play By Play, der går stærkt i retning af Prince. Det er formentlig den eneste plade fra 2013, hvor alle sange - uden undtagelse - er fantastiske. I hvert fald på de plader, der bygger på sange i populærmusikalsk forstand. Det hele er måske for teatralsk for mange, men det må være deres tab. Av hvor er det godt.

/Martin